Min roman "Midt i havet midt i himlen" 2.kapitel

MIDT I HAVET, MIDT I HIMLEN. Modtryk, 1997.

En bog om at miste synet, en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling om indre og ydre rejser fra Japan og Kina til USA. skrevet med befriende humor, fortællekunst og kærlighed. Et opgør med dæmoner og fordomme, snæversyn og et rungende nej til vanetænkningen. En smuk, skarp og underholdende roman.

2. kapitel

Hjem

Marianne og Rune er på vej hjemad. Motorernes konstante brummen bærer dem ind i natten et sted oppe over Sibiriens vældige skove. Marianne sover. Også Rune har endelig fred. Ingen servering foreløbig. Ikke nødvendigt at tænke på den lille fly-bakkes helvede af skeer, kopper, låg, skåle, bestik, servietter og salt og peberposer, som der altsammen skal holdes styr på. Identificeres. Stables. Rokeres. Helst lidt hurtigt og uden at tabe noget. Der serveres og ryddes af i et hæsblæsende tempo. Koldsved på panden. Hvidkål i dressing på flysædet. Kniven på gulvet. Så serveres der allerede kaffe. Rune er ikke halvt igennem maden endnu. Har ikke smagt den.
Heller ingen truende toiletbesøg. Flytoiletter er ikke for begyndere. Alt er skjult bag luger og vippesystemer, som betjenes ved hjælp af sindrige trykknapper og vippestænger placeret på uberegnelige steder. Sidst fandt Rune hverken sæben eller håndklæderne. Kradsede længe mod foldedøren uden at kunne finde lukkemekanismen, da han skulle ud. Havde heldigvis en renseserviet med sig fra middagen.
Rune er for dårlig til at færdes. Stadig alt, alt for dårlig, men han må videre. Prøve igen og igen. Aldrig vige. Aldrig få ondt af sig selv. Nu kender han de første tyve forskellige typer vandhaner. Dem der drejes, dem der vippes, dem der skrues, dem der trykkes, dem der ikke er der, fordi vandet kommer automatisk, når hænderne holdes under hanen. Korte haner. Lange haner. Svinghaner. Faste haner. Tykke stråler. Tynde stråler. Høje stråler. Lave stråler. Så er der trækkene i toilettet. Knapper i gulvet, snore i loftet, vippestænger på siderne, plader i væggene. Sågar modeller, der skyller automatisk, når man går ud og lukker døren. Nu skal Rune bare lære at føle sig overlegen over for dem. Gøre dem til en selvfølge. Ikke længere blive desperat. Det er bare en ny vane, der skal ind. Noget nyt at lære fra bunden. Ikke andet. Bare en vane.
Endelig fred. Rune læner sig tilbage i sædet og glæder sig over den lange nat inden morgenmadens udfordring. Kunne han bare smide smerten væk. Få overskud igen. Han har arbejdet mellem tolv og fjorten timer hver dag i over et år uden friweekender eller ferie, fordi kommunen ville tvinge ham på invalidepension. Den betaler staten. Rune er på én gang bitter, vred, træt helt ind i sjælen og helvedes stolt af sig selv. Han har vundet mod alle odds og uden hjælp. Beholdt sit hjem, sit arbejde, sit ægteskab og sin værdighed.
Han har passet sit arbejde i både Danmark og udlandet ved hjælp af en kasseret elektrisk skrivemaskine og en enkelt diktatbåndoptager. 2-3 bøger om året. Avisartikler, revytekster, idé og research-noter, skatteregnskaber, forretningsbreve og et teaterstykke. Kommunen ville ikke bevillige den talende computer, som var altafgørende for hans arbejde. Han havde ikke selv råd til at købe den på grund af månederne på sygedagpenge.
Blindskriften på det gamle hakkebræt fik ham til at miste en del arbejdskontakter. Den havde ikke computerens velsignede mulighed for at skrive temperamentsfulde breve og rette dem til næste dag, når der igen var koldt vand i blodet. Ud over eder og forbandelser måtte de også tage stavefejlene med. For to måneder siden kom der penge fra kommunen med tilbagevirkende kraft. Et mindre beløb per måned, som alle blinde er berettiget til uanset indkomst. Trekvart år efter at Rune var blevet totalt blind, havde kommunen stadig ikke villet indrømme, at det passede. På trods af Rigshospitalets journaler skulle han til kommunens læge, hvor der var tre måneders ventetid. Som damen sagde i telefonen:

