Artikel af A.W. fra Billed Bladet, 5. august, 1960
En halv time efter vielsen ringede telefonen i svigerforældrenes hjem. Det var noget med en grammofonplade.
Brudens far
fotograferede ved Ina og Otto Brandenburgs strengt hemmelige bryllup
Otto Brandenburg var bange for at pigerne ikke mere ville
drømme om ham om natten, hvis de vidste, han var gift. Derfor blev hans bryllup
med Ina Jørgensen holdt strengt hemmeligt. Kun forældrene var med i Lyngby
Kirke og ved middagen i brudens fars, grosserer Leif Jørgensens villa i Kgs.
Lyngby, og kun de allernærmeste venner fik efter et par dages forløb nyheden at
vide.
Kun brudeparrets forældre var med. Hr. Hj. Brandenburg står mellem sin kone og fru Leif Jørgensen.
Alligevel slap det ud, og mon den virkning, det eventuelt
kan have paa pladesalget, bliver negativ?
Ina er i hvert fald en yndig pige, og det staar enhver pige
frit for at drømme, hun var i hendes sted.
En veninde spurgte, om Ina ikke var ked af, at det skulle
være en hemmelighed, hun var gift med Otto Brandenburg.
Til ære for fotografen - Ina Brandenburgs far.
— Næh, sagde hun, hvis det betyder noget, kan det da være
lige meget Jeg har ham jo. Ina, der nu er 21 aar, traf Otto, da hun var 16 og
han 20. De gik med hinanden i et aars tid og blev saa uvenner over en eller
anden petitesse. Først for et aar siden mødte de tilfældigt hinanden igen. Alle
Otto Brandenburgs skønne principper om at holde sig fri af hensyn til karrieren
faldt til jorden. Han var uhjælpeligt forelsket.
Grosserer Leif Jørgensen blev fotograferet med fru Brandenburg og de nygifte.
Det er han stadig. Vel har de ikke set saa meget til
hinanden, hverken før de blev gift eller efter, for da det jo skulle være en
hemmelighed, kunne Ina ikke tage med, naar han skulle optræde i provinsen,
hvilket han gør de fire af ugens aftner, men naar de har været sammen i deres
etværelses lejlighed paa Tagensvej, har de været lykkelige.
Otto Brandenburg er uhjælpeligt forelsket i den pige, han blev gift med.
Ina er reklametegner, men har maattet opgive sit job. Hendes
mand vil gerne have natmad, naar han kommer sent hjem, og han har oven i købet
ofte gæster med hjem klokken et om natten. Hvis man skal klare det og helst
ogsaa være veloplagt, er det umuligt at passe et arbejde fra 9-17. Desuden er
der mere end rigeligt at gøre med at passe telefonen.
Desværre ringer telefonen uafbrudt, når de nygifte er sammen, men karrieren går frem for privatlivet. Foto: Vagn Hansen.
Det tager op imod en halv
time at smøre to stykker mad og lave en kop te paa grund af de mange
afbrydelser.
En hel del unge piger har allerede set den kønne fru
Brandenburg. Det er dem, der er troppet op i sangerens hjem for at faa hans
autograf. Fru Ina har nemlig ogsaa det job at passe døren.
A.W.
Cognac hedder den undulat, som Ina bragte med ind i ægteskabet. Otto Brandenburg er begejstret for den.
Billed Bladet, 5. august, 1960.
Telefonopkaldet til Otto Brandenburg kunne dreje sig om Grand
Prix nummeret ”To lys på et bord” fra 1960.
Jo mere man beskæftiger sig med musik, jo mere kommer man til at holde af den. Respekten vokser med årene, samtidig med at man interesserer sig mindre og mindre for det kommercielle, det populære...
Men vi skiltes ikke
som uvenner, fortæller Otto Brandenburg i denne sidste artikel om sit liv. Nu
har han fået skik på sig selv, fundet rigtige venner og en kvinde, der holder
af ham. Men han havde det svært, da populariteten svigtede, og han røg ud i mørket
— alene og uden venner
JEG søgte til udlandet, træt af at skulle have tærsk alle
vegne, træt af gang på gang at vende hjem med iturevet tøj, træt af at skulle
stikke halen mellem benene — det er jo utåleligt at skulle bøje nakken og smile
og sige tak, ligegyldig hvilke grovheder man bliver budt ... Grotesk, at det
var de samme mennesker, der havde været begejstret for én, og som nu ødelagde
én — er det mon noget, der står i forbindelse med en menneskelig trang til det
destruktive? Jeg har en fornemmelse af det i hvert fald.
