Forfatterprædiken af RTK i Sankt Jakobs Kirke: Jesus rydder tempelpladsen

Her ligger min prædiken fra Sankt Jakobs kirke d. 12. august over skriftstedet: 

Jesus rydder tempelpladsen.

Vores tempelplads er blevet en røverkule. I 2030 skal vi bruge 50 procent mere energi og 40 procent mere vand. Jordens 8 milliard

er mennesker har ingen mulighed for at overleve med det altødelæggende overforbrug, vi har. Et tankevækkende billede er, at man bruger 16 til 20 års el-forbrug for en enkelt husstand på at producere en eneste bil. Tempelpladsen skal ryddes, for at menneskeheden har en chance for at overleve på jorden.

Kierkegaard siger: ”Hjertets renhed er at ville ét.” Ikke at lade sig forstyrre af et utal af signaler fra alle verdenshjørner hvert sekund. Ikke at lade sig hypnotisere af en pc-smartphone-fladskærms-pseudoverden, men at dvæle, at fokusere ved den ene klare tanke, den ene klare eksistens, som for mig altid vil være et med det guddommelige. Man må for min skyld kalde det, hvad man vil, men vi nærer i dag en angst for at kalde den klare tanke for Gud, lige som vi frygter døden og ulykken og rynkerne og smerterne. Lad os dog give tingene navne igen og gøre dem levende. Det er en forfatters arbejde. Tolkien kaldte Biblen for alle tiders største eventyr, og nuet er så flygtigt, at livet overalt bliver til en fortælling, et eventyr på godt og ondt. Et eventyr, hvor vi er omkranset af drager, djævle og dæmoner.

I dagens skriftsted tager profeten Jesus kampen op mod fordærvelsen af den rene tanke og forudsiger Jerusalems ødelæggelse. Jesus går til kamp mod markedsgøglet, der er ved at overtage selve tempelpladsen, som er adgangen til den rene tanke. Jesus sagde: "Der står skrevet: "Mit hus skal være et bedehus", men I har gjort det til en røverkule", og det er jo kun et lille øjeblik siden, han sagde sådan. Menneskeheden har eksisteret på jorden i det sidste sekund af en udvikling, der har varet 24 timer. Jeg lader billedet stå et øjeblik. Tempelpladsens røverkule er desværre vokset til en uhyggelig størrelse, bare siden profeten smed kræmmersjælene på døren.

Den materielle vækst og dens røverkule har overtaget både vores tempelplads og vores tempel i dag. Vi kan selvsagt ikke redde os ud af nogen krise ved hjælp af materiel vækst. Vi skal skære ned. Skære ned til et niveau, der er i kontakt med livet og den levende klode, vi lever på. Materiel vækst er et forældet begreb, men vi lever efterhånden i en allestedsnærværende materiel tomhed, der er ved at knuse os. Vi bruger alle kneb for at undgå at se tomhedens røverkule, men vi kan ikke snuppe en pille og blive lykkelige, og vi bliver hverken lykkelige eller normale af at bygge en pseudoverden op omkring os af kunstige, giftige materialer. En verden, hvor hjertet, nærværet, samspillet og solidariteten bliver mere og mere meningsløse. Manet bort af røverkulens dæmoner.

Du er, hvad du forbruger i dag. Danmark er det land i verden, der har flest tilbudsaviser. 7 ud af 10 ville gerne have repareret ting, de smider ud, men det er for dyrt. De er ikke produceret til at kunne repareres. Røverkulen forandrer menneskeheden til grådige kræftceller, der æder den jord, de selv lever på. Vi er blevet indsvøbt i en hypnotisk afhængighed af vækst, vækst, vækst.

Hudkræft- og allergitilfælde stiger med voldsom kraft. Dyr og planter uddør med en hastighed, vi ikke har kendt, siden dinosaurerne uddøde. En tredjedel af alt liv på jorden er truet med udryddelse. 450 millioner klimaflygtninge vil komme til i løbet af de næste 40-50 år. Plamager af plastic på størrelse med Frankrig flyder i verdenshavene. De bliver mere og mere findelt med tiden og dermed spredt i hele fødekæden.

