KÆRE DAGBOG, DET ER BRÆNDT

Ny historie til multikunstner-novellebogen "En vrangmaske i Vorherres strikketøj"

Tekst: RTK
Maleri af Hanne Hansen

Maleren var præsentabel. Venlig, slet ikke underlig. Jeg havde været lidt nervøs, da vi mødtes første gang til et selskab. Han havde en vis charme. Han ville male mit portræt, og det kom bag på mig. Der var noget gammeldags over den slags, og jeg havde bestemt aldrig så meget som tænkt på det før. Under alle omstændigheder må jeg indrømme, at tanken fascinerede mig.
Jeg havde lagt en let og naturlig makeup, den dag, vi skulle begynde. Havde krøllet håret lidt med Carmen Curlers, men det var kun for at give det lidt liv og fyldighed. Til daglig kan jeg ærlig talt til tider føle mig så forfærdelig normal. Lidt blå øjenskygge og lidt rødt på kinderne. Kun en antydning. Jeg følte virkelig, at det var en kunst ikke at overdrive, men det var vel trods alt en facade. Jeg havde valgt en knaldrød neglelak uden rigtig at forstå hvorfor, mine negle havde altid været skrøbelige. Jeg gik uden hat, det var moderne. Ikke, at jeg var fikseret på mode, det var vel snarere en art nysgerrighed.

 Af en eller anden grund havde jeg vakt malerens interesse, og jeg forsøgte selvsagt at underbygge det, som jeg var overbevist om, han måtte have set i mig. Han var galant. Bød mig hjerteligt velkommen og sagde, at han virkelig havde set frem til netop denne dag. Hans øjne var smukke. Der var noget intenst og appellerende i deres varme imødekommenhed. Jeg sad behageligt på en polstret spisestuestol. Jeg havde naturligvis været forberedt på, at der ville være noget primitivt eller værkstedsagtigt over situationen. Af samme grund sad jeg ikke i en sølvbrokadekjole, strålende af smykker. Naturligvis heller ikke i mørkeblå uldkjole og store lædertøfler. Enkelt og elegant ville jeg selv kalde min påklædning.  Jeg bar en løsthængende kjole af cremefarvet, blødt stof, der på sin vis var ganske almindelig, men som også muligvis viste en vis appel for den, der så nærmere til. Mine former skjulte den vel ikke, men jeg havde forsøgt at gøre mig så tilstedeværende som muligt. Noget jeg tænkte, en maler måtte sætte pris på.

Han kyssede min kind, da jeg kom. Han så vist ikke, at jeg rødmede. Ingen havde kysset min kind før. Han virkede så uberørt i sig selv, så selvfølgelig. Muligvis var det mig, der var uberørt. Min mand var så fordybet i sine egne interesser. Politik og skat var to af dem. Det interesserede mig ikke. Jeg passede vores blomster og fødte vores børn, der af en eller anden grund blev ved med at gro i mig. Det undrede mig, for de var ikke ligefrem skabt i lidenskab. Ha, gammeldags ord. Elskov er vel også ved at være uddateret, ihvertfald i min mands øjne. Politik var mere sensitivt, ja, direkte ophidsende. Maleren og jeg fik kaffe og en lille avec. Den sidste fik mig til at smile mere. Jeg tænkte, at smilet ville blive smukt i hans afbildning. Det var måske ikke ligefrem et Mona Lisa-smil, for jeg tror ærlig talt, jeg brød ud i latter i ny og næ.

Jeg var ganske optaget af maleren og hans arbejde, ikke mindst af de skarpe øjekast han sendte mig i et væk. Hans koncentration. Det vedholdende arbejde med pensel og oliefarver. Lyden af penslens bløde hår mod lærredets overflade. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville træde frem på portrættet. En frue uden alder, der under sit lemfældige skalkeskjul af en maske gemte en kvinde. Jeg fik vel et par avecer mere. Nydeligt af maleren, og han var i det hele taget nydelig. Det var af en eller anden grund først nu, han var begyndt at smile. Han lo endda i ny og næ, men det forstyrrede aldrig hans opmærksomhed omkring portrættet. Jeg følte mig i gode hænder. Det var som at blive formet af en fremmed. Skabes del for del i det umiddelbare møde med en ukendt professionels øjne. Jeg opdagede vel dårligt, at han lagde armen om mig. Vi elskede i en besynderlig vrangverden, der ikke fandtes. Hans hænder føltes som sommerfuglevinger, der silkeblødt omkransede min krop. Jeg ved ikke, hvad der skete. Han lod mig fremstå lige så nøgen, som jeg følte, at portrættet ville skildre mig. Når sandheden skal frem, så følte jeg mig mere nøgen, mens han malede portrættet, end jeg gjorde i hans seng. Jeg har ikke set ham siden. Alt, jeg har fået, er det afskyelige maleri, som han sendte mig ugen efter. Kære dagbog, det er brændt, og jeg håber aldrig nogen sinde denne rædselsvækkende oplevelse vil blive kendt. Min mand har det godt.