Jeg rejste først efter en periode, hvor jeg for sidste gang
leflede for den populære sang, for twisten. Nå, twist er i og for sig god nok,
for min skyld kan man kalde det twist, rock eller pigtråd, bare det swinger. Men
jeg havde været en tur i Paris og optrådt på Olympia, og der lancerede Chubby
Checker. ”The Twist”. Da jeg kom tilbage, sled jeg gangene i Radiohuset nogle
uger, men det var pinligt at møde producere, der kikkede på én med »forkerte
øjne«. Så hellere sidde i huset i Dragør og vente på, at telefonen skulle
ringe.
Det var for så vidt en journalist, der satte tingene i skred
igen. Min grammofonplade »Hello, Mr. Twist« var anledningen til tre sider i et
blad. Og bare to dage senere var Sverige i telefonen. Jeg var noget tøvende.
Jeg skulle optræde på »Nålen«, og selv om jeg havde haft lange stunder med
flittige øvelser — kunne jeg så klare mig på denne store scene i Stockholm,
hvor alt fra Armstrong til Stan Getz har optrådt?
Gagen var ikke ret høj, men det var et engagement, der ville
være et blåt stempel — turde jeg egentlig?
Jeg tog mod til mig, og da jeg kom til Stockholm, kom
yderligere et tilbud: om jeg ville medvirke i det svenske Melodi Grand Prix?
Jeg sang »Anne-Li« og »Lololita« — den sidstnævnte blev nummer to.
Og de svenske folkeparker stod åbne for mig. Alle er lige på
de svenske folkeparkers scener, men jeg følte mig smigret ved at arbejde på de
samme scener som »The Platters«, The Shadows og Cliff Richard, vidunderligt at
begynde på en frisk, vinde publikum forfra, have gode musikere og ingen
flyvende flasker og frækheder.
Newfoundlænderen "Shadow" har trofast fulgt Otto Brandenburg igennem de svære år og giver ham dagligt en velment, men kraftig modtagelse.
Men det var et hårdt race — 5- 600 kilometers kørsel om
dagen for at nå at opfylde kontrakterne — folkeparkerne trækker én procent fra
pr. minut, man spiller for sent, så man stod ofte i valget mellem at bryde hastighedsbegrænsningen
i disse sommerferietider eller betale bøde til folkeparken, så lange afstande
var der — og etaperne og timeplanerne var i reglen udregnet på et så tidligt
tidspunkt af foråret, at man ikke havde kunnet kalkulere med sommerens
hastighedsbegrænsninger. Min kone, Ina, ventede vort andet barn. Jeg havde
derfor som sidste station inden hendes nedkomst taget et engagement på
»Hamburger Börs« i Stockholm. Jeg sang dels i en trio, dels folkesange, der
senere blev noget moderne herhjemme — solo.
Et par dage før min sidste aften i dette engagement havde
svensk TV startet noget nyt. Hylands Hörna, og mine to musikere havde fået et
fristende tilbud om medvirken i denne ny TV-serie. Jeg ville naturligvis ikke
lægge mig hindrende i vejen for denne chance for et langt engagement til dem —
det var i øvrigt guitaristen Bernt Öst — nu leder af vokalgruppen »Family Four«
(det var den gruppe, der for nylig ved en færdselsulykke mistede et af sine
medlemmer), og det var bassisten Beppo Grasman, nu medlem af vokalensemblet
»Gals and Pals«.
Jeg sagde altså ja til at ville optræde alene den sidste
aften og gav mig til at indøve et broget program. Da jeg stod i kulissen og
ventede på, at det skulle blive min tur, kom et telegram til mig, og jeg nåede
at læse, at Ina havde født en dreng. En kollega i kulissen læste videre og
sagde: »Det er nu synd for din kone og dig.« Jeg rev telegrammet ud af hænderne
på ham og fik nu hele sandheden. Min søn havde været død ved fødslen. Jeg var
lammet. Det var få sekunder, før tæppet skulle gå op, men jeg nåede at sige til
pianisten: »Drop det hele. Vi tager nogle stilfærdige evergreens i stedet for.«
Hele det afsluttende programs personale holdt en fest i et
privat hjem. Jeg var også inviteret, men havde ikke megen lyst. Da de andre
forlod etablissementet, stak man mig en seddel med adressen i hånden, og jeg
sagde, at jeg først ville rydde op i min garderobe og sige farvel til
funktionærer og tjenere. Jeg tog en taxi ud til adressen, gik op i ejendommen
og ringede på døren, den rigtige dør, og da ingen kom, bankede jeg også. Ud fra
nabolejligheden kom i det samme to mænd farende, som forsøgte at skubbe mig ned
ad trapperne, efter at have nedkaldt himlens og helvedes vrede over mit hoved
og givet mig hovedansvaret for det stockholmske blodbad under Christian den
Anden. Politi blev tilkaldt. Nå, og jeg var kun ét vidne mod to, plus nogle
politibetjente. 7.000 danske kroner kostede balladen mig — samt en hjernerystelse.
En genindkaldelse til forsvaret kostede mig 45.000 kroner i
uopfyldte kontrakter i Sverige, plus hvad jeg kunne have tjent ved TV og radio.
Otto Brandenburg elsker sit Dragør, går tit tur på havnen og tager jævnligt ud med fiskerne. Men her er han på vej til færgen til Limhamn, til svenske engagementer.
Jeg blev civil, og alt var smalhans. Somme tider stod menuen
på kartoffelmos, somme tider ikke engang på det. Kurven var dalende hjemme hos
kone og barn i Dragør. Jeg forstår da så udmærket problemet, set fra en kvindes
synspunkt — at hun bliver skeptisk, når man gang på gang siger: Vent lidt, det
skal nok gå, noget vil vise sig.
Men der er det med musik, man efterlader den ikke bare på
vejen, man giver sig ikke bare til at lave noget andet og glemmer den. Og der
er yderligere det ved musik: jo mere man har med den at gøre, jo mere holder
man af den, jo mere respekt får man for den — og — som en ekstra dividende, jeg
tænker her på det arbejdsglædemæssige, man bliver efterhånden mere eller mindre
ligeglad med, om noget er populært. Det, man frembringer, det, der betyder
noget for én, er, om man synes, man kan forsvare det, man laver, om det er
rigtigt, om det er ægte.
I de svenske folkeparker er alle optrædende lige - her slapper jeg af under en mikrofonprøve sammen med Cliff Richard.
Og da jeg blev foreslået at tage en kontorplads, måtte svaret
blive nej. Jeg havde fået engagement til en turné i Tyskland, men uanset om der
var udsigt til større indtægter, blev Ina og jeg enige om, at vi hellere måtte
skilles. Vi skiltes, ikke som uvenner, men i erkendelse af, at vi var blevet
for forskellige. Men vi har da stadig kontakt, for det er klart, at når man har
børn sammen, så er man aldrig helt færdige med hinanden, man kan ikke slå en
streg over årene, der er gået.
Inden min Tysklands-turné sagde jeg: »Det er i orden, vi
skilles, bare huset er tomt, når jeg vender tilbage«.
Mon ikke de fleste mænd har det sådan? Når ægteskabet går i
stykker, har hjemmets døde ting ingen som helst interesse, bl.a. fordi, man har
et ønske om, at det stadig skal være den vante ramme om barnets dagligdag?
Jeg kom tilbage fra Tyskland til et stort, tomt hus — alle
tiders ekkorum, tænkte jeg galgenhumoristisk. Men tapetet var da på væggene.
Jeg lå på gulvet om natten, jeg havde en dyne over mig og hunden »Shaddow«, en
sort Newfoundlænder, ved siden. Hunden havde valgt selv. Jeg sagde kom, og så
lød den mig. Jeg bilder mig såmænd ikke ind, at han holdt mest af mig, men jeg
tror, at hunde retter sig efter manden i huset.
Nå, men jeg lå i det tomme hus og tænkte om natten: Skal du
ned, kan du lige så godt komme helt ned.
Jo, for skattevæsnet kom på nakken af mig. Og der er i det
hele taget en frygtelig masse mennesker, der synes, det er sjovt at træde på
mennesker, når de ligger ned.
Jeg kæmpede, jeg satte forbruget ned, men lige lidt hjalp
det: Betal 5.000 kroner her. Betal 7.000 kroner der. Og: hvis De ikke inden
otte dage betaler 3.000, så er det tvangsauktion, og hvis De ikke ...
