Uddrag af DØDSSØBØLGER

Hvis du køber DØDSSØBØLGER via dette link, dedikerer jeg den personligt til dig - Skal den dedikeres til en anden og bruges som gave, kan du bare sende mig besked på e-mail runekidde@gmail.com

Jogvan troede, han var gået ombord på et skib til Torshavn, men da han vågnede, var de syd for Kap Horn. Der lå intet fragtgods på skudens øverste dæk. Skansen var afbrudt af en hytte, som ragede højt op, og her havde man lagt Jogvan i skyggen. Han åbnede sløvt sine øjne og følte sig tidløs og desorienteret, men under sejl. Han rejste sig forsøgsvis og faldt definitivt gentagne gange, ind til et par mand tog fat i ham og halede ham ned til styrmandens medicinkiste. Han vedligeholdt den med stor akkuratesse og tilbød Jogvan en interessant blanding af kobbersulfat, amerikansk olie, tanddråber, kamferdråber og remferolie. Jogvan afslog venligt og besvimede for at undgå de besnærende tilbud.

  Han vågnede igen på vej ned til kabyssen. Indtog svajende morgenkaffe med brød, kiks, skonrogger og beskøjter. Derefter besluttede han sig for at slå sig ned under bordet til umådelig ærgrelse for skibets besætning, der bestod af omkring 25 mand ud over en lods, en kaptajn og en styrmand. De bandede og svovlede over hans mørke hi under et fastnaglet hjørnebord, men stillede knurrende mad ind til ham hele ugen. Mandag brune bønner og salt kød. Tirsdag Brune bønner og salt kød. Onsdag brune bønner og salt kød. Torsdag brune bønner og salt kød. Fredag brune bønner og salt kød. Lørdag brune bønner og salt kød. Søndag præserveret kød og budding,

  Jogvan kom sig langsomt. Vraltede efter en uge under bordet op på dækket for at tage skibet i nærmere øjesyn. Vejret var smukt og vandet gyldent og smult. Han stødte ved en fejltagelse på kaptajnen, der af figur lignede en udskåren skibskiste. Han var undersætsig med kantet bygning og grove træk. Øjnene lå dybt og var tætsiddende og blå. Stridt, gråt hår og skæg

flagrede forblæst om hans brede, mutte ansigt.

  ‑ Jogvan, sagde Jogvan og stak hånden ud.

  ‑ Allingham, svarede kaptajnen uden at tage hånden eller se på ham. 

  ‑ Jeg har sejlet rundt om Kap Det Gode Håb to gange, sagde han fraværende.

 ‑ Er det farligt? spurgte Jogvan dumt fra kernen af sin slørede bevidsthed. Kaptajnens smalle øjne strejfede Jogvan og vendte sig igen mod horisontens svagt buende linje.

  ‑ Er man først kommet rundt Kap og ligger ovre på den anden side, så flagrer vandet i solens stråler som ungpigeskørter. Man kan sejle under skyfri himmel i ugevis.

  ‑ Hvad hedder skibet? spurgte Jogvan, mens han hagede sig fast til rælingen med begge hænder for ikke at miste fodfæstet.

  - Fiordelisa, svarede kaptajnen.

  - ... og hvor sejler vi hen?

  ‑ Muligvis tørner vi ind på Java og handler langs floderne. Der har jeg før hentet kamfer, Benzol, gummi og voks.

  ‑ Java? spurgte Jogvan desorienteret. Jeg troede, vi var på vej til Torshavn.

  ‑ De handler også med guld og elefanttænder, fortsatte Allingham uanfægtet sin tankerække. 

  ‑ Hvor lang tid vil rejsen tage, før vi vender hjem? Jogvan var ved at blive urolig.

  ‑ Åh, vel et par år. Kaptajnens øjne var som boltet til horisontlinjen.

  ‑ To år uden Diana. Jogvan stønnede. Måske skulle de aldrig ses igen. Hvad havde hun gjort med hans månesten? Kaptajnen vendte sig mod Jogvan.

  ‑ Jeg går ikke ud fra, at du har meget søkundskab at gøre godt med?

  Jogvan ville have sagt, at han havde oceaner, men han rystede på hovedet ved en fejl. Hele hans krop dirrede under den vældige kraftanstrengelse.

  ‑ Landkrabbe! brummede Allingham og spyttede ud over rælingen. En fisk fandt spytklatten interessant.

Jogvan søgte forgæves at indvende, at han aldeles ikke var nogen landkrabbe. At livskunsten, havet og kærligheden fulgte ham, allerede inden han blev født, men sætningen var ham alt for lang, den blev ikke til mere end et par tørre host. Kaptajnen fortsatte uanfægtet.   

  ‑ Dig får vi ikke meget gavn af.

  Jogvan skulle vise ham noget andet. Jogvan var ingen svækling, men et massivt bundt af muskelkraft. Han slap rælingen for at tage fat på alt, der var at tage fat på ombord. Desværre knaldede han hovedet direkte i dørken og kom sig ikke nogenlunde før fire dage senere. Uheldet gjorde imidlertid hans vilje ubøjelig. Han følte sig godt nok som en orm, men han var en orm, der uden mindste anstrengelse kunne æde sig gennem de tykke kobberplader, der dækkede skibets bund. Han gik i gang med alt, der på nogen måder kunne holde hans tanker samlede.  Det første var at stå på benene. Det næste var et anfald af hård mave. Ugen efter fangede han en haj som flappede efter ham over det meste af dækket, til han søgte tilflugt på rånokken og blev der, til den døde af sig selv. Det tog en times tid. Han havde fornemmelsen af, at den øvrige besætning grinede af ham, men ventede alligevel et par timer til med at komme ned fra rånokken. Den fysiske indsats gav ham den søvn, han ikke havde fået, mens han havde hård mave. Det medvirkede faktisk til, at han tog mere og mere del i skibets dagligdag. Ugen efter fangede han en haj igen, men kaptajn Allingham fandt det ikke morsomt og skød den med et helvedes brag. Jogvan gav ikke op. Han begyndte at rebe sejl og spule dæk, polere messinghåndtag og skære galionsfiguren til, så den fik mere fyldige bryster og læber. Hang over bølgerne i dagevis og duvede fuldstændig opslugt.

  Hans opførsel vakte kaptajn Allinghams opmærksomhed. Ja, hans stædige kamp gav endda indtryk af en sælsom styrke, som indgav den overordnede en underlig form for ærefrygt. Han skød Jogvans hajer, så snart, de var kommet ombord. Han så på Jogvans tynde arme og rystede på hovedet. Jogvan blev lidt efter lidt kaptajn Allinghams yndling. 

GRIMMERE END GRIM på BIB TO GO

Nu kan Køgegensere downloade GRIMMERE END GRIM på deres smartphone eller tablet. 
Jeg stødte tilfældigt på denne væg under et besøg på Køge havn og her kan du se, hvordan tryllenummeret udføres. 
Ved faktisk ikke, om andre biblioteker har sammen ordning, eller om Køge Bibliotek er frontløber.

Klaus Mann i KIDDES BOGSKAB

Min seneste bedømmelse i KIDDES BOGSKAB

Klaus Mann, Vendepunktet - Rapport om et liv.

En intens, dirrende beretning af Thomas Manns søn, der flygter til USA før 2. verdenskrig. Om hans hudløse liv som forfatter og biseksuel og om hans skarpt beskrevne møder med blandt mange andre Hitler, Steinbeck, Marlene Dietrich og Strauss. Klaus Mann begik selvmord i 1949. 

Points i KIDDES BOGSKAB

Den seneste bog jeg har givet point i KIDDES BOGSKAB er F. M. Dostojevskij, To fantastiske fortællinger. Den sagtmodige Kratkoja og Et latterligt menneske. To vidt forskellige historier om selvmord, hvor menneskesindet vrides til sine yderste, groteske  grænser.

KIDDES KULØRTE KLASSIKERE, artikel

Dagbladet Køge, lørdag d. 20. oktober 2012

Rune T. Kidde fortalte eventyr. Foto: Kim Rasmussen

Multitalentet Rune T. Kidde besøgte fredag eftermiddag Køge Bibliotek.

Alle stolerækker på Køge Bibliotek var fyldte, da Rune T. Kidde fortalte historier, det var både unge og ældre, der var mødt frem for at få en "litterærlig" oplevelse. Foto: Kim Rasmussen.

KØGE: Litterærlige Klassikere hedder en af Rune T. Kiddes eventyrligt mange udgivelser som tegner, forfatter og slet ikke mindst som fortæller.

Det rærlige skal nu tages med et helt kilo salt, for han gør en kunst ud af at lægge sine egne farver på historierne.

- Det er et stort ord, at kalde noget for kunst, men for mig er det et kald at lave de kreative ting, jeg laver. I dag er jeg fortrinsvis forfatter, men det har taget mig næsten 40 år, før jeg skrev, så det virkelig er litteratur - i den tid er jeg så »desværre« kommet til at lave alt muligt andet, siger Rune T. Kidde med et smil forud for sin fortælletime på Køge Bibliotek.

Han begyndte oprindeligt med at tegne og skrive tegneserier i midten af 70"erne og op gennem 80"erne. Han kalder det selv for en tilfældighed og fortæller, at han var inspireret af sin far Thormod Kidde, der var en kendt og dygtig illustrator -hvad der også gjorde, at han voksede op »inde i en bog« - for han var altid omgivet af bøger, der skulle illustreres.

Han fortæller, at tegneserierne var hans måde at lave noget andet på end, hvad hans far var kendt for. Det blev begyndelsen på en lang periode, hvor flere og flere stiftede bekendtskab med hans anarkistiske streg og sprudlende fortællinger.

Rune T. Kidde er en indlevende fortæller, der forstår at give historierne et krøllet twist, så børn og voksne følger med.

Videre i teksten

Han var dog nødt til at lægge blyanten fra sig, da han for lidt over 20 år siden blev blind som følge af sukkersyge.

Det fik ham kun til at blive endnu mere produktiv og han har selv udtalt, at det var begyndelsen på de bedste år af hans liv Både fordi han følte sig lidt fanget af tegneserierne, hvor nogle af hans figurer var blevet meget populære, men også fordi det gav ham mulighed for at prøve andre ting:

-Som tegneserieskaber sad jeg fuldstændig alene og skulle forsøge at være morsom og vende nogle ting så de blev serveret på en ny og anderledes måde, der ikke bare var humoristisk, men som også havde nogle seriøse pointer. Fra det øjeblik jeg mistede synet blev meget af mit arbejde samarbejde med folk indenfor radio, teater og mange andre ting.

Rune T. Kidde har i de seneste år lavet en lang række projekter, hvor han har arbejdet sammen med andre ved enten at digte videre på deres oplæg eller ved at fortælle historier til musikken;

-Dem jeg har arbejdet sammen med, meget på musikfronten, er nogle som jeg i forvejen nærede stor beundring for og det har været en fornøjelse at møde nogle, hvor jeg også følte en form for genkendelse i de ting som jeg gerne selv vil kunne en dag.

Hans egen produktion af romaner, børnebøger og andre projekter kan gøre enhver forpustet at remse op for listen er alenlang:

Hvordan får du ideerne til de mange forskellige projekter, du laver?

-Ideerne dukker bare op, men det kreative skaberhjerte har jo ikke nogen bestemt form, og nogle gange kan jeg selv blive overrasket over, hvilken form den ide, jeg har fostret inde i mit hoved, tager. Det kan blive til alt lige fra et børnerim til en voksenroman, næsten. Der er en kerne af kreativitet, der bare vil ud - og nogle gange kan jeg slet ikke slippe for det, lyder det med en snert af det fynske tungemål, han voksede op med.

Eventyret tilbage

Han tager tit ud for at fortælle historier for publikum og vil gerne have eventyret tilbage i historien.

- jeg vil meget gerne fremme den mundtlige fortælling fra gamle dage, hvor eventyrene ikke var så »friserede«. Min bagtanke er at gøre de gamle eventyr levende igen og lade folk digte videre på fortællingen, når der ikke er en givet slutning med komma og punktum på de rigtige steder. Det lukker fortællingen op og får dem til at sprælle igen, som de gjorde i gamle dage, da de blev overleveret mundtligt - før fladskærmen gjorde verden flad.

Mine historier er altid skrevet til både børn og voksne og jeg vil gerne samle folk på tværs af generationerne.

toth

Handlingsreferat af DØDSSØBØLGER

Her er en introduktion til handlingen i DØDSSØBØLGER, og nogle af de følelser og tanker der ligger bag bogen:

Frodo Mikkelsen har lavet maleriet til forsiden af DØDSSØBØLGER.

I "Dødssøbølger" arbejder jeg videre med menneskesindets skumle krinkelkroge som i både "Julius afsind" og "Sandhedens djævlekløer". Jeg er mere end noget andet ude efter vores fastlåste tankemønstre, der på mange måder får os til at bevæge os på afgrundens rand.

  Romanen begynder på det psykiatriske hospital Sankt Johannes, hvor en psykiatrisk overlæge fortæller om en helt usædvanlig patient ved navn Jogvan, der er ankommet nøgen, blødende og forslået til hospitalet for 7 år siden. Det første år talte han overhovedet ikke, men i løbet af årene har lægen via samtaler med Jogvan langsomt forløst hans sindssygdom.

  Lægen afslører allerede i starten, at patienten ikke hedder Jogvan i virkeligheden og ikke kommer fra Færøerne, som han påstår. Alt, hvad han fortæller, er symbolske omskrivninger af andre steder, andre mennesker og andre handlinger end dem, han beretter om. Selve Jogvans fortælling fremgår som afskrifter af båndoptagelser af samtaler mellem lægen og Jogvan. Lægen følger afskriften af fortællingen med sideløbende kommentarer, afsløringer og symbolforklaringer gennem hele bogen.

  Jogvan er en ung mand, der bor i et blåt hus i Thorshavn tilknyttet enorme lagerhaller med rester fra alle skibe, der er gået ned og hugget op på Færøerne gennem flere hundrede år. Han søger fortvivlet efter en mening med livet, "livskunst" som han kalder det, men har store problemer. Hans far, Jørgen-Frantz, er druknet som kaptajn på et skib, der gik ned for 17 år siden. Jogvan ved intet om ham, og han er ikke på talefod med sin mor, Brynhild, der er begyndt at bygge det blå hus om. Han skjuler sig ofte i de mørke kæmpehaller mellem virvarret af skibsrester. Fra virkeligheden buldrer ombygningen af det blå hus med drønende maskiner og generatorer mod hans bevidsthed.

  En dag beslutter han sig for at gøre op med sin mor og bryde tavsheden mellem dem, men det fører til, at Brynhild får et slagtilfælde og flygter blødende ud i hallerne, hvor hun, inden hun dør, når at vise Jogvan et aflåst kontor. Her har hun set Jogvans far som en forbandet ånd, der har horet i alverdens horehuse, mens Brynhild selv har fået flere andre børn, som Jogvan aldrig tidligere har hørt om. Jogvan er dybt chokeret. Jørgen-Frantz kan kun forløses, hvis Jogvan overbringer ham den månesten, han som kaptajn har båret om halsen i mange år, og som Brynhild nu bærer.

  Da Brynhild dør, skjuler Jogvan liget i hallerne, og kaster sig fortvivlet ud i Torshavns natteliv for at drikke sig fra sit mareridt. Her møder han Diana, en sexet miljøaktivist, men de er ude af stand til at kommunikere, selv om hun åbenlyst er varm på Jogvan. Han bliver i løbet af aftenen stinkende beruset og ender med at blive sparket ned ad en trappe og kørt på Torshavn sygehus, hvor han vågner med drop, slanger og bandager. Hans hud er i evig opløsning, for hans væsen kan ikke være inden i hans krop. Han synes at se et glimt af Diana, men slår det hen. Hun ser helt anderledes ud, end han har set hende før.

  Jogvan vil bare hjem til det blå hus. Han vil stå til søs for at bringe månestenen til sin far og bryde hans forbandelse. Men Jogvan kan ikke håndtere liget af sin mor og stopper vat og tape fra sine egne sår ind i hendes øjne, som han ikke kan lukke. Den psykiatriske overlæge forklarer, at Jogvan er midt i en kønskamp. Hallerne er Brynhilds livmoder, og det blå hus er hendes bevidsthed. Hun har hersket over Jogvans liv, faren sejler på det livsfarlige kvindelige hav som en flyvende hollænder. Jogvan har ingen mental kontakt med nogen af dem og derfor heller ikke med sin egen identitet som mand, hans indre anima og animus er i total urede.

  Tankerne om, at han skal frelse sin far og om hans ukendte sted- og halvsøskende driver Jogvan til kanten af galskab. Han løber fortvivlet til havnen ved Tinganes, hvor han i natten hører to narkomaner aftale at få Diana på stoffer for at få adgang til de narkotiske lægemidler, som hendes far, der er læge, ligger inde med. Oddur og Diana viser sig at være far og datter. Jogvan løber til Oddurs hus for at beskytte Diana, men ingen er hjemme. Narkomanerne kommer slæbende med en narkotisk påvirket Diana, som de har voldtaget, men Jogvan jager dem sammen med Oddur væk. Jogvan får lov at overnatte i Oddurs hus, men den medtagne Diana viser sig at være mere levende end som så, og de ender i et samleje på sofaen.

  Oddur er imidlertid hele tiden på vagt over for de to unges forhold til hinanden og beskytter indædt sin datter.

  Jogvan er fortsat ikke kommet afsted for at frelse sin far og bliver syg over de mange overvejelser om sin skæbne. Oddur giver ham medicin blandet op i rødvin, men Diana stiller den væk, fordi hun som miljøaktivist tror mere på kroppens egne helbredende kræfter. Diana har fortalt Jogvan, at hun hverken er blevet voldtaget eller har fået stoffer under sit møde med narkomanerne. De var for skæve til at gennemføre en voldtægt. Hun finder sin far liggende død på sofaen i stuen. Han har drukket den medicin, Jogvan skulle have haft. Hun spytter på liget. Politiet finder ingen fingeraftryk på medicinglasset, og det bedømmes til at være et selmord som følge af overanstrengelse.

En skræmmende lille lods ved navn Jákup kommer til det blå hus og fortæller, at Jogvan er mønstret, og hans skib er klar til at afsejle. Jogvan skjuler sig desperat i hallerne.

  Diana forfølger Jákup til hans gamle halvt sammenstyrtede hus på Skúvoy og har et voldsomt opgør med den mærkelige mand, der viser sig at være hendes stedbror. Et barn som Jørgen-Frantz har fået med en anden kvinde og har mishandlet seksuelt. Diana er til gengæld Brynhilds barn med Oddur. Jakup bliver angrebet af sin egen vilde hund, da han vil antaste Diana, og hun skærer hovedet af den, udhuler det og anbringer det over Jakups hoved. Hun forlader huset efter at have tilfredsstillet sig selv seksuelt og sætter en nyudsprunget vildrose i håret.

  Jogvan sniger sig ombord på skibet til Danmark en nat. Diana er også med skibet. Hun har efterladt et brev til Bjarni i Torshavn, hvor der står, at hun har slået sin far, Oddur, ihjel, fordi han har mishandlet hende seksuelt gennem hele hendes barndom og at Bjarni, Jakup og Jogvan er hendes sted- og halvsøskende. Hun tager til Danmark for at få foretaget en abort, hvad hun holder hemmeligt for Jogvan.

  Diana og Jogvan bliver væk fra hinanden under en druktur i København, og da Jogvan næste morgen står til søs, knuger han sig til månestenen som sin eneste ven i denne verden.

  Diana forsøger at svindle sig til en abort på Rigshospitalet ved at skrige og kramme sit underliv, men drømmer(?) at hun bliver bortført af Jákup og Bjarni. Hun myrder makabert Jakup på et hotelværelse. Næste morgen vågner hun imidlertid op, og liget er væk, til gengæld er Bjarni fulgt efter hende fra Torshavn efter at have læst hendes brev. Han har frelst hende fra at begå selvmord ved at tømme et glas sovepiller. Bjarni viser sig at være bøsse, hvilket han indrømmer for første gang.

  Bjarni og Diana finder Jogvans skib på skibslisterne og flyver til Hamburg for at finde ham. Diana påstår, at hun ved, hendes barn er Jogvans, men Bjarni fortæller nervøst om Downs syndrom og de fysiske deformiteter, der kan blive resultatet af at føde et barn, der er afkom af for nære slægtninge. Diana afviser det.

  Vi er her cirka en tredjedel inde i romanen, der fra nu af fortrinsvis foregår på havet. Diana bliver langsomt federe og federe til det abnorme, mens Jogvan svinder ind til det rene ingenting, ikke mindst efter et angreb af skørbug. Lægens referater ændrer ganske langsomt karakter. På dette tidspunkt viser det sig, at han i virkeligheden ikke er psykiatrisk overlæge, men nattevagt på Sankt Johannes, og at han med sin ganske særlige indlevelse har helbredt Jogvan. Jeg vil ikke afsløre mere her. Efter mange dramatiske møder med sin far og sine sted- og halvsøskende lykkes det i sidste kapitel for Jogvan at aflevere månestenen til sin far med groteske og uhyggelige følger. Handlingen i romanen stiller en lang række spørgsmål om menneskesindet og udviklingen i verden i dag.

