Her
er en introduktion til handlingen i DØDSSØBØLGER, og nogle af de følelser og
tanker der ligger bag bogen:
Frodo Mikkelsen har lavet maleriet til forsiden af DØDSSØBØLGER.
I
"Dødssøbølger" arbejder jeg videre med menneskesindets skumle
krinkelkroge som i både "Julius afsind" og "Sandhedens
djævlekløer". Jeg er mere end noget andet ude efter vores fastlåste
tankemønstre, der på mange måder får os til at bevæge os på afgrundens rand.
Romanen begynder på det psykiatriske hospital
Sankt Johannes, hvor en psykiatrisk overlæge fortæller om en helt usædvanlig
patient ved navn Jogvan, der er ankommet nøgen, blødende og forslået til
hospitalet for 7 år siden. Det første år talte han overhovedet ikke, men i
løbet af årene har lægen via samtaler med Jogvan langsomt forløst hans
sindssygdom.
Lægen afslører allerede i starten, at
patienten ikke hedder Jogvan i virkeligheden og ikke kommer fra Færøerne, som
han påstår. Alt, hvad han fortæller, er symbolske omskrivninger af andre
steder, andre mennesker og andre handlinger end dem, han beretter om. Selve
Jogvans fortælling fremgår som afskrifter af båndoptagelser af samtaler mellem
lægen og Jogvan. Lægen følger afskriften af fortællingen med sideløbende
kommentarer, afsløringer og symbolforklaringer gennem hele bogen.
Jogvan er en ung mand, der bor i et blåt hus
i Thorshavn tilknyttet enorme lagerhaller med rester fra alle skibe, der er
gået ned og hugget op på Færøerne gennem flere hundrede år. Han søger
fortvivlet efter en mening med livet, "livskunst" som han kalder det,
men har store problemer. Hans far, Jørgen-Frantz, er druknet som kaptajn på et
skib, der gik ned for 17 år siden. Jogvan ved intet om ham, og han er ikke på
talefod med sin mor, Brynhild, der er begyndt at bygge det blå hus om. Han
skjuler sig ofte i de mørke kæmpehaller mellem virvarret af skibsrester. Fra
virkeligheden buldrer ombygningen af det blå hus med drønende maskiner og
generatorer mod hans bevidsthed.
En dag beslutter han sig for at gøre op med
sin mor og bryde tavsheden mellem dem, men det fører til, at Brynhild får et
slagtilfælde og flygter blødende ud i hallerne, hvor hun, inden hun dør, når at
vise Jogvan et aflåst kontor. Her har hun set Jogvans far som en forbandet ånd,
der har horet i alverdens horehuse, mens Brynhild selv har fået flere andre
børn, som Jogvan aldrig tidligere har hørt om. Jogvan er dybt chokeret.
Jørgen-Frantz kan kun forløses, hvis Jogvan overbringer ham den månesten, han
som kaptajn har båret om halsen i mange år, og som Brynhild nu bærer.
Da Brynhild dør, skjuler Jogvan liget i
hallerne, og kaster sig fortvivlet ud i Torshavns natteliv for at drikke sig
fra sit mareridt. Her møder han Diana, en sexet miljøaktivist, men de er ude af
stand til at kommunikere, selv om hun åbenlyst er varm på Jogvan. Han bliver i
løbet af aftenen stinkende beruset og ender med at blive sparket ned ad en
trappe og kørt på Torshavn sygehus, hvor han vågner med drop, slanger og bandager.
Hans hud er i evig opløsning, for hans væsen kan ikke være inden i hans krop.
Han synes at se et glimt af Diana, men slår det hen. Hun ser helt anderledes
ud, end han har set hende før.
Jogvan vil bare hjem til det blå hus. Han vil
stå til søs for at bringe månestenen til sin far og bryde hans forbandelse. Men
Jogvan kan ikke håndtere liget af sin mor og stopper vat og tape fra sine egne
sår ind i hendes øjne, som han ikke kan lukke. Den psykiatriske overlæge
forklarer, at Jogvan er midt i en kønskamp. Hallerne er Brynhilds livmoder, og
det blå hus er hendes bevidsthed. Hun har hersket over Jogvans liv, faren
sejler på det livsfarlige kvindelige hav som en flyvende hollænder. Jogvan har
ingen mental kontakt med nogen af dem og derfor heller ikke med sin egen
identitet som mand, hans indre anima og animus er i total urede.
Tankerne om, at han skal frelse sin far og om
hans ukendte sted- og halvsøskende driver Jogvan til kanten af galskab. Han
løber fortvivlet til havnen ved Tinganes, hvor han i natten hører to narkomaner
aftale at få Diana på stoffer for at få adgang til de narkotiske lægemidler,
som hendes far, der er læge, ligger inde med. Oddur og Diana viser sig at være
far og datter. Jogvan løber til Oddurs hus for at beskytte Diana, men ingen er
hjemme. Narkomanerne kommer slæbende med en narkotisk påvirket Diana, som de
har voldtaget, men Jogvan jager dem sammen med Oddur væk. Jogvan får lov at
overnatte i Oddurs hus, men den medtagne Diana viser sig at være mere levende
end som så, og de ender i et samleje på sofaen.
Oddur er imidlertid hele tiden på vagt over
for de to unges forhold til hinanden og beskytter indædt sin datter.
Jogvan er fortsat ikke kommet afsted for at
frelse sin far og bliver syg over de mange overvejelser om sin skæbne. Oddur
giver ham medicin blandet op i rødvin, men Diana stiller den væk, fordi hun som
miljøaktivist tror mere på kroppens egne helbredende kræfter. Diana har fortalt
Jogvan, at hun hverken er blevet voldtaget eller har fået stoffer under sit
møde med narkomanerne. De var for skæve til at gennemføre en voldtægt. Hun
finder sin far liggende død på sofaen i stuen. Han har drukket den medicin,
Jogvan skulle have haft. Hun spytter på liget. Politiet finder ingen
fingeraftryk på medicinglasset, og det bedømmes til at være et selmord som
følge af overanstrengelse.
En
skræmmende lille lods ved navn Jákup kommer til det blå hus og fortæller, at
Jogvan er mønstret, og hans skib er klar til at afsejle. Jogvan skjuler sig
desperat i hallerne.
Diana forfølger Jákup til hans gamle halvt
sammenstyrtede hus på Skúvoy og har et voldsomt opgør med den mærkelige mand,
der viser sig at være hendes stedbror. Et barn som Jørgen-Frantz har fået med
en anden kvinde og har mishandlet seksuelt. Diana er til gengæld Brynhilds barn
med Oddur. Jakup bliver angrebet af sin egen vilde hund, da han vil antaste
Diana, og hun skærer hovedet af den, udhuler det og anbringer det over Jakups
hoved. Hun forlader huset efter at have tilfredsstillet sig selv seksuelt og
sætter en nyudsprunget vildrose i håret.
Jogvan sniger sig ombord på skibet til
Danmark en nat. Diana er også med skibet. Hun har efterladt et brev til Bjarni
i Torshavn, hvor der står, at hun har slået sin far, Oddur, ihjel, fordi han
har mishandlet hende seksuelt gennem hele hendes barndom og at Bjarni, Jakup og
Jogvan er hendes sted- og halvsøskende. Hun tager til Danmark for at få
foretaget en abort, hvad hun holder hemmeligt for Jogvan.
Diana og Jogvan bliver væk fra hinanden under
en druktur i København, og da Jogvan næste morgen står til søs, knuger han sig
til månestenen som sin eneste ven i denne verden.
Diana forsøger at svindle sig til en abort på
Rigshospitalet ved at skrige og kramme sit underliv, men drømmer(?) at hun
bliver bortført af Jákup og Bjarni. Hun myrder makabert Jakup på et
hotelværelse. Næste morgen vågner hun imidlertid op, og liget er væk, til
gengæld er Bjarni fulgt efter hende fra Torshavn efter at have læst hendes
brev. Han har frelst hende fra at begå selvmord ved at tømme et glas sovepiller.
Bjarni viser sig at være bøsse, hvilket han indrømmer for første gang.
Bjarni og Diana finder Jogvans skib på
skibslisterne og flyver til Hamburg for at finde ham. Diana påstår, at hun ved,
hendes barn er Jogvans, men Bjarni fortæller nervøst om Downs syndrom og de
fysiske deformiteter, der kan blive resultatet af at føde et barn, der er afkom
af for nære slægtninge. Diana afviser det.
Vi er her cirka en tredjedel inde i romanen,
der fra nu af fortrinsvis foregår på havet. Diana bliver langsomt federe og
federe til det abnorme, mens Jogvan svinder ind til det rene ingenting, ikke
mindst efter et angreb af skørbug. Lægens referater ændrer ganske langsomt
karakter. På dette tidspunkt viser det sig, at han i virkeligheden ikke er
psykiatrisk overlæge, men nattevagt på Sankt Johannes, og at han med sin ganske
særlige indlevelse har helbredt Jogvan. Jeg vil ikke afsløre mere her. Efter
mange dramatiske møder med sin far og sine sted- og halvsøskende lykkes det i
sidste kapitel for Jogvan at aflevere månestenen til sin far med groteske og
uhyggelige følger. Handlingen i romanen stiller en lang række spørgsmål om
menneskesindet og udviklingen i verden i dag.
Jeg har som skønlitterær forfatter virkelig
fundet hjem til det sted, jeg har ønsket mig at nå frem til, lige siden jeg
startede for snart 40 år siden. Det giver en dyb, indre tilfredshed. Jeg er
selvfølgelig ude i et opgør med tidens måde at skrive på. Langt de fleste bøger
er helt utroligt tyndbenede og uoriginale. Jeg går helt nye veje for at genskabe
romanens indhold. Dramaets røde tråd er helt regulær, men jeg spiller med bolde
af både lyrik, maleri og surrealisme for at skabe et helt nyt udtryk, der ikke
findes nogen andre steder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar