Min nye roman "Sandhedens djævlekløer", 1. kapitel.

En smagsprøve på tre års spændende arbejde, sammen med billeder fra den virkelige Grigori Rasputins liv.

1. kapitel, Et stjerneskud,

Den nat, hvor jeg lod mig føde, blussede et kæm­pemæssigt stjerneskud op på den mørke sibiriske himmel. Bønderne havde altid taget sådan et stjerneskud for et varsel om store begivenheder, men desværre var sky­dækket så tæt, at ingen så det. Det var minus fireogfyrre grader, og verden var forsvundet i stridende masser af sne. Snefog peb gennem ruder og sprækker. Gennem alle vinduer så man kun piskende sne. Ingen vovede sig uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt, mens snestormen rasede og knækkede modbydeligt i portens rustne hængselstapper. Porten var bommet nat og dag, for at karlen ikke skulle forvilde sig ud på steppen, når han måtte ned i stalden til hestene. Ulvene var kommet nær­mere, og deres vilde tuden genlød i min mors skrig.

Skæret fra et tællelys blafrede hvileløst ved det gamle husalter. Min far prøvede at bede, men han havde ikke mere tro, end hvad der kunne samle sig som stjerneglimt på en udhungret væggelus. Hans stærke bondeansigt og tykke hår var inderligt russisk. Han havde også en sund sans for humor og et slyngelagtigt grin.

Mit væsen kom og gik. Det var almægtigt og forsvin­dende. Det sansede trolde, vætter og engle, blodet og ulvenes sult. Var bundet som en hjælpeløs marionetdukke til moderkagens liv. Og alligevel var det til stede i bjælkegul­vet, ovnen og den bidske kulde.

To kvinder fra landsbyen hjalp min mor. Jeg lå i en liv­moder vrimlende af dæmoner, jordskælv og brændende skove. Vulkanudbrud, stormfloder og skypumper. Ind­tryk hvirvlede forbi mig som gode og onde drømme. Krig. Sperm. Blod, afføring, urin, slim. Jeg var uden midte. Søgte min midte i tro, tortur, overflod og liderlighed. Så smukke træer og blomstrende planter.

Hjulspor i sneen fra Mojkakanalen til Petrovskybroen.

Rasputin blev dræbt en vinternat, 1916 i Mojkakanalen, en sideflod til Nevaen. Efter gentagne skud og slag. Samtidigt billede.

Bedstefar og to mænd med rå, grinende fjæs drak vodka med min far, når han da ikke lod, som om han bad. De andre bad ikke, og havde heller ikke noget behov for at gøre det. De var grove skikkelser med barkede næver og sorte tandstumper. Stank af sprut og røgtobak. Dunsten blandede sig med den let syrlige lugt af kokasserne, der brændte i ovnen. Mine øjne så mændenes henkastede skod på det grå lergulv. De bandede og lo over et fedtet spil kort.

-Vindhas! lo de gennem den tætte, bidende tobaksrøg.

Deres rødglødende fjæs var som muntre middagssole i den mørke og smudsige stue.

-    Sæt dig ned, lille far! skraldrede de, når den ene eller anden kylede sine fedtede spillekort arrigt mod bordet. Sæt dig ned, lille far!

De var trukket så langt væk fra sovekammeret, som for­holdene tillod det, men snakken var så højrøstet og tobak­ken så dårlig, at de lige så godt kunne have opholdt sig svovlende og bandende i barselssengen.

-    Fød dit barn, lille mor. Ud med ham! Pres, lille mor, pres!

Pjotr var den fjerde af mændene. En poetisk sjæl. Han sad med foldede hænder og lukkede øjne og bad for mig. Deltog ikke i de andres larmende samtale.

-Bevar os jomfru til verdens lys! hørte jeg ham sige stille for sig selv.

Da han var færdig med at bede, fordybede han sig i stu­diet af en gammel, slidt katekismus. Tællelysets genskær gnistrede i hans briller. Jeg kunne mærke, at han havde lyd­høre øjne bag de briller. Ham ville jeg lære at kende. Han skulle være mit håb, mit anker i livet, til min mægtige ind­sigt overvandt kødets snævre bånd. Pjotr, og ingen anden.

Jeg valgte netop denne nat til min fødsel, fordi det var midt i den strengeste vinter. Vinteren var en straf for opsætsigheden i at leve, og jeg lod mig føde på trods af selve naturens mægtige vilje. En dag ville sneen smelte. Mit liv var endnu punktvis anende. Der var blod, meget blod, og der var kogende vand og røg og vodka. Dette var min første dåb. Jeg var ved at åbne mine hemmelige øjne. De var blå og blanke. Jeg så mere end andre, men jeg vidste endnu ikke, at det var noget særligt. Jeg vidste kun, at det lod til at være strafbart at lade sig føde som et menneske.

Jeg havde aldrig valgt Sibiriens stepper til min fødsel, hvis jeg havde haft et større kendskab til livets mange­dobbelte maske. Her var ufrugtbart og barsk. Træer og buske var underernærede, kuede af det ublide klima. Livet bedrog mig. Muligvis som svar på mine egne slet skjulte hensigter om at overgå livet. Jeg havde ventet en hurtigere sejr, men blev født i en halvøde udmark. Det eneste, det drejede sig om her, var kampen for at æde sig så svulmende fed på krop og sjæl, at man sprak, og heste, ulve og fritgå­ende svin væltede ud fra ens blødende indre sammen med kartofler, saltagurker, pandekager og grød. Denne verden stred mod min vilje. Det var strafbart bare at trække sit vejr med sine små bitte lunger gennem blod og slim.Voksende, almægtig og sært underkuet begyndte jeg at leve mit liv. Min fødsel var ingen partenogenese, ingen jomfrufødsel, men jeg så engle, hvis det da ikke var vætter. Brøkdele af sekunder anede jeg dem i overgangen mellem lys og skygge. Min navlestreng blev skåret over, og kvin­derne vaskede mig i den smeltede sne fra det gamle komfur. De snoede min navle. De var omhyggelige med den, for jeg var en menneskefisker. De lagde mig ved mors fugtige bryst, der var vådt af sved og mælk. Blodet var inden i mig nu, ikke omkring mig som en mægtig flod. Far dun­kede sine hænder ned i bordet og skålede støjende med sine venner. Pjotr skålede med. En lille vandansamling havde lejret sig i hans øjenkrog. Jeg så det godt. Jeg var den eneste, der så det.

-   En knægt! En satans, forpulet knægt! brølede far og kylede mig op i luften som en afskåret grisehale.

Rasputin sammen med familie og venner i  sin fødeby, Pokrovskoye.
Af de tre mænd som står bagest, er den midterste hans far, Efim.

 Jeg fløj for første gang. Så ned på verdens skyggespil af blod, sved, lort og lus. Så styrtede jeg ned i fars arme igen.

-   Bøh! sagde han og stak sit oppustede fjæs op i mit ansigt. Jeg skreg. Han lo som kun en nybagt far kan le, mens han dansede rundt på gulvet og svingede mig i luften. Langt om længe lagde han mig endelig ned til mors bryst igen.

-   En satans, forpulet knægt! Fars krop fortrak sig i et skoggerleende krampeanfald. Han begyndte at fortælle historien om onkel Vanja og hans tamme bjørn, selv om ingen i hele verden hørte efter. Far fortalte historien i en særlig udgave den mørke vinteraften, hvor jeg blev født. Kampen med bjørnen trak ud i over en halv time.

