Keith Richards
og Mick Jagger var barndomsvenner og klassekammerater i Dartford i Kent, indtil
Jaggers flyttede. De så hinanden igen i 1960, da Richards mødte Jagger på
Dartford banegården med en bunke Chuck Berry og Muddy Waters sange under armen. Genren var en dyb fælles fascination og blev
grundlaget for deres musikalske partnerskab. Richards og Jagger mødte Brian
Jones, da han spillede slide guitar med Alexis Korners skelsættende London
R&B band, ”Blues Incorporated”, på Ealing Jazz Club, som også havde
kommende Rolling Stones-medlemmer Ian Stewart og Charlie Watt som musikere.
Stewart og
Jones stiftede et R&B band, der spillede Chicago blues. Udover Stewart,
Jones og Jagger, inkluderede den første generalprøve på det endnu unavngivne
band Richards på Jaggers foranledning. I juni 1962 bestod bandet af: Jagger,
Jones, Richards, Stewart, Taylor og trommeslageren Tony Chapman. Ifølge
Richards, døbte Jones bandet under et telefonopkald fra Jazz News, hvor han
blev spurgt om et bandnavn. Jones fik øje på en Muddy Waters LP der lå på
gulvet, hvor et af numrene var "Rollin' Stone".
"Rollin' Stones"
spillede deres første koncert i juli 1962 på Marquee Club. Deres materiale
omfattede Chicago blues samt Chuck Berry og Bo Diddley numre. Bassist Bill Wyman
trådte ind i gruppen i december 1962 og trommeslager Charlie Watts, januar
1963. Andrew Loog Oldham, tidligere presseagent for Beatles, blev bandets
manager, fordi han var for ung til at få en agentlicens. Han var nitten år og
yngre end alle bandets medlemmer. Oldham fik ændret stavningen fra "The
Rollin' Stones" til "The Rolling Stones" samt Richard’s
efternavn, til Richards, fordi det lød bedre. Stewart passede ikke ind i Oldhams
idéer, siger Wyman. "Han ville have smukke, slanke, langhårede drenge".
Steward blev derfor taget ud af bandet i maj 1963 og blev road manager og
lejlighedsvis pianist indtil sin død i 1985.
Oldham fik
gruppen ind under Decca Records, der manglede en match til Beatles, og Rolling
Stones fik en kontrakt på meget favorable vilkår. De fik det tredobbelte af den
normale royaltysats, og fuldt ejerskab og kunstnerisk kontrol med deres
optagelser. Aftalen tillod også bandet ikke at bruge Deccas lydstudier, men
derimod gå til Regent Sound Studios, et mono studie udsmykket med æggebakker i
loftet som lydisolation, hvor de følte sig mere hjemme. Oldham, der ingen
erfaring havde på området, blev bandets producer. Han præsenterede med vilje
Rolling Stones' brug af uafhængige studier for at karakterisere dem i
musikpressen som mere rå og uafhængige end Beatles. Oldham forklarede, at
Beatles' pligt til at optage i EMI’s kommercielle studier gjorde dem til
"almindelige dødelige stivstikkere”, mens sveden sprang af Rolling Stones,
når de gik i studiet. Han præsenterede Rolling Stones som de grimme
modsætninger til Beatles og fik et foto af dem uden smil på forsiden af deres
første album. Han opfordrede også pressen til at bruge provokerende
overskrifter som "Ville du lade din datter gifte sig med en Rolling
Stone?" Selv om Oldham oprindeligt havde iklædt bandet identiske jakkesæt,
vendte de hurtigt tilbage til afslappet tøj under deres optrædener. Bill Wyman
siger: "Vores omdømme og image som de slemme drenge kom på det tidspunkt.
Vi var den første popgruppe til at gøre op med hele Cliff Richard- halløjet,
hvor optagebåndene gjorde små dansetrin, bandsene bar identiske uniformer og
havde Tivoligarde-trommer".
Mit singerede foto af bassist Bill Wyman.
En
coverversion af Chuck Berrys "Come On" var Rolling Stones' første
single, udgivet den 7. juni 1963. Decca købte kun én enkelt annonce for at
fremme salget, men på Oldhams opfordring købte fan‑klubbens medlemmer så mange
kopier i pladeforretningerne, at singlen blev efterspurgt af radioen og endte
med at blive nr. nogenogtyve på de britiske single hitlister. Senere på året
arrangerede Oldham bandets første store engelske koncertturné som opvarmning
for amerikanske stjerner, herunder Bo Diddley, Little Richard og The Everly
Brothers.
Under denne
tour indspillede The Rolling Stones deres anden single, Lennon‑McCartneys nummer
”I Wanna Be Your Man", det nåede nr. 12 på de britiske hitlister. Deres
tredje single, Bo Diddleys "Not Fade Away", blev udgivet i februar
1964 og nåede nr. 3.
Oldham så
imidlertid ingen fremtid i at miste betydelige royalties ved at spille sange af
"midaldrende sorte", musikere, og det begrænsede deres appel til
teenagepublikummet. På hans opfordring begyndte Jagger og Richards at skrive
nye sange til bandets første album, ”The Rolling Stones”, 1964.
The Rolling
Stones' første USA‑turné i juni 1964 var med Bill Wymans ord, "en
katastrofe". "Da vi ankom, havde vi ikke noget hit der, eller noget,
der trak i vores retning overhovedet". Da bandet optrådte på Dean Martins
TV show, hånede Martin både deres hår og deres optræden. Under turnéen besøgte
de to dage Chess Studios i Chicago, hvor de mødte mange af deres vigtigste
påvirkninger, herunder Muddy Waters. Møderne omfattede indspilningen af det,
der ville blive Rolling Stones' første nummer 1 hit i UK: ”It’s All Over Now” og året efter blev "Satisfaction" udgivet.
I løbet af 1966‑1969 turnerede de verden
rundt og opdaterede konstant deres repertoire med mange store hits som
"Let’s spend the night together", (1967), "Sympathy for the
Devil" (1968) og "Honky Tonk Women", (1969). Den utrolige,
internationale succes gav bagslag. Richards og Jones begyndte at blive jaget af
myndighederne på grund af deres brug af stoffer allerede i 1967, efter at News
of the World havde bragt artiklen "Pop Stars og narkotika: Kendsgerninger,
som vil chokere dig". Serien beskrev påståede LSD parties arrangeret af
The Moody Blues og med deltagelse af topstjerner, herunder Pete Townshend fra
The Who og Creams Ginger Baker. De henviste også til indlæggelser af førende rockmusikere
på grund af stofmisbrug. Den første artikel anklagede Donovan, den anden
offentliggjort den 5. februar handlede om The Rolling Stones.
En reporter,
der havde bidraget til historien tilbragte en aften på den eksklusive London‑klub
Blaises, hvor et medlem af The Rolling Stones angiveligt tog flere Benzedrin-tabletter,
viste en klump hash og inviterede alle de tilstedeværende hjem til sin
lejlighed for at fyre en fed. Artiklen hævdede, at dette var Mick Jagger, men
det viste sig at være forkert. Reporteren havde faktisk hørt Brian Jones. Om aftenen
da artiklen blev offentliggjort dukkede Jagger op på et talkshow og meddelte,
at han ville indgive en stævning for injurier mod artiklen.
Ikke desto mindre havde Rolling Stones store
problemer med Brian Jones' stof‑og alkoholmisbrug, der ødelagde hans tale og
udseende, så andre musikere måtte tage hans plads. Den 3. juli 1969 druknede
Brian Jones i swimmingpoolen ved sit hjem, Cotchford Farm i Hartfield, East
Sussex af en overdosis. Efter Richards og Jaggers godkendelse, tog guitarist
Mick Taylor Brians plads. Brians død i en alder af 27 gjorde ham til en af de
første medlemmer af den berygtede "27 Club" af rockstjerner som døde
i den alder (Her i blandt Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison og Curt
Cubain). Selvom Brians kontroverser med sine band‑kammerater og hans talrige
anholdelser var forårsaget af hans personlige problemer med narkotika, fik både
Richards og Jagger skylden ved Brians død. The Rolling Stones var booket til at
spille til en gratis koncert i Londons Hyde Park, to dage efter Brian Jones' død,
og de besluttede at holde fast ved deres optræden som en hyldest til Jones.
Koncerten, deres første med Mick Taylor, blev udført foran omkring 250.000
fans. Jagger læste et uddrag fra Shelleys ”Elegi Adonais” og slap tusindvis af
sommerfugle fri til minde om Jones, før de åbnede deres sæt med Johnny Winter
nummeret "I'm yours and I'm hers".
Mit signerede foto af Ronnie Wood, guitar, basguitar og mundharmonika.
Tabet af et af
deres stiftende medlemmer var smertefuldt for Stones. Men i slutningen af 1960'erne
nåede deres kreativitet nye højder. Deres album "Beggars Banquet"
(1968) og "Sticky Fingers" (1971) var blandt de mest populære albums,
de nogensinde har lavet med hits som "Wild Horses" og "Brown
Sugar".
I løbet af
1970'erne forblev The Rolling Stones det største band i verden, selv om de
rivaliserede med Led Zeppelin. The Stones havde tusindvis af live‑optrædener og
multi‑million pladesalg med hits som "Angie" (1973), "It's only
rock'n roll", (1974), "Hot Stuff" (1976) og "Respectable"
(1978).
The Rock and
Roll Hall of Fame optog Rolling Stones i 1989,og udtalte: "Kritikerros og
populær konsensus har tildelt dem status som verdens største Rock and Roll
Band". Rolling Stone Magazine
placerede dem som nr. 4 på deres liste over de 100 Greatest Artists of All
Time, og deres albumsalg anslås at have været mere end 200 millioner på
verdensplan.
Fra venstre: Ronnie Wood, Mick Jagger, Keith Richards og Charlie Watts under deres 50 års jubilæumsturné, 2012.
Rolling Stones første single fra 1963, Chuck Berrys "Come On".
"Respectable", 1978.
Interview og klip med The Rolling Stones i anledning af deres 50 års jubilæumsturné, 2012.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar