... som jeg laver sammen med en
lang række danske kunstnere. MANDEN I TRÆET er skrevet over en naturcollage af
trækunstneren Leo Larsen.
MANDEN I TRÆET
Naturcollage af Leo Larsen
Jeg
har boet her længe. Hvor længe er mig ligegyldigt. Mit Skæg har fået tid til at
vokse sig stort, fordi jeg aldrig kan flytte. Min hud er blevet rå og hård som
bark. Mit hus er vel heller ikke det værste. Her er kun et eneste rum, hvor man
kan bo nogenlunde. Det er godt nok uden vinduer og døre og på sæt og vis ikke
noget passende opholdssted for et menneskeligt væsen, højst for biller,
ørentviste og larver. Her er ingen magelige trapper, der fører op til nydelige
kvistkamre med storslået udsigt eller ned i dybe kældre med vinfade og øltønder. Ingen arkitekt har spildt diagrammer eller
blækklatter på dette hus. Det er ikke bygget. Her er ingen altan.
Slyngplanterne mangler på espalieret, for der er intet espalier, der når helt
op til taget. Disse mangler generer mig på den anden side set ikke. Tværtimod,
mit vemod har andre årsager. Mine anelser har altid forudset en bedre og lysere
fremtid for mig, som stemmer over ens med min sjæls inderste, der altid har
ventet bedre tider på den anden side af den fattige nutid.
Min bolig er smuk, og den har det store
fortrin at være billig. Oven i købet giver den mig den ro, jeg behøver for at
kunne fortsætte mine studier af livet. Det har været en udfordring for mig at
være en kæmpe, når træet, jeg bor i, er så lille. Jeg tænkte ikke på det, da
jeg flyttede ind. Det er så længe siden, at jeg dårligt kan huske det. Det var
i mine unge dage. Alle mennesker var kæmper dengang og levede gennem
århundreder. Verden var ved at blive skabt. Jeg var betaget af det flotte
nøglehul. Mit træ er verdens eneste træ med nøglehul, og i mine unge dage kunne
jeg springe ud og ind så let som ingenting. Nu har jeg intet spist i mange
hundrede år, mens skovene er vokset og forgået. Jeg søger næring fra træets
rødder og de dugperler, jeg kan slikke af træets indre. Jeg er begyndt at tænke
som træet. Jeg tager den med ro. Mennesket er blevet så lille siden min tid.
Deres frodighed er forsvundet og erstattet af angst. Kæmperne var aldrig bange.
Da jeg var lille, fandt jeg mange venner, der
ønskede det samme som mig. Der var kæmper overalt lige fra Atlas og kæmpen fra
Cumberland til Hiranyaksha. Vi stillede vores rene hjerter til jordens rådighed
fra havets første dyr besteg det tørre land. Der var krige, drab og uenighed
fra starten, men vi var lysende og stærke. Verdens blodofre standsede os ikke.
Vores sammenhold var stærkt. Alt fra stammekrige og skrumpehoveder til
ridderdyster og korstog eller hundredeårskrige eller oliekrige har jeg
fortrøstningsfuldt gennemlevet.
Min
udfordring kom først den dag, da jeg ikke kunne komme gennem nøglehullet i mit
træ. Det var vokset, men jeg var vokset mere. Jeg var blevet for stor. Ganske
vist kun lidt for stor i begyndelsen, men jeg skulle udvikle mig til en kæmpe,
hvad jeg ingen anelse havde om. Alle mennesker var kæmper, da jeg blev født,
men livet voksede os over hovedet. Træet blev enormt. Det blev næsten lige så
stort som jeg selv, og det havde en anden tid. Det så verden med andre øjne.
Omsluttede mig. Det er længe siden, jeg har kunnet bevæge mig. Jeg er
fastspændt i træets stamme. Det kildrer, når blade og kviste om efteråret
flyver ind i mit øje, eller når små skovspurve om foråret sætter sig på
nøglehullets kant og fløjter. Verden er blevet til en anden, siden træet og jeg
var unge. For mig er det som i går, da de beslutninger, som nornerne tog, blev
skrevet ned med runer på træ. I går fældede de træer til både og skjolde. De
kunne bruge en gren, som flossede i enden, som tandbørste.
Mennesket
er blevet mindre, men de har altid boet i en verden af træ. Deres hjem og
brænde var af træ. Skovlhjul, plejle og møllevinger var af træ. Tidligt i
morges hørte jeg den svage dunken, da de begyndte at hugge skoven om til
trælast. De malede med trætjære. De byggede vældige sejlskibe, der øjeblikket
efter under det gamle træ fremviste skimlede splinter, og her og der stak plukkeværket
op gennem tjæren i nådderne som vråer. Så mange træer er kæntret og forlist.
Endt som splintrede planker. Træskærerne var i kontakt med dryaderne. De skar
altre og krucifikser af levende træ som et tegn på menneskets håb, mens
mennesket blev mindre og mindre. Deres væsen var af træ, men kun kæmperne
huskede på det. Alt fra vuggen til kisten var af træ. Totempæle og dansemasker.
Hængebroer og rambukke. Galge og rok. Det var først i dag, at de fik ødelagt
skovene. Højlandsindianerne i Peru ramtes bredt af hudkræft. Regnskoven i det
sydøstlige Peru var ramt og oversvømmet. En tredjedel af de fisk, indianerne
plejede at fange, var forsvundet. De gamle, velkendte planter var muteret, og
nye var kommet til. Mange landsbyer i regnskoven og højlandet måtte flytte.
Kaiman-aligatoren kunne ikke udruge sine æg, fordi skiftene mellem flod og ebbe
blev så hurtige, at den ikke kunne nå det.
Vejret fulgte skovenes ødelæggelse med hede,
kulde, styrtregn og storme, der smadrede træer og huse. Det eneste, der stak op
af bygningerne var fundamentet. Alt var pulveriseret. Store, tunge lastbiler
var væltet, og militærkøretøjer var krøllet sammen som papir. Det var mægtige
kræfter, der var på spil. De vældigste storme nogen sinde. Millioner var uden
strøm.
Jeg
bor i verdens sidste træ. Jeg vidste ikke, at træet, jeg flyttede ind i, var
Ask Yggdrasil. Jeg græder tårer af guld, men ingen ser dem falde.
Jyderup Posten 30. april 2013, 1. sektion, side8
