Yoko Ono. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 36

Yoko Ono har signeret på et foto fra den berømte "bed in" med John Lennon i Amsterdam, 1969.

John Lennon beskrev engang Yoko Ono som "Verdens mest berømte ukendte kunstner: Alle kender hendes navn, men ingen ved, hvad hun laver". Yoko Ono har været kunstnerisk misforstået og blev spottende kendt som den mest berømte enke i verdenshistorien. Hun blev også udskældt som katalysator for sammenbruddet af den mest berømte musikgruppe gennem alle tider, The Beatles.

Yoko er alt dette til trods, i virkeligheden en kompromisløs kunstnerisk visionær, der allerede var en avantgardesuperstjerne, inden hun mødte John Lennon.

I dag er Yoko anerkendt som en yderst indflydelsesrig kunstner, der har flyttet grænserne inden for både film, musik og teater.

Yoko Ono, hvis fornavn kan oversættes som "barn af havet", blev født den 18. februar 1933 i Tokyo, som det ældste af tre børn af Eisuke og Isoko, i en velhavende aristokratisk familie. Hendes far var oprindeligt klassisk pianist, men I 1935 blev han leder af en japansk bank i San Francisco, og Yoko Ono så ham ikke, før hun var 2 år gammel. Senere vendte faren tilbage til Japan, og Yoko forblev i Tokyo under det store brand‑bombardement 9. marts 1945. Efter bombningen gik hun til bjergbyen Karuizawa sammen med medlemmer af sin familie.

Ono har sagt, at de blev tvunget til at tigge om mad, mens de medbragte deres ejendele i en trækvogn, og det var i denne periode i hendes liv, at hun udviklede sin "aggressive" attitude og sin forståelse for outsidere.

Da Yoko var 18, blev hendes far udnævnt til præsident for en bank i New York, og familien bosatte sig i den velstående forstad Scarsdale. Ono blev optaget på det prestigefyldte Sarah Lawrence College, men droppede ud og stak af sammen med sin første mand, Toshi Ichiyanagi. Det var, mens de boede i New Yorks Greenwich Village, at hun opdagede den alternative og vildtvoksende verden af avantgardekunstnere. 
Hun begyndte at udvikle sin fascination af konceptuelle værker, men blev tilsidesat som en outrær kunstner i årevis. Hendes arbejde blev latterliggjort eller ignoreret. Det begyndte at ændre sig, da hun startede sit samarbejde med den amerikanske jazzmusiker og filmproducent Anthony Cox, der endte med at blive hendes anden mand. Cox finansierede og hjalp i de tidlige 60ere med at koordinere hendes konceptuelle kunst.

Hendes mest berømte stykke var "Cut”, iscenesat i 1964, hvor publikum blev inviteret til at skære stykker af hendes tøj, indtil hun var nøgen. En abstrakt kommentar til materialismens overdækning af det naturlige. Yokos arbejder krævede ofte publikums deltagelse. Et berømt eksempel stammer fra hendes "This Is Not Here" udstilling fra de tidlige 70ere. En del af udstillingen var en helt hvidmalet stue, hvor alle ting var skåret over, og kun den ene halvdel blev vist.  De halve genstande strakte sig lige fra en lænestol over bedstefars ur, et skrivebord og et fjernsyn til et æble. Tilskueren skulle fuldstændiggøre scenariet ved hjælp af sin egen hukommelse.

Ono påpegede, at kunst var en todelt proces. Det, der blev præsenteret af kunstneren, og det, som publikum fik ud af det.

Ægteskabet mellem Ono og Cox var stormfuldt. De fik datteren Kyoko i 1963. På dette tidspunkt var Yoko stærkt påvirket af Andy Warhol, Dali inspireret surrealisme og Dadaesques absurditet. Sidstnævnte så man udtalt i happenings, som at få sit publikum til at betale en skilling for at hamre et søm i et bræt. En satirisk kommentar til forbrugerismen.

Berygtet for sine happenings og sit engagement med "Fluxus", der var et avantgardistisk kunstkollektiv, skabte hun interesse for sine arbejder i England.

Yokos liv blev forandret for altid, da hun mødte John Lennon på en udstilling af hendes arbejder på Indica Galleri i London den 9. november 1966. Ono var ved at forberede sin udstilling "Hammer A Nail", og Lennon blev vist rundt af galleri ejeren John Dunbar. Lennon var fascineret af Onos udstilling. Han lånte en hammer og ville slå et søm i en træplade for at skabe et kunstværk, selv om udstillingen endnu ikke var begyndt. Lennon ville hamre sømmet ned i den endnu ubeskadigede plade, men Ono standsede ham. Dunbar sagde til hende: "Ved du ikke, hvem det er? Han er en millionær! Han kan købe det hele". Ono havde imidlertid aldrig hørt om The Beatles, men hun tilbød John at få lov til at slå sømmet i på betingelse af, at han betalte de fem shillings, der var prisen for alle udstillingsgæster. Lennon svarede: "Jeg vil give dig fem imaginære shillings og hamre et imaginært søm i".

Ud over at være et popkultur ikon var Lennon også en af tidens mest geniale kreative hjerner og var uddannet på en kunstskole i Liverpool. Den mentale stimulation mellem de to udviklede sig til et stærkt venskab, som efterhånden blev til både forelskelse og et ualmindelig kreativt ægteskab. I 1968 blev deres affære offentlig, og begge deres tidligere ægteskaber var opløst. En ulykkelig omstændighed ved Yokos ophævelse af ægteskabet med Cox var, at han "kidnappede" deres datter under et weekendbesøg. Yoko vidste i årevis ikke, hvor hun opholdt sig, og har først i 1994 fået kontakt med hende igen.

Ind til mordet på Lennon i 1980 nød han og Yoko den ideelle symbiose. I kraft af hinanden udforskede de nye kreative muligheder. John Lennon trak sig tilbage fra musikken for at blive hjemmegående far for deres barn efter en omfangsrig karriere, frem til mordet på ham i december 1980, som Ono oplevede på tæt hold. Hun har udtalt, at parret overvejede at gå ud til middag (efter at have tilbragt flere timer i et lydstudie), men var på vej tilbage til deres lejlighed i stedet, fordi John ville se deres søn, Sean, før han blev lagt i seng, da skuddene faldt. 
Efter mordet gik Ono i fuldstændig isolation i en længere periode, men i 1981 udgav hun albummet ”Season of Glass” med det dramatiske forsidefoto af Lennons blodige briller ved siden af et halvt fyldt glas vand. Fotografiet blev solgt på en auktion i London i april 2002 for omkring 80.000 kr.

Det var imidlertid allerede i midten af tresserne, at Yoko begyndte at udforske film, som en udvidelse af sin kunst. Hendes første film, ”Aka”, 1964, skildrer en gåtur til Taj Mahal. Ono nedbryder barrieren mellem kameraet og publikum, som blandt andet bliver bragt med gennem en snestorm.

Mange af hendes film var baseret på en fascination af den nøgne menneskekrop. Hun nød at afmystificere det seksuelle og viser gentagne optagelser af forskellige kropsdele. Dette fremgår mest tydeligt i den minimalistiske film ”Bottoms”, som består af en række optagelser af hundredevis af nøgne baller. Temaet fortsætter i 1968 i filmen ”Up Your Legs Forever”, der følger kameraets bevægelse hen over en kvindekrop, og i hendes 1970 samarbejde med Lennon med titlen ”Fly”. Sidstnævnte viser en flue, der bevæger sig over en nøgen kvindekrop. Filmen udvides på lydsporet af Ono’s sang, der bruges som stemme til fluen og korresponderer med dens bevægelser. Den mest berygtede af nøgenfilmene er ”Smile” fra 1969 optaget i samarbejde med Lennon. Den består af slow motion optagelser af et close‑up af Lennons penis, der får erektion.  Lydsporet er industrielle og mekaniske lyde. 1970-filmen ”Freedom” kan også inkluderes i serien over menneskekroppen, og er den første med et åbenlyst feministisk tema, som hun arbejdede videre med de følgende år bl.a. med filmen ”Rape”. ”Freedom” viser en kvinde, der trækker i spændet på sin bh, men filmen slutter, lige før det åbnes. "Yoko Ono spiller med publikums forventning ved at skabe en metafor for befrielsen af den kvindelige krop og det kvindelige jeg.

Da Yoko engang blev spurgt, hvilken slags kunstner hun var, svarede hun: "Jeg behandler musik i sindet".

John samarbejdede med Yoko på mange kunst‑ og filmværker, og Yokos partnerskab med ham tillod hende at finde sin unikke stemme og kernen af sin avantgardemusik, som blandede traditionel japansk musik med "primalskrig" og jamren. Selv om Yokos musik i starten var misforstået, har den vist sig at blive meget indflydelsesrig særlig blandt Punk og "New Wave"-kunstnere som Patti Smith, Talking Heads, Blondie og The B‑52'S. Mange musikere har hyldet Ono (både som selvstændig kunstner og som en muse og ikonisk figur). For eksempel indspillede Elvis Costello en version af Ono's sang "Walking on Thin Ice".

John og Yokos mantra var Johns komposition "Give Peace A Chance".

Siden Johns død har Yoko været yderst aktiv over hele verden med udstillinger, musikalbums og koncertturneer. Blandt andet sammen med sønnen Sean.  Onos definitive album i 1980'erne var ”Starpeace”, et konceptalbum, der var et modspil til Ronald Reagans "StarWars" missilforsvar. På omslaget holder en varmt smilende Ono Jordkloden i sin håndflade. ”Starpeace” blev hendes mest succesfulde pladeudgivelse efter tiden med Lennon. Singlen "Hell in Paradise" blev et hit, og nåede nr. 16 på den amerikanske Dance hitliste.

Et 1996-projekt "Wish Tree" i Japan gik ud på, at publikum skulle ønske, skrive ønsket ned på et stykke papir, folde det sammen og binde det rundt om en gren på Onos ønsketræ. Man skulle bede sine venner om at gøre det samme, indtil grenene var dækket med ønsker. Installation ”Wish Tree”, har også stået i Sculpture Garden i Museum of Modern Art, New York, siden juli 2010 og er afholdt og behængt med ønsker fra hele verden.

Yoko Ono har også komponeret to off‑Broadway musicals. Den seneste er ”Hiroshima” 1997 om atombombens fald. Yoko Ono holdt i 2001 en 40‑års retrospektiv udstilling af sine arbejder på det prestigefyldte International Association of Art Critics i USA, hvor hun fik prisen for Best Museum Show med oprindelse i New York City, der betragtes som en af de højeste udmærkelser i museumsbranchen. 

Ono modtog også en Honorary Doctorate of Law fra Liverpool University i 2001. I 2002 blev hun æresdoctor i Fine Arts på Bard College. I 2005 modtog hun en Lifetime Achievement Award fra Japan Society i New York. Hun modtog også en Golden Lion Award for Lifetime Achievement fra Venedig Biennalen i 2009. I 2012 vandt Ono, Oskar Kokoschka Priz, Østrigs højeste pris for anvendt samtidskunst. 

Originaloptagelse fra Yoko Onos forestilling "Cut" fra 1965.

Originaloptagelsen af John og Yokos "Give Peace A Chance" under deres Bed In in 1969.

Yoko Ono jammer med The Beatles omkring 1968.

Video til Yoko Onos "Walking on Thin Ice", 1981.

Yoko Ono live sammen med Lady Gaga og Plastic Ono Band med nummeret "It's been very hard, 2010.

Yoko Ono Talks About Other Beatles’ Resentment Of Becoming ‘Paul’s Band’

By Chris Willman 

Was the Beatles’ breakup partly due to the fact that the semi-democratic band was on the verge of turning into “Paul McCartney and the Beatles”?

“John, in fact, was not the first one who wanted to leave the Beatles,” says Yoko Ono in a newly released interview. “Ringo one night with Maureen (Starkey, his first wife) came to John and me and said, well, he wanted to leave. And George was the next, and then John. Paul was the only one who was trying to hold the Beatles together. But then again, the other three felt that Paul was going to hold the Beatles together as his band. They were getting to be like Paul's band, which they didn't like.”

McCartney and Ono (Lester Cohen/WireImage/Getty Images)If John Lennon’s widow sounds a little less conciliatory and political about this than she has lately, that’s because this is the still slightly bristling Yoko Ono of 1987, who has come to us in a time machine to offer some thoughts less filtered by the passage of time. Her lengthy take on the breakup is a big chunk of a previously unpublished conversation with record industry mogul Joe Smith, which has just been made available as an audio file by the Library of Congress.

At one point in the chat, Smith says that he and a lot of people in the music industry had been rooting in the 1970s against the Beatles getting back together, lest they come back with substandard material and tarnish their brilliant ‘60s legacy.

Ono agrees and, after flatly declaring “I did not break up the Beatles,” adds: “You can’t have it both ways. If you’re going to blame me for breaking the Beatles up, you should be thankful that I made them into myth rather than a crumbling group.”

She also maintains that the resentment Ringo Starr and especially George Harrison may have felt about being second-class citizens in the supposed democracy may have fed into the breakup.

“In the early days Paul and John wrote the songs. Rather, John and Paul,” she said, correcting the order with a chuckle. “George didn’t write much, and Ringo especially didn’t write at all. When George started to write a lot of songs in the end, it was like, who’s gonna get the space? John was really trying to protect George and not ignore him and put (in) as many songs of George’s as possible. But frankly there wasn’t much space for that on one album, and they can’t keep on making double albums. So in a way all three of them were outgrowing the Beatles. I think Ringo was getting interested in film, and George was more interested in playing with Ravi Shankar.

“That was very, very logical, because in the group George is still George and Ringo is Ringo, but when they go outside, George is the Beatle and Ringo is the Beatle and they’re treated differently,” Ono continued. “And in fact George did mention that ‘I feel more comfortable playing with those (other) guys because they understand me and this and that, and here I’m treated like the backing group for Paul.’ And that was the complaint that was expressed may times.

“So in the beginning,” Ono went on, “when all four of them were more insecure, there was compromising and just uniting to make it. Then when they made it, of course, they blossomed and each one of them became the king. So it was very difficult to unite and do something together.”

Yoko, John, and PaulOno sounds like she considers herself Lennon’s second wife—with the Beatles, not Cynthia Lennon, as the spouse she replaced.

“For John it was like a divorce,” Ono is heard telling Smith. “I think he was feeling very good about it, as if a big weight was off him. At the same time, he was very proud of the group. He had an extremely high opinion about each one, which might be surprising. He used to say, ‘Well, they're very intelligent kids, you know. The fact that they come from Liverpool, you'd think they wouldn't understand these things; they do.’ That sort of attitude. He was always very protective of them in that sense. I don't really think he had voiced anything that he really missed about the Beatles, maybe because I was the other party that he got the divorce for. At the same time, that's a very bad thing I said, that he ‘got a divorce’ for marrying me. I fell into the trap right away about the whole ‘Does that mean you broke up the Beatles?’ Um—I didn't break up the Beatles. Each one of them were getting very independent.”

John and YokoReplacing the other three lads in Lennon’s heart and mind was a trickier task than she’d imagined.

“There was an incredible period of unpleasantness for John, so you would think that he would like it that he was out of there,” Ono told Smith. “In a funny sort of way, I felt the weight of the breakup. Because he was communicating and having an extremely intense, stimulating exchange with three very intelligent, very quick guys. And now he expected all that to be replaced by me. And so our communication was very heavy. And it went very well, but at the same time… Initially when we got together, he would go to the studio and he would be playing with the other three, and I had a little time off, in a way. But that was gone.

“It was a very heavy load, yes,” she continued. “It also was a challenge. And also, I did understand the situation. It was like the Duke of Windsor announcing to the world that ‘I am with this woman.’ Of course who is not going to feel honored and make sure that I respond to his expectations?”

Smith wondered if there had ever been a moment in the 1970s when Lennon considered a reunion.

“Maybe Paul might have felt that he wanted to get together. But on the side of John, I think he was very adamant that he did not want to repeat the past. And at one point when we were separated, in 1974—between 1973 and 75, like 18 months or something like that—I think it was a marvelous time to see if John wants to go back to the Beatles. But he had no desire for that… I think he was thinking of doing something with Harry Nilsson. But it seems like (a Beatles reunion) never crossed his mind at that point.”

Former Capitol/EMI president (and interviewer) Joe SmithSmith, the former president of Capitol/EMI, conducted interviews with hundreds of top artists for his 1988 book Off the Record: An Oral History of Popular Music. This year, he donated unedited versions of those quarter-century-old recordings to the Library of Congress. At their website, you can listen to his conversations with musicians including McCartney, Harrison, Bob Dylan, Paul Simon, Little Richard, Elton John, Ray Charles, Woody Herman, Barbra Streisand, Billy Joel, B.B. King, Sting, David Bowie, and about 200 others.

McCartney might not appreciate Ono’s pointedness about the songwriting order in her interview with Smith. (He once unsuccessfully lobbied her to have the credits on some of his solo compositions changed from “Lennon/McCartney” to “McCartney/Lennon.”) He probably wouldn’t agree with her saying that in the early days “John probably felt that he needed the commercial side of Paul, and Paul probably felt that he needed the artistic side of John.” And he almost certainly wouldn’t agree with the charge that the Beatles were in danger of becoming “his” band.

But he would probably concur with a lot of the other things Ono told Smith in the mid-‘80s. In a recent interview with David Frost, McCartney maintained that “she certainly didn't break the group up—the group was breaking up,” and agreed that the Beatles left “a neat body of work" and their finite status "wasn't that bad a thing."

As for the contention that McCartney was ultimately the ringleader in the group’s last days, that’s not terribly in contention. The recent deluxe edition of Magical Mystery Tour on DVD and Blu-Ray makes it clear that McCartney was most headstrong about helping the suddenly rudderless group find a sense of direction after the death of manager Brian Epstein, even if “Paul McCartney & Wings” was never in danger of being directly preceded by a group that had turned into “Paul McCartney & Fabs.”