Uddrag af DØDSSØBØLGER

Hvis du køber DØDSSØBØLGER via dette link, dedikerer jeg den personligt til dig - Skal den dedikeres til en anden og bruges som gave, kan du bare sende mig besked på e-mail runekidde@gmail.com

Jogvan troede, han var gået ombord på et skib til Torshavn, men da han vågnede, var de syd for Kap Horn. Der lå intet fragtgods på skudens øverste dæk. Skansen var afbrudt af en hytte, som ragede højt op, og her havde man lagt Jogvan i skyggen. Han åbnede sløvt sine øjne og følte sig tidløs og desorienteret, men under sejl. Han rejste sig forsøgsvis og faldt definitivt gentagne gange, ind til et par mand tog fat i ham og halede ham ned til styrmandens medicinkiste. Han vedligeholdt den med stor akkuratesse og tilbød Jogvan en interessant blanding af kobbersulfat, amerikansk olie, tanddråber, kamferdråber og remferolie. Jogvan afslog venligt og besvimede for at undgå de besnærende tilbud.

  Han vågnede igen på vej ned til kabyssen. Indtog svajende morgenkaffe med brød, kiks, skonrogger og beskøjter. Derefter besluttede han sig for at slå sig ned under bordet til umådelig ærgrelse for skibets besætning, der bestod af omkring 25 mand ud over en lods, en kaptajn og en styrmand. De bandede og svovlede over hans mørke hi under et fastnaglet hjørnebord, men stillede knurrende mad ind til ham hele ugen. Mandag brune bønner og salt kød. Tirsdag Brune bønner og salt kød. Onsdag brune bønner og salt kød. Torsdag brune bønner og salt kød. Fredag brune bønner og salt kød. Lørdag brune bønner og salt kød. Søndag præserveret kød og budding,

  Jogvan kom sig langsomt. Vraltede efter en uge under bordet op på dækket for at tage skibet i nærmere øjesyn. Vejret var smukt og vandet gyldent og smult. Han stødte ved en fejltagelse på kaptajnen, der af figur lignede en udskåren skibskiste. Han var undersætsig med kantet bygning og grove træk. Øjnene lå dybt og var tætsiddende og blå. Stridt, gråt hår og skæg

flagrede forblæst om hans brede, mutte ansigt.

  ‑ Jogvan, sagde Jogvan og stak hånden ud.

  ‑ Allingham, svarede kaptajnen uden at tage hånden eller se på ham. 

  ‑ Jeg har sejlet rundt om Kap Det Gode Håb to gange, sagde han fraværende.

 ‑ Er det farligt? spurgte Jogvan dumt fra kernen af sin slørede bevidsthed. Kaptajnens smalle øjne strejfede Jogvan og vendte sig igen mod horisontens svagt buende linje.

  ‑ Er man først kommet rundt Kap og ligger ovre på den anden side, så flagrer vandet i solens stråler som ungpigeskørter. Man kan sejle under skyfri himmel i ugevis.

  ‑ Hvad hedder skibet? spurgte Jogvan, mens han hagede sig fast til rælingen med begge hænder for ikke at miste fodfæstet.

  - Fiordelisa, svarede kaptajnen.

  - ... og hvor sejler vi hen?

  ‑ Muligvis tørner vi ind på Java og handler langs floderne. Der har jeg før hentet kamfer, Benzol, gummi og voks.

  ‑ Java? spurgte Jogvan desorienteret. Jeg troede, vi var på vej til Torshavn.

  ‑ De handler også med guld og elefanttænder, fortsatte Allingham uanfægtet sin tankerække. 

  ‑ Hvor lang tid vil rejsen tage, før vi vender hjem? Jogvan var ved at blive urolig.

  ‑ Åh, vel et par år. Kaptajnens øjne var som boltet til horisontlinjen.

  ‑ To år uden Diana. Jogvan stønnede. Måske skulle de aldrig ses igen. Hvad havde hun gjort med hans månesten? Kaptajnen vendte sig mod Jogvan.

  ‑ Jeg går ikke ud fra, at du har meget søkundskab at gøre godt med?

  Jogvan ville have sagt, at han havde oceaner, men han rystede på hovedet ved en fejl. Hele hans krop dirrede under den vældige kraftanstrengelse.

  ‑ Landkrabbe! brummede Allingham og spyttede ud over rælingen. En fisk fandt spytklatten interessant.

Jogvan søgte forgæves at indvende, at han aldeles ikke var nogen landkrabbe. At livskunsten, havet og kærligheden fulgte ham, allerede inden han blev født, men sætningen var ham alt for lang, den blev ikke til mere end et par tørre host. Kaptajnen fortsatte uanfægtet.   

  ‑ Dig får vi ikke meget gavn af.

  Jogvan skulle vise ham noget andet. Jogvan var ingen svækling, men et massivt bundt af muskelkraft. Han slap rælingen for at tage fat på alt, der var at tage fat på ombord. Desværre knaldede han hovedet direkte i dørken og kom sig ikke nogenlunde før fire dage senere. Uheldet gjorde imidlertid hans vilje ubøjelig. Han følte sig godt nok som en orm, men han var en orm, der uden mindste anstrengelse kunne æde sig gennem de tykke kobberplader, der dækkede skibets bund. Han gik i gang med alt, der på nogen måder kunne holde hans tanker samlede.  Det første var at stå på benene. Det næste var et anfald af hård mave. Ugen efter fangede han en haj som flappede efter ham over det meste af dækket, til han søgte tilflugt på rånokken og blev der, til den døde af sig selv. Det tog en times tid. Han havde fornemmelsen af, at den øvrige besætning grinede af ham, men ventede alligevel et par timer til med at komme ned fra rånokken. Den fysiske indsats gav ham den søvn, han ikke havde fået, mens han havde hård mave. Det medvirkede faktisk til, at han tog mere og mere del i skibets dagligdag. Ugen efter fangede han en haj igen, men kaptajn Allingham fandt det ikke morsomt og skød den med et helvedes brag. Jogvan gav ikke op. Han begyndte at rebe sejl og spule dæk, polere messinghåndtag og skære galionsfiguren til, så den fik mere fyldige bryster og læber. Hang over bølgerne i dagevis og duvede fuldstændig opslugt.

  Hans opførsel vakte kaptajn Allinghams opmærksomhed. Ja, hans stædige kamp gav endda indtryk af en sælsom styrke, som indgav den overordnede en underlig form for ærefrygt. Han skød Jogvans hajer, så snart, de var kommet ombord. Han så på Jogvans tynde arme og rystede på hovedet. Jogvan blev lidt efter lidt kaptajn Allinghams yndling.