Jeg faldt i søvn. Jeg måtte sove, for der var meget, jeg skulle nå. Gå, falde, få tærsk, lære livets tusind slyngelstre­ger og lege røvere og soldater med de andre unger. Drive gæssene op fra dammen med lange kæppe og bare fødder. Lære fars heste at kende. Flere af dem var fuldblods og ondskabsfulde over for fremmede, men jeg var ikke nogen fremmed. Jeg kunne finde dem overalt, allerede da jeg lærte at stå på mine ben. Mine andre øjne så dem, hvor end de var på steppen. Hestene forstod den del af mig, der så dem overalt. Mit Kristusvæsen. Deres øjne var dybe og vidende. Deres muler bløde, varme og åndende. Hver vinter var deres pels strid og varm, sanselig at varme sine hænder og sit ansigt i. Mine

bedste venner. Far elskede også sine atten små røde yakutiheste. Efim hed han, og han talte hestenes sprog. De svarede ham, når han talte til dem. Et prust, en smasken, en vrinsken. Ørerne stod lige frem, når han kom, og de årvågne løb ham i møde. De lagde ørerne slappe ud mod siden, når han talte. Lyttede nysgerrigt til hans ord, sænkede hovederne og begyndte at smaske trygt. Far Efim var deres ubestridte leder. Havde altid ranke skuldre og ret ryg. Heste er føl­somme. De mærker den mindste flue, der lander på deres krop. De nød far Efims fasthed og naturlige måde at tage fat på, når han var blandt dem. Fra hestene fik vi mælk, kød, trækkraft og skind.

- Der er ikke noget skønnere end en hest i galop og et fruentimmer, der danser, grinede far. Hestene var samo­jeder som min mor. Jeg pløjede for far, så snart jeg blev gammel nok og lærte at styre hestene. Det gav mig sved på panden. I begyndelsen gik de på tværs af furerne, og far fik dem på ret kurs igen med et enkelt ryk i tømmerne, men efterhånden gik det ret godt.

Vi havde store marker som mange andre. Plovfurer, heste og køer nær Sibiriens vældige skove ved floden Saboi. 

Rasputin i hestevogn ved sit fødehjem i Pokrovskoje.

Vores gård var stor med hovedbygning af bjælker og et vindblæst bliktag. Med gårdsplads, port og plankeværk til værn mod vinden. Der var vilde blomster og pilebuske­nes rakler om foråret, de flagrende briser fra mors skørt om sommeren, når solen blev hindbærrød og hed, og spy­fluerne summede inde i stuen under loftet. Mor kunne meget. Det var hende, der malkede hestene. Hun lavede pragtfulde kødboller, ovnstegte tranebær med pudder­sukker og tørrede bær og frugter blødt op i vand serveret med sur fløde.

-   Mor, spurgte jeg, er der engle i himlen?

-   Ja, svarede hun alvorligt. Der er tusindvis. -Er de hvide?

-   Snehvide!

-   Har de vinger?

-   Snehvide vinger.

-   Kan de flyve rigtigt?

-   Højt og lavt, alle vegne. De bringer bud fra Gud. Hun løj så stærkt, som en hest kunne rende. Sådan var

hun nu engang. Samojede. Datter af et nomadefolk, der lavede støvler af rensdyrskind og tilbad gudebilleder, der var oversmurt med klæbrigt rensdyrblod. Samojederne var et folk, der havde styr på alle de synder, som mennesker gør sig skyldige i, de fleste blev regnet for dyder, bare de vel at mærke blev udført på den rigtige måde. Mor var en del af mit kød. Jeg bar hendes tro i mit indre som en dyb puls.

Mens jeg voksede op, blev jeg stadig oftere plaget af en smertelig forhåndsviden. Jeg kunne vågne om morgenen, når solen sprang ud af den kolde nat. Se den stige op bag skybræmmerne, der glødede som kobber. Jeg glippede en, to eller tre gange med de tunge øjenlåg, og så vidste jeg som regel, hvor jeg ville falde i løbet af dagen, og hvor ondt det ville gøre. Jeg stod op og tog mit tøj på. Køkke­nets brænderøg løb i et med de små pluf fra den kogende grød og træskeens skraben mod jerngryden. Jeg sagde intet til nogen. Ikke til mor, ikke til far, bedstefar eller min storebror Dmitri. Jeg bar smerten dybt inde i mig, til    hændelserne havde fundet sted. Jeg vidste, at i aften ville far komme stangdrukken hjem fra knejpen og skændes med mor.

-    Blæsten tuder og hyler, men den lægger sig igen, ville han brøle, men når en ond kvinde først får frie tøjler, så helmer hun ikke, før døden lukker kæften på hende!

Jeg bar det i mig. Derfor græd jeg aldrig. Verden skulle ikke stjæle mine tårer. Jeg forberedte mig til det store mira­kel, jeg stadig stærkere vidste, ville finde sted i mit liv.

Op ad væggen løb en stor edderkop, det grusomste og grimmeste af alle levende væsener, som legemliggørelsen af det kvindelige. Dens spindelvæv blinkede giftigt og blåt i vindueskarmens morgensol. Jeg kvaste den med mit ærme.

-    Hvad fanden laver du? spurgte Dmitri.

-    Pudser vinduer, sagde jeg og begyndte at fløjte.

-    Du har blod på ærmet.

-    Syltetøj, sagde jeg og gik ud for at fodre høns. Væt­terne løb rundt i skyggerne i deres grå tøj med øjne som poleret, grå granit. De passede på vores gård, medmindre de ærgrede sig over et eller andet uheld, der havde ramt dem. Så kunne de støje usynlige og bistre rundt eller blive tyvagtige af lutter arrigskab. Det skete med jævne mel­lemrum, at de forvirrede fars eller mors syn, når de var i skidt humør. Mor kunne vælte mælkespande. Far slog sig til blods på trappestenen i mørket, eller hjulene faldt af hans vogn. Det var den slags ulykker, der stammede fra vætterne, når de var gnavne.

-    Går du og glor efter vætter i skyggerne, brormand? Du skulle hellere se at få lavet noget! Det var Dmitri på vej ud for at stjæle krageæg eller pisse efter en af kattene.

-    De bor nede i den udtørrede brønd bag huset, det ved du godt, vrissede jeg.

-    Du kan også flytte derned, hånlo Dmitri og dunkede mig oven i hovedet med en flad hånd. Der er sikkert rigtig mange edderkopper at mase dernede!

-Næseblod! bjæffede jeg ærgerligt og skubbede hans hånd væk. Du ved udmærket godt, at vi aldrig hælder vand ned i brønden eller pisser i den, for så bliver vi straf­fet af vætterne!

-Ja, hvis de ikke har næseblod eller laver syltetøj! lo Dmitri og forsvandt fløjtende en falsk udgave af den samme melodi, jeg havde fløjtet på vej ud af køkkenet.

Jeg gik ind i brændeskuret og knaldede døren i, skum­mende af raseri. Trak min kniv frem og begyndte at skære i et brændestykke. Jeg havde skåret figurer i træ et stykke tid. De lignede ikke noget virkeligt. De lignede groteske genstande styrtet ned fra en forvrænget himmel. Dmitri var årsag til en god del af forvrængningen. Han svarede altid på noget andet end det, jeg spurgte om, eller gav mig en begmand. Det var i orden, bare jeg fik lov til at tale om mine mærkelige syn. 

Rasputin havde et syn af Jomfru Maria. Hans øjne kunne også helbrede og afsløre, hvem der havde begået et tyveri. 

Ofte tilbragte vi vores dage sammen med at fiske ved floden, hvor vi kunne skjule os under de høje skræppeblade. Vi gik også på jagt efter harer og fug­levildt. Vi var rigtige venner; kunne more os sammen og lave grin med hinanden. Nogle gange var Dmitri gnaven, mens jeg fortalte om mine besværligheder, andre gange fløjtede han umådehgt falsk imens, men vi var uadskille­lige. Fandt multebær og blåbær i steppens myggehelvede, men myggene var som mine synske evner. Man bemær­kede dem ikke, når ingen havde gjort en opmærksom på, at det kunne være anderledes. Flodvandet var kun lige over frysepunktet selv på de varmeste dage, og strømmen var kraftig. Den var kun isfri en tredjedel af året, resten af tiden måtte vi slå hul i isen for at fiske. I de lyse nætter løb vandet imidlertid frit uden at være særlig varmt, men vi kunne sætte os på de lune sten ved bredden og nyde solens bidende stråler, mens jeg talte om hensigten med mit liv, og Dmitri lavede grimasser. Vi kunne se ud over græsstep­perne med de mange vilde blomster. På den anden side af floden lå skoven, hvor lynnedslag i det knastørre træ om sommeren indimellem var årsag til skovbrande.

Dmitri fangede fisk med hænderne eller kastede med sten efter alt, hvad han havde en chance for at smadre uden at få bank, og en hel del af det, som han ville få bank for at smadre. Han kastede også sten efter køerne og mig.

-   Bangebuks! råbte han drillende, når jeg prøvede at dukke mig bag et gærde eller en busk. Lille bangebuks! Hængehoved!

-   Store røvhul! råbte jeg tilbage, for jeg havde fået at vide i forvejen, at han før eller siden ville fange mig og proppe småsten op i min næse og mine ører. Det ville komme til at gøre ondt i mere end en uge.

-   Du bliver aldrig nogen mand, du bliver en nikke­dukke! råbte han.

-   Hold kæft, skrålede jeg krigslysten og lykkelig.

-   Hold selv kæft, din dumme møgunge!

-   Du er ikke en skid mere mand end mig, din lumpne lusepuster.

-   Du går bare rundt og drømmer hele tiden. Det bliver man ikke mand af. Man bliver mand af at stikke svin og æde krageæg.

-   Jeg drømmer ikke. Jeg er Kristus.

-   Du er fandens til røv.

-   Skarnsunge!

-Var Kristus en mand? lo Dmitri hånligt.

-   Han var en mand, mens han var her. Så genopstod han.

-   Du tager pis på dig selv. Du bliver aldrig som alle os andre mænd. Du er en kylling. Du bliver aldrig til noget. Du får vrøvl med rigtige mandfolk hele dit liv. - Ævl! råbte jeg rasende og rejste mig for at fare på ham. Det var på det tidspunkt, jeg fik stenene i næsen og ørerne.

Han var måske ikke noget godt menneske, men han var en helvedes god kammerat. En hanekylling som jeg selv, der indimellem var ved at blive kvalt i sine forsøg på at sige kykeliky, men vi øvede os utrætteligt. Jeg så mig selv i ham, men vores dagligdag var nådesløs. Dmitri var den evige ballademager.

Jeg forsvarede mig mod hans angreb med alle midler. Først stirrede jeg på ham, men det var fuldstændig uden virkning, selv om mine blå øjne udtrykte en så overlegen vilje, at folk påstod, de fik tårer i øjnene, hvis de forsøgte at udholde mit blik, men Dmitri så aldrig nogen i øjnene.

Jeg lærte ham virkelig at kende, det var en af dagligda­gens mere fornøjelige fortrædeligheder. En manddoms­prøve. Vi fik lov at være sammen, til han blev fjorten.

Jeg kom til at holde af ham, fordi han var med overalt. Han hjalp med at stikke svin og strigle heste, når de skulle på marked. Vi fodrede gæs og klargjorde seletøj. Lærte at skyde sammen.

