Artikel af Leif Mariager fra Billed Bladet, 1966
IDOLET, DER KOM NED
MED
NAKKEN
Jo mere man beskæftiger sig med musik, jo mere kommer man til at holde af den. Respekten vokser med årene, samtidig med at man interesserer sig mindre og mindre for det kommercielle, det populære...
Men vi skiltes ikke
som uvenner, fortæller Otto Brandenburg i denne sidste artikel om sit liv. Nu
har han fået skik på sig selv, fundet rigtige venner og en kvinde, der holder
af ham. Men han havde det svært, da populariteten svigtede, og han røg ud i mørket
— alene og uden venner
JEG søgte til udlandet, træt af at skulle have tærsk alle
vegne, træt af gang på gang at vende hjem med iturevet tøj, træt af at skulle
stikke halen mellem benene — det er jo utåleligt at skulle bøje nakken og smile
og sige tak, ligegyldig hvilke grovheder man bliver budt ... Grotesk, at det
var de samme mennesker, der havde været begejstret for én, og som nu ødelagde
én — er det mon noget, der står i forbindelse med en menneskelig trang til det
destruktive? Jeg har en fornemmelse af det i hvert fald.
Jeg rejste først efter en periode, hvor jeg for sidste gang
leflede for den populære sang, for twisten. Nå, twist er i og for sig god nok,
for min skyld kan man kalde det twist, rock eller pigtråd, bare det swinger. Men
jeg havde været en tur i Paris og optrådt på Olympia, og der lancerede Chubby
Checker. ”The Twist”. Da jeg kom tilbage, sled jeg gangene i Radiohuset nogle
uger, men det var pinligt at møde producere, der kikkede på én med »forkerte
øjne«. Så hellere sidde i huset i Dragør og vente på, at telefonen skulle
ringe.
Det var for så vidt en journalist, der satte tingene i skred
igen. Min grammofonplade »Hello, Mr. Twist« var anledningen til tre sider i et
blad. Og bare to dage senere var Sverige i telefonen. Jeg var noget tøvende.
Jeg skulle optræde på »Nålen«, og selv om jeg havde haft lange stunder med
flittige øvelser — kunne jeg så klare mig på denne store scene i Stockholm,
hvor alt fra Armstrong til Stan Getz har optrådt?
Gagen var ikke ret høj, men det var et engagement, der ville
være et blåt stempel — turde jeg egentlig?
Jeg tog mod til mig, og da jeg kom til Stockholm, kom
yderligere et tilbud: om jeg ville medvirke i det svenske Melodi Grand Prix?
Jeg sang »Anne-Li« og »Lololita« — den sidstnævnte blev nummer to.
Og de svenske folkeparker stod åbne for mig. Alle er lige på
de svenske folkeparkers scener, men jeg følte mig smigret ved at arbejde på de
samme scener som »The Platters«, The Shadows og Cliff Richard, vidunderligt at
begynde på en frisk, vinde publikum forfra, have gode musikere og ingen
flyvende flasker og frækheder.
Newfoundlænderen "Shadow" har trofast fulgt Otto Brandenburg igennem de svære år og giver ham dagligt en velment, men kraftig modtagelse.
Men det var et hårdt race — 5- 600 kilometers kørsel om
dagen for at nå at opfylde kontrakterne — folkeparkerne trækker én procent fra
pr. minut, man spiller for sent, så man stod ofte i valget mellem at bryde hastighedsbegrænsningen
i disse sommerferietider eller betale bøde til folkeparken, så lange afstande
var der — og etaperne og timeplanerne var i reglen udregnet på et så tidligt
tidspunkt af foråret, at man ikke havde kunnet kalkulere med sommerens
hastighedsbegrænsninger. Min kone, Ina, ventede vort andet barn. Jeg havde
derfor som sidste station inden hendes nedkomst taget et engagement på
»Hamburger Börs« i Stockholm. Jeg sang dels i en trio, dels folkesange, der
senere blev noget moderne herhjemme — solo.
Et par dage før min sidste aften i dette engagement havde
svensk TV startet noget nyt. Hylands Hörna, og mine to musikere havde fået et
fristende tilbud om medvirken i denne ny TV-serie. Jeg ville naturligvis ikke
lægge mig hindrende i vejen for denne chance for et langt engagement til dem —
det var i øvrigt guitaristen Bernt Öst — nu leder af vokalgruppen »Family Four«
(det var den gruppe, der for nylig ved en færdselsulykke mistede et af sine
medlemmer), og det var bassisten Beppo Grasman, nu medlem af vokalensemblet
»Gals and Pals«.
