"DOKTOR FORTÆLLER"

Artikel af RTK fra Lejre fortællefestivals program. Ill. af Thormod Kidde

Den mundtlige fortælling er magisk, fordi den er under evig forandring, og meget af historiens sjæl døde, da den blev skrevet ned. Ikke fordi selve nedskrivningen ikke var en ny version af eventyret, men der er meget langt fra bogstavet til det talte ord, og alle historiernes grumme kanter fik en god gang vask og strygning, inden Grimm, Andersen eller Asbjørnsen og Moe skrev dem ned i bogform. Seksualiteten blev kastreret og saftighederne dampet væk. Vi har ikke alene mistet historiens kødelighed, men også foranderlighedens tusindvis af dimensioner. Der er en pæn og nydelig historie tilbage uden liv.

  Heldigvis har vores egen Ewald Tang Christensen gjort det bedre end langt de fleste. Visse historier er på dialekt, og andre findes i 8 forskellige udgaver, hvor den ene har glemt slutningen og digtet en anden, andre har lavet et par hovedpersoner om eller digtet dragen om til en varulv. Længden kan variere fra to sider til 15 linjer. Her er vi meget tættere på den ægte fortællekunst.

  En del, som vi helt mister i den nedskrevne fortælling, er nemlig nærkontakten med den ægte, mundtlige fortæller, der ikke hypnotiserer som pc, dvd eller tv og stjæler publikums evne til selv at danne sine egne billeder. Den gode fortæller hypnotiserer ikke, han drager sit publikum med ind i en magisk verden af fascination og fællesskab, for vi kender alle sammen en askepot eller en konge eller en gammel kælling, en havmand eller heks, vi skal bare lige huske det. Vi er fyldt med millioner af billeder af dem, og når den gode fortæller fortæller, så giver han de erindringer liv. Måske går vi ikke lige og tænker over det til daglig, men verden er fuld af nisser, ellefolk og drager, for de er alle sammen figurer, vi bærer med os i vores underbevidsthed. De er arketyper, og derfor er de næsten mere levende end det, vi umiddelbart vil vedkende os. De råber højere om at blive hørt desto mere, vi glemmer dem. 

    Fortælleren er en formidler mellem de forskellige verdener i vores sind, og derfor må han eller hun aldrig være hypnotiserende. Hypnosen lukker og ensretter modtagerens antenner. Den gode fortæller skal altid lukke op, og egentlig er han en naturhelbreder, fordi fællesskabet omkring den levende historie giver lytteren livskraft, livsmod og livslyst, lukker op for muligheder og nye rum i hjernen.

  Vi er godt nok som mennesker lige så forskellige, som historierne er det, men vi er også fuldstændig ens sat sammen over hele jordkloden. Vi har brug for at nærme os tilværelsens altid flygtende helhed ved hjælp af at skabe den om til symboler, kraftfyldte billeder af livets mange facetter. Man kunne måske sige, at det er verdensfjernt at skabe sin virkelighed om til arketyper, at symbolisere sine handlinger, at drømme, men det er det modsatte, forudsat at den højre og den venstre hjernehalvdel arbejder sammen, så vågner vi. Fortællingerne skaber billeder, som en del af vores hjerne altid og udelukkende tænker i. Vi bliver halve mennesker, hvis vi er 100 % logikere eller 100 % fantaster. Vi har brug for både højre og venstre side af hjernen for at gøre vores liv levende.

  Vores hjerner taler i forskellige sprog med sig selv hele tiden: beta, alfa, theta og deltahjernebølger må finde et fælles sprog for at samles i en kraftfuld kerne. Drømmen, meditationen og historiefortællingen lukker sindet op og giver alle de magiske figurer, der render rundt inden i vores hoved og krop, liv. Enhver drøm og enhver god fortælling har en logisk udlægning, som man kan opspore, hvis man bruger tid på det. Det kan være nødvendigt i en krise eller depression at forløse drømmene og arketyperne, men de er gået i baglås, fordi vores samfund glemmer dem på samme måde, som vores egne hjerner glemmer drømmene, så snart vi er vågne. Historiefortællingen er vores ældste redskab til at lukke op for drømmene i vågen tilstand. Den gode fortæller kan, uanset sit emne, bringe et urmenneskeligt fællesskab frem sammen med sine lyttere. Historien kan være tragisk, morsom eller eventyrlig, men alle historier handler om det samme: At genopdage menneskets oprindelige solidaritet og fællesskab ved at lukke op for både højre og venstre side af den fælles hjerne, vi alle sammen løber rundt med, hvor uendeligt forskellige vi så ellers måtte bruge den. Udgangspunktet er nøjagtig det samme. Den gode fortæller skal kunne afsløre det, der ligger gemt dybt i os alle sammen: Livets drømmebilleder sammen med livets logik. Ingen af dem er sandhed, men i fællesskab gør de os til hele mennesker, og de får os til at opdage, hvor ens vi er, hvor dybt fællesskabet ligger i os. Historien er en samfundshjælper midt i en dagligdag af elektronik og materialisme, der lukker af for det urmenneskelige fællesskab. Vi er som mennesker fuldstændig ens i vores gigantiske forskelligartethed. Den gode fortæller skal aktivere så mange sider af sit publikum som muligt i historiens kærlige omfavnelse. Livets mangfoldighed dør, hvis vores indre symbolvæsener dør. De er der og vil til enhver tid være der. Enhjørninger har det desværre skidt for øjeblikket, mens Nidhug har det ualmindelig skønt. Sammen er de livet og holder hinanden i fortællingens rige balance. Giv mig en langtidsrecept, tak!