Bill Haley and The Comets. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 21.

Bill Haley-signaturen og citatet af de første to linier fra sangen ”Skinny Minny”, 1958 er til den hollandske journalist og forfatter Boudewijn Büch, der lavede et interview med Haley. 

Teksten lyder: My Skinny Minnie is a crazy chick / Six foot high and one foot thick.

William John Clifton Haley alias Bill Haley blev født d. 6. juli 1925 i Highland Park, Michigan og døde d. 9. februar, 1981 i Harlingen, Texas.

Genrer Rock and roll, country og rockabilly. Instrumenter guitar, og slagbas. Aktive år 1946‑1980.

På grund af den store depression, som gik hårdt ud over Detroit‑området, flyttede Bill Haleys familie til Boothwyn, Pennsylvania, da Bill var syv år gammel. Da drengen lavede en guitar af pap, købte hans forældre en rigtig guitar til ham.

Bill fik sit første professionelle job i en alder af 13, da han spillede og underholdt på en auktion. Meget hurtigt efter dannede han en gruppe af lige så entusiastiske unge og formåede at få en hel del lokale bookinger til sit band.

Da Bill Haley var femten forlod han hjemmet med sin guitar og meget lidt andet. De næste par år var hårde og fattige. Bortset fra at lære at eksistere på ét måltid om dagen blev han ansat af et open‑air park show, hvor han sang og jodlede og arbejdede sammen med et omrejsende medicin show. Bill Haley ville imidlertid prøve sine vinger, og han fortsatte med at jodle som ”Silver yodeling Bill Haley". Det førte til, at han i seks år blev musikalsk tilrettelægger for Radio Station WPWA i Pennsylvania.

Han startede sit eget band ved navn ”Bill Haley’s Saddlemen”. De spillede i klubber og i radioen omkring Philadelphia. I 1951 lavede de deres første optagelser under navnet Bill Haley with Haley's Comets. Navnet var inspireret af en slang-udtale af Halleys komet, der passerede jorden på det tidspunkt.

I 1953 blev Haleys indspilning af "Crazy Man, Crazy" det første rock and roll-nummer, der havnede på hitlisterne.  Bandets navn blev ændret til Bill Haley & His Comets. Samme år blev "Rock Around the Clock" skrevet til Haley, men Han var ikke i stand til at indspille nummeret før april 1954. I starten gik det ikke så godt. Nummeret forsvandt efter bare en uge på hitlisterne. Haley fik imidlertid i stedet et verdenshit med en coverversion af Big Joe Turner’s "Shake, Rattle and Roll", der solgte over en million eksemplarer og blev det første rock 'n' roll nummer nogen sinde på de britiske hitlister i december 1954. Indspilningen gav Bill Haley en guldplade.

Da "Rock Around the Clock" dukkede op igen i den stjernespækkede 1955-film ”Blackboard Jungle” gik nummeret direkte til tops på den amerikanske Billboard-liste i otte uger. Pladen blev det næststørste verdenshit efter Bing Crosbys "White Christmas", og har i alt solgt 25 millioner eksemplarer. Nummeret adskilte rock and roll fra den forudgående periodes musik. Bill Haley fik hurtigt titlen "Far til Rock and Roll" af medier og teenagelyttere.

"Rock Around the Clock" var den første plade, der nogensinde solgte over en million eksemplarer i både Storbritannien og Tyskland, og i 1957 blev Haley den første store amerikanske rockstjerne, der turnerede i Europa.

Ølbrik fra Bill Haleys optræden på Star-Club i Hamburg.

Haley fortsatte med at score hits gennem 1950'erne som "See You Later, Alligator", og han medvirkede i de første rock and roll film ”Rock Around the Clock” og ”Don't Knock the Rock” i 1956.

Haley blev imidlertid overskygget i USA af den yngre, mere sexede Elvis Presley, men fortsatte med at nyde stor popularitet i Latinamerika, Europa og Australien op gennem 1960'erne.

