The Beach Boys blev dannet i 1961 i Hawthorne,
Californien. Som 16-årig delte Brian Wilson soveværelse med sine brødre Dennis og
Carl i familiens hjem. Han så sin far, Murry Wilson, spille klaver og lyttede
opmærksomt til de harmonier vokalgrupper som Four Freshmen excellerede i. En
nat underviste han sine brødre i en sang, med titlen "Ivory Tower",
og hvordan man kunne synge baggrundsharmonier. "Vi øvede os nat efter nat
og sang så stille, at vi håbede ikke at vække vores far", har Brian senere
fortalt.
På sin 16 års fødselsdag fik Brian en
spolebåndoptager, og han begyndte at lave overdubs af deres sangstemmer.
Gruppen blev oprindeligt sammensat af brødrene Brian, Dennis og Carl Wilson,
deres fætter Mike Love og vennen Al Jardine. Love opfordrede Brian til at
skrive sange og gav det spirende band navnet "The Pendletones” opkaldt
efter de uldne Pendleton-skjorter, der var populære på det tidspunkt. Under
deres tidligste optrædener bar bandet de tunge, jakke‑lignende uld-skjorter,
som også var moderne blandt surfere i South Bay, Californien. Selvom surfing
var meget fremtrædende i deres tidlige sange, var Dennis faktisk den eneste,
der selv surfede. Det var ham, der foreslog, at hans brødre skulle komponere
nogle sange, der handlede om hans hobby og den livsstil, som havde udviklet sig
omkring surferne.
The Beach Boys, 1961.
Den tidlige inspiration kom fra rock‑and‑roll numre af
Chuck Berry og Phil Specters ”Wall of Sound”. I november 1961 udkom deres
første single "Surfing". Det var først, da de så singlen, at gruppen
opdagede, at selskabet havde ændret deres navn til "The Beach
Boys".
Med brødrene Wilsons' far Murry som manager
skrev Beach Boys kontrakt med Capitol Records i 1962. I november var deres
første album ”Surfin' Safari” klar. I januar 1963, tre måneder efter udgivelsen
af deres debut, begyndte bandet at indspille ”Surfin' USA”, et album der lagde
større vægt på surfrock‑instrumentalnumre og strammere produktion. Deres debut
havde adskilt sig fra den traditionelle lyd af surfrock i perioden og fik kun
en moderat succes. Til gengæld fik "Surfin' USA”, udgivet marts 1963, en
begejstret modtagelse og nåede nummer to på Billboard hitlisten. Det kastede et
landsdækkende spotlight på gruppen.
Fem dage forud
for udgivelsen af ”Surfin' USA” havde Brian produceret "Surf City",
en sang, han havde skrevet til Jan og Dean, som nåede førstepladsen på den
amerikanske hitliste i juli 1963. Bandets tidlige musik vandt stor popularitet
over hele USA på grund af sine tætte vokalharmonier og teksterne, der på Dennis
opfordring afspejlede ungdomskulturen i Southern California med surfing, biler
og romantik.
The Beach Boys i midten af 60erne. Stående Carl Wilson og Dennis Wilson. Siddende: Mike Love, Al Jardine og Brian Wilson.
På dette tidspunkt begyndte Brian at benytte
studiemusikere og en af hans foretrukne producenter, Phil Spector til gruppens
indspilninger. Det blev til albums som ”Surfer Girl”, september 1963 og
"Little Deuce Coupe”, udgivet mindre end en måned senere i oktober 1963.
Efter en vellykket turné i Australien og østen i januar og februar 1964 vendte
bandet hjem for at blive mødt af The Beatles, der blev spydspids for den britiske
musikinvasion i USA, da de optrådte på The Ed Sullivan Show. Brian Wilson
ønskede sig mere tid til at gøre det album færdigt, som de havde arbejdet på
tidligere på året, men deres pladeselskab insisterede på en hurtig udgivelse
for at gøre dem til det amerikanske svar på The Beatles. Det blev til albummet ”Shut
Down Volume 2”, der aldrig blev den store succes. Ofte blev de indspilninger,
som The Beach Boys lavede hurtigt for at tilfredsstille Capitols krav ikke så
populære som deres gennemarbejdede materiale. Til gengæld gik ”I get around”
udgivet i maj 1964 direkte ind som nummer et på Billboard hitlisterne, albummet
”All Summer Long”, juli 1964, nåede nummer fire på Billboard 200, og er af
mange betragtet som det bedste af de tidlige Beach Boys-albums.
I midten af 1960'erne kom Brian Wilsons
kreative ambitioner og sangskrivning til at dominere gruppens musikalske
udvikling. Det primært Wilson‑komponerede album ”Pet Sounds” og singlen
"Good Vibrations", en af deres bedst kendte og mest berømte sange, begge
udgivet i 1966, fremhævede en kompleks lyd med mange lag, der var en kraftig
videreudvikling af den simple surf rock på Beach Boys tidlige udgivelser. De
surrealistiske, epokegørende sange markerede et skift fra den tidlige surfstil
og blev inspiration for andre samtidige grupper som The Byrds og The Yardbirds.
I løbet af deres psykedeliske periode begyndte Beach Boys at bruge
utraditionelle instrumenter og udarbejde lag af vokalharmonier.
Brian Wilsons brug af psykedelisk narkotika
især LSD blev på dette tidspunkt årsag til et nervøst sammenbrud. Det
resulterede i opgivelse af den planlagte opfølger til ”Pet Sounds”, ”Smile” en
præsentation af hovedparten af de indspillede numre blev dog udgivet i 2011 som
"The Smile Sessions".
Omkring 1967
begyndte Brian Wilson at overlade kontrollen til resten af bandet på grund af
stofmisbrug og psykiske problemer. Selvom en på sin vis mere demokratisk udgave
af Beach Boys indspillede en lang række albums i forskellige musikalske
stilarter og høstede international succes, så kæmpede gruppen hårdt for at
genvinde deres tidligere popularitet. Bandet vendte imidlertid tilbage til
Washington DC på Independence Day i 1984 og optrådte for et publikum på 750.000
mennesker.
Beach Boys, 1971
Dennis Wilson havde personlige problemer, der
fortsat forværredes, og den 28. december, 1983, druknede han i Marina del Rey,
under dykning fra en vens båd under et forsøg på at få fat i bånd med dele af
indspilninger, han tidligere havde kastet overbord i et anfald af raseri. På
trods af hans død fortsatte The Beach Boys som en succesrig tour-gruppe.
Den 4. juli
1985 spillede de for et publikum på en million i Philadelphia, og det var samme
aften som de optrådte for de for de mere end 750.000 mennesker på Mall i
Washington. Den enestående præstation er registreret i Guinness Book of World
Records. De optrådte også ni dage senere på en Live Aid koncert.
I 1988 fik gruppen uventet deres første
amerikanske nummer ét hit-single i 22 år med "Kokomo". Udgivelsen
blev bandets største salgssucces nogensinde.
Siden 1980'erne har der været meget juridisk
tovtrækkeri mellem gruppens medlemmer over royalties, kreditering af numre og
brug af bandets navn. Efter Carl Wilsons død i 1998 fortsatte en række sammensætninger
af bandet med et af de overlevende medlemmer af den oprindelige gruppe i
spidsen. I 2012 fandt de overlevende Beach Boys dog sammen igen efter deres uoverensstemmelser
og indspillede albummet ”That's Why God Made the Radio”. De tog på en succesrig
verdensomspændende 50 års jubilæums-turné.
The Beach Boys, fra venstre: Al Jardine, Brian Wilson, David Marks, Mike
Love og Bruce Johnston, 2012.
The Beach Boys
er ofte blevet kaldt "Amerikas førende gruppe”, og bladet Allmusic udtalte,
at deres perfekte kreative egenskaber gjorde dem til Amerikas første og bedste
rockband". Kernen af gruppen, brødrene Wilson, Love og Jardine blev
optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1988.
The Beach Boys
har haft 36 USA Top 40 hits, hvilket er mere end noget andet amerikansk rock‑band,
og 56 Hot 100 hits.
The Beach Boys live, 1964 med deres første tophit "Surfin USA" fra 1963.
The Beach Boys live, med "Good Vibrations", 1966.
The Beach Boys fra filmen Cocktail, 1988 med deres comeback
og største salgssucces, KOKOMO.
Teksten på mit signerede foto: To Katie. The Honey drippers. Hi-de-ho. Cab Calloway.
Sanger, orkesterleder
og danser Cab Calloway blev født Cabell Calloway III, d. 25. december 1907 i
Rochester, New York, og døde den 18. november 1994.
Calloway voksede op i
New York, ind til han flyttede til Baltimore, Maryland i 1918. Hans mor var organist
og hans far advokat, og Calloway fik musikalsk undervisning gennem hele sin
skolegang.
Trods misbilligelse af jazz fra både hans forældre og lærere,
begyndte Calloway alligevel at frekventere og i sidste ende spille på mange af
Baltimores jazzklubber, hvor han fik støtte af både trommeslageren Chick Webb
og pianisten Johnny Jones.
Hans forældre håbede,
at deres søn ville blive advokat som sin far, men Calloway tilbragte de fleste
af sine nætter på Dreamland Ballroom, Sunset Cafe og Club Berlin, hvor han
optrådte som trommeslager, sanger og MC. På Sunset Café mødte han og optrådte
sammen med Louis Armstrong, der lærte ham at synge i "scat" stil.
Familien flyttede
tilbage til New York, hvor The Cotton Club i Harlem var det førende jazz
spillested i landet. Her fik Cab Calloway and His Orchestra hyre som erstatning
for Duke Ellington Orchestra, når de var på tourne. Calloway viste sig hurtigt
så populær, at hans band kom til at optræde på samme vilkår som Ellington, og
hans orkester begyndte at turnere over hele USA, når de ikke spillede på Cotton
Club.
Deres popularitet voksede til stadighed, mens Calloway optrådte fast på
de to landsdækkende ugentlige live-udsendelser i radioen på NBC. Calloway havde
en charmerende, pulserende optræden, der kom langt ud over scenekanten, og han
blev et af tredivernes store jazz-ikoner. Hans 1931 hit "Minnie the
Moocher" anses af mange for at være den første indspillede scatsang.
Kunsten havde han lært af Louis Armstrong. Calloways kælenavn "The
"hi‑de‑ho man", stammer fra omkvædet til "Minnie the
Moocher". Sangen blev sammen med "St. James Infirmary Blues" og
"The Old Man of the Mountain" indspillet til Betty
Boop-tegnefilmene. Calloway optrådte også
i en række kortfilm for Paramount i 1930'erne. Calloway og Ellington blev
præsenteret oftere på film end nogen andre af tidens jazzorkestre. I filmene
kan Calloway ses udføre sin specielle dans "The bus", "forløberen
for Michael Jacksons "Moonwalk-dans"”, kaldte han det selv 50 år
senere.
Calloway timede sine koncerter med
offentliggørelsen af filmene, for at få mest muligt ud af den opmærksomhed, som
de skabte. Hans band var et af de mest populære jazzorkestre helt fra starten
af trediverne til sidst i fyrrerne med Calloway som mester i energisk
scatsang. De præsenterede mange
kunstnere, som bl.a. trompetisten Dizzy Gillespie og saxofonisten Ben Webster.
Calloways
andre store hits var bl.a. "Kickin the Gong Around" (1931),
"Moon Glow" (1934) og "The Jumpin' Jive" (1939).
I 1941 fyrede Calloway,
Dizzy Gillespie fra sit orkester efter at et skænderi brød ud på scenen. Da
Calloway blev ramt af spytklatter, anklagede han fejlagtigt Gillespie, der
dolkede ham i benet med en lille kniv.
I 1933-filmen ”International
House” optrådte Calloway med sin klassiske sang," Reefer Man", en
melodi om en mand, der foretrækker marihuana-cigaretter frem for alt andet.
Filmen inkluderede Calloway band sammen med 22 Cotton Club dansere fra Harlem.
Han sang også en række
duetter med Al Jolson i "The singing kid”, 1936, og Jolson og Calloway var
begge frontfigurer i ligeberettigelsen af afro-amerikanere. I 1943 dukkede
Calloway op i den højt profilerede 20th Century Fox-musical-film ”Stormy
Weather”, der var en af de første film, der havde et hold af udelukkende sorte
skuespillere og sangere.
I 1944 blev ”The new Cab Calloway’s hepster’s
dictionary” offentliggjort,
en opdatering af en tidligere bog, hvori han oversatte slangsproget jive for
fans, der måske ikke vidste, at for eksempel "to kick gong around"
var en henvisning til rygning af opium.
Calloway tilbragte to
år med hovedrollen i musicallen Porgy and Bess i 1952-53. I 1976 udkom hans
selvbiografi, "Of Minnie the Moocher & Me". Den omfattede
hans fuldstændige Hepsters jive-Dictionary.
Calloway var med i utallige
sceneproduktioner over årene og fik et filmisk comeback med sin uforglemmelige medvirken
i 1980‑filmen ”The Blues Brothers”. I filmen var han iført sit velkendte
showdress med hvidt slips og hvid kjolejakke, og han optrådte naturligvis med
sit største hit "Minnie the Moocher". Cab Calloway var aktiv i showbusiness
til sin død i 1994.
Cab Calloway live sammen med bl.a. tegnefilmen Betty Boob, 1933 med nummeret "Minnie The Moocher".
Cab Calloway live med "Kickin the Gong Around", 1932.
Cab Calloway live med "The reefer man", 1933.
Cab Calloway med "Minnie the Moocher" fra filmen "The Blues Brothers", 1980.
Fabiano
Anthony Forte med kunstnernavnet Fabian blev født d. 6. februar 1943 i
Philadelphia, USA. Han blev opdaget som 14-årig i 1957 af Bob Marcucci og Peter
DeAngelis, ejere af Chanecellor Records. På det tidspunkt ledte
pladeproducenter i det sydlige Philadelphia efter teenage talenter med et godt
udseende. Frankie Avalon, der også var fra South Philadelphia, foreslog Fabian.
Han havde lige
oplevet sin far blive kørt syg væk i en ambulance, da han blev kontaktet om at
blive sanger. Hans far kunne ikke arbejde længere, og som den ældste af tre
brødre tog han chancen for at tjene nogle penge og hjælpe sin familie ved at
synge. Han havde aldrig tænkt på det som en karriere, men som 15-årig vandt
Fabian Silver Award som "den mest lovende mandlige vokalist i 1958", og
inden længe samlede tusindvis af mennesker sig til hans koncerter.
Sangskriverne Doc Pomus og Mort Shuman blev sat til at skrive for ham. Han
udgav en serie af hit singler på Chanecellor Records, og blev populær i hele
USA efter at have optrådt på American Bandstand første gang 19. juni 1958. Han
deltog i showet mere end 20 gange. Fabian blev et teenage‑idol i slutningen af 1950'erne
og begyndelsen af 60'erne, hvor elleve af hans sange nåede Billboard Hot 100,
og hans optræden udstrålede en rå energi, der gjorde ham til en af de tidligste
rockstjerner.
I 1959 tjente
han 250.000 dollars om året.
Da han var 18,
havde han indspillet dusinvis af hitsingler, herunder "I’m a man",
"Hound Dog Man", "Turn Me Loose” og hans største
hit,"Tiger", der nåede nr. 3 på de amerikanske hitlister. Det blev
til ialt otte albums og to guldplader for "Turn Me Loose" og
"Tiger" og et guld album for "The Fabulous Fabian".
Hans karriere
som sanger endte, da han var 18 og blev købt ud af sin kontrakt med Marcucci til
fordel for en syv‑årig aftale med 20th Century Fox. "Jeg følte mig
kontrolleret. Jeg følte mig som en marionetdukke", udtalte han om tiden i
pladebranchen. "Det var skræmmende og noget i stil med et treårigt
mareridt".
Fabian undgik
militærtjeneste under Vietnam‑krigen ved at blive erklæret "uegnet til
tjeneste” efter at have fremlagt en lægeerklæring om, at indtræden i hæren
kunne få ham til at udvikle homoseksuelle tendenser.
Han tilbragte
de næste tretten år med at koncentrere sig om skuespil.
Fabians
karriere hos 20th Century‑Fox startede med indspilningen af "Hound Dog
Man", 1959. ”The Psychotronic Encyclopedia of Film” viste et billede af ham
til en prøvefilmning, hvor han dukkede op i nøjagtig samme tøj, som Elvis
Presley bar i ”Love Me Tender”.
