HISTORIEN OM GILBERT SHELTON

Af RTK, skrevet til tegneseriealbummet ”Fede tider med Flip-kompa’niet”.

I en sidegade til Boulevard Voltaire i det 11. arrondissement i Paris ligger Gilbert Sheltons tegnestue. Det er et gammel butikslokale med gardiner for de støvede vinduer. Den eneste vinduesudstilling er en Tintin-figur med Joakim von And-maske. Inde i lokalet står en grøn sofa og et par stole, to tegneborde, et køleskab, et elorgel, og på en hylde langs loftet er der udstillet en række franske ølflasker med interessante etiketter og navne. Delirium tremens er et af dem. 

Gilbert Shelton har blå øjne og et velplejet, gråt skæg. Hans hår er blevet lidt tyndt og går ned i en lille hestehale i nakken. Da jeg så ham sidst, bar han cowboybukser og en lidt punket grøn, sortmønstret og kortærmet skjorte. Han har boet i Frankrig siden 1985.

Motorbladsredaktør

Gilbert Shelton er den euforiserende hjerne bag The Fabulous Furry Freak Brothers {Flip-kompa’niet}, Fat Freddy’s kat, Wonder Warthog {Super Svinebæst} og Not Quite Dead. Han blev født i Houston i Texas, USA, 31. maj 1940 og tog afgangseksamen fra Lamar Highschool, hvorefter han gik på the University of Texas i Austin, hvor han i 1961 tog en bacheloreksamen i samfundsvidenskab. Hans første tegninger blev offentliggjort i University of Texas' humorblad The Texas Ranger. Efter sin afgangseksamen flyttede han til New York, hvor han arbejdede med at redigere motorblade. Her kunne han også liste sine egne tegninger ind i ny og næ. 

Katalysator for Janis Joplin
I 1962 flyttede Shelton tilbage til Texas, hvor han gik på Graduate School, en videreuddannelse på universitetet. De første Wonder Warthog-historier blev udgivet i foråret 1962 i Bacchanal, et texansk humormagasin, der hurtigt gik ind. Derefter blev han selv redaktør af The Texas Ranger, hvor han trykte flere Wonder Warthog-historier. Efter at have skiftet fra Graduate School til et kunststudium på University of Texas blev han ven med den daværende folkesanger Janis Joplin. Hun arbejdede også på The Texas Ranger og sang hver uge på diverse hootenannies. Shelton anbefalede hende at spille rock and roll i stedet for at være folksong-purist, og det medførte hendes hektiske og internationale karriere sammen med Big Brother & The Holding Company.
Shelton blev indkaldt til US Army; men militær-lægerne erklærede ham beklageligvis uegnet til at være soldat, fordi han indrømmede, at han havde indtaget euforiserende stoffer.

 Kort og plakater

I 1964 og 1965 tilbragte han en tid i Cleveland, hvor hans daværende kæreste gik på Cleveland Art Institute. Shelton ansøgte om et job i et firma, der lavede lykønskningskort, hvor kollegaen Robert Crumb tidligere havde arbejdet; men han fik det ikke. I 1968 udgav Miller Publishing Company, som havde trykt Wonder Warthog-historier siden 1966, to numre af bladet Wonder Warthog Quarterly. Der blev trykt 140.000 eksemplarer; men distributørerne aftog ikke bladet, og der blev kun solgt 40.000 af hvert nummer. På samme tidspunkt blev Shelton kunstnerisk leder af The Vulcan Gas Company, et spillested for rockmusik i Austin, Texas, og her designede han en serie plakater efter forbillede af de samtidige californiske plakatkunstnere Victor Moscoso og Rick Griffin.

Rip Off Press i San Francisco

I sommeren 1968 flyttede Shelton til San Francisco. Han var en af fire texanere, der startede undergrundsforlaget Rip Off Press. Det var utroligt nemt at finde ledige lokaler, for San Francisco var midt i en nedgangsperiode.
På grund af en kommunistisk domineret fagforening, som havde nægtet at bruge ny teknologi, havde byen mistet det meste af sin shippingindustri til Oakland på den modsatte side af bugten.
Store bygninger stod tomme overalt i byen. Rip Off Press havde i sin storhedstid 800 kvadratmeter i et varehus. Det gik, lige til udlejeren satte huslejen op med tusind procent, fordi han påstod, at tegneseriefolkene havde ødelagt taget i hans bygning. »Han kunne af en eller anden grund ikke li' os« griner Shelton.
I dag er den gamle bygning delt op i seks eller syv kontorer; men i 1968 genlød den af en lille trykmaskine, som Shelton og co. havde købt for at trykke psykedeliske rockplakater til det boblende musikmiljø. Der var et par koncerter hver eneste uge i Avalon Ballroom og Filmore West, og de skulle naturligvis alle sammen bruge plakater.

Undergrundstegneserierne opstår

Det var navne som Grateful Dead, Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service og The 13th Floor Elevators. Men Shelton og hans venner var så rædselsfuldt dårlige trykkere, at ingen af plakatkunstnerne ville lade dem trykke deres plakater. »Hver gang vi prøvede, gik det i kage for os«, griner Shelton i dag.
I stedet fik Rip Off Press kontakt med en række talentfulde tegneserieskabere og kom til at trykke undergrundstegneserier, et nyt og sprudlende fænomen, som var udsprunget af hippiebevægelsen. Og Shelton mener, at hans egen serie The Fabulous Furry Freak Brothers nærmest var som skabt til at blive dårligt trykt. Serien startede egentlig som reklame for en fem-minutters dobbelt-featurefilm med brødrene Marx og The Three Stooges. Filmen er gået tabt; men alle kunne alligevel bedre lide tegneserien.

  

Flip-kompa'niet

Figurerne i Flip-kompa'niet er ikke formet efter virkelige personer, forsikrer Gilbert; men en del af historierne er baseret på egne oplevelser og oplevelser, som folk har fortalt ham om.
For eksempel vandrede en af hans venner på et tidspunkt rundt i New Yorks gader, mens han var høj på LSD. To røvere antastede ham og forlangte at få hans penge; men han var så stenet, at hans tanker gik totalt amok. »Ja, jeg har nogle penge i lommen,« sagde han; »men jeg lod også nogle ligge hjemme på køkkenbordet, og så har jeg gemt nogle i kommodeskuffen, dem skal jeg også have fundet frem. Så har jeg penge i banken, så vi bliver nødt til at vente til på mandag, når de åbner, og jeg har penge i aktier og obligationer, så jeg må tale med en bankrådgiver.« De to røvere troede, at manden var rablende gal, og stak af.

Fred, kærlighed og skænderier

En del af pointerne i Flip-kompa'niet går på det tåbelige i, at marihuana er forbudt. Det er en latterlig lov, mener Shelton; men humoren er også på en venlig måde rettet imod hippiebevægelsen selv. Man troede, at alle kunne leve sammen i fred og kærlighed og harmoni; men det hele forvandlede sig hurtigt til skænderier, uoverensstemmelser og had.
»Så vidt jeg ved, er det altid gået sådan, når man har forsøgt at skabe den slags samfund,« siger Shelton. En bevægelse kan holde sammen så længe, de har en afholdt leder; men uden en leder, så tror jeg ikke på, at sådan et samfund kan eksistere.«

Virkningsløse antipornografiske bestemmelser

Undergrundstegneserierne var så provokerende, som det dengang overhovedet kunne lade sig gøre at være på tryk. Der var sex, vold og narkotika i overmål. Hele censurlovgivningen blev prøvet ved USA's højesteret, og retten vedtog, at ethvert samfund selv måtte bestemme, hvad der var obskønt, og hvad der ikke var. Hvad et samfund var, definerede man ikke.
»Man kunne lige så godt have ladet være med at lovgive,« siger Shelton. »Det var fuldstændig tåbeligt.« Højesteret prøvede også på at indføre nogle konservative antipornografiske bestemmelser; men det var helt virkningsløst. Man måtte for eksempel gerne trykke pornografiske hæfter, man måtte bare ikke distribuere dem. Robert Crumb kom for en domstol i San Francisco på grund af sine tegninger; men anklagerne måtte frafaldes. Alt, hvad der skete, var, at en butik, der havde solgt hans hæfter, måtte betale en mindre bøde; men de blev ved med at sælge dem alligevel.

Tegneserier og marihuana

Undergrundstegneserierne sprudlede af uhæmmede og ucensurerede ekstremiteter. Idéen var, at enhver kunstner kunne udtrykke sig selv fuldstændig frit. Forlagene havde navne som Last Gasp, Kitchen Sink og The Rip Off Press.

Bladene kunne hedde Young Lust, Slow Death, Gay Comix, Anomally eller Mr. Natural. Robert Crumb var en af de største foregangsmænd inden for genren.
Serierne blev fortrinsvis solgt i såkaldte headshops, de samme forretninger, der solgte chillummer, kokainrør og rullepapir til marihuana-cigaretter. Det lokale politi mente, at hvis den samme forretning solgte cigaretpapir og hæfter med Flip-kompa'niet, så var det stort set det samme som at købe et færdigt gør-det-selv-sæt med instruktionsbog og det hele i brugen af marihuana.

Height Ashbury

På grund af de mange tomme huse flyttede hippierne også ind i Height Ashbury-kvarteret, som var hippiekulturens centrum.
»Nogle har kaldt det for et slumkvarter,« siger Shelton, »men det var den smukkeste slum, jeg har set i mit liv. »Husene var måske ikke alle sammen nymalede; men det betød ikke noget. Der var tusinder af de smukkeste victorianske træhuse. De fleste blev bygget efter det sidste store jordskælv i 1906. Stilen kaldes for gotisk-victoriansk, og det er en meget snirklet art nouveau-stil med mange dekorationer, dikkedarer og tilføjelser. Hippierne malede det hele op og forvandlede det tidligere slumkvarter til en dejlig have. Desværre forfaldt det også hurtigt igen og var allerede i 1968 ved at blive overtaget af kriminelle gadebander og narkotikahandlere; men det var godt, så længe det varede.«

Undergrundsforlagene i uføre

I løbet af 1970'erne blev husene købt op af nye tilflyttere, priserne kom på himmelflugt, og hippierne flyttede til den nordlige del af Californien. Mange forretninger holdt i løbet af 1970erne op med at sælge undergrundstegneserier af frygt for indgreb fra politi og domstole, og det havde nær taget livet af undergrundsforlagene; men de fandt heldigvis andre måder at sælge deres udgivelser på.

Not Quite Dead

I 1985 flyttede Gilbert Shelton til Paris sammen med sin kone, Lora Fountain, der i sin tid var med til at starte det første feministiske undergrundsblad i San Francisco, Facts O'Life Funnies, og som i mange år har drevet et litterært agentur.
Shelton arbejder i dag sammen med franskmanden Pic på serien Not Quite Dead. Den handler om et punkband med lederen Cat, der spiller på en enstrenget bas. Han er hardrocker. Leadguaitaristen hedder Elephant-fingers, trommeslageren Tord, pianisten Philonios Punk og Ready Eddie spiller altsax. Gruppens manager hedder Norlie Chorlie, for han er en norlie dude. Der er indtil nu udkommet seks bind af Not Quite Dead på fransk og engelsk.