Til sidst blev jeg så apatisk, at jeg tænkte: Så lad dem da
i himlens navn sælge hele skidtet.
Det alvorligste og det afgørende var et brev fra
skattevæsnet: Hvis De ikke betaler 42.000 kroner inden ...
Nu lå man ned, nu skulle man have et spark, sådan kunne man
se på det. Eller: Hvis man havde haft en forretningsfører, så kunne han måske
have fortalt én, at der er noget der hedder 80 procent skat af indtægten ...
Men nu lå jeg på nulpunktet. Det var dog et udgangspunkt. Og
jeg kunne gøre mit Livs regnskab op, eventuelt prøve at leve. Jeg opdagede, at
der var en by, der hed Dragør. Ja, jeg havde jo boet der i flere år, haft
postadresse osv.
Jeg gik ud i byen, opdagede, at den er propfyldt med rigtige
mennesker, fik nye venner blandt folk, der var komplet ligeglade med, hvad jeg
havde været, og helt forrygende ligeglade med, hvad jeg var nu, ud over at jeg
var et menneske.
-Med 14 dages arbejde - og 14 dages fri-rytmen bliver der tid til hobby - jeg samler på kønne sten, og jeg pusler med tegninger, denne her er af min datter Stine.
Hentet til
fogedretten
Jeg tog ud på Øresund med fiskerne — det indebar også det
praktiske, at det kunne blive til fiskemad til mig og »Shaddow«. Jeg har forresten
fisket op til 15 torsk på sådan en tur — og når så gartneren gav mig kartofler!
Jeg havde en lang ferie og lærte, hvor lidt man egentlig
behøver. Tilværelsen er hverken arkitekttegnede møbler eller mekaniserede
statussymboler.
Med mellemrum hvirvlede der en stak breve ind gennem
brevsprækken. Fra folk, der ville have penge, og så blev jeg hentet til
fogedretten — og stod så i København og længtes efter Dragør. Nu vil jeg vove
at påstå, at jeg aldrig har drømt om, at kreditorerne ikke skulle have deres
penge. Og i dag kan jeg se, at jeg faktisk kunne have redet den økonomiske storm
af. For der gik nemlig et helt år, inden der kom gang i tvangsauktionen. Man
bildte mig ind, at den kun var 14 dage ude i fremtiden, og så tabte jeg helt
pusten. Jeg har aldrig haft nogen varm ledning til Rockefellerfonden. Jeg har i
øvrigt ikke set et eneste stykke papir fra skattevæsnet på mit hus, hvordan det
er solgt, hvor meget man har fået osv. Jeg afleverede bare mine papirer til det
kære væsen, og det har ordnet resten. Tør man nok sige.
Men det dæmrer, det har dæmret, og jeg har en masse gode
ting at tænke på: jeg har sunget med Count Basies orkester, jeg har sunget
folkesange og lavet en masse ting, der er adskilligt mere værd end en matrice
med forsølvning.
"Mr. Twist" som Otto Brandenburg hed i årevis i Sverige, danser med en fashionabel partnerske - Josephine Baker.
Der skal ikke jamres fra min side. I det sidste par år har jeg
rent menneskeligt udviklet mig mere end i de foregående 10, det ville være
utidig og falsk beskedenhed af mig at påstå andet. Ja, faktisk eksisterer den
gamle Otto Brandenburg ikke mere. Jeg kender ham ikke, iagttager ham måske med
en smule personlig interesse, når jeg ser tilbage. Jeg har truffet alle slags
mennesker, jeg har oplevet den hurtige opstigen og undervejs mødt såkaldt fine
mennesker, der ikke var så pokkers fine alligevel, og jeg har prøvet en
nedgangsperiode, hvor vennernes antal svandt ind til mindre end en tiendedel.
Ham H. C. Andersen var ikke så tosset, da han skrev »Fyrtøjet« — der var så
mange trapper, sagde folk, da soldaten var blevet fattig, at de ikke mere kunne
besøge ham.
Det kan af og til være lidt tragikomisk at møde gamle
venner, der spørger: Hvordan går det? Det står skrevet i deres blik, at man
helst skal ligne Bispebjerg Kirkegård, og vantroen er umiskendelig, når jeg så
siger: Mægtig godt, du gamle. Arh, lad nu vær' ... Tja, og så står man der og
skal sige ord i et forsvar, man ikke gider, fordi man ikke behøver det. Og så
er det, man lige så stille hvisker: Nå nej, du må jo nok bedre vide det ...
Men sandheden skal fortælles her: Hvad jeg bedriver? Lever!
Som man synger i »Boheme«.
For resten kunne jeg være beskæftiget året rundt, hvis det
ikke var for det kære skattevæsens skyld. Men økonomisk og på anden måde er det
bedst at arbejde 14 dage, holde 14 dage fri, arbejde 14 dage osv. Det giver mig
mulighed for at svare udgifter til kone og barn — og frihed til at gå lange
ture i Kongelunden og ved Dragør Havn. Og til at dygtiggøre mig på guitaren og
komponere.
Melodi Grand Prix er mere end idol-Grand Prix fastslår Otto Brandenburg. Her er han i TV med "Godnat lille du": - Jeg var meget nervøs, for lampen på bordet skulle slukkes lige i starten, alt klappede ved prøverne - og så glemte man at afbryde strømmen, da udsendelse "gik i luften".
Jeg sidder ofte til langt ud på natten og komponerer. Jeg
har vel nu i alt op mod 100 melodier — det tal regner man med som forudsætning
for, at en enkelt, ikke altid den bedste, skal slå igennem. Halvdelen er
udkommet i udlandet. Ikke en af dem er lavet ud fra en salgsmæssig hensigt, de
er uden tilsætning af nogen kommercielle virkemidler. De skal bare virke ved
sig selv.
Tja, hvad har man ikke oplevet. F. eks. midt i en
nedgangsperiode at blive inviteret til sangfestival i Berlin, i Vest- og
Østtyskland — og vinde den. Det var egentlig rigtig skægt, men det omtalte
aviserne ikke. Derimod hvad jeg skyldte i skat og det antal biler, jeg havde
ødelagt. For en sikkerheds skyld var tallene ganget med to.
Jeg har i denne tid og langt ud i fremtiden de engagementer,
jeg kan ønske mig, jeg har fundet en livsrytme, jeg har en dejlig fred med mig
selv. Og jeg bor hos venner, der slog deres døre betingelsesløst op for mig og
min guitar og min hund.
-Jeg sidder og komponerer til langt ude på natten. Jeg har lavet lige ved 100 melodier, de fleste er udkommet i udlandet.
De hedder Bente og Birger Rafn.
Og jeg har truffet en yndig pige, som jeg er meget glad for,
og hvis venskab jeg sætter megen pris på. Hun hedder i øvrigt også Bente.
En god kammerat og en sød veninde har Otto Brandenburg fundet i yndige Bente Flaskjær. I efteråret ferierede de glade og solbrune i Spanien.
Det er rigtige mennesker. Jeg har lært at sætte pris på ægte
mennesker.
Så svinger livet. På en fredfyldt måde.
LEIF MARIAGER
Næsten symbolsk er Otto Brandenburgs sidste store grammofonsucces blevet kaldt "Natten drog forbi". Her smiler han optimistisk under morgenbarberingen.
Et "maleri" i glas og cement får en sidste afpudsning: "Jeg har fundet en stilfærdig livsrytme og fået fred med mig selv ... "
Otto Brandenburgs indfølte udgave af "Strangers in the night", fra samme år som artiklen fra Billed Bladet, "Natten drog forbi", 1966.
Four
Jacks har signeret: Bent Werther, Otto Brandenburg, Paul Rudi og John Mogensen.
Otto
Brandenburg alias Otto Herman Max Brandenburg (4. september 1934 til 1. marts
2007). Kælenavn: Baggårdspumaen.
Otto Brandenburg var født ved Grindsted, og
flyttede som 2-årig med sine forældre til København, hvor han voksede op på
Ydre Nørrebro. Han startede sin karriere før han kunne gå. Allerede som 2‑årig
havde man fået øje på ham, og han blev kåret som Københavns mest fotogene baby
og brugt i en mælkereklame. Selv om væskeindtagelsen ændrede sig med årene, så
var charismaen allerede på dette tidspunkt ikke til at stå for.