  Jeg har som skønlitterær forfatter virkelig fundet hjem til det sted, jeg har ønsket mig at nå frem til, lige siden jeg startede for snart 40 år siden. Det giver en dyb, indre tilfredshed. Jeg er selvfølgelig ude i et opgør med tidens måde at skrive på. Langt de fleste bøger er helt utroligt tyndbenede og uoriginale. Jeg går helt nye veje for at genskabe romanens indhold. Dramaets røde tråd er helt regulær, men jeg spiller med bolde af både lyrik, maleri og surrealisme for at skabe et helt nyt udtryk, der ikke findes nogen andre steder.  

Fortælling fra Slagelse live.

Historien "Gravhunden, bjørnen og den gamle hejre" fra en optræden med Chr. Søgaard Trio i Slagelse Musikhus d. 14. oktober.

Tankerne bag DØDSSØBØLGER

Jeg arbejder for øjeblikket sammen med komponisten Nicky Bendix om en lydudgave af DØDSSØBØLGER som e-bog. Du kan få et indblik i de tanker, der fra min side, ligger bag romanen i de følgende to mails til Nicky. Egentlig er det dybt privat, men det er også en nøgle, der måske kan have din interesse.

Kære Nicky

Jeg skal prøve at give nogle stikord til bogens grundlag og etaper, og
du er selvfølgelig meget velkommen til at stille spørgsmål, til mine
definitioner.

Bogen er symbolsk et billede på at sejle uvidende på livets hav i et
skrøbeligt skib udsat for alle former for vejr. Den er langsomt bygget
op, i en bevægelse, der er dobbelt, den starter tilsyneladende i
galskab, men selve galskabens væsen ændrer karakter, så bogen i stedet
for en opklaring bliver mere og mere surreel. Konstant leder læseren i
andre retninger, i forhold til de logiske præmisser der er lagt ud fra
starten for at ende med en galskab, der er en helt anden, men ikke så
lidt værre end den, man bliver præsenteret for i begyndelsen, men nemlig
med selve jordens undergang. Samtidig et spørgsmål til læseren om det
korrekte i det billede, jeg maler. Havet spiller en afgørende rolle
lige fra starten, men træder først ind for alvor omkring midten af
bogen.

Jeg arbejder meget bevidst med de vidt forskellige dele vores hjerne
og sanseapparat er sammensat af: Højre og venstre hjernehalvdel, anima
og animus, og alpha- beta- ceta- og deltahjernebølger med mere. Ønsker
at understrege, at den logiske tanke er en computervirkelighed der
ikke har meget med livet at gøre. Livet består af alt det andet. Som
en af Mariannes venner sagde på et tidspunkt: "En computer er verdens
hurtigste idiot". Vi skal ned i helt andre hjernelag og tankebølger for
at redde os ud af den situation, vi har bragt os selv i i dag, men i
stedet har vi desperat fokuseret på logikkens endimensionelle verden
og ikke taget højde for det kreative, drømmene, det underbevidste, det
meditative osv. osv. Derfor spiller netop et maleri en så central
rolle i bogen, fordi det, (som musikken) giver udtryk for en helt
anden virkelighedsopfattelse. At skrive bogen har på mange måder været
som at male et maleri for mig. Jeg er ude på at ændre alle de
vaneudtryk, vi bruger i vores måde at kommunikere på, og i stedet gå
ind i en helt anden verden, der har mange flere dimensioner.

Det er klart, at overlægen og Jogvans fortælling fra starten er så
forskellige, som de overhovedet kan blive, men de gennemgår den samme
totale forandringsproces som hele bogen og ender med en
sammensmeltning under jordens undergang.

Tiden er et andet begreb, som jeg leger med. Vores tidsopfattelse kan
ikke gøres skematisk. Tiden eksisterer kun i logikken, men er i livet
en cirkel. Vi bliver ældre, men indgår som bittesmå glimt i en evig
udvikling, hvor menneskeheden kun har været her det sidste sekund af
jordklodens 24 timer. Til gengæld ligger alle erindringer om
historiens forløb i os både genetisk og i vores underbevidsthed, og
derfor er tiden kun praktisk anvendelig, hvis man skal nå en
fly-afgang, men ikke, hvis man skal forstå livet. Derfor springer jeg
fx i visse passager mellem sejlskibe, dampskibe og containerskibe i
samme kapitel.

Det kvindelige og det mandlige er et andet element, jeg satiriserer
lidt over, fordi jeg synes, at vi i dag er længere fra at være
ligeværdige samarbejdspartnere end nogensinde før. Egoismen og
selvforherligelsen har udvisket visionen af et fælles mål, som vi ved
hjælp af hinandens vidt forskellige kræfter kunne nå frem imod. Det er
igen logik og ikkeliv, når man overvejer at stemme om, hvor mange pct.
kvinder og mænd, der skal sidde i en bestyrelse. Jeg lader kvinden
blive fed og mægtig til det absurde og manden syg og indtørret som en
satire over det billede mange tegner af kønnenes udvikling. De mange
sted- og halvsøskende og kampen mellem Brynhild og Franz er
selvfølgelig også et billede på en del af kønskampen. Slutningen af bogen
og Jogvans absurde forhold til Diana det samme. Et forsøg på at føre
den tankegang, der vil have lige mange kvinder og mænd i bestyrelser,
ud til det absolut yderste. Der er selvfølgelig mere, men jeg vil
stoppe for denne omgang, for ikke at få dig til at bryde helt sammen!
:0)

Det gennemsigtige, du forestiller dig i musikken, passer rigtig godt
til Jogvans hud, der hele tiden brister, fordi han ikke har nogen
ramme omkring sit jeg og derfor heller ikke nogen mulighed for at være
inden i sig selv. Igen logikken, der ikke indeholder livet.

Alt godt fra Rune




Kære Nicky

...og her kommer så fortsættelsen af min alenlange udredning af
"Dødssøbølger". Jeg vil lige uddybe to elementer mere, der er
grundlaget for opbygningen af bogen. Det ene er den psykiatriske
overlæge kontra patienten, og det andet er kvinden kontra manden.

   Lægen kontra patienten bruger jeg som et symbol på den logiske
verden af vaneforestillinger, der ikke holder en meter, og som et
symbol på højre og venstre hjernehalvdel. Lægen er meget konkret og
videnskabelig, men videnskabens vedtagelser går dagligt i opløsning,
fordi den er defineret i små rubrikker, der ikke rummer livet. De
firkantede konklusioner kan ikke bruges, fordi vi som mennesker aldrig
vil passe ind i et skema. Tag bare zoneterapien eller  akupunkturen
eller helingen, der opererer med helt andre energibaner og kraftcentre
end lægevidenskabens. De praktiske rammer, vi kan sætte for vores liv,
vil til enhver tid være betinget af vores psykiske udviklingsstade, og
vi er ifølge min overbevisning ikke nået langt siden stenalderen. 
Vi har i dag lukket logiske konklusioner inde i separate aflukker, der
ikke kommunikerer. Vores verdensopfattelse er i det hele taget fattig,
fordi vi med tiden bliver mere og mere indelukkede i hver vores verden
i stedet for at lukke os op mod en solidarisk menneskelig udvikling.

Der er en uhyggelig forskel på erfaring og forklaring, men verden
består mere og mere af forklaringer af forklaringer af gamle
misforståelser. Derfor lader jeg den psykiatriske overlæge gå i
opløsning og blive ét med patienten, der er manden midt i en
katastrofal udvikling, vi ikke kan stoppe.
I bogen bliver hjernen og kroppen ét med alle sine lag og dimensioner.
Facaderne som overlæge eller delvist skizofren ligger så tæt, at det
kun er tilfældige definitioner, der adskiller dem. De er skabt af
nøjagtig samme urstof. I nutiden, hvor vi tror, vi ved alt og har tjek
på hele universet, er det kun få glimt af erkendelse, der gennemlyser
hele det mægtige mønster af urigtige definitioner. Jeg er ikke et
øjeblik i tvivl om, at stenaldermennesket havde lige så rigt et liv
som vores og fik en mindst lige så stor hjælp af sine guder og
ritualer, som vi gør. Der er ingen forskel. Livet er blevet længere
for de fleste, men lev stærkt, dø ung er en rigere livsvej end årevis
af tomhed.

Jeg trækker gennem hele romanen overlægen og urmennesket med sin
overtro om den flyvende hollænder sammen. Vi er i dag nøjagtig lige så
overtroiske, som vi altid har været. Eksempel: Jeg ringede for nylig 9
gange til TDC, for at få min nye telefonsvarer til at virke.
Jeg fik et forskelligt svar hver gang, som de enkelte personer troede
på, det var bare kun det niende, der ikke var baseret på overtro.
En anden overtro kunne jo være at opfatte tv's nyhedsformidling som et
udtryk for verdens daglige begivenheder. Det er fuldstændig abstrakt.
Nogen af de mest bevidsthedsudvidende nyhedsoplevelser, jeg har haft,
var da jeg i en lang periode kun hørte BBC's nyheder fra Afrika. Da
følte jeg, at min verden fik fylde og blev sat i perspektiv.

