Flot anmeldelse af DØDSSØBØLGER

Den uforlignelige fantasi
Nordvestnyt 10.  november  2012, weekend, side 16
Intet er, som vi tror, men i Rune T. Kiddes univers er det meget, meget værre, men også meget mere farverigt
Af Arne Mariager red@nordvet.dk
Der findes kritikere, som hævder, at tidens forfattere er for tørre og dokumentariske i arbejdsformen. Lad disse kritikere læse Rune T. Kidde. Der findes kloge litterater, som påstår, at tidens forfattere mangler ord og mangler sans for det store sprog. Lad dem læse Rune T. Kidde. Og der findes kritikere, som hævder, at tidens forfattere generelt mangler fantasi. De er ikke digtere, men blot referenter. Lad dem læse Rune T. Kidde. Denne særlige, næsten blinde forfatter, der livet igennem har kæmpet med en hård diabetes, har skrevet en ny roman med endnu en mærkelig titel, som han har for vane. » Dødssøbølger « kalder han bogen, der - uanset om man vil tage den til sig eller ej - er og bliver noget helt specielt i bunken af efterårets udgivelser. En stor del af bogen foregår på og omkring et psykiatrisk hospital. Det er så lige det område, hvor Kidde ikke er så overvældende original. For psykiatriske hospitaler, psykiske lidelser, angst og uforløste oplevelser fra barn og ungdom er ingenlunde et særsyn i moderne litteratur, snarere en fast del af substansen. Men måden, hvorpå Rune T. Kidde skildrer den verden, hvori de psykiske patienter vandrer rundt, er så original, som noget kan være. Båret igennem af Rune T. Kiddes på én gang isnende kynisme og varme sympati for mennesker. Forfatteren er på et evigt krydstogt mellem brutaliteten og kynismen og den humanitære, emotionelle forståelse af individet. Det gør bogen til fængslende læsning. Sprog og fantasi Jogvan bliver bragt til Sankt Johannes Hospital en kold vinternat. Han er nøgen og helt afsindig. Om halsen bærer han en månesten. Han er helt tavs. Efter lang tids bæltefiksering begynder han at fortælle den psykiatriske overlæge om sin ulykkelige skæbne. Født og opvokset i Torshavn på Færøerne. Moderen dør af et slagtilfælde, men har inden fortalt Jogvan om hans far, en forbandet kaptajn, der farer over de syv have og varsler undergang og død. Dybt rystet drager Jogvan med sin kæreste Diana ud i verden for at finde denne kaptajn - og de mange halvsøskende, Jogvan har fået at vide, han har rundt omkring. Og så ruller historien om skibsforlis, druk, hor, brandstorme og død og andet forfærdeligt. Alt sammen fortalt i Rune T. Kiddes stort anlagte sprog. Ikke alene har forfatteren denne fandenivoldske fantasi, som han også afslørede for nogle år siden i romanen » Julius' afsind « . Han har også et sprog fra den øverste hylde. Stort, farverigt og fortællende. Lige så befriende i tidens sprogminimalisme som en t-bonesteak i et vegetarkøkken. Under vejs i historien begynder man at fornemme, at ét er Jogvans historie, men noget andet er sandheden om Jogvan. Hvem er han? For færing er han ikke. Og hvad med den psykiatriske overlæge? Er han til at stole på, eller har han lånt en kittel et sted? Det er nok Rune T. Kiddes pointe i denne fortælling: At intet er, som vi tror. At livet er langt mere nuanceret, forunderligt, farligt og rigt, end vi går og tror. Jeg er ikke sikker på, at Rune T. Kidde har ret. Men det er ligegyldigt, når han skildrer sin opfattelse på en så eminent facon. Rune T: Kidde: » Dødssøbølger « , 313 sider, Modtryk, 299 kr.
Rune T. Kidde har udgivet over 100 bøger, omfattende såvel romaner, digtsamlinger som tegneserier og biografier. Desuden har han skrevet til tv-og operascenen. Hele livet har han kæmpet med en hård diabetes, der har frarøvet ham synet, men ikke sproget eller fantasien. Begge dele blomstrer.