Jeg sagde altså ja til at ville optræde alene den sidste
aften og gav mig til at indøve et broget program. Da jeg stod i kulissen og
ventede på, at det skulle blive min tur, kom et telegram til mig, og jeg nåede
at læse, at Ina havde født en dreng. En kollega i kulissen læste videre og
sagde: »Det er nu synd for din kone og dig.« Jeg rev telegrammet ud af hænderne
på ham og fik nu hele sandheden. Min søn havde været død ved fødslen. Jeg var
lammet. Det var få sekunder, før tæppet skulle gå op, men jeg nåede at sige til
pianisten: »Drop det hele. Vi tager nogle stilfærdige evergreens i stedet for.«
Hele det afsluttende programs personale holdt en fest i et
privat hjem. Jeg var også inviteret, men havde ikke megen lyst. Da de andre
forlod etablissementet, stak man mig en seddel med adressen i hånden, og jeg
sagde, at jeg først ville rydde op i min garderobe og sige farvel til
funktionærer og tjenere. Jeg tog en taxi ud til adressen, gik op i ejendommen
og ringede på døren, den rigtige dør, og da ingen kom, bankede jeg også. Ud fra
nabolejligheden kom i det samme to mænd farende, som forsøgte at skubbe mig ned
ad trapperne, efter at have nedkaldt himlens og helvedes vrede over mit hoved
og givet mig hovedansvaret for det stockholmske blodbad under Christian den
Anden. Politi blev tilkaldt. Nå, og jeg var kun ét vidne mod to, plus nogle
politibetjente. 7.000 danske kroner kostede balladen mig — samt en hjernerystelse.
En genindkaldelse til forsvaret kostede mig 45.000 kroner i
uopfyldte kontrakter i Sverige, plus hvad jeg kunne have tjent ved TV og radio.
Otto Brandenburg elsker sit Dragør, går tit tur på havnen og tager jævnligt ud med fiskerne. Men her er han på vej til færgen til Limhamn, til svenske engagementer.
Jeg blev civil, og alt var smalhans. Somme tider stod menuen
på kartoffelmos, somme tider ikke engang på det. Kurven var dalende hjemme hos
kone og barn i Dragør. Jeg forstår da så udmærket problemet, set fra en kvindes
synspunkt — at hun bliver skeptisk, når man gang på gang siger: Vent lidt, det
skal nok gå, noget vil vise sig.
Men der er det med musik, man efterlader den ikke bare på
vejen, man giver sig ikke bare til at lave noget andet og glemmer den. Og der
er yderligere det ved musik: jo mere man har med den at gøre, jo mere holder
man af den, jo mere respekt får man for den — og — som en ekstra dividende, jeg
tænker her på det arbejdsglædemæssige, man bliver efterhånden mere eller mindre
ligeglad med, om noget er populært. Det, man frembringer, det, der betyder
noget for én, er, om man synes, man kan forsvare det, man laver, om det er
rigtigt, om det er ægte.
I de svenske folkeparker er alle optrædende lige - her slapper jeg af under en mikrofonprøve sammen med Cliff Richard.
Og da jeg blev foreslået at tage en kontorplads, måtte svaret
blive nej. Jeg havde fået engagement til en turné i Tyskland, men uanset om der
var udsigt til større indtægter, blev Ina og jeg enige om, at vi hellere måtte
skilles. Vi skiltes, ikke som uvenner, men i erkendelse af, at vi var blevet
for forskellige. Men vi har da stadig kontakt, for det er klart, at når man har
børn sammen, så er man aldrig helt færdige med hinanden, man kan ikke slå en
streg over årene, der er gået.
Inden min Tysklands-turné sagde jeg: »Det er i orden, vi
skilles, bare huset er tomt, når jeg vender tilbage«.
Mon ikke de fleste mænd har det sådan? Når ægteskabet går i
stykker, har hjemmets døde ting ingen som helst interesse, bl.a. fordi, man har
et ønske om, at det stadig skal være den vante ramme om barnets dagligdag?
Jeg kom tilbage fra Tyskland til et stort, tomt hus — alle
tiders ekkorum, tænkte jeg galgenhumoristisk. Men tapetet var da på væggene.
Jeg lå på gulvet om natten, jeg havde en dyne over mig og hunden »Shaddow«, en
sort Newfoundlænder, ved siden. Hunden havde valgt selv. Jeg sagde kom, og så
lød den mig. Jeg bilder mig såmænd ikke ind, at han holdt mest af mig, men jeg
tror, at hunde retter sig efter manden i huset.
Nå, men jeg lå i det tomme hus og tænkte om natten: Skal du
ned, kan du lige så godt komme helt ned.
Jo, for skattevæsnet kom på nakken af mig. Og der er i det
hele taget en frygtelig masse mennesker, der synes, det er sjovt at træde på
mennesker, når de ligger ned.
Jeg kæmpede, jeg satte forbruget ned, men lige lidt hjalp
det: Betal 5.000 kroner her. Betal 7.000 kroner der. Og: hvis De ikke inden
otte dage betaler 3.000, så er det tvangsauktion, og hvis De ikke ...
Til sidst blev jeg så apatisk, at jeg tænkte: Så lad dem da
i himlens navn sælge hele skidtet.
Det alvorligste og det afgørende var et brev fra
skattevæsnet: Hvis De ikke betaler 42.000 kroner inden ...
Nu lå man ned, nu skulle man have et spark, sådan kunne man
se på det. Eller: Hvis man havde haft en forretningsfører, så kunne han måske
have fortalt én, at der er noget der hedder 80 procent skat af indtægten ...
Men nu lå jeg på nulpunktet. Det var dog et udgangspunkt. Og
jeg kunne gøre mit Livs regnskab op, eventuelt prøve at leve. Jeg opdagede, at
der var en by, der hed Dragør. Ja, jeg havde jo boet der i flere år, haft
postadresse osv.
Jeg gik ud i byen, opdagede, at den er propfyldt med rigtige
mennesker, fik nye venner blandt folk, der var komplet ligeglade med, hvad jeg
havde været, og helt forrygende ligeglade med, hvad jeg var nu, ud over at jeg
var et menneske.
-Med 14 dages arbejde - og 14 dages fri-rytmen bliver der tid til hobby - jeg samler på kønne sten, og jeg pusler med tegninger, denne her er af min datter Stine.
Hentet til
fogedretten
Jeg tog ud på Øresund med fiskerne — det indebar også det
praktiske, at det kunne blive til fiskemad til mig og »Shaddow«. Jeg har forresten
fisket op til 15 torsk på sådan en tur — og når så gartneren gav mig kartofler!
Jeg havde en lang ferie og lærte, hvor lidt man egentlig
behøver. Tilværelsen er hverken arkitekttegnede møbler eller mekaniserede
statussymboler.
Med mellemrum hvirvlede der en stak breve ind gennem
brevsprækken. Fra folk, der ville have penge, og så blev jeg hentet til
fogedretten — og stod så i København og længtes efter Dragør. Nu vil jeg vove
at påstå, at jeg aldrig har drømt om, at kreditorerne ikke skulle have deres
penge. Og i dag kan jeg se, at jeg faktisk kunne have redet den økonomiske storm
af. For der gik nemlig et helt år, inden der kom gang i tvangsauktionen. Man
bildte mig ind, at den kun var 14 dage ude i fremtiden, og så tabte jeg helt
pusten. Jeg har aldrig haft nogen varm ledning til Rockefellerfonden. Jeg har i
øvrigt ikke set et eneste stykke papir fra skattevæsnet på mit hus, hvordan det
er solgt, hvor meget man har fået osv. Jeg afleverede bare mine papirer til det
kære væsen, og det har ordnet resten. Tør man nok sige.
Men det dæmrer, det har dæmret, og jeg har en masse gode
ting at tænke på: jeg har sunget med Count Basies orkester, jeg har sunget
folkesange og lavet en masse ting, der er adskilligt mere værd end en matrice
med forsølvning.
"Mr. Twist" som Otto Brandenburg hed i årevis i Sverige, danser med en fashionabel partnerske - Josephine Baker.
Der skal ikke jamres fra min side. I det sidste par år har jeg
rent menneskeligt udviklet mig mere end i de foregående 10, det ville være
utidig og falsk beskedenhed af mig at påstå andet. Ja, faktisk eksisterer den
gamle Otto Brandenburg ikke mere. Jeg kender ham ikke, iagttager ham måske med
en smule personlig interesse, når jeg ser tilbage. Jeg har truffet alle slags
mennesker, jeg har oplevet den hurtige opstigen og undervejs mødt såkaldt fine
mennesker, der ikke var så pokkers fine alligevel, og jeg har prøvet en
nedgangsperiode, hvor vennernes antal svandt ind til mindre end en tiendedel.
Ham H. C. Andersen var ikke så tosset, da han skrev »Fyrtøjet« — der var så
mange trapper, sagde folk, da soldaten var blevet fattig, at de ikke mere kunne
besøge ham.
Det kan af og til være lidt tragikomisk at møde gamle
venner, der spørger: Hvordan går det? Det står skrevet i deres blik, at man
helst skal ligne Bispebjerg Kirkegård, og vantroen er umiskendelig, når jeg så
siger: Mægtig godt, du gamle. Arh, lad nu vær' ... Tja, og så står man der og
skal sige ord i et forsvar, man ikke gider, fordi man ikke behøver det. Og så
er det, man lige så stille hvisker: Nå nej, du må jo nok bedre vide det ...
Men sandheden skal fortælles her: Hvad jeg bedriver? Lever!
Som man synger i »Boheme«.
For resten kunne jeg være beskæftiget året rundt, hvis det
ikke var for det kære skattevæsens skyld. Men økonomisk og på anden måde er det
bedst at arbejde 14 dage, holde 14 dage fri, arbejde 14 dage osv. Det giver mig
mulighed for at svare udgifter til kone og barn — og frihed til at gå lange
ture i Kongelunden og ved Dragør Havn. Og til at dygtiggøre mig på guitaren og
komponere.
Melodi Grand Prix er mere end idol-Grand Prix fastslår Otto Brandenburg. Her er han i TV med "Godnat lille du": - Jeg var meget nervøs, for lampen på bordet skulle slukkes lige i starten, alt klappede ved prøverne - og så glemte man at afbryde strømmen, da udsendelse "gik i luften".
Jeg sidder ofte til langt ud på natten og komponerer. Jeg
har vel nu i alt op mod 100 melodier — det tal regner man med som forudsætning
for, at en enkelt, ikke altid den bedste, skal slå igennem. Halvdelen er
udkommet i udlandet. Ikke en af dem er lavet ud fra en salgsmæssig hensigt, de
er uden tilsætning af nogen kommercielle virkemidler. De skal bare virke ved
sig selv.
Tja, hvad har man ikke oplevet. F. eks. midt i en
nedgangsperiode at blive inviteret til sangfestival i Berlin, i Vest- og
Østtyskland — og vinde den. Det var egentlig rigtig skægt, men det omtalte
aviserne ikke. Derimod hvad jeg skyldte i skat og det antal biler, jeg havde
ødelagt. For en sikkerheds skyld var tallene ganget med to.
Jeg har i denne tid og langt ud i fremtiden de engagementer,
jeg kan ønske mig, jeg har fundet en livsrytme, jeg har en dejlig fred med mig
selv. Og jeg bor hos venner, der slog deres døre betingelsesløst op for mig og
min guitar og min hund.
-Jeg sidder og komponerer til langt ude på natten. Jeg har lavet lige ved 100 melodier, de fleste er udkommet i udlandet.
De hedder Bente og Birger Rafn.
Og jeg har truffet en yndig pige, som jeg er meget glad for,
og hvis venskab jeg sætter megen pris på. Hun hedder i øvrigt også Bente.
En god kammerat og en sød veninde har Otto Brandenburg fundet i yndige Bente Flaskjær. I efteråret ferierede de glade og solbrune i Spanien.
Det er rigtige mennesker. Jeg har lært at sætte pris på ægte
mennesker.
Så svinger livet. På en fredfyldt måde.
LEIF MARIAGER
Næsten symbolsk er Otto Brandenburgs sidste store grammofonsucces blevet kaldt "Natten drog forbi". Her smiler han optimistisk under morgenbarberingen.
Et "maleri" i glas og cement får en sidste afpudsning: "Jeg har fundet en stilfærdig livsrytme og fået fred med mig selv ... "
Otto Brandenburgs indfølte udgave af "Strangers in the night", fra samme år som artiklen fra Billed Bladet, "Natten drog forbi", 1966.
