For 100 år siden. Herman Bang Død. Originalklip fra aviser og ugeblade

Vejle Amts Avis, 30. januar 1912. 

HERMAN BANG DØD

Ganske uventet kommer meddelelsen om, at Herman Bang er død. Den danske forfatter var nylig ankommen til Amerika på oplæsningsturné, og meddelelsen om hans død er nået hertil gennem følgende kortfattede telegram, som den danske konsul i San Francisco i går afsendte til udenrigsministeriet:

  "Forfatteren Herman Bang er afgået ved døden af blodforgiftning. Herman Bang ville til foråret have fyldt 56 år. Han var præstesøn og fødtes på Als. Efter i 1877 at være blevent cand. phil. blev han journalist ved forskellige københavnske dagblade, og i 1884 debuterede han som skuespiller, men uden synderligt held. Han vakte opsigt, da han i 1879 debuterede i litteraturen med "Håbløse Slægter". Hans talent var uomtvisteligt, og hans hovedgerning blev derfor knyttet til litteraturen, men også som sceneinstruktør og oplæser har han ydet det bedste. Der var en tid, hvor Herman Bang kun mødte skuldertræk og ironiske smil. Det var den gang, da vort eget samfund befandt sig i en rivende udvikling, hvor alt blomstrede, handel, industri og kunst i halvfjerdsernes begyndelse, hvor livet det sprudlende og friske, lagde beslag på alles tanker og toner og ikke gav stunder til indadvendt selvbeskuen. Det syntes som om samfundet selv var for frisk dengang til at forstå eller endda synes om Herman Bangs stiliserede, mimoseagtige stemningsbilleder, men efterhånden som udviklingens første friskhed veg pladsen for det tilvantes daglige trommerum, begyndte man at få øjnene op for det, der gærede bag menneskets ydre væsen, og jo mere man nærmede sig århundredets slutning og hørte fra kulturcenteret Paris om de sære udslag, som den moderne sygdom neurosen gav sig udslag i. Jo mere fortrolig man blev med begrebet nerver, jo mere begyndte man at forstå Herman Bangs digtning for omsider at følge en times rus i hans livets så fjerne skildringer. Han blev efterhånden en type for samfundets overkultivering. Sær og snirklet, som hans stil var, mere farveløs, mere spinkel og drivhusagtig end I. P. Jacobsens, blev den et naturligt udslag af selve tidsånden, som netop måtte fremkalde disse sære, fremmedartede skud, som Herman Bangs og efter ham en hel række yngre forfatteres digtninge er. Derfor nåede han omsider at blive anerkendt, at nå frem til klassikerne, nævnes med den enstemmige ros, som nationens fælleseje opnår, og først da i disse senere år kan man sige, at han følte sig glad. Han, som tørstede efter ros, kunne glæde sig ved at læse en rosende anmeldelse, en kort, venlig notits eller deltagende meddelelse om hans sygdom gang efter gang igennem.

  Altid var han i aktivitet, altid optaget af at skabe nyt. Ikke af bøger, thi dem kneb det for ham at få færdige, men vise øjebliksdigtninge over døgnets hændelser, som vi alle kender, og i hvilken vi finder hans restløst grundende hjerne i evig bevægelse.

  Herman Bang syntes i sit ydre at vedblive med at være den unge, drømmende digter. Hans vaner og småsvagheder havde noget af det nervøse barns over sig, og i det åndrige liv syntes han slet ikke at høre hjemme, men dette skal ikke forstås således, at han udrettede lidet. Tværtimod, han havde evnen til at begejstre, til at finde talenter og bringe dem frem såvel i litteraturen som i dramatikken. Han, som elskede teatret, og sørgede oprigtigt over selv at have gjort fiasko som skuespiller i sine yngre dage, han opdrog til teatret en hel række unge talenter, som gennem ham fik evnen til at lægge et plus til mangt et dramatisk værk ved af deres egen sjæl at skabe et mere uddybet billede end i rollen angivet. Både i teatret og i litteraturen har han således sat spor. Gennemt hans talentrige digtninge "Tine", "Ved Vejen", "Ludvigsbakke", "Det Hvide Hus", "Liv I Død" og så videre har han skildret tidsånden fra en side, der ypperligt supplerer de andre digteres værker, og fra scenen har han talt til det store publikum. Talt et sprog, de forstod og åbnet deres øjne for skuespillets opdragende betydning.

  Han nåede at blive berømt langt uden for landets grænser, inden han døde. Hans bøger var oversat på en mængde sprog og skattede højt i udlandet, særlig i Tyskland og Rusland. I disse to lande havde man lært ham personligt at kende ved de oplæsningsturnéer, han foretog i begge lande. Hans turné i Rusland, der sluttede i december i fjor, blev hyldest på hyldest, og nu ville han lægge Amerika for sine fødder og derefter fortsætte jorden rundt. Døden forhindrede ham i at gennemføre dette forsæt.

  Bang var ofte syg, og når han var på oplæsningsturné "for sidste gang", og alligevel kom igen for sidste gang og endnu en gang for sidste gang, smilte man. Nu er smilet glattet hen. Bang har været på turné for sidste gang. Vi ser ham ikke mere, men vi mindes ham som den store digter, som geniet blandt oplæsere. Vi ved, at Danmark atter har mistet en af sine gode sønner, en af dem, der elskede Danmark højt og ved sin kunst tjente sit fædreland på den smukkeste måde. Den hæder, der mødte ham i det fremmede, blev en hæder også for det land, der fostrede ham.

HERMAN BANGS DØD

Vejle Amts Avis, 31. januar 1912. 

Forudanelser om døden. Det kan nu anses for givet, at Herman Bang ikke vil blive begravet hverken på kirkegården i Horsens, hvor hans families grav findes, eller i "Bangsbos” have, som han havde ytret ønske om. Derimod vil man i øvrigt i så vid udstrækning som muligt følge de ønsker, Herman Bang har næret og i tidens løb udtalt.

  Ejendommeligt er det, hvor mange gange Bang har udtalt som sin overbevisning, at han ville dø på denne rejse. Han har sagt til en mængde af sine københavnske venner, at han troede det, og også på selve rejsen skal han rundt om have udtalt sig om sine forudfølelser af, at døden nærmede sig, og han har taget afsked for bestandig med en mængde af sine udenlandske venner, som han traf på rejsen. I øvrigt ankom der i fredags hertil en række breve og postkort, som Bang har afsend lige efter ankomsten til New York.

HERMAN BANGS JORDEFÆRD

Vejle Amts Avis, 1. februar 1912. 

I torsdags afsejlede C. F. Tietgen fra New York med Herman Bangs lig ombord. Antagelig vil skibet være i København d. 27., hvis ingen forhindringer forårsager forsinkelser, og selve begravelsen vil foregå få dage efter skibets ankomst.

  Herman Bang vil efter hans søster fru Nini Holts ønske blive begravet fra Jesuskirken i Valby. Provst Fenger vil bede en kort bøn. Salmerne "Den er slet ikke af Gud forladt" og "Kirkeklokke ej til hovedstæder" vil blive afsunget, og imens kisten bæres ud for at blive stedt til hvile på Vestre Kirkegård, synger kongelig kammersangerinde frøken Ida Møller salmen "Dejlig er jorden". Det er dog ikke udelukket, at der vil ske enkelte ændringer i disse foreløbige planer.

 

HERMAN BANGS SIDSTE TIMER

Vejle Amts Avis, 2. februar 1912.
 

Skyldes Herman Bangs død et apoplektisk tilfælde?

Et brev fra pastor Jensen, Utahs, kaster et nyt lys over Herman Bangs død ovre i Ogden mellem fremmede. Af brevet, der er afsendt to dage efter Bangs død, gengiver vi følgende:

ET BESØG VED HERMAN BANGS KISTE

Jeg købte en buket røde og hvide roser og lagde på det afsjælede legeme. De skulle med deres farver fortælle, at omend der ikke var blevet lejlighed til at sige ham et varmt ord, mens han stred i døden, skulle hans lig dog bære vidnesbyrd om, at også her, langt borte fra fædrelandet, var der landsmænd, som gerne ville yde ham en sidste tjeneste. Sammen med de to før omtalte herrer var jeg inde i præparationsværelset og så liget. Til trods for slagtillfældet var trækkene rolige uden fordrejning, og alle spor af dødskamp forsvundne. En kende ældre, end da jeg sidst så ham for syv år siden. Sig selv lig. Kun håret, der ellers var så sirlig friseret, stod pjusket om hans hoved. Han var nemlig, som jeg senere fik at vide, blevet ført lige fra sin seng i sovevognen ud på bærebåren og bragt på hospitalet.

Hvorledes døde Herman Bang?

"Som en ukendt fremmed men distingveret herre", som lægen sagde til mig. Uden bevidsthed, da han førtes fra toget til hospitalet. Uden bevidsthed i det halve døgn på hospitalet. Efter de oplysninger, som jeg i løbet af dagen har kunnet indhente hos jernbaneautoriteterne, lægen og på hospitalet, var det i det ydre og mindre væsentlige gået således til:

  I fredags var Herman Bang fulgt af en stor skare danske fra Chicago gået ombord i Overland Limited-toget for med dette hurtige Pacific-tog at rejse direkte de 2500 engelske mile til San Fransisco, hvor han skulle holde foredrag og derefter tage med damperen Cleveland til Orienten. Søndag morgen d. 28. dennes stod han ikke op. Toget var på dette tidspunkt inde i Wyoming, hvor det ene store øde afløser det andet, mens landet hæver sig højere og højere op mod klippebjergene. Personalet havde ikke lagt noget vægt på, at han ikke stod op. Først, da toget ved middagstid kom ind mod Utahs efter at det var kravlet op til en højde af 8- til 9000 fod over havet, så man efter og fandt ham da liggende bevidstløs under et apoplektisk tilfælde. Dette havde lammet den ene side. Ogden var den nærmeste by med hospital, og der sendtes telegram om at møde ved stationen med hospitalsvogn. Doctor Joyce ved hospitalet i Ogden mødte og tog imod ham, men der var intet at gøre. Det lykkedes ikke at bringe bevidstheden tilbage og efter at have henligget på hospitalet fra søndag eftermiddag til mandag klokken 5, døde han.

  Besynderligt var det, at jernbaneautoriteterne ikke havde så meget omtanke, at de telegraferede til vicekonsul Orlob her i Salt Lake City, men i stedet for til konsul Bøgild i San Fransisco. Havde de telegraferet hertil, havde Orlob og jeg kunnet nå Ogden om aftenen og være til stede ved hans dødsleje, så var han dog ikke død alene mellem fremmede.