Fabian og Brenda Lee.
Filmen blev
ingen succes, men Fox brugte Fabian i en del biroller. De fleste af hans
tidlige film var komedier, hvor han spillede en rastløs teenager med
forkærlighed for at synge. Senere kom han til at arbejde sammen med John Wayne
i "North to Alaska" og Bing Crosby i "High Time". Fabian
har også spillet med James Stewart i "Mr. Hobbs Takes A Vacation" og
"Dear Brigitte". Han fik stor kritikerros for sin præstation som en
psykotisk morder i TV-filmen ”A Lion Walks Among Us". Den var stærkt
kontroversiel på grund af sit voldelige indhold, og mange stationer nægtede at
vise den. Produktionen var det første tv‑program nogen sinde, der kørte en time
uden reklamer.
I november
1965 underskrev han en multi‑picture deal med American International Pictures
og indspillede adskillige film for dem, herunder en rolle som Pretty Boy Floyd
i ”A Bullet for Pretty Boy”, 1970. Han spillede også Josh Ashley i ”Little
Laura and Big John, 1973. Han indspillede ialt over 30 film.
Fabian har
været gift tre gange. Hans første ægteskab var med modellen Kathleen Regan i 1966-79.
I oktober 1975 blev han anholdt efter et skænderi med Regan, hvor han blev
anklaget for at slå hende. I 1978 blev han skadet under et bilvæddeløb og delte
under en retssag omkostningerne med sin modpart.
"Jeg har
set ham optræde, og han har stadig stor karisma på scenen", siger Karen
Schoemer", musikkritiker på New York Times. "Han har en slags punk rock energi".
Det er da heller ikke uden grund, at en orkan er blevet opkaldt efter ham,
hvilket vakte stor opsigt, da det skete. Fabian har de seneste år været efterfølger
for Dick Clark som vært på snesevis af optrædener under den såkaldte
"Caravan of stars" turné, hvor han samler de rockkunstnere, der
stadig lever, og genskaber stemningen fra American Bandstand foran et stort
publikum. Han modtog en af showbusiness’ højeste udmærkelser, da han blev
hædret med en stjerne på Hollywood Walk of Fame den 8. januar 2002 efter over
40 års live optræden.
Keith Richards
og Mick Jagger var barndomsvenner og klassekammerater i Dartford i Kent, indtil
Jaggers flyttede. De så hinanden igen i 1960, da Richards mødte Jagger på
Dartford banegården med en bunke Chuck Berry og Muddy Waters sange under armen. Genren var en dyb fælles fascination og blev
grundlaget for deres musikalske partnerskab. Richards og Jagger mødte Brian
Jones, da han spillede slide guitar med Alexis Korners skelsættende London
R&B band, ”Blues Incorporated”, på Ealing Jazz Club, som også havde
kommende Rolling Stones-medlemmer Ian Stewart og Charlie Watt som musikere.
Fra
venstre: Charlie Watts, Brian Jones, Keith Richards, Mick Jagger og Bill Wyman,
1965.
Stewart og
Jones stiftede et R&B band, der spillede Chicago blues. Udover Stewart,
Jones og Jagger, inkluderede den første generalprøve på det endnu unavngivne
band Richards på Jaggers foranledning. I juni 1962 bestod bandet af: Jagger,
Jones, Richards, Stewart, Taylor og trommeslageren Tony Chapman. Ifølge
Richards, døbte Jones bandet under et telefonopkald fra Jazz News, hvor han
blev spurgt om et bandnavn. Jones fik øje på en Muddy Waters LP der lå på
gulvet, hvor et af numrene var "Rollin' Stone".
"Rollin' Stones"
spillede deres første koncert i juli 1962 på Marquee Club. Deres materiale
omfattede Chicago blues samt Chuck Berry og Bo Diddley numre. Bassist Bill Wyman
trådte ind i gruppen i december 1962 og trommeslager Charlie Watts, januar
1963. Andrew Loog Oldham, tidligere presseagent for Beatles, blev bandets
manager, fordi han var for ung til at få en agentlicens. Han var nitten år og
yngre end alle bandets medlemmer. Oldham fik ændret stavningen fra "The
Rollin' Stones" til "The Rolling Stones" samt Richard’s
efternavn, til Richards, fordi det lød bedre. Stewart passede ikke ind i Oldhams
idéer, siger Wyman. "Han ville have smukke, slanke, langhårede drenge".
Steward blev derfor taget ud af bandet i maj 1963 og blev road manager og
lejlighedsvis pianist indtil sin død i 1985.
Oldham fik
gruppen ind under Decca Records, der manglede en match til Beatles, og Rolling
Stones fik en kontrakt på meget favorable vilkår. De fik det tredobbelte af den
normale royaltysats, og fuldt ejerskab og kunstnerisk kontrol med deres
optagelser. Aftalen tillod også bandet ikke at bruge Deccas lydstudier, men
derimod gå til Regent Sound Studios, et mono studie udsmykket med æggebakker i
loftet som lydisolation, hvor de følte sig mere hjemme. Oldham, der ingen
erfaring havde på området, blev bandets producer. Han præsenterede med vilje
Rolling Stones' brug af uafhængige studier for at karakterisere dem i
musikpressen som mere rå og uafhængige end Beatles. Oldham forklarede, at
Beatles' pligt til at optage i EMI’s kommercielle studier gjorde dem til
"almindelige dødelige stivstikkere”, mens sveden sprang af Rolling Stones,
når de gik i studiet. Han præsenterede Rolling Stones som de grimme
modsætninger til Beatles og fik et foto af dem uden smil på forsiden af deres
første album. Han opfordrede også pressen til at bruge provokerende
overskrifter som "Ville du lade din datter gifte sig med en Rolling
Stone?" Selv om Oldham oprindeligt havde iklædt bandet identiske jakkesæt,
vendte de hurtigt tilbage til afslappet tøj under deres optrædener. Bill Wyman
siger: "Vores omdømme og image som de slemme drenge kom på det tidspunkt.
Vi var den første popgruppe til at gøre op med hele Cliff Richard- halløjet,
hvor optagebåndene gjorde små dansetrin, bandsene bar identiske uniformer og
havde Tivoligarde-trommer".
Mit singerede foto af bassist Bill Wyman.
En
coverversion af Chuck Berrys "Come On" var Rolling Stones' første
single, udgivet den 7. juni 1963. Decca købte kun én enkelt annonce for at
fremme salget, men på Oldhams opfordring købte fan‑klubbens medlemmer så mange
kopier i pladeforretningerne, at singlen blev efterspurgt af radioen og endte
med at blive nr. nogenogtyve på de britiske single hitlister. Senere på året
arrangerede Oldham bandets første store engelske koncertturné som opvarmning
for amerikanske stjerner, herunder Bo Diddley, Little Richard og The Everly
Brothers.
Under denne
tour indspillede The Rolling Stones deres anden single, Lennon‑McCartneys nummer
”I Wanna Be Your Man", det nåede nr. 12 på de britiske hitlister. Deres
tredje single, Bo Diddleys "Not Fade Away", blev udgivet i februar
1964 og nåede nr. 3.
Oldham så
imidlertid ingen fremtid i at miste betydelige royalties ved at spille sange af
"midaldrende sorte", musikere, og det begrænsede deres appel til
teenagepublikummet. På hans opfordring begyndte Jagger og Richards at skrive
nye sange til bandets første album, ”The Rolling Stones”, 1964.
The Rolling
Stones' første USA‑turné i juni 1964 var med Bill Wymans ord, "en
katastrofe". "Da vi ankom, havde vi ikke noget hit der, eller noget,
der trak i vores retning overhovedet". Da bandet optrådte på Dean Martins
TV show, hånede Martin både deres hår og deres optræden. Under turnéen besøgte
de to dage Chess Studios i Chicago, hvor de mødte mange af deres vigtigste
påvirkninger, herunder Muddy Waters. Møderne omfattede indspilningen af det,
der ville blive Rolling Stones' første nummer 1 hit i UK: ”It’s All Over Now” og året efter blev "Satisfaction" udgivet.
I løbet af 1966‑1969 turnerede de verden
rundt og opdaterede konstant deres repertoire med mange store hits som
"Let’s spend the night together", (1967), "Sympathy for the
Devil" (1968) og "Honky Tonk Women", (1969). Den utrolige,
internationale succes gav bagslag. Richards og Jones begyndte at blive jaget af
myndighederne på grund af deres brug af stoffer allerede i 1967, efter at News
of the World havde bragt artiklen "Pop Stars og narkotika: Kendsgerninger,
som vil chokere dig". Serien beskrev påståede LSD parties arrangeret af
The Moody Blues og med deltagelse af topstjerner, herunder Pete Townshend fra
The Who og Creams Ginger Baker. De henviste også til indlæggelser af førende rockmusikere
på grund af stofmisbrug. Den første artikel anklagede Donovan, den anden
offentliggjort den 5. februar handlede om The Rolling Stones.
En reporter,
der havde bidraget til historien tilbragte en aften på den eksklusive London‑klub
Blaises, hvor et medlem af The Rolling Stones angiveligt tog flere Benzedrin-tabletter,
viste en klump hash og inviterede alle de tilstedeværende hjem til sin
lejlighed for at fyre en fed. Artiklen hævdede, at dette var Mick Jagger, men
det viste sig at være forkert. Reporteren havde faktisk hørt Brian Jones. Om aftenen
da artiklen blev offentliggjort dukkede Jagger op på et talkshow og meddelte,
at han ville indgive en stævning for injurier mod artiklen.
Ikke desto mindre havde Rolling Stones store
problemer med Brian Jones' stof‑og alkoholmisbrug, der ødelagde hans tale og
udseende, så andre musikere måtte tage hans plads. Den 3. juli 1969 druknede
Brian Jones i swimmingpoolen ved sit hjem, Cotchford Farm i Hartfield, East
Sussex af en overdosis. Efter Richards og Jaggers godkendelse, tog guitarist
Mick Taylor Brians plads. Brians død i en alder af 27 gjorde ham til en af de
første medlemmer af den berygtede "27 Club" af rockstjerner som døde
i den alder (Her i blandt Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison og Curt
Cubain). Selvom Brians kontroverser med sine band‑kammerater og hans talrige
anholdelser var forårsaget af hans personlige problemer med narkotika, fik både
Richards og Jagger skylden ved Brians død. The Rolling Stones var booket til at
spille til en gratis koncert i Londons Hyde Park, to dage efter Brian Jones' død,
og de besluttede at holde fast ved deres optræden som en hyldest til Jones.
Koncerten, deres første med Mick Taylor, blev udført foran omkring 250.000
fans. Jagger læste et uddrag fra Shelleys ”Elegi Adonais” og slap tusindvis af
sommerfugle fri til minde om Jones, før de åbnede deres sæt med Johnny Winter
nummeret "I'm yours and I'm hers".
Mit signerede foto af Ronnie Wood, guitar, basguitar og mundharmonika.
Tabet af et af
deres stiftende medlemmer var smertefuldt for Stones. Men i slutningen af 1960'erne
nåede deres kreativitet nye højder. Deres album "Beggars Banquet"
(1968) og "Sticky Fingers" (1971) var blandt de mest populære albums,
de nogensinde har lavet med hits som "Wild Horses" og "Brown
Sugar".
I løbet af
1970'erne forblev The Rolling Stones det største band i verden, selv om de
rivaliserede med Led Zeppelin. The Stones havde tusindvis af live‑optrædener og
multi‑million pladesalg med hits som "Angie" (1973), "It's only
rock'n roll", (1974), "Hot Stuff" (1976) og "Respectable"
(1978).
The Rock and
Roll Hall of Fame optog Rolling Stones i 1989,og udtalte: "Kritikerros og
populær konsensus har tildelt dem status som verdens største Rock and Roll
Band". Rolling Stone Magazine
placerede dem som nr. 4 på deres liste over de 100 Greatest Artists of All
Time, og deres albumsalg anslås at have været mere end 200 millioner på
verdensplan.
Fra venstre: Ronnie Wood, Mick Jagger, Keith Richards og Charlie Watts under deres 50 års jubilæumsturné, 2012.
Rolling Stones første single fra 1963, Chuck Berrys "Come On".
"Respectable", 1978.
Interview og klip med The Rolling Stones i anledning af deres 50 års jubilæumsturné, 2012.