Der kan stadig ske et mirakel. Tempelpladsen kan stadig blive ryddet, men det er i aller, aller yderste øjeblik. Miraklet sker ikke, hvis vi ikke selv tager ansvar for vores liv. Finder produktionsmetoder og drivkræfter, der ikke ødelægger vores klode. Helt nye ressourcer. Betragter menneskeheden som et fællesskab, der sigter efter højere, finere og renere mål.
Begynder at bruge de ni tiendedele af vores hjerne, som vi ikke lige husker på at bruge til daglig. Finder frem til den klarhed, som kun det, vi engang kaldte Gud, kan sikre os.

Vi har brug for dvælen, eftertanke, omsorg og ydmyghed over for det liv, vi har fået.

Den største misforståelse af alle er, at der intet findes, som er hævet over og temmeligt meget klogere end os selv. Vi er blevet mere primitive i forhold til livet, end vi har været i mange, mange hundrede år. Stenaldermennesket var meget mere i pagt med sig selv og jorden, end vi er. Stenaldermennesket kunne eksistere i sin virkelighed, det kan vi ikke. Virkeligheden er blevet for overvældende, selv om det ubevidst er den, vi søger efter hele tiden.

En dag vil man måske skrive om nutiden: Jesus underviste hver dag på tempelpladsen, men de multinationale selskaber, de vanetænkende politikere og de forblændede forbrugere af en digital pseudovirkelighed hørte ham ikke. Ønskede ham væk. Bilerne drønede, dronerne fløj, køkkenerne voksede og baby-tv-var opfundet for mange, mange år siden.

Materialismens tid er definitivt forbi. Verden kræver et helt nyt tankemønster for at overleve. Helt, helt nye selvfølgeligheder, ikke de samme riller, som vi har kørt i i århundreder. Vi skal lære at se forskel på engle og trolde igen. Give Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er og ikke nøjes med at give os selv det på afbetaling, som vi har set i den seneste tilbudsavis.

Tempelpladsen skal renses. Vi skal til at mærke vores virkelige jeg igen, for kun, hvis vi kan mærke kernen af os selv, kan vi mærke vores misforståede opfattelse af verden. Se, at vi er ved at dø som fluer i en lukket rude, der ikke kan finde ud af at flyve 15 centimeter til højre og slippe fri gennem den åbne dør.

Ordet Gud, navnet Gud er et mantra, en meditation, en bøn. Et middel til at centrere os så meget i os selv, at vi kan se ud over os selv. Se, at vi er små bitte atomer i himmelrummets mægtige krop. Måske er kroppen Guds. Vær altid vågen. Gør ting på andre måder, grib dem an fra nye vinkler, prøv nye veje af. Bryd hul i vaneforestillingerne. Lad os vende tilbage til livet. Lad os starte helt forfra hver dag, hvert øjeblik, hvert nu.

Kend dine engle og trolde
mistrøstige menneskemand.
Hjerteslagsfest må vi holde,
vi børn af de levendes land.
Ud af dit livs øjeblikke,
Så bliver kun dette her bedst.
Gøglersjæl, du aner ikke,
om dag eller nat kommer næst.

Se i hvert forår det første.
Hver solstråle genfødt på ny.
Hvert lille smil er det største,
hver morgenstund skabelsens gry.
Livsdagen, ven, det er denne.
Vi har kun et livsløb hver gang.
Det største af alt er at kende
Guds under i gråspurvens sang.

Engle på æterblå vinger
og troldepak præd'ker, hvordan
mægtige kræfter betvinger
din menneskelille forstand.
Lev ikke livet på halv tid,
når kærlighed fødtes så sød.
Nu er for evig og altid,
i morgen, min ven, er du død.

RTK

Glædeligt Sankt Heksegnæk og kosteskaft fra midsommerforfatteren! :0)

Læs mere om illustratoren Marie Hjuler

Min nye roman "Dødssøbølger"

Udgivelsesdatoen på min nye roman “Dødssøbølger” er nu sat til sidst i september, og jeg har valgt et udsnit af den fantastiske maler Frodo Mikkelsens tre spøgelsesskibe som forside. Bogen begynder, da en blødende, forslået og nøgen mand ankommer sindsforvirret til Sank Johannes Hospital. Den Psykiatriske overlæge får en grotesk og gruopvækkende historie ud af ham i kraft af lange samtaler. Han helbreder ham lidt efter lidt, men alt er på intet tidspunkt, som det skal være. En roman om kærlighed, søfart og verdens undergang og en parafrase på kvinder og mænd af i dag.

