"Med på koderne"

Artikel af RTK fra BRYGGET HER illustreret af Mik Schack

Jeg hedder naturligvis ikke længere mit navn. Det var en tåbelig tanketorsk, mine forældre i sin tid begik i et øjebliks distraktion. Jeg hedder mange forskellige ting. Der er selvfølgelig banaliteter som mit CPR-nummer, mit arbejdsgivernummer, brugernavne og adgangskode til 117 livsvigtige organer som biblioteket, Ebeltoft Safaripark og musikårbogen. Så er der passwords, pinkoder, registreringsnumre, låner-ID og så videre og så videre. Koder til QXL, Paypal, Mondo og mine bankkonti. Jeg har 10-15 koder til at tjekke mine konti telefonisk. De er så lange hver især, at indeståendet på diverse konti er omkring 20 cifre kortere. Derfor overvejer jeg også at holde indestående på mine konti på et konstant O i et fortvivlet forsøg på i det mindste at kunne huske de koder, jeg skal bruge for at finde ud af, hvad indeståendet er, hvis der altså var noget, men man skal passe på. Folk kan i dag få et veritabelt chok over at se ægte penge klasket ubehøvlet sådan lige op på disken.

Så er der mine telefoner. Jeg har naturligvis en telefonsvarer på min mobiltelefon, som jeg kan tjekke via min fastnettelefon. Det kræver alt i alt kun tre koder på i alt 20 cifre. Det har jeg en evig morskab ud af, når jeg trykker et ciffer forkert 3-4 gange i træk og skal starte forfra hver gang. Telefonisk kontakt med et menneske hører jo i øvrigt oldtiden til, her har den spritnye kodealder taget over sammen med et utal af uforståelige talemaskiner, som man kun kan afbryde ved at skrige "RING SÅ FOR SATAN DA OP!" 15 gange, til man rammer det punkt, hvor apparaturet vil acceptere udtalelsen, forudsat at forbindelsen ikke bare bliver afbrudt.

Men lad mig holde mig til koderne. Når jeg ringer for at bestille en billet til færgen Odden-Ebeltoft, er teknikken som følger: (1) for at mærke min egen fingers dyt mod tasten, (2) for at mærke tastens dyt mod min egen finger, (3) for ikke at mærke en skid, fordi tasten ingen funktion har, (4) taster man for at grine hysterisk og (5) for at græde manisk.

Der er totalt frit valg, det er en del af mit færgeselskabs kundeservice. Nå, men vi er slet ikke halvvejs endnu: Tast 6 og kyl mobilen ud ad vinduet i hysterisk arrigskab, tast 7, og opdag, at du ikke får kontakt med nogen, fordi du netop har kylet mobilen ud ad vinduet i hysterisk arrigskab. Så kan du hente mobilen igen og taste 8. Så sker der ikke en brik, fordi 8-tasten er det eneste, der er tilbage af mobiltelefonen, der er blevet kørt over af en tysk lastbil med anhænger, der skulle aflevere varer til Netto. I den situation kan man købe en ny mobiltelefon ved hjælp af sin service-kode og sin adgangskode og sin kode til adgangskoden og taste 9; men der sker fortsat ikke en skid, fordi man ikke har tastet et telefonnummer ind først.

Det gælder naturligvis også i samtlige andre tilfælde. Eftersom folk skifter mobilselskab uafbrudt for at finde det billigste, så har man alligevel altid trykket forkert. Ingen numre eksisterer mere. Det er ren camouflage. Hvis jeg taster 10, vil mobiltelefonen automatisk sende 347 tv-kanaler oven i hinanden som et spændende kalejdoskop samt afsende 13 dybtfølte og hjertelige SMS'er til Georg Poulsen, optage en 3D-film af min blårøde næse i nærbillede med automatisk indlagt underlægningsmusik indspillet på et dårligt elorgel og hejse flaget på halv stang i min baghave. Bortset fra det kan man jo flippe rundt på sin mobil mellem de 831 google-henvisninger for at blive så horisontalt udfordret som muligt og samtidig lave et så sjovt og fedladent udkog af hjerneresterne, som det kan lade sig gøre. Man kan tegne sig for milliarder af koder, især efter at ens computer, mikrobølgeovn og slamsuger er blevet sat i direkte kontakt med mobilen. Det kræver naturligvis alt sammen, at man kan huske adgangskoderne, hvilket i teorien er lige meget, for man har alligevel tastet forkert på netbank-indbetalingerne for at købe apparatet.

Så er der selvfølgelig de utallige kreditkort, der med mellemrum bliver lukket, fordi en eller anden nød i Pennsylvania har prøvet at hæve penge adskillige gange med forkert pinkode. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne da bare have ringet og spurgt mig om den, der står jo som sagt altid O kr. på kontoen. På den anden side set er det ualmindeligt langt fra sikkert, at jeg kunne have husket koden, så han var måske relativt fornuftig alligevel. Der er jo også altid noget med kontrolnumre og sådan noget for slet ikke at snakke om udløbsdato. Kontrolnummeret er det nummer, man bruger til at kontrollere, at det nummer, man bruger er kontrollabelt, hvis udløbsdatoen ved et uheld skulle være korrekt. Jeg kommer til stadighed til at datere mine breve 1989, så det er den sandsynligvis ikke.

Endelig har jeg hørt, at man fra i morgen tidlig skal have en 18-cifret kode for hver tå, man stikker i hver af sine sokker hver morgen. Hvis man ikke kan huske koderne, bliver man destrueret akut ved hjælp af spontan selvforbrænding og drysser ned i sokkerne som to små bunker aske. Det lyder gudskelov ganske menneskeligt.