- Vi har sandelig ikke råd til at betale for, at folk går til deres egen øjenlæge. Rune gjorde det alligevel og betalte selv. Han har ikke brugt pengene fra kommunen til blindestokke, afsavede dørtærskler, tandem og taxa, som de er tiltænkt. Det gør ham ikke stærkere. Han har brugt dem til en tur til Kina.
Rune klukker lidt. Nu kan de sgu' sidde på deres brede røve i små bitte sko ved kommunens skriveborde og glo øjnene ud af hovedet. De er vel ikke værre eller bedre end alle andre, men han har søgt sin egen form for livskvalitet, ikke den de søgte at tvinge ham til. Han har sine vinger endnu, og de kan bære. De får ham ikke. Rune vil slås, så længe der er gnist af livsmod i ham.
Han er bitter, fuld af smerte og helvedes vred; men det bliver han ikke ved med at være. Det er blevet en ild, der driver ham frem. Den brænder ud, når han har nået sit mål. Rune har beholdt sin tro, sin kærlighed og sin fri vilje. Han kan stadig le helt nede fra maven.
Synker døsig tilbage i sædet. Jo, Rune kan gudskelov stadig grine. Han trives med det skæve, overraskende og befriende. Eksotiske mennesker, som kan sætte hans egen låste verden i perspektiv. Marianne og han har mødt mange af dem på Pekingturen. Rune trækker på smilebåndet. De mest eksotiske af dem var faktisk danskere.
Allerede under udrejsen faldt de i snak med H. C. i Arlanda, Sverige, mens de ventede på China Airs opdukken. Han havde lige arvet og forklarede, at han egentlig var på vej til Findhorn i Skotland for at samle klarsyn og sjælekraft. Så var der imidlertid sket det, at han tilfældigt havde mødt Lars Larsen, som netop var begyndt at arrangere rejser til Kina. H. C. så det straks som et kosmisk tegn på, at han måtte ændre planer.
Alt, hvad han havde med sig, var en lille kuffert med håndbagage, og i lommen bar han forskellige lykkesten. Blandt andre en, der skulle bringe ham både rigdom og eventyr. Han fortalte, at hans indre ørn ville flyve og påstod, at hans skytsånd nok skulle skaffe ham den vinduesplads i flyveren, som han selv havde glemt at booke. Og det gjorde den faktisk.
Han var uddannet healer og nød tre stærk-øl, en New Zealandsk lagerøl og en snaps i kylling til 63 svenske kroner under deres to timers venten i Arlanda. Snart efter begyndte han med høj, klar røst at imitere svenske og norske egnsdialekter. Lidt senere forsøgte han sig på kinesisk.
H. C. havde boet to dage i København, inden afrejsen og havde ikke barberet sig i den tid. Det havde han ikke haft tid til, fordi han skulle ud og opleve, forklarede han.
Han ønskede brændende at blive forført af en kineserinde, men desværre havde kondom-automaten på Arlandas herretoilet spyttet hans femkrone ud igen. Rune anbefalede ham at købe en økonomipakke i den toldfri, og han gik hen for at prøve. Uden held. Han måtte foreløbig opgive at blive forført.
Under indenrigsluftfarten fra Engelholm til Arlanda havde han brugt 36 billeder på at fotografere skyer set fra oven. I øvrigt erklærede han stolt, at han kun havde prøvet at pisse i bukserne i en biograf én eneste gang. Det var dengang, han så ”Silent Movie” med Mel Brooks.
Et sted oppe over Mongoliet kom han flintrende fra den modsatte ende af flyet for at vise dem morgensolen.
Da de var landet i Peking lørdag morgen og var på vej ind i paskontrollen, begyndte H. C. højlydt at øve sig på det ene kinesiske bandeord, han havde lært. Rune bed tænderne sammen og indstillede sig på et længere ophold i en kinesisk forbedringsanstalt. Men de slap igennem.
Da H. C. trådte ind i hotellet, hilstes han af to smilende kinesere i jakkesæt med et: Goodmorning, sir. Han kløede sig i skægstubbene, sagde Gudmorning, gudmorning og blev derefter pludselig væk fra resten af selskabet. Da de var på vej op i elevatoren, trådte han imidlertid ind på femte sal. 

Med nagra-båndoptager på den titusind li lange kinesiske mur.

I løbet af aftenen lykkedes det ham at lukke sig selv inde i en japansk have på attende etage og efter en større opstandelse at danse med fire kineserpiger samtidig på diskoteket. Han fortalte senere, at hans sande navn var De Ti Stormes Wu. Han var i virkeligheden en genfødt kinesisk despot og havde i et deja-vu oplevet sig selv stå med spredte ben og kampklart sværd på en stor sten og skue ud over sine vidtstrakte besiddelser. Han huskede også sig selv siddende i et træbadekar sammen med en konkubine og mente, at han nu var ved at arbejde en karmisk gæld af, som var opstået ved overdreven seksuel aktivitet.
En mandag blev H. C. væk fra gruppen under et toiletbesøg i Den Forbudte By, og på den ti tusind li lange Kinesiske Mur digtede han et lille zen-digt:

Ti tusind li.
Bjerge, der forsvinder i tågen.
En lille, sort flue er lige landet på min finger.