Bagsidetekst:

Jogvan bliver nøgen og afsindig bragt ind på Sankt Johannes Hospital en kold vinternat med en månesten om halsen. 
Efter lang tids bæltefiksering og tavshed begynder han at fortælle en psykiatrisk overlæge om sin uhyggelige skæbne. 

Han er vokset op i Thorshavn i et dystert hus tilknyttet vældige lagerhaller med rester fra alle skibe, der er gået ned og hugget op på Færøerne gennem flere hundrede år. Inden hun dør af et slagtilfælde, har Jogvans mor nået at fortælle ham, at hun har set hans far som en forbandet ånd. En kaptajn, der varsler undergang og død for alle andre. Han har horet i alverdens horehuse, mens hun selv har fået flere andre børn, som Jogvan aldrig før har hørt om.

Dybt rystet drager han sammen med sin kæreste Diana ud på de syv have for at frelse sin far og finde sine sted- og halvsøskende, men rejsen udvikler sig til et stadigt mere grotesk mareridt af brandstorme, skibsforlis, druk og lidelser. Er lægen den, han giver sig ud for at være, og hvem er Jogvan i virkeligheden, for han har aldrig været færing?

Historien er en harsk og galgenhumoristisk kommentar til kvinden og manden i verden af i dag, og intet i denne bogs vandring på kanten af menneskesindets knivsæg er, som det ser ud til at være - det er værre.

Maleri af Frodo Mikkelsen

Skjoldungestier på mobilen

Dagbladet Roskilde, 9. juni, 2012

Ny hat? Billed Bladet 1938

Hvis nogen skal købe ny hat, så er her et rigtig godt forslag. Billede, (tekst og pris), er fra Billed Bladet 29. november, 1938.

For 100 år siden. Herman Bang Død. Originalklip fra aviser og ugeblade

Vejle Amts Avis, 30. januar 1912. 

HERMAN BANG DØD

Ganske uventet kommer meddelelsen om, at Herman Bang er død. Den danske forfatter var nylig ankommen til Amerika på oplæsningsturné, og meddelelsen om hans død er nået hertil gennem følgende kortfattede telegram, som den danske konsul i San Francisco i går afsendte til udenrigsministeriet:

  "Forfatteren Herman Bang er afgået ved døden af blodforgiftning. Herman Bang ville til foråret have fyldt 56 år. Han var præstesøn og fødtes på Als. Efter i 1877 at være blevent cand. phil. blev han journalist ved forskellige københavnske dagblade, og i 1884 debuterede han som skuespiller, men uden synderligt held. Han vakte opsigt, da han i 1879 debuterede i litteraturen med "Håbløse Slægter". Hans talent var uomtvisteligt, og hans hovedgerning blev derfor knyttet til litteraturen, men også som sceneinstruktør og oplæser har han ydet det bedste. Der var en tid, hvor Herman Bang kun mødte skuldertræk og ironiske smil. Det var den gang, da vort eget samfund befandt sig i en rivende udvikling, hvor alt blomstrede, handel, industri og kunst i halvfjerdsernes begyndelse, hvor livet det sprudlende og friske, lagde beslag på alles tanker og toner og ikke gav stunder til indadvendt selvbeskuen. Det syntes som om samfundet selv var for frisk dengang til at forstå eller endda synes om Herman Bangs stiliserede, mimoseagtige stemningsbilleder, men efterhånden som udviklingens første friskhed veg pladsen for det tilvantes daglige trommerum, begyndte man at få øjnene op for det, der gærede bag menneskets ydre væsen, og jo mere man nærmede sig århundredets slutning og hørte fra kulturcenteret Paris om de sære udslag, som den moderne sygdom neurosen gav sig udslag i. Jo mere fortrolig man blev med begrebet nerver, jo mere begyndte man at forstå Herman Bangs digtning for omsider at følge en times rus i hans livets så fjerne skildringer. Han blev efterhånden en type for samfundets overkultivering. Sær og snirklet, som hans stil var, mere farveløs, mere spinkel og drivhusagtig end I. P. Jacobsens, blev den et naturligt udslag af selve tidsånden, som netop måtte fremkalde disse sære, fremmedartede skud, som Herman Bangs og efter ham en hel række yngre forfatteres digtninge er. Derfor nåede han omsider at blive anerkendt, at nå frem til klassikerne, nævnes med den enstemmige ros, som nationens fælleseje opnår, og først da i disse senere år kan man sige, at han følte sig glad. Han, som tørstede efter ros, kunne glæde sig ved at læse en rosende anmeldelse, en kort, venlig notits eller deltagende meddelelse om hans sygdom gang efter gang igennem.

  Altid var han i aktivitet, altid optaget af at skabe nyt. Ikke af bøger, thi dem kneb det for ham at få færdige, men vise øjebliksdigtninge over døgnets hændelser, som vi alle kender, og i hvilken vi finder hans restløst grundende hjerne i evig bevægelse.

  Herman Bang syntes i sit ydre at vedblive med at være den unge, drømmende digter. Hans vaner og småsvagheder havde noget af det nervøse barns over sig, og i det åndrige liv syntes han slet ikke at høre hjemme, men dette skal ikke forstås således, at han udrettede lidet. Tværtimod, han havde evnen til at begejstre, til at finde talenter og bringe dem frem såvel i litteraturen som i dramatikken. Han, som elskede teatret, og sørgede oprigtigt over selv at have gjort fiasko som skuespiller i sine yngre dage, han opdrog til teatret en hel række unge talenter, som gennem ham fik evnen til at lægge et plus til mangt et dramatisk værk ved af deres egen sjæl at skabe et mere uddybet billede end i rollen angivet. Både i teatret og i litteraturen har han således sat spor. Gennemt hans talentrige digtninge "Tine", "Ved Vejen", "Ludvigsbakke", "Det Hvide Hus", "Liv I Død" og så videre har han skildret tidsånden fra en side, der ypperligt supplerer de andre digteres værker, og fra scenen har han talt til det store publikum. Talt et sprog, de forstod og åbnet deres øjne for skuespillets opdragende betydning.

  Han nåede at blive berømt langt uden for landets grænser, inden han døde. Hans bøger var oversat på en mængde sprog og skattede højt i udlandet, særlig i Tyskland og Rusland. I disse to lande havde man lært ham personligt at kende ved de oplæsningsturnéer, han foretog i begge lande. Hans turné i Rusland, der sluttede i december i fjor, blev hyldest på hyldest, og nu ville han lægge Amerika for sine fødder og derefter fortsætte jorden rundt. Døden forhindrede ham i at gennemføre dette forsæt.

  Bang var ofte syg, og når han var på oplæsningsturné "for sidste gang", og alligevel kom igen for sidste gang og endnu en gang for sidste gang, smilte man. Nu er smilet glattet hen. Bang har været på turné for sidste gang. Vi ser ham ikke mere, men vi mindes ham som den store digter, som geniet blandt oplæsere. Vi ved, at Danmark atter har mistet en af sine gode sønner, en af dem, der elskede Danmark højt og ved sin kunst tjente sit fædreland på den smukkeste måde. Den hæder, der mødte ham i det fremmede, blev en hæder også for det land, der fostrede ham.

HERMAN BANGS DØD

Vejle Amts Avis, 31. januar 1912. 

Forudanelser om døden. Det kan nu anses for givet, at Herman Bang ikke vil blive begravet hverken på kirkegården i Horsens, hvor hans families grav findes, eller i "Bangsbos” have, som han havde ytret ønske om. Derimod vil man i øvrigt i så vid udstrækning som muligt følge de ønsker, Herman Bang har næret og i tidens løb udtalt.

  Ejendommeligt er det, hvor mange gange Bang har udtalt som sin overbevisning, at han ville dø på denne rejse. Han har sagt til en mængde af sine københavnske venner, at han troede det, og også på selve rejsen skal han rundt om have udtalt sig om sine forudfølelser af, at døden nærmede sig, og han har taget afsked for bestandig med en mængde af sine udenlandske venner, som han traf på rejsen. I øvrigt ankom der i fredags hertil en række breve og postkort, som Bang har afsend lige efter ankomsten til New York.

HERMAN BANGS JORDEFÆRD

Vejle Amts Avis, 1. februar 1912. 

I torsdags afsejlede C. F. Tietgen fra New York med Herman Bangs lig ombord. Antagelig vil skibet være i København d. 27., hvis ingen forhindringer forårsager forsinkelser, og selve begravelsen vil foregå få dage efter skibets ankomst.

