Eric Clapton. Min serie af signerede fotos fra rockens fødsel, del 35.

Eric Patrick Clapton kaldet Slowhand blev født i Ripley, Surrey, England d. 30. marts, 1945, som søn af 16‑årige Patricia Molly Clapton og Edward Walter Fryer, en 25‑årig soldat fra Canada. Fryer blev sendt i krig før Claptons fødsel og vendte derefter tilbage til Canada. Eric voksede op sammen med sin bedstemor, Rose, og hendes anden mand i den tro, at de var hans forældre, og at hans mor var hans ældre søster. 9 år senere blev hans mor gift med en anden canadisk soldat og flyttede til Tyskland, mens Eric og hans bedsteforældre blev i Surrey.

Eric fik en akustisk Hoyer guitar, til sin 13-års fødselsdag, men det billige instrument med stål‑strenge var vanskeligt at spille på, og han mistede interessen. To år senere tog han imidlertid guitarspillet op igen og begyndte at øve vedholdende. Han var påvirket af blues og brugte mange timer på at lære blues-akkorder ved at spille med på de numre, han havde på sin Grundig spolebåndoptager.

Efter at have forladt skolen i 1961, studerede Eric Clapton på Kingston College of Art, men blev afvist ved udgangen af det akademiske år, fordi han fortsat var mere interesseret i musik end billedkunst.

I 1962 begyndte han at optræde i en duo sammen med bluesentusiasten David Brock i pubber i Surrey. Da han var sytten år gammel stiftede han sit første band, der var en tidlig britisk R&B‑gruppe, "The Roosters", som han spillede med fra januar til august 1963. I oktober samme år spillede Clapton syv koncerter med Casey Jones fra The Engineers.

Eric Clapton og vennen George Harrison.

I oktober 1963 gik Clapton ind i The Yardbirds, et blues‑inspireret rock and roll band, som han boede sammen med ind til marts 1965. Med påvirkning fra Chicago blues og førende blues guitarister som Buddy Guy, Freddie King og BB King fik Clapton skabt en karakteristisk stil og blev i løbet af kort tid en af de mest omtalte guitarister på den britiske musikscene. The Yardbirds turnerede i England med den amerikanske bluesmusiker Sonny Boy Williamson, og en fælles LP blev indspillet i december 1963.

Det var i denne periode, Clapton fik sit kælenavn Slowhand, der dels er et udtryk for den langsomme klapning, det engelske publikum hyldede Claptons blues-breaks med, dels en hentydning til hans ekstremt hurtige guitarspil.

I marts 1965 havde The Yardbirds deres første store hit "For Your Love", men gruppen valgte efter hittet at tilnærme sig en mere pop‑orienteret lyd. Clapton var modstander af ændringen og forlod bandet. Han sluttede sig til John Mayall & The Bluesbreakers i april 1965. Tilknytningen varede imidlertid kun et par måneder, for Clapton blev inviteret af trommeslageren Ginger Baker til at spille i hans nydannede band Cream, en af de tidligste supergrupper med Jack Bruce på bas. Cream blev en legende med blues-jam og lange soloer under deres live optrædener.

I begyndelsen af 1967 blev Claptons status som Storbritanniens top guitarist udfordret af Jimi Hendrix. Hendrix deltog i en koncert med det nydannede Cream på Central London Polytechnic den 1. oktober 1966, hvor han spillede med på en version af "Killing Floor". Hans spillestil påvirkede i høj grad Claptons videre karriere.

Creams repertoire varierede fra hård rock til langvarige blues‑baserede instrumentale jamnumre. LP’en ”Disraeli Gears” viste deres intense gennemslagskraft.

Clapton blev et symbol på 1960'ernes psykedeliske rock æra, og i 28 måneder var Cream en kommerciel succes, der solgte millioner af plader og spillede i hele USA og Europa. De redefinerede instrumenternes rolle i rocken og var en af de første blues‑rock bands, der lagde vægten på musikalsk virtuositet med bl.a. langvarige jazz‑agtige improvisationer.  Deres hit singler omfatter "Sunshine of Your love", 1968, "White Room", 1968 og "Crossroads", 1969. Selvom Cream blev hyldet som en af de største grupper i sin tid, og beundringen af Clapton som guitar-ikon nåede nye højder, var supergruppens levetid kortvarig. Narkotika og alkohol optrappede uoverensstemmelser mellem de tre medlemmer, og konflikter mellem Bruce og Baker førte endelig til Creams opløsning. Creams sidste album, ”Goodbye”, med liveindspilninger fra The Forum i Los Angeles den 19. oktober 1968, blev udgivet kort efter gruppens opløsning. Et af pladens numre, "Badge", var skrevet af Clapton og George Harrison, og det konsoliderede et mangeårigt venskab mellem de to. Clapton mødte Harrison, da Beatles optrådte sammen med Yardbirds på London Palladium.  Venskabet resulterede i Eric Claptons guitarspil på Harrisons "While My Guitar Gently Weeps" fra Beatles 'White Album”, 1968. Harrison udgav også sit solo debut album "Wonderwall Music" i 1968, og det blev det første af mange Harrison-indspilninger med Eric Clapton på guitar. Clapton blev ikke krediteret for sine bidrag til Harrisons albums af kontraktmæssige årsager, men duoen spillede ofte live sammen.

