Rune T. Kidde: Rock'n' roll bliver født, del 2: Phil Spector. Min signerede fotosamling.

Phil Spector, alias Harvey Phillip Spector, født 26. December, 1939 i Bronx, New York City. Sang I gruppen “Teddy Bears”, men havde sit gennembrud som producer for The Crystals med nummeret ”There's No Other (Like My Baby)" i 1961 og udviklede som den første producerrollen til et selvstændigt, kunstnerisk udtryk. Phil Spectors berømte ’the wall of sound’, har en markant bund af bas og trommer i mono tilføjet musikalske arrangementer af grupper op til orkesterstørrelse. Al lyd er optaget I et ekkorum. Spector har blandt mange andre produceret for The Ronettes, Ike og Tina Turner, Connie Francis, The Beatles og Leonard Cohen. Han er sky og excentrisk og kendt for sine mange og ofte absurde sammenstød med de kunstnere han arbejdede sammen med. Han har bl.a. haft problemer med våben og har flere gange affyret skud i studierne, hvor han har truet både The Ramones, John Lennon og Leonard Cohen. Sidstnævnte har senere udtalt: " Jeg tror ikke han kan tolerere nogle andre skygger i sit mørke ”. Spector er i dag i en alder af 72 år idømt 19 års fængsel efter at have skudt skuespillerinden Lana Clarkson i 2003. Selv nægter han sig skyldig. Han påstår hun begik selvmord ved at skyde sig selv gennem munden klokken 3 om natten i hans kopi af et fransk slot i Alhambra, Californien.

Den blændende Veronica Bennett (senere Ronnie Spector) havde stemmen, der kunne give bagmanden Phil Spectors melodramatiske teenagesymfonier hjerte, smerte og troværdighed.

Pistolsvingende morder skabte gyldne popperler i 60'erne

Længe før han truede folk som Leonard Cohen og John Lennon med pistoler, og godt 40 år inden han myrdede skuespillerinden Lana Clarkson i 2003, lagde produceren Phil Spector de første små sten til sin senere så berømmede Wall of Sound.

En lydmur, der formentlig er en fattig trøst bag de særdeles fysiske mure, hvor den excentriske mirakelmager i dag må henslæbe sit liv efter en dom på 19 års fængsel for drabet.

Sceneskræk

Engang før verden gik af lave, og geniet gik tabt i galskab, var Phil Spector indehaver af sit eget pladeselskab, Philles, hvorfra uskyldsrene teenagehymner trillede af sted med stor sikkerhed i de spæde tressere. Ligesom popmusikken stod de for at miste uskylden.

Pigegrupperne The Crystals og The Ronettes blev det menneskelige materiale, der indgik i Phil Spectors elegante legeringer af vellyd med deres melankolske sange fra pigeværelsets poesibøger og dagdrømme.

Men før det kom så vidt, havde Phil Spector lagt den første sten til sin lydmur i form af sin fars gravsten.

Faderen begik selvmord, da sønnen var ni år, ved at pumpe sin bil fuld af kuldioxid. Phil Spector brugte påskriften på gravstenen som titel på sit første hit, ’To Know Him Is To Love Him’ med gruppen The Teddy Bears.

Men snart tvang sceneskræk Phil Spector over på den anden side af mikserpulten i studiet, og han etablerede sig som stjerneproducer med speciale i klare knaldperler i singleformat.

Markedsbevidst provokatør

Hvorfor så udgive et bokssæt med album fra singlepladens mester eller ’The First Tycoon of Teen’, som den amerikanske journalist Tom Wolfe kaldte ham?

Selvfølgelig for at følge arkitektens vej fra de første forsøg på at indfange en nuttet popsang, så den både kunne begå sig i en billig transistorradio og blive blæst ud på anderledes avanceret grej.

Så må man tage med, at Phil Spector netop i kraft af satsningen på enestående hitsingler var hæmningsløst ligeglad med at genbruge sine varer, hvorfor der er ekstremt mange gentagelser i samlingen.

Det er netop i arbejdet med The Crystals, at Phil Spector træder i karakter som producer og markedsbevidst provokatør. På det første album i boksen, ’The Crystals Twist Uptown’ fra 1962, er muren af vellyd langtfra færdig.

I en effektiv blanding af sort soul og hvid pop lader Phil Spector sit femkløver af sorte teenagepiger synge sange så søde som lørdagsslik og så fulde af drømme som en søndag morgen med lang tids ophold på puden.

Masser af gentagelser

Revolutionen fandt sted på det andet album med The Crystals, ’He’s a Rebel’, året efter. Her indledte Phil Spector sit skelsættende samarbejde med arrangøren Jack Nitzsche, der blev helt afgørende for hans arbejde. Allerede på titelnummeret, der indleder pladen, træder Spector i karakter som producer.

Masser af ekko, en lagkage af kor, percussion, en nærmest delikat rytmegruppe, strygere og en enkelt, hyggelig solo på saxofon ledsager hyldesten til den rebel, feminister næppe vil påskønne.

Værre bliver det dog på en af de få nye sange på pladen (der er ni gengangere fra debutalbummet!), ’He Hit Me (It Felt Like a Kiss)’. I sangen af Carole King og Gerry Goffin lader Phil Spector sine fem ungmøer synge om følgerne af utroskab: »If he didn’t care for me/ I could have never made him mad/ But he hit me/ And I was glad«.

Produceren var klar over, at den dunkle lille sang, der holdes oppe af en vandrende bas, ville ramme som en knytnæve i hans landskab af pyntesyge og ungdommeligt melodrama.

Netop derfor valgte Spector at udsende den som single med forudsigelig kontrovers til følge.

Popmesterværket

Langt renere flag blev der tonet, da Phil Spector lancerede sit tidlige mesterværk med ’Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica’.

Ingen fortolker det unge hjertes dramatiske hop bedre end Phil Spector.

Fra første tordenskrald som indledning til det lunefulde skybrud i ’Walking in the Rain’ hænger de formfuldendte perler af pop sammen på smukkeste vis. ’Do I Love You’ har endda et beat, de ville have danset til selv hos konkurrenterne på Motown.

Signatursangen ’Be My Baby’ blander sig med ’Baby I Love You’ i lykkekoret, mens ’(The Best Part of) Breakin’ Up’ viser det svimlende dyb i en teenagers dramatiske liv. Med Ronettes havde Phil Spector fundet den ideelle enhed for sin lagkage af lyd, der får sangene til formelig at vrinske af frydefuld lykke, selv om de eventuelt udtrykker tristesse og melankoli.

Tættere på lyden af en stormende forelskelse end hos det velsyngende trekløver med Veronica Bennett (der senere blev gift med produceren og skiftede navn til Ronnie Spector), Estelle Bennett og Nedra Talley kommer man ikke.

Førstnævnte skræller huden af og folder sin sjæl ud i den nærmest hjerteskærende ’So Young’. Ingen fortolker det unge hjertes dramatiske hop bedre end Phil Spector. Det senere monster var i stand til at vride evig skønhed ud af disse sange i det bedste destilleri, poppen vel har set.

Små symfonier

Ifølge Phil Spector var der tale om »små symfonier for børnene, en wagnersk tilgang til rock’n’roll«.

En ret præcis definition, hvad man kan overbevise sig om på den spøjse cd med de instrumentale numre og versioner af nogle af sangene, der også er medtaget her som ’Phil’s Flipsides’. 17 instrumentale numre, som ret beset bare var tænkt som fyld på singlerne, der skulle sørge for, at fokus blev holdt på guldet på A-siderne.

Mange af numrene er opkaldt efter personer i Phil Spectors omgangskreds. De blev ofte improviseret frem i studiet, men swinger ikke desto mindre med imponerende saftighed.

Især dog ’Dr. Kaplan’s Office’, der som eneste track i samlingen her er omgivet af The Wall of Sound. Kuriøst og kitschet, men dog spillevende og vitalt i kraft af de kapable musikere, Phil Spector altid omgav sig med.

Julealbummet mangler

Min personlige favorit i samlingen er dog ’Zip-A-Dee-Doo-Dah’ med Bob B. Soxx and the Blue Jeans. Her får den sensuelle og soulfyldte sangerinde Darlene Love lov til at løfte ’Why Do Lovers Break Each Others Hearts’ helt op til himmelsengens loft og til at brændemærke lytterens øre med et langsomt og langt kys i ’My Heart Beat a Little Faster’.

Det er første gang, mange af sangene på albummet er udgivet på cd, og det er en af de store gevinster ved bokssættet, der viser større spændvidde i Phil Spectors univers end ellers – eksempelvis en nærmest rå blues som ’Everything’s Gonna Be All Right’ med vokal af Bobby Sheen.

Ærgerligt nok er Phil Spectors legendariske julealbum ikke med i boksen, hvilket havde gjort den noget nær fuldendt. Alligevel er sættet overbevisende – så velgørende og fuldendt kan banal popmusik tage sig ud