George
"Buddy" Guy blev født 30. juli 1936 i Lettsworth, Louisiana og har
arbejdet inden for genrerne Chicago blues, elektrisk blues og rock.
"Buddy"
Guy er en af de mest kritikerroste blues- og rock-guitarister overhovedet og han
er pioner inden for Chicago‑blues og har været forbillede for nogle af de mest
bemærkelsesværdige musikere i sin generation, Eric Clapton, Jimi Hendrix og
Stevie Ray Vaughan.
I 1960'erne
var Guy medlem af Muddy Waters band og var husguitarist på Chess Records. Han
kan blandt meget andet høres på Howlin 'Wolf' s "Killing Floor", 1964
og Koko Taylors "Wang Dang Doodle", 1966.
Guy blev kåret
som nr. 30 på magasinet Rolling Stone Magazines liste over tidernes 100 største
guitarister. Han er kendt for sit showmanship på scenen, hvor han spiller på
sin guitar med trommestikker eller slentrer ind mellem publikum, mens han
spiller soloer. Mens Buddy Guys musik ofte er Chicago blues, så er hans stil
helt unik. Den kan variere fra den mest traditionelle, indfølte blues til en
kreativ, uforudsigelig og radikal gumbo af blues, avantgarde-rock, soul og free
jazz.
Som New York
Times musikkritiker Jon Pareles skrev i 2004:
"Mr. Guy
blander anarki, virtuositet, dyb blues og ”hammy shtick” på måder, der holder
alle øjne klæbet til ham... Guy elsker ekstremer: pludselige overgange fra højt
til lavt eller en sød, stille guitarsolo efterfulgt af et ryk i tempo eller en
høj, tryglende vokal afskåret af en rå eksplosion. Lige meget, om han synger
blidt, truende eller laver nye kurver på den blå tone, så er han en mester i
spænding og frigørelse”.
Alle hans
egensindige impulser var fascinerende. I næsten 50 år udførte Guy flamboyante
livekoncerter med energirige blues og blues-rock-numre længe før 1960ernes
blues-rockere blev populære. Som musiker havde han en fundamental indflydelse
på blues og rock and roll og påvirkede en ny generation af musikere.
Buddy Guy er
blevet kaldt ”broen mellem blues og rock and roll”. Han er en af de historiske
forbindelser mellem Chicagos elektriske blues-pionerer som Muddy Waters og
Howlin 'Wolf og populære musikere som Eric Clapton, Jeff Beck, Jimi Hendrix og
Jimmy Page samt den senere nyskabelse af traditionen hos Stevie Ray Vaughan.
Vaughan erklærede, at "Uden Buddy Guy, ville der ikke være nogen Stevie
Ray Vaughan".
Guitarist
Magazine skrev:
”Uden Buddy
Guy, for ikke at nævne Rolling Stones, som vi kender dem, ville blues være
forbandet meget mindre interessant i dag. Tag blues ud af nutidens rockmusik ‑ eller
pop, jazz og funk for den sags skyld, og hvad du har tilbage, er en
holdningsløs affære. Et usmageligt kogsammen. Man kommer til at gyse ved at
tænke på det".
Eric Clapton
gik ind i Cream efter at have overværet en koncert med Buddy Guy i 1965 og
udtaler: "Buddy Guy var for mig, hvad Elvis var for andre". Clapton
udtalte i 1985, "Buddy Guy er uden tvivl langt den bedste nulevende
guitarist ... hvis du ser ham, så er den måde han spiller på højt hævet over
alle andre. Han har en total mental frihed. Han har virkelig ændret udviklingen
af rock and roll-blues. Hans eksperimenterende teknikker har i høj grad
inspireret rock'n roll”.
Hans
guitarspil var højt og aggressivt, og han benyttede sig af banebrydende
forvrængning og feedback-teknikker, inkorporerede længere soloer og blev drevet
af følelser og impulser. Disse fornyelser blev ivrigt studeret og brugt af den
nye bølge af 1960'ernes britiske kunstnere og blev senere basale egenskaber i
blues‑rock-musikken og dens efterfølgere, hård rock og heavy metal. Guys sang
"Stone Crazy" blev placeret som nr. 78 på Rolling Stone Magazines
liste over de 100 største indspilninger med guitar og sang gennem alle tider.