I 1969, da The Beatles var ved at indspille og filme ”Let It Be”, blev spændingerne i gruppen så alvorlige, at Harrison forlod den i flere dage, hvilket fik de andre til at overveje at erstatte ham med Eric Clapton, en idé, der især tiltalte John Lennon. Harrison vendte dog tilbage, og freden var for en tid genoprettet.

  

Claptons næste gruppe, Blind Faith, 1969, var sammensat af Cream’s trommeslager Ginger Baker, Steve Winwood fra Traffic, og Ric Grech fra "Family". Supergruppen debuterede for 100.000 fans i Londons Hyde Park den 7. juni 1969. De spillede flere koncerter i Skandinavien og en udsolgt amerikansk turné i juli, før deres eneste album blev udgivet. LP’en ”Blind Faith” bestod af kun seks numre. Et af dem var en 15‑minutters jam med titlen "Do What You Like". Albummets coverfoto af en topløs pubertetspige blev anset for anstødeligt i USA og erstattet af et PR-foto af gruppen. Blind Faith blev opløst efter mindre end syv måneder.

Clapton turnerede efterfølgende som medlem af et orkester, der havde spillet opvarmning for Blind Faith: Delaney, Bonnie and Friends. Han spillede også to gigs som medlem af The Plastic Ono Band. En af disse koncerter blev indspillet på Toronto Rock and Roll Revival i September 1969 og udgivet under titlen Live-Peace in Toronto 1969.

Clapton indspillede sit første soloalbum under to korte turneer og gav det meget passende navnet ”Eric Clapton”. Delaney Bramlett var sammen med Clapton medforfatter på seks af sangene, bl.a. "Let It Rain". Albummet præsenterede også hittet "After Midnight".

I foråret 1970 gik Clapton i studiet med Delaney og Bonnie sammen med the Dominos for at indspille George Harrison’s  ”All Things must Pass”. I denne travle periode, indspillede Clapton også med mange andre kunstnere, herunder Dr. John, Leon Russell, Billy Preston og Ringo Starr.

For at modvirke den kultdyrkelse, der var begyndt at danne sig omkring ham, samlede Clapton et nyt band bestående af Delaney og Bonnies tidligere rytmegruppe, Bobby Whitlock, Carl Radle og Jim Gordon. Det var hans hensigt at vise, at han ikke behøvede at være frontfigur, men kunne fungere godt som medlem af et ensemble. Gruppens navn opstod, fordi bandets foreløbige navn "Del og the Dynamoes blev fejllæst som Derek and the Dominos.

Claptons tætte venskab med George Harrison bragte ham i kontakt med Harrisons kone, Pattie Boyd, som han forelskede sig i. Da hun afviste hans tilnærmelser, blev Claptons ugengældte kærlighed temaet i det meste af materialet til Dominos dobbelt-album, ”Layla and other assorted Love Songs”, 1970. Albummet indeholder megahittet "Layla" inspireret af den klassiske persiske fortælling Nizami Ganjavi, der  er historien om Layla og Majnun. En mand forelsker sig i en smuk ung kvinde, men hun vil ikke have ham, og han drives til vanvid.

Guitarist Duane Allman fra The Allman Brothers Band deltog i indspilningerne, og det startede et nyt venskab. The Allmans inviterede Clapton til at spille med ved en udendørs Allman Brothers koncert i Miami. De to guitarister mødtes først på scenen, så spillede de hele natten i studiet. På fire dage indspillede de bl.a. "Nobody knows you when you're down and out", "Key to the Highway" og "Have You Ever Loved a Woman".  

Den 9. september indspillede  de Hendrix’ "Little Wing". Eric Clapton tog til Barcelona. Under rejsen fik han nyheden om Jimi Hendrix' død kun otte dage efter indspilningen af hans nummer. Den 17. september 1970, dagen før Hendrix’ død, havde Clapton købt en venstrehåndet Fender Stratocaster, som han havde planlagt at give til Hendrix som en fødselsdagsgave.

Clapton har senere udtalt, at samarbejdet med Duane Allman fandt sted midt i en veritabel snestorm af narkotika og alkohol, men alligevel resulterede samarbejdet i live dobbelt- albummet "In Concert". Interne stridigheder førte imidlertid til gruppens opløsning.

Claptons karrieresucceser i 1970'erne stod i stærk modsætning til hans personlige liv, som var overskygget af kærlighedssorger og stof‑og alkoholmisbrug. Han var forpint af sin ugengældte kærlighed til Pattie Boyd, og trak sig tilbage fra optræden for at isolere sig i sin bopæl i Surrey, England. Her voksede hans heroinmisbrug, hvilket medførte en karriere-pause, der kun blev afbrudt af ”Concert for Bangladesh” i august 1971, hvor han besvimede på scenen, blev bragt til bevidsthed igen og fortsatte sin optræden. 