  Et andet lag i bogen er kønnene, som jeg lader modarbejde hinanden
gennem hele forløbet uden selv at være klar over det. 
Sexsymbolet Diana, der ender som en abnorm Venus fra Willendorf, er dels ment som
en satire over kvindens frigørelseskamp på forkerte præmisser og dels
på kvindeidealets totale omskiftelighed gennem få årtusinder. Dermed
også vores virkelighedsopfattelse og definition af, hvad der er smukt.
Vi kan kun mødes ved at have kontakt med vores indre anima og animus
og højre og venstre hjernehalvdel, ikke ved at strides om fiktive ydre
problemer. Det måtte være barselssorlov eller skæve
familiesammenføringer fra diverse forhold.
Vi mangler et fælles udgangspunkt, fordi vi fokuserer forkert. Flere
og flere tanker, mere og mere stress i stedet for mere og mere
erkendelse og solidaritet, dvælen og indsigt. Manden bliver i dag
ødelagt af det kvindebillede, han prøver at forholde sig til, for
kvinden er en blanding af et sexsymbol og en Greenpeaceaktivist, der
dybt inde i sig selv stadig er en Venus fra Willendorf. Manden bliver
så forvirret over den totale usammenhæng, som han forsøger at forholde
sig til, at han helt glemmer sig selv. Svinder ind til et udmarvet
intet, fordi han aldrig søger det potentiale inden i sig selv, som han
deler og kan udveksle med kvinden i nye og ikke-destruktive livsveje.

  Bogcitaterne, hvor jeg fortrinsvis har brugt Kaptajn Marryats "The
Phantom Ship", Orvilles "The Ancient Marriner" og Richard Wagners
libretto til "Den flyvende hollænder" er ment som et symbol på den
fortid, vi altid vil bygge vores nutid på, hvad enten det er som
forfatter eller som menneske i det hele taget. Jeg søger en
dobbelteffekt ved at lege med uddrag af de gamle bøger på en helt
anden måde, end man normalt gør: Jeg vil gerne slå et slag for styrken
i den altid levende fortælling ved at sætte den i perspektiv. Tolke
den så fuldstændig anderledes, at man åbner sine øjne i en helt ny
dimension, der er større end både originalen og min totale
omskrivning, nemlig sit helt private, urørlige billede.
Jeg har haft gevaldig genklang ved at gøre det med de gamle eventyr i
bogserien "Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr". Det er et dybt
seriøst forsøg fra min side på at bringe selve fortællingens kerne
tilbage i lyset, som den var, da historierne oprindeligt blev
overleveret mundtligt og ikke skrevet ned. Lave om på enhver arketype
og vaneforestilling og åbne helt nye veje ind til historiens centrum,
der er selve fortællingens kraft og ikke kommaernes placering.
Heldigvis er bøgerne blevet brugt i mange skoleditto, men alle de
etablerede børnebogskendere hader mig, for jeg sprænger rammerne for
deres definitioner. Jeg vil tilbage til fortællingens urkraft.

"Dødssøbølger" er langt mere kompliceret, fordi den tegner et billede
af nutidsmennesket fra en vinkel, man slet ikke er vant til at møde.
Jeg har hele mit liv levet med erkendelsen af de mange vidt
forskellige bølger og lag vi er sammensat af og tror på, at vores
eneste chance for en menneskelig udvikling går via en erkendelse af
vores dybere og abstrakte lag. Der er såmænd ikke det ringeste galt
med logikken, den skal bare altid sammenholdes med de andre fysiske og
bevidsthedsmæssige kræfter, den styrer side om side med. Det glemmer
vi i dag, og derfor går rigtig meget rigtig galt. 

Bogcitaterne i "Dødssøbølger" er af samme grund ikke strategisk placeret, men
simpelthen tilføjet, hvor de har passet ind i den historie, jeg vil
formidle. Selv lagerhallerne er hugget fra Jørgen-Frantz Jacobsens
"Barbara", men er så fuldstændig redefineret, at de symboliserer noget
mildest talt helt andet, end de gør i "Barbara", som er en af mine
yndlingsbøger.

Alt godt fra Rune



Læs mere om DØDSSØBØLGER her.