fredag den 1. marts 2013

The Beatles. Mine signerede fotos fra rockens fødsel, del 40



"The fab four" i deres storhedstid. Paul McCartneys autograf på den sorte baggrund er ikke ligefrem tydelig, men den er der. 



I marts 1957 dannede John Lennon (9. oktober 1940 – 8. december 1980) som 16-årig en skiffle gruppe med flere venner fra Quarry Bank skole i Liverpool. En kort tid kaldte de sig The Blackjacks, og ændrede så deres navn til The Quarrymen efter at have opdaget, at en anden lokal gruppe allerede brugte navnet. Femten‑årige Paul McCartney (18. juni, 1942) tiltrådte som rytmeguitarist kort efter, at han og Lennon mødtes i juli 1957. I februar 1958 inviterede McCartney sin ven George Harrison (25. februar 1943 – 29. november 2001) til at lave en prøve for bandet. Den fjorten‑årige Harrison imponerede Lennon med sit spil, men han syntes samtidig, at Harrison var for ung til at gå ind i bandet. Efter en måneds stædig vedholdenhed fra Harrisons side godtog de ham imidlertid som deres kommende lead guitarist. Lennon begyndte i 1959 at studere ved Liverpool College of Art. De tre guitarister optrådte nu og da under navnet Johnny and The Moondogs og spillede rock and roll, når de kunne finde en trommeslager. Lennons kunstskoleven Stu Sutcliffe (23. juni 1940 – 10. april 1962) som havde solgt et af sine malerier for at købe en basguitar, sluttede sig til de andre i januar 1960, og det var ham, der foreslog at ændre bandets navn til Beatals som en hyldest til Buddy Holly and The Crickets. De brugte navnet frem til maj, hvor de blev til Silver Beetles, der i midten af august endelig blev til Beatles.
Deres mangel på en fast trommeslager var et problem, da gruppens uofficielle manager Allan Williams bookede dem til at optræde i Hamburg, så i midten af august hyrede de Pete Best (født 24. november 1941 i Madras, Indien) der i 1962 blev erstattet af Ringo Starr (født den 7. juli 1940) 


Pete Best var Beatles første trommeslager 1960 til 62. Mit signerede foto er fra tiden, inden Brian Epstein udskiftede ham med Ringo Starr. 




Fire dage senere rejste de til Hamburg, hvor de havde indgået en aftale med Bruno Koschmider om et 1/2‑måneders ophold. Beatleshistorikeren Mark Lewisohn skrev: "De drog ind i Hamburg i skumringen den 17. august 1960 på det tidspunkt, hvor red‑light district kom til live. Blinkende neonlys udbasunerede diverse underholdningstilbud, mens letpåklædte kvinder sad inviterende i butiksvinduer og ventede på forretningsmuligheder".
Koschmider havde lavet et par stripklubber i distriktet om til spillesteder, og i starten placerede han The Beatles på Indra Club. Efter lukning af Indra på grund af  støjklager, flyttede han dem til Kaiserkeller i oktober. Da han fandt ud af, at de havde optrådt på den rivaliserende Top Ten Club i strid med deres kontrakt, gav han bandet en måneds opsigelse og anmeldte den mindreårige Harrison, som havde fået tilladelse til at opholde sig i Hamburg ved at lyve for de tyske myndigheder om sin alder. Harrison blev udvist i slutningen af november. En uge senere fik Koschmider McCartney og Best anholdt for brandstiftelse, efter at de satte ild til en gobelin på væggen i deres værelse, og de blev også udvist.
  Efter den uheldige start brød Beatles igennem i klubber i Liverpool og Hamburg (Star Club, 1962) over en tre‑årig periode fra 1960. Efter gennembruddet formede deres nye manager Brian Epstein (19. september 1934 – 27. august 1967) dem lidt efter lidt til topprofessionelle optrædende, og producer George Martin (f. 3. januar 1926) gav dem lov til at udfolde hele deres musikalske potentiale.

Beatleskoncert i 1965. Til venste i forgrunden af billedet Brian Epstein.


De vandt deres popularitet i Storbritannien efter deres første hit "Love Me Do" i slutningen af 1962. Gruppen fik kælenavnet "Fab Four", da de for alvor slog igennem i Storbritannien det følgende år. Nu gik det hurtigt, og allerede i begyndelsen af 1964 var de blevet internationale stjerner, der førte an i den britiske invasion af det amerikanske popmarked. The Beatles blev det mest kommercielt succesfulde og kritikerroste band i poppens og rockens historie. Efter deres udgangspunkt i skiffle og rock and roll udnyttede de under deres udvikling langt flere genrer, der spænder helt fra pop, ballader til psykedelisk rock, ofte indarbejdede de klassiske og etniske elementer på helt nyskabende måder. I begyndelsen af 1960'erne fik deres enorme popularitet navnet "Beatlemania", og efterhånden som deres produktion blev mere raffineret og eksperimenterende blev de af mange fans og kulturelle meningsdannere opfattet som selve manifestationen af de idealer, som blev delt af hele den tids sociokulturelle opbrud.
Fra 1965 og frem producerede The Beatles hvad mange kritikere anser for deres fineste udgivelser, herunder de nyskabende og meget epokegørende albums Rubber Soul (1965), Revolver (1966), Sgt Pepper 's Lonely Hearts Club Band (1967), The Beatles (1968) og Abbey Road (1969). Den berømte bed in med John Lennon og Yoko Ono (f. 18. februar, 1933) i Amsterdam, 1969, gik over i historien, og blev efter manges mening også optakten til opløsningen af The Beatles. 


Yoko Ono har signeret billedet fra den berømte bed in med John Lennon i Amsterdam, 1969, som efter sigende var optakten til splittelsen af The Beatles. Ono var imidlertid ikke årsagen, som mange har ment.



Yoko Ono var allerede inden hun mødte Lennon en af tidens helt store avantgarde-kunstnere, der både med optrædener og film satte sit helt unikke præg på perioden. Hun indspillede også mange numre sammen med The Beatles og var langt fra årsagen til deres opløsning, der skyldtes det massive pres, som gruppen levede under. George Harrison var flere gange ved at trække sig ud, og man overvejede at erstatte ham med Eric Clapton, men gruppen holdt sammen til det sidste. Efter deres break‑up i 1970, nød de hver succesfulde musikalske karrierer. Lennon døde i 1980 efter at være blevet skudt af en psykisk syg tidligere fan og Harrison døde af lungekræft i 2001 efter et mangeårigt samarbejde med Ravi Shankar og efter at have financieret filmen "Life of Brian", da den blev afvist af Monthy Phytons kommercielle filmselskab.   
The Beatles har haft flere albums som nr. 1 på de britiske hitlister og solgte flere singler i Storbritannien end nogen andre. De har solgt 177 millioner plader i USA, hvilket også overgår alle andre. I 2008 toppede gruppen Billboard Magazines liste over alle tiders mest succesfulde "Hot 100" kunstnere. De har også rekorden for flest top-hits på Hot 100-listen med ikke mindre end 20.
 The Beatles har modtaget 7 Grammy Awards og er historiens bedst sælgende band med over en milliard plader for EMI Records. 


The Beatles live med deres gennembrudshit "Love me do", 1962.



... og så indtog de USA. Her er samtlige optagelser af The Beatles live på The Ed Sullivan show, 1964.



... og så trådte eksperimenterne, Indien og stofferne ind i billedet: Come Together, 1969.


2 kommentarer:

  1. Fin intro til en gruppe, man ikke lige bliver færdig med, men: McCartney er altså født 18. juni 1942...

    SvarSlet
  2. Tak for dine falkeøjne, det er rettet!:0) McCartney fik jo ellers et par år mere forærende, men han har vist allerede levet ind til flere liv i ét, så det gør nok ikke den helt store forskel.

    Alt godt fra Rune

    SvarSlet