Han var mere brutal end forfinet. Det var vel grun­den til, at jeg dræbte ham ved en fejl. Dmitri var en vaks knægt. Altid med på den værste, men han kunne ikke dø uden hjælp. På den anden side set kan jeg også sige, at hans gemyt var sammensat. De syv dødssynder var den dej, han var æltet af. Hans alter ego. Han var hovmo­dig og gav fanden i alle andre. Grisk som en sultende lus var han. Han stjal af fars mønter, og han huggede tobak fra hans tobakspung, som vi sad og røg nede ved møllen, for at ingen skulle opdage det. Piben var håndskåret af mølleren, der vel nok kunne undvære den til glæde for et par uvorne knægte i lømmelalderen. Da en af de større drenge huggede piben, brækkede Dmitri hans opstopper-næse med en slangebøsse og stjal hans lommekniv. Det var godt gået af en storebror, og utugtig var han i sagens natur også. Han kunne fortælle lidt af hvert om de unge koner, han havde beluret, mens de hengav sig til at klø igen mod kødets kløe. Misundelse var nærmest en sygdom for ham. Det var mægtig skægt. Jeg måtte intet have, der var bedre eller stærkere eller flottere eller skarpere end det, han selv havde. Jeg vidste, han ville hugge det, hvis jeg ikke holdt det skjult. Dmitri var også grådig, ville have mere af alt som jeg selv, og så var han galhovedet som en idiot, hvis noget gik ham imod. Han blev stikhamrende tosset, og derfor var det sjovt at drille ham. Komme burrer i hans sokker og frøer i hans støvler. Dmitri var også en doven­didrik af rang, og lagde sig til at sove de mest besynder­lige steder for at slippe for at arbejde. På et tidspunkt fandt min far ham nede i den udtørrede brønd bag huset, og han fik sit livs hidtil største lag tørre tærsk. Jeg vidste godt, han var der. Jeg kunne jo se det med mine Kristus-øjne. Vætterne vidste det også, det var derfor, jeg var nødt til at sige det til far. Han var min bedste kammerat hele vejen igennem.

Senere begyndte vi at slås. Vi sloges i køkkenet, på gårdspladsen og nede ved dammen. Det var nærmest som en venskabelig styrkeprøve. Der kom hele tiden mere blod, både mit og hans. Mor skældte og smældte, men vores krig var ikke slut, slet ikke. En dag faldt vi ud i dammens mudder, mens vi kæmpede som spruttende smådjævle. Vi bed og spyttede og kradsede og sparkede. Nosser, mave, ansigt, alle kneb gjaldt. Vi kæmpede, til det ulækre, mud­rede vand var både inden i os og uden på os sammen med tænder, negle og blod. Jeg tabte bevidstheden og sank, var allerede fløjet bort fra verdens ubeslutsomme dagdrøm, da jeg mærkede et par kraftige næver gribe fat i kraven på mig og slæbe mig på land.                            

-   Hvad fanden er det med jer, knægte? Der må jo være noget galt oppe i knolden på jer! I er fandeme ikke rigtigt kloge, at I ved det!

Det var en af landsbyens jægere, der havde set os og fik os hevet op af det smattede plørehul i sidste øjeblik. Jeg brækkede mig og begyndte at hoste og harke for at få luft i lungerne. Det gjorde Dmitri også, men han blev aldrig rask igen. Et sted vidste jeg det godt, men jeg havde nægtet at anerkende det. Vi bar ham hjem, og mor klædte ham af og lagde ham til sengs.

-   Grigori, hviskede han med besvær.

-   Ja? Jeg lænede mig ind over sengen.

-   Hvis en ørn dør, mens den flyver i luften, hvad sker der så?

Jeg grundede. Jeg havde aldrig tænkt over det.

-   Ørne bliver altid skudt, før de dør, svarede jeg så.

-   Men hvad hvis de nu dør af sig selv? hviskede han, så hostede han voldsomt og lukkede øjnene. Jeg kendte ikke svaret. Tænkte meget over det senere i mit liv. Hen under aften fik han feber. Han sank langsomt bort i fjerne feber-fantasier, og i løbet af to dage døde han af en voldsom lun­gebetændelse. Jeg kunne ikke helbrede ham, og jeg følte mig både sorgfuld og lettet, da han døde.

Dmitri blev lagt i en åben kiste midt i stuen. Mor lagde kopekmønter over hans lukkede øjenlåg, så sank hun sammen over brystet på ham og græd. Det kunne have været pinefuldt, hvis det ikke havde været et lille skuespil til ære for far, og hvis Dmitri ikke havde haft sådan en rådden livsvæge. Mennesker havde det med at være bund-rådne, selv når de var så unge som Dmitri. Mor plukkede blomster på den tørre slette og malkede hopper. Far slag­tede og rensede får til begravelsesmiddagen. Mor lagde timian i stuen, og den gennemtrængende lugt overdøvede til dels stanken af død og sygdom.

Skyerne væltede forrykt hen over byen, som blev de for­fulgt, og det var piskende regnvejr, da Dmitris kiste blev sat på hestevognen med de store hjul og kørt til kirkegården. Det var midt i sommertørken, men Gud måtte have misfor­stået noget, eller også var det vætterne, der var utilfredse. Dmitri var den første, der fik lov at undslippe regnen i sin Noahs ark, en rå, umalet trækiste. De hurtigtløbende fod­gængere, som ligtoget passerede, gjorde plads for proces­sionen, talte de to kranse af tyttebærris, korsede sig, den mest nysgerrige sluttede sig til følget og spurgte, hvem det var, der skulle begraves. Han fik sit svar og mumlede:

- Fanden tage ham!

Vi andre faldt på knæ i pløret, og præsten fægtede blindt med et kors i luften, gennemblødt til skindet, som søgte han at jage dæmoner væk fra alle verdenshjørner. Folk prøvede at kysse korset, når det blev rakt frem imod dem, men de fleste ramte det ikke. De trimlede rundt mellem hinanden og bandede i deres drivende våde skæg og tør­klæder over både livet og døden og pløret og hinanden og resten af kæferten fra i går. Med en korsformet gestus strøede præsten klistret jord på Dmitri og sang ensomt for i begravelsessangene. De begyndte at sænke kisten i jorden, og ikke så snart ramte Dmitri gravens mudrede bund, før folk forsvandt mod vores gård, så hurtigt som det var muligt på deres skramlende hestevogne. De ville indendørs og have noget at æde. Begravelsesmiddagen trak uendeligt længe ud og var meget støjende. Det var festligt. Far omfavnede gæsterne igen og igen og kyssede kvinderne støjende. Man hørte harmonikamusik og kvalte glædes-hvin til hen under morgen. Jeg husker den sure tobaksos, gæsterne havde efterladt. I skorstenen tonede vinden øde og vildt som ulvehyl. Jeg skulle gøres fri, jeg vidste det bare ikke klart nok endnu. Jeg var ensom igen. Alene med verden. Jeg skar træ. Sære, forvredne forestillinger om Dmitris rådnende lig.

Rasputin i Pokrovskoye med sine børn Maria, Varvara og Dmitri. Maria og Dmitri var opkaldt efter hans afdøde søskende. 

Der var fars sviende lussinger i den lette, frostklare stil­hed den vinter. Gården blev for lille, og mor blev tyk. Maria Matryona fødtes det forår. De fede gæs baskede stolt hen over den sidste lådne, skimmelagtige rimfrost, da solen kom. Intet var som en forårsdag, hvor de lysgrønne skud sprang frem af skovens fyrretræer, og fiskene sprang i den snoede flod langs bjergene. Maria var typisk for sit køn. Uransagelig. Hun fik kramper. Den fordrukne læge tog ud fra Tyumin, da det var sket nogle gange. Gloede på hende og rystede på sit visne, gamle hoved.

-   Det går over.

Det gjorde det også. Hun døde.

-   Vodka, sagde han. Giv hende en slurk vodka i ny og næ, så er hun frisk som en fisk, inden I har trukket vejret tre gange.

Det er kun kvinderne og lægerne, der ved, hvilken vel­signelse løgnen er for menneskene. Mor gav Maria vodka. Hun dejsede rundt som en syg høne. Læger foreskriver medicin, som de kun ved lidt om, for at forebygge syg­domme, som de ved endnu mindre om hos mennesker, de ikke kender. Til sidst kunne hun selv finde flasken. Far brummede, mor slog det hen, Maria bøvsede. Hun sejlede på tværs af køkkengulvet i mors potter og pander. Det gyn­gede og gyngede. Rundt om skibene rejste der sig bratte, høje bølgebanker. Hun sejlede og sejlede. Kilede skøde af, gajede sejl op, luvede, sløjede. Dødssøbølger tårnede sig op i hendes mørke hav.

Du kan købe bogen her  (Fotografierne findes kun her på bloggen).