Fotos
Kristina Tandrup Gittesdatter.
Fortælling
Kristina Tandrup Gittesdatter og RTK.
Jeg
er en kat. Jeg er hvid. Jeg sidder og pudser mig i solen. Mine pupiller skærer
den over på tværs. Mine kløer er skarpe som den hvide nymåne over træernes
toppe i den evige nat. Jeg bor her midt i den store skov med de mange svampe og
floden, der løber igennem fuld af fisk. Jeg er smuk, derfor ejer jeg min
verden. Mine gule, sammenknebne øjne glipper søvnigt og årvågent mod alt
omkring mig. Jeg er opfyldt af majestætisk kedsomhed. En kæmpemæssig
ligegyldighed og en lurende årvågenhed, så det kribler langs rygraden af mus og
fugle. Vildmarkens sagnagtige, ubestridte hersker, det er mig. Det er
vildkatten. Den lydløse dræber. Jeg er det frygteligste rovdyr på kloden.
Vildere og mere blodtørstig end nogen andre. Uden en lyd knækker jeg nakken på
mine værgeløse ofre.
Tanten er flyttet ind i mit hus. Jeg
tolererer hende for madens skyld og varmen i hendes ovn om vinteren. Så længe,
hun indordner sig, får hun lov at blive. Hun var tidligere skolelærer.
Respekteret men også striks. Ungerne var lidt bange for hende, men hun var god
til sit fag. De tider er forbi for så længe, længe siden. Nu søger hun tilflugt
her hos mig. Den lille, hvide kat, der accepterer hendes klodsede trissen
omkring.
Jeg klør mig bag øret, renser mine knurhår. Min hvide hale strækker
sig strunk mod himlen. Tanten famler sig meningsløst gennem livet. Hendes billede står som et vartegn over
tåbeligheden. Jeg lever frit uden skyggen af hendes eksistens i mit hjerte.
Tanten er grim, gammel og brugt. Det er en hel historie. Historien om en
russisk kvinde, men jeg er mig. Min egen. Tanten bor langt ude i en lille
landsby, hvor der efter kommunismens fald ikke er meget andet tilbage end
hende, et par alkoholikere og en masse tomme træhuse.
Jagten
er god. Råt kød og blod. Her bor tanten midt inde i skoven med sine kaniner og
sin køkkenhave. Det er det, hun lever af. Hende om det. Mennesket har ingen
sjæl. En gang imellem kommer hendes datter forbi med nogle fisk eller en
nabokone med nogle grøntsager, hvis hendes egen høst er slået fejl. Hun er
primitiv. Hun har ingen sylespidse tænder i sin tanke. Hun har derimod én ged.
Den er klogere end hende, men trods alt en stakkel i de aller nederste regioner
af det store hierarki. Instinktet er alt, vi har. Tantens lærdom har ikke bragt
hende andet end ulykker. Den var et fejlgreb i eksistensens tomme lykkepose.
Bare et regime, der faldt. Jeg var her hele tiden. Nu er hun blevet til overs.
Hun gemmer sig af vejen. I mange år har hun ikke oplevet andet end livet i den
lille, isolerede landsby. Hun giver kaninerne mad, jagter mig i sjov
frustration, går ned med kartofler under gulvet i køkkenet, hiver ukrudt op.
Hun fortæller også. Fortælle kan hun. Hun har fortalt mig mange dybe sandheder,
selv om jeg ikke forstod et ord af, hvad hun sagde, men jeg iagttog hendes
mimik og digtede mine egne historier. Hun plaprer bare, men jeg kan fortælle.
En af mine historier handler om den fremmede,
der kom til mit hus for nylig. Jeg lod hende være. Slikkede mig som om, intet
var hændt. Det var uden betydning. Tanten og den fremmede kunne ikke tale
sammen. Mennesket har aldrig lært at kommunikere.
Tanten var i evig bevægelse.
Da den fremmede først kom til huset, blev hun taget hårdt i armen og ført ud i
tantens sauna med et par storblomstrede underhylere og en slåbrok. Så havde hun
værsågod at vaske sig. Det var det fineste, tanten kunne tilbyde den fremmede.
Vel en måde at byde hende velkommen på. Lade hende smide tøjet, inden hun havde
sagt sit navn. Katte forstår hinanden. Katte forstår sig selv. Det er så
ligetil.
Næste morgen skulle den fremmede spise en
af tantens tilberedte kaniner. Den var virkelig veltilberedt, men hun må have
syntes, den fremmede spiste for langsomt, for hun stod med hænderne i siden bag
hende og råbte:
- Spis, spis, spis! Du spiser jo ikke noget.
Du skal spise det hele, og så skal du have en ny portion!
Det var klogt. Jeg fik resterne. Tanten vil
lave en trone til mig af skindet.
Jeg vil ligge og betragte mine slavers og
narrers falbelader. Se dem prøve at gøgle sig fri, men jeg afbrød min
fortælling. Den fremmede var bange for tanten. Hun var glad for at forlade
hendes grund, da hun skulle videre hjem til sit barbariske land, hvor
jordforbindelsen var sluppet, og ingen længere kendte sig selv. Tanten er trods
alt kommet videre i sin udvikling, derfor lader jeg hende blive boende, hvor
trættende hun end kan være. I min historie vil den fremmede reflektere over,
hvad det egentlig var for et møde, hun havde med tanten. Måske vil hun finde på, at tanten var et af
de mest naturlige, oprigtige og gæstfrie mennesker, hun havde mødt i hele sit
liv. Måske vil hun kalde mødet intenst og inspirerende.
Måske vil hun aldrig
glemme det. Snip, snap, snude, så er den historie ude. Det var godt, der aldrig
kom en fremmed. Det er godt, hun ikke bor her. Jeg er ved at få nok. Tanten
ryger ud inden længe. Hun er begyndt at fable. Jeg strækker mig. I natten er
jeg alene med min skønhed. Uden en lyd knækker jeg nakken på mine værgeløse
ofre. Tanten snorker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar