OTTO BRANDENBURG: JEG FORSTÅR GODT MIN KONE VILLE SKILLES

Artikel af Leif Mariager fra Billed Bladet, 1966

IDOLET, DER KOM NED MED

NAKKEN

Jo mere man beskæftiger sig med musik, jo mere kommer man til at holde af den. Respekten vokser med årene, samtidig med at man interesserer sig mindre og mindre for det kommercielle, det populære...

Men vi skiltes ikke som uvenner, fortæller Otto Brandenburg i denne sidste artikel om sit liv. Nu har han fået skik på sig selv, fundet rigtige venner og en kvinde, der holder af ham. Men han havde det svært, da populariteten svigtede, og han røg ud i mørket — alene og uden venner

JEG søgte til udlandet, træt af at skulle have tærsk alle vegne, træt af gang på gang at vende hjem med iturevet tøj, træt af at skulle stikke halen mellem benene — det er jo utåleligt at skulle bøje nakken og smile og sige tak, ligegyldig hvilke grovheder man bliver budt ... Grotesk, at det var de samme mennesker, der havde været begejstret for én, og som nu ødelagde én — er det mon noget, der står i forbindelse med en menneskelig trang til det destruktive? Jeg har en fornemmelse af det i hvert fald.

Jeg rejste først efter en periode, hvor jeg for sidste gang leflede for den populære sang, for twisten. Nå, twist er i og for sig god nok, for min skyld kan man kalde det twist, rock eller pigtråd, bare det swinger. Men jeg havde været en tur i Paris og optrådt på Olympia, og der lancerede Chubby Checker. ”The Twist”. Da jeg kom tilbage, sled jeg gangene i Radiohuset nogle uger, men det var pinligt at møde producere, der kikkede på én med »forkerte øjne«. Så hellere sidde i huset i Dragør og vente på, at telefonen skulle ringe.

Det var for så vidt en journalist, der satte tingene i skred igen. Min grammofonplade »Hello, Mr. Twist« var anledningen til tre sider i et blad. Og bare to dage senere var Sverige i telefonen. Jeg var noget tøvende. Jeg skulle optræde på »Nålen«, og selv om jeg havde haft lange stunder med flittige øvelser — kunne jeg så klare mig på denne store scene i Stockholm, hvor alt fra Armstrong til Stan Getz har optrådt?

Gagen var ikke ret høj, men det var et engagement, der ville være et blåt stempel — turde jeg egentlig?

Jeg tog mod til mig, og da jeg kom til Stockholm, kom yderligere et tilbud: om jeg ville medvirke i det svenske Melodi Grand Prix? Jeg sang »Anne-Li« og »Lololita« — den sidstnævnte blev nummer to.

Og de svenske folkeparker stod åbne for mig. Alle er lige på de svenske folkeparkers scener, men jeg følte mig smigret ved at arbejde på de samme scener som »The Platters«, The Shadows og Cliff Richard, vidunderligt at begynde på en frisk, vinde publikum forfra, have gode musikere og ingen flyvende flasker og frækheder.

Newfoundlænderen "Shadow" har trofast fulgt Otto Brandenburg igennem de svære år og giver ham dagligt en velment, men kraftig modtagelse.

Men det var et hårdt race — 5- 600 kilometers kørsel om dagen for at nå at opfylde kontrakterne — folkeparkerne trækker én procent fra pr. minut, man spiller for sent, så man stod ofte i valget mellem at bryde hastighedsbegrænsningen i disse sommerferietider eller betale bøde til folkeparken, så lange afstande var der — og etaperne og timeplanerne var i reglen udregnet på et så tidligt tidspunkt af foråret, at man ikke havde kunnet kalkulere med sommerens hastighedsbegrænsninger. Min kone, Ina, ventede vort andet barn. Jeg havde derfor som sidste station inden hendes nedkomst taget et engagement på »Hamburger Börs« i Stockholm. Jeg sang dels i en trio, dels folkesange, der senere blev noget moderne herhjemme — solo.

Et par dage før min sidste aften i dette engagement havde svensk TV startet noget nyt. Hylands Hörna, og mine to musikere havde fået et fristende tilbud om medvirken i denne ny TV-serie. Jeg ville naturligvis ikke lægge mig hindrende i vejen for denne chance for et langt engagement til dem — det var i øvrigt guitaristen Bernt Öst — nu leder af vokalgruppen »Family Four« (det var den gruppe, der for nylig ved en færdselsulykke mistede et af sine medlemmer), og det var bassisten Beppo Grasman, nu medlem af vokalensemblet »Gals and Pals«.

Jeg sagde altså ja til at ville optræde alene den sidste aften og gav mig til at indøve et broget program. Da jeg stod i kulissen og ventede på, at det skulle blive min tur, kom et telegram til mig, og jeg nåede at læse, at Ina havde født en dreng. En kollega i kulissen læste videre og sagde: »Det er nu synd for din kone og dig.« Jeg rev telegrammet ud af hænderne på ham og fik nu hele sandheden. Min søn havde været død ved fødslen. Jeg var lammet. Det var få sekunder, før tæppet skulle gå op, men jeg nåede at sige til pianisten: »Drop det hele. Vi tager nogle stilfærdige evergreens i stedet for.«

Hele det afsluttende programs personale holdt en fest i et privat hjem. Jeg var også inviteret, men havde ikke megen lyst. Da de andre forlod etablissementet, stak man mig en seddel med adressen i hånden, og jeg sagde, at jeg først ville rydde op i min garderobe og sige farvel til funktionærer og tjenere. Jeg tog en taxi ud til adressen, gik op i ejendommen og ringede på døren, den rigtige dør, og da ingen kom, bankede jeg også. Ud fra nabolejligheden kom i det samme to mænd farende, som forsøgte at skubbe mig ned ad trapperne, efter at have nedkaldt himlens og helvedes vrede over mit hoved og givet mig hovedansvaret for det stockholmske blodbad under Christian den Anden. Politi blev tilkaldt. Nå, og jeg var kun ét vidne mod to, plus nogle politibetjente. 7.000 danske kroner kostede balladen mig — samt en hjernerystelse.

En genindkaldelse til forsvaret kostede mig 45.000 kroner i uopfyldte kontrakter i Sverige, plus hvad jeg kunne have tjent ved TV og radio.

Otto Brandenburg elsker sit Dragør, går tit tur på havnen og tager jævnligt ud med fiskerne. Men her er han på vej til færgen til Limhamn, til svenske engagementer.

Jeg blev civil, og alt var smalhans. Somme tider stod menuen på kartoffelmos, somme tider ikke engang på det. Kurven var dalende hjemme hos kone og barn i Dragør. Jeg forstår da så udmærket problemet, set fra en kvindes synspunkt — at hun bliver skeptisk, når man gang på gang siger: Vent lidt, det skal nok gå, noget vil vise sig.

Men der er det med musik, man efterlader den ikke bare på vejen, man giver sig ikke bare til at lave noget andet og glemmer den. Og der er yderligere det ved musik: jo mere man har med den at gøre, jo mere holder man af den, jo mere respekt får man for den — og — som en ekstra dividende, jeg tænker her på det arbejdsglædemæssige, man bliver efterhånden mere eller mindre ligeglad med, om noget er populært. Det, man frembringer, det, der betyder noget for én, er, om man synes, man kan forsvare det, man laver, om det er rigtigt, om det er ægte.

I de svenske folkeparker er alle optrædende lige - her slapper jeg af under en mikrofonprøve sammen  med Cliff Richard.

Og da jeg blev foreslået at tage en kontorplads, måtte svaret blive nej. Jeg havde fået engagement til en turné i Tyskland, men uanset om der var udsigt til større indtægter, blev Ina og jeg enige om, at vi hellere måtte skilles. Vi skiltes, ikke som uvenner, men i erkendelse af, at vi var blevet for forskellige. Men vi har da stadig kontakt, for det er klart, at når man har børn sammen, så er man aldrig helt færdige med hinanden, man kan ikke slå en streg over årene, der er gået.

Inden min Tysklands-turné sagde jeg: »Det er i orden, vi skilles, bare huset er tomt, når jeg vender tilbage«.

Mon ikke de fleste mænd har det sådan? Når ægteskabet går i stykker, har hjemmets døde ting ingen som helst interesse, bl.a. fordi, man har et ønske om, at det stadig skal være den vante ramme om barnets dagligdag?

Jeg kom tilbage fra Tyskland til et stort, tomt hus — alle tiders ekkorum, tænkte jeg galgenhumoristisk. Men tapetet var da på væggene. Jeg lå på gulvet om natten, jeg havde en dyne over mig og hunden »Shaddow«, en sort Newfoundlænder, ved siden. Hunden havde valgt selv. Jeg sagde kom, og så lød den mig. Jeg bilder mig såmænd ikke ind, at han holdt mest af mig, men jeg tror, at hunde retter sig efter manden i huset.

Nå, men jeg lå i det tomme hus og tænkte om natten: Skal du ned, kan du lige så godt komme helt ned.

Jo, for skattevæsnet kom på nakken af mig. Og der er i det hele taget en frygtelig masse mennesker, der synes, det er sjovt at træde på mennesker, når de ligger ned.

Jeg kæmpede, jeg satte forbruget ned, men lige lidt hjalp det: Betal 5.000 kroner her. Betal 7.000 kroner der. Og: hvis De ikke inden otte dage betaler 3.000, så er det tvangsauktion, og hvis De ikke ...

Til sidst blev jeg så apatisk, at jeg tænkte: Så lad dem da i himlens navn sælge hele skidtet.

Det alvorligste og det afgørende var et brev fra skattevæsnet: Hvis De ikke betaler 42.000 kroner inden ...

Nu lå man ned, nu skulle man have et spark, sådan kunne man se på det. Eller: Hvis man havde haft en forretningsfører, så kunne han måske have fortalt én, at der er noget der hedder 80 procent skat af indtægten ...

Men nu lå jeg på nulpunktet. Det var dog et udgangspunkt. Og jeg kunne gøre mit Livs regnskab op, eventuelt prøve at leve. Jeg opdagede, at der var en by, der hed Dragør. Ja, jeg havde jo boet der i flere år, haft postadresse osv.

Jeg gik ud i byen, opdagede, at den er propfyldt med rigtige mennesker, fik nye venner blandt folk, der var komplet ligeglade med, hvad jeg havde været, og helt forrygende ligeglade med, hvad jeg var nu, ud over at jeg var et menneske.

-Med 14 dages arbejde - og 14 dages fri-rytmen bliver der tid til hobby - jeg samler på kønne sten, og jeg pusler med tegninger, denne her er af min datter Stine.

Hentet til fogedretten

Jeg tog ud på Øresund med fiskerne — det indebar også det praktiske, at det kunne blive til fiskemad til mig og »Shaddow«. Jeg har forresten fisket op til 15 torsk på sådan en tur — og når så gartneren gav mig kartofler!

Jeg havde en lang ferie og lærte, hvor lidt man egentlig behøver. Tilværelsen er hverken arkitekttegnede møbler eller mekaniserede statussymboler.

Med mellemrum hvirvlede der en stak breve ind gennem brevsprækken. Fra folk, der ville have penge, og så blev jeg hentet til fogedretten — og stod så i København og længtes efter Dragør. Nu vil jeg vove at påstå, at jeg aldrig har drømt om, at kreditorerne ikke skulle have deres penge. Og i dag kan jeg se, at jeg faktisk kunne have redet den økonomiske storm af. For der gik nemlig et helt år, inden der kom gang i tvangsauktionen. Man bildte mig ind, at den kun var 14 dage ude i fremtiden, og så tabte jeg helt pusten. Jeg har aldrig haft nogen varm ledning til Rockefellerfonden. Jeg har i øvrigt ikke set et eneste stykke papir fra skattevæsnet på mit hus, hvordan det er solgt, hvor meget man har fået osv. Jeg afleverede bare mine papirer til det kære væsen, og det har ordnet resten. Tør man nok sige.

Men det dæmrer, det har dæmret, og jeg har en masse gode ting at tænke på: jeg har sunget med Count Basies orkester, jeg har sunget folkesange og lavet en masse ting, der er adskilligt mere værd end en matrice med forsølvning. 

"Mr. Twist" som Otto Brandenburg hed i årevis i Sverige, danser med en fashionabel partnerske - Josephine Baker.