Han kæmpede en kamp med alkohol i 1970'erne, men fortsatte med at være populær. I 1980 skulle Haley have turneret i Tyskland, men Forud for den planlagte tour blev han diagnosticeret med en hjernesvulst, og koncerterne blev aflyst.

"Berliner Zeitung" rapporterede et par dage senere, at Haley var kollapset efter en optræden i Texas og var blevet kørt til hospitalet i sin hjemby Harlingen.

Bill Haleys kone, Martha Haley, der var sammen med ham, til han døde, benægter imidlertid, at han havde en hjernesvulst. Det samme gør hans nære ven, Hugh McCallum. De var af den overbevisning, at Bill ikke ønskede at turnere mere, og at billetsalget til hans planlagte turné i Tyskland i efteråret 1980 gik skidt. Hugh McCallum udtalte: "Det er min mavefornemmelse, at den hjernetumor blev opfundet for at stoppe opmærksomheden omkring aflysningen af turen og flytte interessen over til medlidenhed med Bill”.

Det var tydeligt, at Bill Haleys alkoholproblem blev værre. Ifølge Martha kæmpede hun og Bill hele tiden i denne periode, og hun sagde, at han skulle stoppe med at drikke eller flytte, så han flyttede ud i et rum i deres poolhouse. Martha tog sig fortsat af ham, og nogle gange kom han ind i huset for at spise, men han spiste meget lidt.

Ud over alkoholproblemer var det blevet tydeligt, at han også havde alvorlige psykiske problemer. Hans datter Martha Maria sagde, at undertiden virkede han fordrukken, selv når han ikke havde drukket. Haley lavet en række bizarre natteopkald til venner og familie, hvor han var usammenhængende, beruset eller syg.

Han var sindsforvirret og utilregnelig i de sidste uger af sit liv, hvor han blandt andet malede vinduerne i sit hjem sorte. Bill Haley døde d. 9. februar, 1981 og blev posthumt optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1987. Han har en stjerne på Hollywood Walk of Fame, og i 2007 åbnede Bill Haley Museum i München. På verdensplan har Bill Haley solgt over 100 millioner plader.

Så der der gang i danseskoene! :0) I baggrunden Bill Haley and The Comets med "Rip it up" fra 1956.

Bill Haley and The Comets med "Skinny Minnie", 1958.

Bill Haley and The Comets live på David Frost Show, 1969 med fire mega-hits: ”Rock around The Clock”, “Shake, rattle and roll”, ”Rock-a-beatin’ Boogie” og “See you later Aligator”.

The Last Days of Bill Haley

Falling Comet

In 1955 "Rock Around the Clock" went to the top of the charts and turned Bill Haley into the king of rock and roll. Twenty-five years later, he was holed up in a pool house in Harlingen, drunk, lonely, paranoid, and dying. After three decades of silence, his widow and his children tell the story of his years in Texas and his sad final days.

by Michael Hall

In the last desperate months of his life, he would come into the restaurant at all hours of the day and take a seat, sometimes at the counter and other times in one of the back booths. He was always alone. He wore a scruffy ball cap, and behind his large, square glasses there was something odd about his eyes. They didn’t always move together. Barbara Billnitzer, one of the waitresses, would bring him a menu and ask how he was doing. “Just fine,” he’d say, and they would chat about the traffic and the weather, which was always warm in South Texas, even in January. He’d order coffee—black—and sometimes a sandwich, maybe turkey with mayo. Then he’d light up a Pall Mall and look out the window or stare off into space. Soon he was lost in thought, looking like any other 55-year-old man passing the time in a Sambo’s on Tyler Street in downtown Harlingen. He had moved there with his family five years before, in 1976. It was a perfect place for a guy who wanted to get away from it all. And he had a lot to get away from. Twenty-five years before, just about everyone in the Western world had known his face. In fact, for a period of time in the mid-fifties, he had been the most popular entertainer on the planet. He had sold tens of millions of rec­ords. He had caused riots. He had headlined shows with a young opening act named Elvis Presley and had inspired John Lennon to pick up the guitar. He had changed the world.

1 comment: