lørdag den 25. februar 2012

Rock Nalle. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 18


Rock Nalle i 60erne. Signaturen har jeg fået fra ham senere.


Rock Nalle alias Roland Lyhne Sørensen, født 10. april, 1943 i Odense. Turnerer stadig landet rundt. Nalle er kendt som danmarks svar på Little Richard og er i ordets bedste betydning en ægte rock’n’roll, soul og blues sanger.
Han begyndte sin karriere i Fyns hovedstad i slutningen af 1950'erne i et band ved navn ”The Teddy Bears”, der bl.a. spillede ved skolekoncerter. Kælenavnet Nalle havde han fået på et fritidshjem, hvor der var en pædagog, der også hed Roland. Som udlært slagter påmønstrede han et fragtskib og endte i Australien, hvor han styrkede det engelsk, han allerede havde tilegnet sig via Radio Luxemburg.
I 1962 vendte han tilbage til Danmark og spillede med ”Les Amis” og brød igennem med sin debut single "I'll Go Crazy" i 1964. Året efter indspillede han sammen med ”Melvis & His Gentlemen” singlen "In the midnight hour", som blev hans største hit i 60erne. Den lå endda på top 20 listen i England! I 1966-67 spillede han med det engelske band ”The Big Sound” og blev kendt for sine meget karismatiske og levende sceneoptrædender. Fik årets ”Børge” i 1967, som årets mest lovende talent, af det danske rockmagasin af samme navn.
I slutningen af 60'erne opgav Rock Nalle sin musikalske karriere, og genoptog sit arbejde som slagtersvend. I 1968 forsøgte han sig med danskpop, men endte med at gå på socialhjælp og var i 7 år havnearbejder afvekslende med job som statist på Odense Teater.
I 1975 fik han et comeback, da Gustav Winckler relancerede ham med lp'en "Rock Nalle" og to år senere udsendtes "Rock Kost". Efter Nalles medvirken i et tv program blev nummeret "Go'e gamle fru Olsen" en sand landeplage.



Det var en oversættelse af Little Richards "Good Golly Miss Molly". Sidst i 70erne var han solist i ”The Flames” og ” Zig Zag Band” og i 1980 blev hans "Amanda" skrevet af Kim Larsen, den bedst sælgende danske single. Gennem 80erne hørte man ikke meget til Rock Nalle, der gik ned på et medicin- og stofmisbrug, som han altid har talt åbent om.  Selv på denne måde holdt han sig i tradition med den amerikanske rock’n’roll. I 1998 vendte han nærmest mirakuløst tilbage med soul-pladen "Never 2 late". Rock Nalle udgav i 2004 Going down slow vol. 1” og i 2006 Going down slow vol. 2 ”, som han fik Danish Music Award for samme år, som danmarks bedste bluesplade. Cd’erne er indspillet sammen med Hans Theessink og Knud Møller, som også er med på ”Theessink, Nalle og Møller – live”, 2007. Biografier: Erik Thygesen, "Nalle - rockens arbejdsmand", 1982. Klaus Knakkergaard: ”Nalle – et liv ad omveje”, 2010.





Erindringer om Rock Nalle

Lørdag den 8. oktober giver Nalle endnu en gang koncert på vort lokale spillested Foderstoffen – denne gang med bandet His Crazy Ivans, se www.foderstoffen.dk
Nalle alias Rock Nalle alias Roland Lyhr Sørensen har tidligere spillet på Foderstoffen. Det har givet mig lyst til at nedskrive et par erindringer om, hvordan Nalle har været en del af mit liv – dog aldeles uden at vide det:

Mig og Rock Nalle
“Kom med hjem efter skole!” sagde min kammerat - murerens Arne – og strålede over hele hovedet. Jeg fulgte med Arne hjem. Hans storesøster Sanne havde en grammofon, og hun havde lige købt en ny plade med én, der hed Nalle og sang “In the Midnight Hour”. På den anden side af pladen var der et nummer, der hed “Treat Her Right”, men det var der ikke så meget ved. Det var “In the Midnight Hour”, det drejede sig om, og vi spillede pladen mange gange, lige indtil vi kunne høre, at Sanne også kom hjem fra skole, og skyndte os ud af hendes værelse. På denne måde trådte Nalle for første gang ind i min tilværelse.
Sådan set kunne jeg godt forstå, at Arne var begejstret for Nalle. Arne var nemlig temmelig fedladen, så han og Nalle kunne egentlig minde en del om hinanden. Og Arne var begyndt at smøre sit hår ind i brylcreme og forme det til en tyk pølse, der hang ned i panden. Sådan en pølse af hår havde Nalle osse. Jeg lignede derimod slet ikke Nalle, men jeg var lige så begejstret for ”In the Midnight Hour” som Arne, og snart besluttede vi, at vi måtte have vores eget rockband. Arne havde et akvarium med gubbifisk, så derfor skulle bandet hedde The Gubbies. Arnes pandelok gjorde ham selvskreven til at spille guitar og synge. Jeg vidste helt sikkert med mig selv, at jeg ikke kunne synge, så jeg var tilfreds med at sidde lidt i baggrunden ved trommerne lissom Ringo Starr.
For at få lettere adgang til pladen og grammofonen måtte vi fedte for Sanne, og til sidst indviede vi hende i vores planer. Mange sollyse eftermiddage sad vi derefter alle sammen på hendes værelse og hørte “In the Midnight Hour”, mens vi planlagde den fremtid, der ventede The Gubbies. Vi havde den opfattelse, at et rockband består af tre guitarister og en trommeslager, så vi savnede fortsat et par medlemmer. Og vi manglede ganske vist også el-guitarer og trommesæt, men når vi først havde fundet de sidste medlemmer og fået fat i instrumenterne, så ville vi helt sikkert hurtigt lære at spille og synge. Til sidst foreslog Sanne, at hun også skulle være med i bandet. Måske var forslaget slet ikke så tosset. Mens Arne og jeg aldrig havde rørt et musikinstrument, kunne Sanne påberåbe sig, at hun faktisk spillede på blokfløjte. Alligevel førte forslaget til en voldsom krise, der blev begyndelsen til bandets opløsning.
Arne satte sig meget kraftigt imod, at hans storesøster skulle være med. Jeg selv havde egentlig ikke så meget mod ideen. Jeg syntes nemlig, at Sanne var pæn at se på med brune øjne og lyst pandehår og alt sådan noget. På den anden side måtte jeg jo give Arne ret i det rent principielle, når han forarget spurgte, om jeg nogensinde havde set en pige i et rockband. Det havde jeg ikke – men derimod havde jeg i et blad set billedet af en pige, der stod i en slags badedragt ved siden af orkestret og dansede i et bur. Jeg viste Arne billedet og talte så varmt for sagen, at han også til sidst gik modstræbende med. Faktisk var jeg temmelig stolt over at have fundet et kompromis, der forenede alles interesser. Inderst inde håbede jeg vist også, at jeg ved min indsats kunne indynde mig lidt hos Sanne. Men da vi forelagde vores plan for hende, fik jeg et første chokerende indblik i kvindesindets uudgrundelige dybder. Sanne blev slet ikke henrykt, men begyndte tværtimod at skælde ud og tale meget højt og rigtigt grimt. Hun kaldte os nogle barnerøve og gjorde det lysende klart, at hun faneme ikke ville stå og hoppe i et bur som en abe i badedragt, og for resten var The Gubbies det mest latterlige rockband, hun nogensinde havde hørt om, når vi ikke engang kunne spille og synge og hverken havde guitarer eller trommer. Til sidst smed hun os ud af sit værelse og forbød os at spille på grammofonen.
Derefter kunne vi kun høre “In the Midnight Hour”, når Sanne ikke var hjemme. Måske var det derfor, vores entusiasme begyndte at blegne. Med sine ord om, at vi jo hverken kunne spille eller synge og heller ikke havde nogle instrumenter, havde Sanne måske også sat fingeren på et ømt punkt. I hvert fald holdt vi lidt efter lidt op med snakke om The Gubbies, og til sidst gad vi knapt nok høre “In the Midnight Hour”. På denne måde afgik The Gubbies ved en tyst og stille død som et aldeles upåagtet rockband, der ikke havde indspillet en eneste plade, ja, egentlig aldrig havde givet en eneste lyd fra sig.
*
Siden mistede jeg interessen for Nalle en smule. Der kom nogle indspilninger som “Jeg kan li’ store babser” og “Min fars roemark i Skjern”, og det var selvfølgelig meget godt – men det var jo ikke “In the Midnight Hour”. Mange år senere krydsede vore livsbaner imidlertid atter hinanden. Når jeg havde været ude at holde foredrag og kom med et sent tog tilbage til det, der nu er den gamle banegårdsbygning i Odense, var der ofte en lille halv times ventetid, før jeg kunne komme videre med Svendborg-toget. Her på banegården stødte man jævnligt på Nalle.
Det var 1980′erne – fornedrelsens dage for Nalle. En mislykket maveoperation og almindelig uforstand havde ført ham ud i heroinmisbrug og elendighed. “Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?” lød hans gængse indgangsbøn. Hvis man ville sikre sig, at Nalle fik lidt fast føde, var det dog klogest straks at omsætte skillingerne i naturalier, og på banegården var der en pølsevogn, som havde sent åbent. Jeg har altid holdt meget af pølser – egentlig helst de ristede, men Nalle foretrak de varme røde pølser. Han havde ikke så mange tænder tilbage og kunne bedre kværne de røde med gummerne, så vi nød eftertænksomt vore røde pølser, mens jeg i al stilhed mindedes, hvordan vi engang havde spillet sammen med Sanne og Arne i The Gubbies. Næsten.
Men nu er fornedrelsens tid for længst forbi. Måske mere end nogensinde viser Nalle sig som en stor rock-, blues- og soulsanger. Damn right, he’s got the blues, this boy – og et gebis. I publikumsalens mørke glæder jeg mig stedse ved at se Nalles hvide gebis lyse ud over scenekanten.
Knud Bjarne Gjesing





Rock Nalle live, med originalversionen af "Go'e gamle fru Olsen" fra 1977. (Good Golly Miss Molly).




 Rock Nalle i den grad live og kickin' omkring 2005 med sangeren  Michelle Birkballe og nummeret "Bring it on home".




Rock Nalle fortæller om starten på det hele. Interview Bjarne Gjesing.

4 kommentarer:

  1. Svar
    1. Ja, han er virkelig noget specielt, både i dansk musik og som menneske. Jeg holder selv meget af ham.

      Slet
  2. Må jeg anbefale en tur på biblioteket eller i antikvariatet efter Erik Thygesens fremragende krønike, Nalle - rockens arbejdsmand (Tiderne Skifter, 1982).

    SvarSlet
    Svar
    1. Stor tak. Jeg skriver selvfølgelig også bogen på stykket om Rock Nalle.

      Slet