Der skal ikke jamres fra min side. I det sidste par år har jeg rent menneskeligt udviklet mig mere end i de foregående 10, det ville være utidig og falsk beskedenhed af mig at påstå andet. Ja, faktisk eksisterer den gamle Otto Brandenburg ikke mere. Jeg kender ham ikke, iagttager ham måske med en smule personlig interesse, når jeg ser tilbage. Jeg har truffet alle slags mennesker, jeg har oplevet den hurtige opstigen og undervejs mødt såkaldt fine mennesker, der ikke var så pokkers fine alligevel, og jeg har prøvet en nedgangsperiode, hvor vennernes antal svandt ind til mindre end en tiendedel. Ham H. C. Andersen var ikke så tosset, da han skrev »Fyrtøjet« — der var så mange trapper, sagde folk, da soldaten var blevet fattig, at de ikke mere kunne besøge ham.

Det kan af og til være lidt tragikomisk at møde gamle venner, der spørger: Hvordan går det? Det står skrevet i deres blik, at man helst skal ligne Bispebjerg Kirkegård, og vantroen er umiskendelig, når jeg så siger: Mægtig godt, du gamle. Arh, lad nu vær' ... Tja, og så står man der og skal sige ord i et forsvar, man ikke gider, fordi man ikke behøver det. Og så er det, man lige så stille hvisker: Nå nej, du må jo nok bedre vide det ...

Men sandheden skal fortælles her: Hvad jeg bedriver? Lever! Som man synger i »Boheme«.

For resten kunne jeg være beskæftiget året rundt, hvis det ikke var for det kære skattevæsens skyld. Men økonomisk og på anden måde er det bedst at arbejde 14 dage, holde 14 dage fri, arbejde 14 dage osv. Det giver mig mulighed for at svare udgifter til kone og barn — og frihed til at gå lange ture i Kongelunden og ved Dragør Havn. Og til at dygtiggøre mig på guitaren og komponere.

Melodi Grand Prix er mere end idol-Grand Prix fastslår Otto Brandenburg. Her er han i TV med "Godnat lille du": - Jeg var meget nervøs, for lampen på bordet skulle slukkes lige i starten, alt klappede ved prøverne - og så glemte man at afbryde strømmen, da udsendelse "gik i luften".

Jeg sidder ofte til langt ud på natten og komponerer. Jeg har vel nu i alt op mod 100 melodier — det tal regner man med som forudsætning for, at en enkelt, ikke altid den bedste, skal slå igennem. Halvdelen er udkommet i udlandet. Ikke en af dem er lavet ud fra en salgsmæssig hensigt, de er uden tilsætning af nogen kommercielle virkemidler. De skal bare virke ved sig selv.

Tja, hvad har man ikke oplevet. F. eks. midt i en nedgangsperiode at blive inviteret til sangfestival i Berlin, i Vest- og Østtyskland — og vinde den. Det var egentlig rigtig skægt, men det omtalte aviserne ikke. Derimod hvad jeg skyldte i skat og det antal biler, jeg havde ødelagt. For en sikkerheds skyld var tallene ganget med to.

Jeg har i denne tid og langt ud i fremtiden de engagementer, jeg kan ønske mig, jeg har fundet en livsrytme, jeg har en dejlig fred med mig selv. Og jeg bor hos venner, der slog deres døre betingelsesløst op for mig og min guitar og min hund.

-Jeg sidder og komponerer til langt ude på natten. Jeg har lavet lige ved 100 melodier, de fleste er udkommet i udlandet.

De hedder Bente og Birger Rafn.

Og jeg har truffet en yndig pige, som jeg er meget glad for, og hvis venskab jeg sætter megen pris på. Hun hedder i øvrigt også Bente.

En god kammerat og en sød veninde har Otto Brandenburg fundet i yndige Bente Flaskjær. I efteråret ferierede de glade og solbrune i Spanien.

Det er rigtige mennesker. Jeg har lært at sætte pris på ægte mennesker.

Så svinger livet. På en fredfyldt måde.

LEIF MARIAGER

Næsten symbolsk er Otto Brandenburgs sidste store grammofonsucces  blevet kaldt "Natten drog forbi".  Her smiler han optimistisk under morgenbarberingen.

Et "maleri" i glas og cement får en sidste afpudsning: "Jeg har fundet en stilfærdig livsrytme og fået fred med mig selv ... "

Otto Brandenburgs indfølte udgave af "Strangers in the night", fra samme år som artiklen fra Billed Bladet, "Natten drog forbi", 1966.