I drengeårene lærte Otto Brandenburg at
spille violin og spillede i Dansk Ungdoms Symfoniorkester. Han forlod dog
orkestret for at lære at synge og begyndte at spille guitar. Efter skoletiden
kom han i lære som maskinarbejder, og i sin fritid spillede han jazzguitar og
sang i Ib Glindemanns Big Band. I 1953 blev han københavnsmester i boksning i
letweltervægt og vandt i 1954 en amatørkonkurrence på restaurant Palmehaven i
Sandvig, og grunden var lagt for et gennemmusikalsk multitalent.
Et
tilfælde bragte Otto Brandenburg sammen med tre andre lige så sangglade
kammerater, og i 1956 dannede han sammen med Poul Rudi, John Mogensen og Bent
Werther vokalgruppen "Four Jacks". Four Jacks fik i 1956 pladesucces
med deres første singleplade "Den vilde vind" og "Slentre gennem
regn". Gruppen debuterede den 2. februar 1957 i et af den tids mest
populære underholdningsprogrammer i radioen og var på TV i foråret 1957. I 1957
indspillede de også "Når lygterne tændes" og "På en ø i oceanet"
og i 1958 "Æselsangen".
Efter tre år trådte Otto Brandenburg ud af
gruppen, for han ville i stedet gøre solokarriere som rocksanger. Han
debuterede som solist nytårsaften 1958 i Riddersalen, og hans debutplade i
foråret 1959 "I believe" blev en træffer. Han optrådte i K.B. Hallen,
hvor 4.000 teenagere straks kårede ham som dansk rockkonge og Danmarks svar på
Elvis. Otto Brandenburg blev således Danmarks første rock'n roll‑sanger, og den
dengang 24‑årige maskinarbejder blev i 1959 udsat for en kolossal og hysterisk idoldyrkelse
blandt teenagere.
I
1960 kom hans store gennembrud ”What do you want to make those eyes at me
for", og det skabte tumultagtige scener med tusindvis af fans og
autografjægere. En overgang fik han 500 breve om ugen, heraf mange med
ægteskabstilbud.
Otto Brandenburgs bryllup med Ina Jørgensen.
Billed Bladets forside 5. august 1960.
Han knuste mange teenagehjerter da han i 1960 blev gift i Gl.
Lyngby Kirke med Ina Jørgensen, som han fik datteren Stine sammen med. En
overgang i 1970erne dannede han par med indretningsarkitekten Susanne Tuxen og
i 1980erne var han kæreste med den italienske skuespillerinde Franca Maria De
Monti og med Bente Pryds, der var ansat på Nordisk Film.
Udover ægteskab og gennembrud deltog Otto
Brandenburg også i 1960 i det danske Melodi Grand Prix med sangen "To lys
på et bord", som kun fik et eneste point, men som siden blev solgt i over
200.000 eksemplarer og blev en af hans allerstørste successer.
Samme år kom der også bud efter ham fra
Tyskland, hvor han under navnet Ole Brandenburg udgav flere plader, ligesom han
filmdebuterede i den tyske showfilm "Schlagerparade" i foråret 1961.
Han
fik herhjemme sin filmdebut i filmen "Sømand i knibe", hvor han sang
to sange, der skulle blive klassikere, nemlig "Susanne, Birgitte og
Hanne" og "Når en sailor går i land". Den store filmrolle fik
han året efter i "Mine tossede drenge", hvor han slog på tromme og
sang "Er det mon sandt" og "Hip Bone Crack". Allerede i
1958 havde han dog medvirket i filmen Styrmand Karlsen, hvor man så ham på
dækket sammen med de andre medlemmer af Four Jacks.
Otto Brandenburg spillede med i og lagde
stemmer til omkring 50 biograffilm i årene fra 1958 til 2000. Bl.a. Bennys
badekar, 1971, Strømer, 1976, Hærværk, 1977, og Mig og Charly, 1978. Han modtog
en Bodil for sin medvirken i filmene "Hør, var der ikke en som lo?"
og "Gummi Tarzan".
I 1961 deltog Otto Brandenburg igen i Melodi
Grand Prix med "Godnat lille du", og i 1962 var han frontfigur i
lanceringen af twisten i Danmark med sangen "Hallo, Mr. Twist", der
blev en regulær teenagelandeplage.
Mr. Twist og Josephine Baker i nærkamp. Foto fra
midten af 60erne.
Han blev også populær i Sverige, hvor han i
1962 deltog i det svenske Melodi Grand Prix og indspillede plader, der toppede
hitlisterne. Efter optræden som jazzsanger på store tribuner i Stockholm som
Berns Saloner og i de svenske folkeparker turnerede han i årene 1963 til 1966
rundt om i hele verden.
Otto Brandenburg blev også en uhyre travl
skuespiller for både teater, revy og film, og han lagde selv aldrig skjul på at
han levede livet hårdt. "Baggårdspumaen", som han blev kaldt blandt
venner, var en overgang ofte at finde i nattelivet i Københavns minefelt.
Berygtede drukture og uheldige episoder med politi og skattevæsen kom da også
på de kulørte blades forsider. Som da han i maj 1994 på en togtur fra Odense
til København kom i klammeri med togpersonalet og senere måtte indkassere 40
dages betinget fængsel for vold mod politiet under en anholdelse i København.
Det betingede skyldtes, at politiet havde været ikke så lidt mere hårdhændede
end nødvendigt under anholdelsen.
I 1969 betrådte han nye, musikalske veje med
sin egen tekst til en amerikansk melodi i julesangen "Søren
Banjomus", som han selv sang til tidløs succes samtidig med at han
begyndte at lave børneudsendelser for både radio og tv.
Allerede
i 1959 havde han fået sin debut som skuespiller i tv‑spillet
"Femdollarsedlen". Otto Brandenburg var på tv også med i adskillige
tv‑spil, bl.a. krimiserien "Smuglerne". Han viste for alvor sit
talent som karakterskuespiller i 1974 med hovedrollen i tv‑teatrets "Tillykke
Herbert". Siden havde han bl.a. rollen som vesterhavsfiskeren Laust Sand i
Hans Kirks "Fiskerne". Lars von Triers Riget I, 1994 og Riget II,
1997 viste også hans indfølte og stærke udstråling som skuespiller.
I 1970'erne dannede han ofte par på scenen
med Vivi Bak, og i 1980'erne sang han også plader med både Halfdan Rasmussen,
Bellman og Evert Taube-tekster. Det blev til mange plader, engagementer i
diverse shows og tv‑optrædener i de år. Især fik han over årene store
pladesucceser med "Du lille fisker", "To kammerater til
hest", "Har du set Mona Lisa", "Rosetta" (sammen med
Jørgen Ryg), "Buena Sera" og "Jeg ved en lærkerede".
I de sidste år af sit liv levede Brandenburg
en tilbagetrukket tilværelse med kæresten gennem mange år tv‑produceren Hanne
Mynster i et rækkehus i Kongens Lyngby. Hanne, huset, staudebedet og
fornøjelsen ved børn og børnebørn var det, der betød allermest for ham.
I
2006 blev Frank Toft-Nielsens uofficielle biografi "Otto Brandenburg ‑
spor af en baggårdspuma" udgivet på GAFFA forlag, og samme år udgav EMI en
4‑dobbelt‑cd med indspilninger fra de første år i karrieren.
Otto Brandenburg i filmen "Mine tossede drenge",
1961 med hitnummeret ”Hit bone Crack”.
Otto Brandenburg i filmen "Sømand i knibe", 1960 med
hittet Når en sailor går i land.
Thomas Vinding interviewer Otto Brandenburg om hans liv
på og bag scenen, 1994.
Om kort tid følger her på bloggen det spændende Otto
Brandenburg interview: ”Jeg forstår godt, min kone ville skilles” fra Billed
Bladet. Brandenburgs egne betragtninger og masser af ukendte fotos.
Der er ækle æventyr med sang og musik for fuld udblæsning med Christian Søgaard trio og mig på Hansted, Vestergade 2 i Svendborg, tirsdag d. 25. september fra kl. 20-22.
Et muntert tilbageblik på vores sidste optræden på Hansted.
Lyt til udsendelsen “Mikrofonholder” fraRadio24syv påskesøndag. En 55 min. samtale mellem mig og min gamle legekammerat
Fuzzy. En sjov udsendelse, hvor vi spiller flere af vores fælles værker og
Fuzzy bl.a. spiller et af de sjældne numre, han har lavet sammen med Cornelis
Wreeswijk.
Så er på "På tippen af næsen der sidder majonæsen" næsten klar til udgivelse. Bente Bech har lavet nogle herlige illustrationer til mine børnerim, og Heidi Brun fra forlaget Alvilda er redaktør.