  Herman Bang vil efter hans søster fru Nini Holts ønske blive begravet fra Jesuskirken i Valby. Provst Fenger vil bede en kort bøn. Salmerne "Den er slet ikke af Gud forladt" og "Kirkeklokke ej til hovedstæder" vil blive afsunget, og imens kisten bæres ud for at blive stedt til hvile på Vestre Kirkegård, synger kongelig kammersangerinde frøken Ida Møller salmen "Dejlig er jorden". Det er dog ikke udelukket, at der vil ske enkelte ændringer i disse foreløbige planer.

 

HERMAN BANGS SIDSTE TIMER

Vejle Amts Avis, 2. februar 1912.
 

Skyldes Herman Bangs død et apoplektisk tilfælde?

Et brev fra pastor Jensen, Utahs, kaster et nyt lys over Herman Bangs død ovre i Ogden mellem fremmede. Af brevet, der er afsendt to dage efter Bangs død, gengiver vi følgende:

ET BESØG VED HERMAN BANGS KISTE

Jeg købte en buket røde og hvide roser og lagde på det afsjælede legeme. De skulle med deres farver fortælle, at omend der ikke var blevet lejlighed til at sige ham et varmt ord, mens han stred i døden, skulle hans lig dog bære vidnesbyrd om, at også her, langt borte fra fædrelandet, var der landsmænd, som gerne ville yde ham en sidste tjeneste. Sammen med de to før omtalte herrer var jeg inde i præparationsværelset og så liget. Til trods for slagtillfældet var trækkene rolige uden fordrejning, og alle spor af dødskamp forsvundne. En kende ældre, end da jeg sidst så ham for syv år siden. Sig selv lig. Kun håret, der ellers var så sirlig friseret, stod pjusket om hans hoved. Han var nemlig, som jeg senere fik at vide, blevet ført lige fra sin seng i sovevognen ud på bærebåren og bragt på hospitalet.

Hvorledes døde Herman Bang?

"Som en ukendt fremmed men distingveret herre", som lægen sagde til mig. Uden bevidsthed, da han førtes fra toget til hospitalet. Uden bevidsthed i det halve døgn på hospitalet. Efter de oplysninger, som jeg i løbet af dagen har kunnet indhente hos jernbaneautoriteterne, lægen og på hospitalet, var det i det ydre og mindre væsentlige gået således til:

  I fredags var Herman Bang fulgt af en stor skare danske fra Chicago gået ombord i Overland Limited-toget for med dette hurtige Pacific-tog at rejse direkte de 2500 engelske mile til San Fransisco, hvor han skulle holde foredrag og derefter tage med damperen Cleveland til Orienten. Søndag morgen d. 28. dennes stod han ikke op. Toget var på dette tidspunkt inde i Wyoming, hvor det ene store øde afløser det andet, mens landet hæver sig højere og højere op mod klippebjergene. Personalet havde ikke lagt noget vægt på, at han ikke stod op. Først, da toget ved middagstid kom ind mod Utahs efter at det var kravlet op til en højde af 8- til 9000 fod over havet, så man efter og fandt ham da liggende bevidstløs under et apoplektisk tilfælde. Dette havde lammet den ene side. Ogden var den nærmeste by med hospital, og der sendtes telegram om at møde ved stationen med hospitalsvogn. Doctor Joyce ved hospitalet i Ogden mødte og tog imod ham, men der var intet at gøre. Det lykkedes ikke at bringe bevidstheden tilbage og efter at have henligget på hospitalet fra søndag eftermiddag til mandag klokken 5, døde han.

  Besynderligt var det, at jernbaneautoriteterne ikke havde så meget omtanke, at de telegraferede til vicekonsul Orlob her i Salt Lake City, men i stedet for til konsul Bøgild i San Fransisco. Havde de telegraferet hertil, havde Orlob og jeg kunnet nå Ogden om aftenen og være til stede ved hans dødsleje, så var han dog ikke død alene mellem fremmede.  

Ækle æventyr med Simon Toldam Trio på Jazzhouse

Tak for en herlig eftermiddag med Simon Toldam Trio i Jazzhouse. Her er showet i fuld gang. Fra venstre: Simon Toldam, mig selv, Nils Davidsen og Knut Finsrud.