H. C. mente i øvrigt at have læst næsten alle Runes bøger og var helt overstrømmende af glæde over at møde ham.
- I am one of your great fans, sagde han og oversatte selv: - Jeg er en af dine store vifter.
Undervejs mødte Marianne og Rune også Bo og Lars. Lars var en kæmpestor mand. Han led af vand i kroppen og havde ligget halvandet år på Rigshospitalet.
- Så forsvandt vennerne, sagde han på sin milde, vestjyske og lidt barnlige facon.
Han var svær at forstå, fordi han snappede hvert ord af i enden, så man kun fik halvdelen af lyden med, men han var jordens sødeste menneske. Engang havde han serveret julefrokost for Desmond Tutu og Winnie Mandela i Mozambique. Der nede måtte man lave døre og vinduer af metal på grund af termitterne. I øvrigt var det en himmerigsmundfuld at snappe en flyvende termit i luften, rive vingerne af den og stoppe den i munden. 

Restauranten i Beihei-parken i Beijing serverede 1000 forskellige eksotiske retter.

- Lidt a la peanuts, grinede Lars. De bedste timer af sit liv havde han tilbragt sammen med de indfødte ude i bushen i den afrikanske nat.
På et tidspunkt lå han i flere dage på hotelværelset og drak. Han sked i bukserne, svedte så stanken var ulidelig og havde ingen kontakt med den ydre verden.
Hans ven Bo fortalte åbent enhver om sig selv, at han var skør oven i hovedet. Han tog medicin på grund af voldsomme paranoiaanfald, som begyndte, da hans bror døde. Han havde mistet både kone, børn og hjem, og nu ville han rejse og opleve verden. Han var lige kommet hjem fra Indonesien.
- Der er noget galt oppe i mit hoved, sagde han, men han var mere ved sine fulde fem end de fleste normale danskere, Rune kender.
H. C. kom på besøg en aften og fortalte, at han engang havde hørt alferne synge i Hammer Bakker. Inden han lagde sig til at sove aftenen før, havde han i øvrigt sat en af sine kraftsten i navlen. Da han vågnede den morgen, var den væk. Den havde dematerialiseret sig selv og var havnet ude på toiletgulvet, hvor han senere fandt den. 

Igang med redigeringsarbejdet til  montagen "Kina bag øjnene" til DR P1.

Rune kunne ikke lade være med at spørge, om han ikke eventuelt kunne have været forbi toilettet i nattens løb for at slå en streg og derved have tabt stenen, men H. C. afviste blankt. Der var helt klart tale om et paranormalt fænomen, og det havde i øvrigt sikret ham mod maveonde.
Han havde været i Peking Zoo for at møde den sagnomspundne kinesiske abekonge, men havde desværre kun set en lidt afpillet bavian på en kunstig klippeformation. Rent symbolsk mente han dog, at det var o.k.
H. C. var taget hjem en uge før dem, og da de skiltes i hotellets morgenmadsbuffet fik han et fingeret grådanfald, der fik de omkringsiddende kinesere til at stikke pindene langt op i næsen af forundring. Opmuntret af succesen brød han ud i en spansk populærmelodi fra trediverne. 
Senere erfarede Marianne og Rune per brev, at han nær var blevet arresteret i Arlanda, fordi han dansede russerdans i ankomsthallen.

Jo, så meget kan hverdagen sættes i perspektiv, når man rejser til den modsatte side af jorden. Hvis man da vel at mærke husker at lægge mærke til, hvem det er, man er på rejse sammen med.                                                      
Rune læner flysædet længere tilbage og tager et tæppe over benene. Døsigheden og erindringen om H. C. får et nyt og afslappet billede af Kina-turen til at genspejles for hans indre øje. Renset for smerte og besvær. Rune morer sig med at filtrere det fuldstændig og lade, som om han kan se. Fremkalde turen som en helt almindelig rejseoplevelse ud fra egne erindringer og de synsindtryk, som Marianne har givet videre til ham. Sætte dem sammen som en mosaik. Det andet er bare flimmer. Forstyrrelser, som vil forsvinde med tiden og vanen. "At rejse og at elske er de bedste ting i livet", sagde hans mor altid. Rune kunne finde på mere. Venskaber, hverdagens praktiske kærlighed. At lykkes med sit arbejde. At sætte sig ud over sig selv og blive en del af noget større og lysere. Alligevel forstår Rune hende godt.
Hans liv har været en rejse. En evig længsel efter noget smukkere. De korte øjeblikke, hvor det er lykkedes ham at smide vaneforestillingerne bort og stille skarpt, har han fundet det. Altid overraskende. Uafhængigt af tid og størrelse. Uafhængigt og som oftest forstyrret af synet men ikke nødvendigvis. Han vil aldrig glemme sit smukkeste syn.

Rune voksede op på Fyn. Kasteløs af sind og altid fyldt med vilde drømme, der ikke trivedes godt i mødet med virkeligheden. Ikke forstod den. Modsatte sig dens autoriteter. Satte spørgsmålstegn ved alt endda sin egen eksistens. I gymnasietiden begyndte han at køre med aviser i protest. Han var alt for gammel til den slags, og derfor fandt han det nyskabende.
Fyns Amts Avis har aldrig været delt ud med større variation i kontinuiteten. Men det var ikke på grund af dovenskab eller skulkeri. Tværtimod. Rune ønskede, at alle hans kunder skulle huske ham som byens mest retfærdige og geniale avisbud nogensinde.

Mit hjem i Faldsled på Sydfyn hvorfra avisruten udgik.

Derfor planlagde han en rute, der den ene dag gav kunderne på højre side af vejen avisen først, og den næste dag kunderne på venstre side. At dette gav uregelmæssighed i leveringerne, og at regelmæssighed overhovedet var af vigtighed, faldt ham ikke ind. Nogle dage kørte han på knallert, andre på cykel, og var den helt gal, fik han lov at låne sin fars gamle Saab. Hvis avisen på grund af et af de mange problemer med det nye trykkeri blev leveret til ham en eller to timer for sent, tog han det med verdens største smil og et trøstende ord til leverandøren. Sådan ville en helt gøre, tænkte han. Et perfekt menneske. Leverandøren huskede da også Rune som en helt usædvanlig avisdreng og lovede ham, da han holdt op, en stor og varm anbefaling, hvis han på noget tidspunkt skulle søge et andet job inden for amtsavisens område.

Kunderne stillede sig mere uforstående over for de svingende leverancer. En skovfoged sendte en dag sin enorme hund ud, da Rune kom. Den sprang op mod gærdet, hvor postkassen hang, mens den galpede som afsindig. Men Rune var snarrådig. Han stak hele søndagsudgaven af Fyns Amts Avis så langt ned i gabet, han overhovedet turde og kørte videre. Skovfogeden sendte aldrig hunden ud igen.
I et nyere boligkvarter sendte en abonnent hver dag sin hund efter Rune. Den gøede som besat og bed i avistasker, bukseben, forhjul og i det hele taget alt, hvad der var så uheldigt at stikke ud. Hunden forfulgte ham hver dag flere hundrede meter ned ad vejen. Men en dag fik Rune nok. Da hunden den dag løb ind foran hans knallert, kørte han den over på tværs. Den forsvandt storhylende, og han så den aldrig igen. Det kunne være, hvad det være ville, at det perfekte menneske måske aldrig ville have kørt en gravhund over på tværs, men dette var rent selvforsvar.
En dag var aviserne tre timer forsinket fra trykkeriet. Rune var i forvejen langt nede, og bedre blev det ikke af, at en af kunderne havde udtænkt en ganske særlig hævnplan. Han sad skjult bag sin hoveddør og trak avisen ind ad brevsprækken med et så voldsomt ryk, da Rune stak den ind, at han fik et gevaldigt rap over fingrene. Rune fattede ikke, at nogen kunne finde på den slags. Han kunne have grædt, så uretfærdigt var det. Ganske vist fik manden frem over altid de forrevne og våde aviser, men dagen gjorde ondt på Rune. Den havde været fuld af vrede folk, som udbad sig forklaringer, og lange rækker af ubehagelige hændelser.

På Violvej stod en gammel kone og ventede på avisen. Rune gyste indvendig, da han så hende udenfor havegærdet. Flere skideballer?
Men hun skældte ham ikke ud. Hun var kun smil og strålende øjne. Hun spurgte ikke engang ud om de tre timers forsinkelse. Hun sagde bare til Rune:
-Kom med ind, der er noget, du skal se!
Rune gik ind fuld af mistro. Var der alligevel endnu en hævnakt på vej?
Inde i den lille stue sad manden i en gyngestol. Grå og gammel. Han hilste ikke på Rune, da han kom ind. Konen gav ham bare avisen, og han gryntede. Så vendte hun sig igen mod Rune og kiggede hemmelighedsfuldt på ham uden at sige noget. Nu kommer det, tænkte Rune, skideballen. Så var det, hun pegede hen mod et lille vindue i den modsatte ende af stuen, hvor lyset faldt ind gennem små sirligt vaskede ruder med ujævne glas. Han så noget blafrende hvidt derhenne.
- Se, sagde hun, - den første sommerfugl!
Den dag vil han huske, så længe han lever.