Carl Perkins. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 22.

Signaturen er skrevet til Barbara Smith, på The Sheffield City Hall, hvor mange stjerner optrådte i 60erne.

Carl Lee Perkins blev født d. 9. april 1932 i Tiptonville, Tennessee og døde d. 19. januar 1998 i Jackson, Tennessee. Genrer: Rock and roll, rockabilly, country. Aktive år 1946‑1998.

Perkins numre personificerede rockabilly-æraen, og derfor fik han også kælenavnet  "Kongen af Rockabilly".

Carl var søn af Buck og Louise Perkins og voksede op i nærheden af Tiptonville, Tennessee. I sin barndom hørte han Southern gospel musik sunget af hvide i kirken og af sorte arbejdere, da han som 6-årig begyndte at arbejde i bomuldsplantagerne. I foråret og efteråret blev skoledagene efterfulgt af flere timers arbejde i markerne. Om sommeren var arbejdsdagene 12‑14 timer, og Carl og hans bror Jay tjente ikke mere end 50 cents tilsammen om dagen. Arbejderne kunne ikke få kredit i forretningerne, og det var hårdt slid at tjene til bønner og kartofler og tobak til Buck. Lørdag aften lyttede Carl til Grand Ole Opry i radioen sammen med sin far.  Det inspirerede ham til at bede sine forældre om en guitar, men det havde de ikke råd til. Buck lavede til gengæld en ud af en cigarkasse og et kosteskaft. Da en nabo tilbød at sælge sin bulede og ridsede Gene Autry-guitar med slidte strenge, købte Buck den for et par dollars.

Carl havde ikke råd til nye strenge, da de sprang, og bandt de gamle sammen. Knuderne skar ind i hans fingre, når han gled med fingrene til en anden tone, så han begyndte at bøje tonerne i en form for snublende "Blue Note", som kom til at kendetegne hans guitarspil.

I 1947 flyttede familien til Madison County, Tennessee, og da det var i nærheden af Memphis, fik Carl mulighed for at høre et langt større udvalg af musik. i en alder af fjorten år skrev han sangen ”Let Me Take You To the Movie, Magg", som senere skulle få Sam Phillips fra Sun Records til at skrive kontrakt med ham.

Perkins og hans bror Jay havde deres første betalte job som entertainere på "Cotton Boll" Tavern i slutningen af 1946. Carl var kun 14 år gammel, og gratis drinks var et af de frynsegoder, der var en del af betalingen. Carl drak fire øl den første aften, og det lagde grunden til et misbrug, han kæmpede med i mange år.  Inden længe spillede de på flere barer i området, der var kendt for tumult og slagsmål. Perkins-brødrene blev hurtigt så gode til at slå fra sig, at det blev en del af deres rygte. Deres popularitet som band blev ved med at vokse, og Carl fik sin bror Clayton til at spille bas violin for at supplere gruppens lyd.

Ved udgangen af 1940erne var Perkins Brothers det mest kendte band i Jackson‑området.

Perkins havde mange jobs i perioden: Bomuldsplukning, arbejde på en madrasfabrik og i en batterifabrik. Endelig fik han job som bager frem til 1952. Carl blev gift med Walda, men da hans arbejdstid blev skåret ned, anbefalede hun ham at arbejde fuldtids som musiker, og Carl begyndte at spille seks nætter om ugen.

I 1954 hørte Perkins og Walda en ny udgave af "Blue Moon of Kentucky" med Elvis Presley i radioen.  Valda sagde til Carl, at der var en i Memphis, der  forstod, hvad han havde gang i, og mente han skulle opsøge ham. Presley fortalte senere Perkins, at han selv havde rejst til Jackson og set Perkins og hans gruppe spille.

Perkins kom til audition hos Sam Phillips på Sun Records i oktober 1954. "Movie Magg" og "Turn Around" blev udgivet 1955 og blev spillet i radioen i alle sydstaterne. Perkins lavede en aftale om at optræde sammen med Elvis Presley i Arkansas. Han mindes begivenheden: "Når jeg sprang rundt, var der nogle få piger, der skreg, men de var bare ved at varme op til ham. Det var som dynamit, mand, det eksploderede bare Pludselig". 

Efter en koncert kom Perkins-brødrene ud for en bilulykke. En ven, der havde kørt, blev fastklemt ved rattet, men Perkins fik ham trukket ud af den brændende bil.

Samme efterår skrev Carl Perkins "Blue Suede Shoes" efter at have set en danser bliver vred på sin partner, fordi hun ødelagde hans lædersko. Pladen kom på markedet d. 1. januar 1956 og var den første plade med en Sun-kunstner, der solgte en million eksemplarer. B‑siden, "Honey don't" blev senere genindspillet af The Beatles, Wanda Jackson og T. Rex.

Efter en optræden  i Virginia 21. marts 1956 kørte Perkins Brothers Band til New York for at optræde på Perry Como Show. Kort før solopgang ramte chaufføren bagsiden af en pickup truck, og bilen kørte i en grøft med omkring en meter vand. Perkins lå klemt nedad i vandet, men trommeslager Holland vendte ham om og reddede ham fra at drukne. Han havde tre brækkede ryghvirvler i nakken, en alvorlig hjernerystelse, et brækket kraveben og flænger over hele kroppen. Carl Perkins forblev bevidstløs en hel dag efter ulykken. Føreren af pickup- trucken døde, da han blev slynget mod rattet, og Carls bror Jay fik en brækket hals og alvorlige indre kvæstelser, som han senere døde af.

Perkins vendte tilbage til scenen den 21. april 1956. I 1956-57 kom "Boppin 'the Blues" og "All Mamas Children", "Dixie Fried", "I’m Sorry, I'm not Sorry", "Matchbox" og "Your true love".

Den dag, "Matchbox" blev optaget, besøgte Elvis Presley og Jerry Lee Lewis studiet. Perkins, Jerry Lee Lewis og Elvis Presley brugte mere end en time på at synge gospel, country og R&B-numre, mens et bånd rullede. Den afslappede session blev kaldt The Million Dollar Quartet af en lokal avis den næste dag og er gået over i rockhistorien under det navn.

Perkins hit "Glad All Over" dukkede op i 1957-filmen Jamboree og blev udgivet af Sun i januar 1958.

I maj 1964 turnerede Perkins i England sammen med Chuck Berry, og The Animals bakkede dem op. På turneens sidste aften deltog Perkins i et party, der viste sig at blive afholdt til ære for ham, og han endte med at sidde på gulvet og udveksle historier, spille guitar og synge omgivet af The Beatles. Ringo Starr spurgte, om han måtte indspille "Honey don't". "Se at komme i gang!" sagde Perkins.

Selv om han i 1968 havde forsøgt at dæmpe sit alkoholmisbrug ved kun at drikke øl, var kuren ikke lykkedes. Under en turné med Johnny Cash Trup begyndte Perkins en fire‑dages druktur i Tulsa, Oklahoma, der startede med en flaske Early Times whiskey. Men på opfordring af Cash, åbnede han alligevel en koncert i San Diego med at spille fire sange. "Det var efter at have set fire eller fem udgaver af mig selv i spejlet," udtalte Perkins senere. Efter at have drukket endnu en flaske Early Times, gik han ud til tourbusssen, hvor han hen under morgen begyndte at hallucinere og se store edderkopper og dinosaurer. Bussen stod parkeret på stranden, og Perkins blev fristet af endnu en flaske whisky, som han havde skjult, men endte med at tage flasken med sig ned på stranden og falde på knæ, mens han sagde: ”Gud i himlen, Jeg vil smide denne flaske i havet. Jeg vil vise dig, at jeg tror på Dig". Flasken forsvandt i Stillehavet. "Jeg rejste mig, og jeg vidste, at jeg havde gjort det rigtige.", udtalte Perkins senere. Han og Cash, som havde problemer med narkotikamisbrug, gav hinanden opbakning til at holde op. Perkins spillede lead guitar på Cash’ hitsingle "A Boy Named Sue", som lå nr. 1 i fem uger på hitlisterne. Alt i alt tilbragte Perkins 10 år sammen med Cash' Touring Revue.

Efter en lang juridisk kamp med Sam Phillips om royalties, fik Perkins ejerskabet til sine sange i 1970erne. I 1981 indspillede han sangen "Get It" sammen med Paul McCartney. Nummeret blev udgivet 1982. En rockabilly-revival i 1980erne hjalp med til at bringe Perkins tilbage i rampelyset. I 1985 genindspillede han "Blue Suede Shoes" med Lee Rocker og Jim Phantom fra the Stray Cats som en del af soundtracket til filmen ”The Porkys revenge”.

I oktober 1985 dukkede George Harrison, Eric Clapton, Dave Edmunds, Lee Rocker, Rosanne Cash og Ringo Starr op sammen med ham på scenen til en TV‑special, der blev optaget live på Limehouse Studios i London og kom til at hedde ”Blue Suede Shoes: A Rockabilly Session”. Perkins venner sluttede koncerten med at synge hans mest berømte sang, "Blue suede shoes", 30 år efter, at den var blevet skrevet. Det fik tårerne frem i øjnene på Perkins.

I 1985 blev han også optaget i Nashville Songwriters Hall of Fame, og i 1987 Rock and Roll Hall of Fame. "Blue Suede Shoes" blev valgt som en af de 500 sange, der formede Rock and Roll. Perkins fik en Grammy Hall of Fame Award samme år, og hans banebrydende bidrag til genren blev anerkendt af Rockabilly Hall of Fame.

Perkins sidste album ” Go Cat Go!”, blev udgivet i 1996, og her samarbejdede han med blandt andet George Harrison, John Fogerty, Tom Petty og Bono.

Hans sidste store optræden var en velgørenhedskoncert i Londons Royal Albert Hall den 15. september 1997. Perkins døde fire måneder senere, den 19. januar 1998 i en alder af 65 i Jackson, Tennessee af strubekræft efter at have haft flere blodpropper. Han ligger begravet på Ridgecrest Kirkegård i Jackson, Tennessee. 

Carl Perkins live med "Blue Suede Shoes", 1956.

Her er hele ”Blue Suede Shoes: A Rockabilly Session” fra 1985 med Carl Perkins, George Harrison, Eric Clapton, Dave Edmunds, Lee Rocker, Rosanne Cash og Ringo Starr.

Carl Perkins - musician - Jackson, Tennessee

© Jim Herrington

I had originally met Carl when I went to his home in Jackson, TN to photograph him for the cover of his biography. I was living in Nashville at the time and often drove back and forth to Memphis for work and fun, usually stopping for gas halfway in Jackson. 

The next time I was driving through town I stopped at a service station, left the gas hose in the car, walked over to the pay phone and gave Carl a ring.              

“Carl, it’s Jim… just gassing up in Jackson, on my way to Memphis, thought I’d say hello.”

“Heeeey, cat daddy! You don’t drive through Jackson without coming by the house and seeing me.”

“Carl, I’m just driving through, I don’t want to bother you.”

“Boy, it’s lunchtime, let’s go get some catfish.”

“Be there in 10 minutes.”

I left the gas station and arrived at his house where he immediately played a song on guitar that he’d just written. He told me that he wrote a song every day, good or bad. It was a good one that day. On the wall behind me was the framed piece of a torn brown paper bag upon which he wrote the original lyrics to “Blue Suede Shoes”. 

After a while we went out a side door off of the kitchen and down some steps into the dark garage where his giant yellow Cadillac was parked. When he shut the kitchen door behind us I couldn’t see a thing. Feeling my way around the hood of the car I found the passenger door, opened it, and got inside. Carl slid inside the drivers side and shut his door. It was pitch black inside and so quiet I could hear my pulse. 

Carl tapped his index finger on my top breast pocket, where I kept my cigs. “Don’t you want to smoke one of those?” 

I told him I did, in fact, and I started to roll the window down.  He said it was OK, just go ahead and light up. 

“You don’t mind, Carl?” 

“No, I don’t mind.” 

The flame from my lighter briefly illuminated the interior of the Cadillac and I noticed Carl was sitting closer to me than I had imagined. 

As it went dark again I inhaled the first puff and I heard Carl’s seat crackle as he shifted his body and leaned in very close to my face and spoke in a low, commanding monotone, “Now blow it into my face.”

I felt the pulse in my ear start beating faster.  

As instructed, I turned my head towards his and let loose a long, slow pillar of smoke straight into Carl Perkin’s face, now no more than two inches from mine. In the inky black silence he inhaled deeply, right up to my mouth. Then, while turning the keys in the ignition said, “GOD, I miss those things…  now let’s go get some catfish!”

Thus began a friendship that lasted a few short years until he finally succumbed to the throat cancer that was in remission when I’d met him.