Stevie Ray
Vaughan udtalte engang: "Buddy Guy spiller fra et sted, som jeg aldrig har
hørt nogen spille fra før. Buddy kan gå fra den ene ende af spektret til den
anden. Han kan spille mere stille end nogen, jeg nogensinde har hørt, eller
vildere og højere end nogen jeg nogensinde har hørt. Jeg spiller temmelig højt
mange gange, men Buddys toner er utrolige. Han trækker ekstrem følelse ud af en
minimal volumen. Buddy har bare den her cool fornemmelse i alt, hvad han gør, og
når han synger, bliver det bare forstærket. Pigerne besvimer og sveder og
dør!"
Jeff Beck
bekræftede:
”Geez, det er
umuligt at glemme Buddy Guy. Han transcenderede blues og begyndte at lave
teater. Det var stor kunst, lidt ligesom drama teater, når han spillede, du
ved. Han legede med guitaren bag hovedet længe før Hendrix. Jeg har engang set
ham kaste guitaren op i luften og fange den igen mens han spillede samme akkord”.
Jimi Hendrix
selv sagde engang: ”Himlen ligger for Buddy Guys fødder, mens du lytter til hans
guitarspil."
Jeff Beck
husker den aften, hvor han og Stevie Ray Vaughan sad som hypnotiserede og
lyttede til Guy på Buddy Guy Legends Club i Chicago: "Det var bare det
mest utrolige, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Vi sad som forstenede, for
det var så utroligt medrivende. Det var så tæt, man kan komme på hjertet af
blues."
Ifølge Jimmy
Page var Buddy Guy en regulær troldmand.
Singer‑songwriter
og guitarist John Mayer, der har optrådt med Guy talrige gange, bl.a. ved
Claptons Crossroads Guitar-Festival og som samarbejdspartner på albummet ”Bring'
Em In” fra 1995, har flere gange udtalt at Buddy Guy var en af hans stærkeste
påvirkninger. Guy har spillet opvarmning for Rolling Stones på mange ture siden
begyndelsen af 1970'erne.
Tidligere
Rolling Stones bassist Bill Wyman: "Der kommer ikke noget bedre end Buddy
Guy. Han er feteret af sine kolleger og elsket af sine fans for sin evne til at
få guitaren til både at tale og græde. Buddys beherskelse af guitaren er så
total, at der næsten ingen guitarist findes, han ikke kan efterligne”.
Slash,
tidligere Guns N´ Roses, udtaler: "Buddy Guy er den perfekte kombination
af R&B og hardcore rock and roll".
Billy Gibbons
fra ZZ Top siger: "Buddy Guy er ingen svindler. Han kan ligefrem forekomme
overrasket over sine egne spontane indfald, men det er helt klart, at han i den
grad ved, hvad det handler om".
Guy’s
selvbiografi, "When I left home - My Story”, blev udgivet i 2012.
Guy har vundet
seks Grammy Awards både for sit arbejde med elektriske og akustiske guitarer,
og for moderne og traditionel blues musik. I 2003 blev han tildelt National
Medal of Arts. Medaljen tildeles af præsidenten til musikere, der har ydet
ekstraordinære bidrag til vækst, støtte og igangsættelse af kunst i USA. Guy
var den anden modtager af Billboard Magazines pris for fornem kunstnerisk
præstation, og fik titlen Greatest Living Electric Blues Guitarist i 2004.
Buddy Guy akkompagnerer ingen ringere end Big Mama Thornton i "Hound Dog", 1965.
Buddy Guy med "Stone Crazy", 1981, der blev placeret på magasinet Rolling Stone's liste over tidernes 100 bedste guitarnumre.
.Buddy Guy live med "Sweet home Cicago" fra Montreux Jazz Festival 1992.
Du kunne jo udsende en "signeret rock bog" Rune..Har stor glæde af din viden,om rock musik..
SvarSletDen signerede rockbog drukner desværre jo nok i copyright og alt muligt andet, men tak for dit trofaste følgeskab. Det er en fornøjelse for mig selv at finde ud af flere ting om de enkelte musikere, når jeg skriver indlæggene.
SvarSletDet næste bliver i øvrigt den første danske rock and roll sanger "Ib Rock Jensen", som jeg har fået et spritnyt signeret fotografi af.