I januar 1973 arrangerede Pete Townshend fra "The Who" en comeback koncert for Clapton på Londons Rainbow Theatre for at hjælpe ham ud af narkotikamisbruget. Clapton sagde tak ved at spille ”The Preacher” i Ken Russells filmversion af The Who-filmen "Tommy". 

I 1975 sammensatte Clapton et mere afdæmpet touring band sammen med Radle, George Terry, Dick Sims, Jamie Oldaker, Yvonne Elliman og Marcy Levy. Med denne gruppe indspillede Clapton ”461 Ocean Boulevard”, 1974, et album med vægt på mere kompakte sange og færre guitarsoloer.

Coverversionen af "I shot the Sherif" blev Claptons første nr. 1 hit i USA og var med til at bringe Bob Marleys musik ud til et større publikum. 1975‑albummet "There's one in every Crowd” fortsatte tendensen. Bandet turnerede over hele verden og udgav i 1975 live‑LP’en ”EC Was here". 

Højdepunkterne i perioden omfatter "No reason to Cry” (et samarbejde med Bob Dylan og The Band). Slowhand, udgav også "Wonderful Tonight" og et JJ Cale-covernummer, ”Cocain".

Efter en pinlig optræden under en fisketur, ringede Clapton til sin manager og indrømmede, at han var alkoholiker. I januar 1982 fløj Roger og Clapton derfor til Minneapolis, hvor Clapton skulle under behandling. På flyveturen indtog han voluminøse mængder af drikkevarer af frygt for, at han aldrig ville komme til at drikke igen. I ”Clapton – en selvbiografi” udtaler han: "I de øjeblikke i mit liv, hvor jeg har været længst nede, var den eneste grund til, at jeg ikke begik selvmord, at jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at drikke noget mere, hvis jeg var død. Det var den eneste ting jeg troede, det var værd at leve for, og tanken om, at folk forsøgte at få mig væk fra alkoholen var så skrækindjagende, at jeg drak og drak og drak, og de måtte næsten bære mig ind på klinikken”.

Et par måneder efter hans udskrivning begyndte Clapton mod lægernes ordrer arbejdet på sit næste album, "Money and Cigarettes", der blev hans livs sværeste at indspille.

Hans album-udgivelser fortsatte i 1980'erne, herunder to produceret med Phil Collins i 1985 og 1986. Nummeret "August" blev Claptons største salgssucces i Storbritannien til dato. Han genindspillede "After Midnight" på albummet ”Unplogged”, 1987 og nummeret fik lige så stor succes som originalindspilningen. I 1989 udgav Clapton” Journeyman” sammen med George Harrison, Phil Collins, Daryl Hall, Chaka Khan, Mick Jones, David Sanborn og Robert Cray.

  

Clapton blev endelig gift med Pattie Boyd i 1979, men under ægteskabet indledte han et årelangt forhold til studielydassistenten Yvonne Kelly. De to fik datteren Ruth, der blev født i januar 1985, men hendes eksistens blev holdt hemmelig af forældrene og kom først ud til offentligheden i 1991.

Clapton og Boyd blev skilt i 1988 efter hans affære med den italienske model Lory Del Santo, som han fik sønnen Conor med i august 1986. Boyd var ude af stand til at få børn på trods af forsøg med kunstig befrugtning.

Nytårsdag 2001 giftede Eric Clapton sig i al hemmelighed med den 25-årige Melia McEnery. Parrets familie og venner havde fået at vide, at de skulle til barnedåb for Claptons og McEnerys lille datter på seks måneder, men da datteren Julie Rose var blevet døbt, trådte forældrene overraskende frem og blev viet til stor jubel for de fremmødte.

1983 fik Eric Clapton ”Silver Clef Award” for enestående bidrag til britisk musik.

I 1993 vandt "Tears In Heaven" Tre Grammy Awards: Song of the Year, Record of the Year, og Male Pop Vocal Performance. Clapton vandt også Album of the Year og Best Rock Vocal Performance for albummet “Unplugged” og Best Rock Song med "Layla".

I 2000 blev han optaget i Rock and Roll Hall of Fame for tredje gang, denne gang som solo artist. Han blev tidligere optaget som medlem af grupperne Cream og The Yardbirds.

2004 blev han udnævt til CBE,(Comander of the British Empire) og modtog sin orden på Buckingham Palace.

2006 fik han Grammy Lifetime Achievement Award, som medlem af Cream.

Del 1 af dokomentarfilm om Claptons tid i The Yardbirds.

Live: CREAMs afskedskoncert fra Royal Albert Hall, 1968.

Clapton live med J.J. Cale cover-nummeret ”Cocaine” der blev udsendt på albummet ”Slowhand”, 1977.

Clapton spillede med på George Harrisons nummer ”While my guitar gently weeps” på Beatles ”White Album”. Her fra en mindekoncert for George Harrison sammen med bl.a. Paul McCartney og Ringo Star.