Min digtsamling "Fuglefri"

FUGLEFRI, Modtryk, 1998.

Digtsamling. Den oprindelige betydning af udtrykket fuglefri er en fange på fri fod, der må skydes ned af alle. Udtrykkets dobbelthed genspejler sig i samlingen som fantastiske og intense ordmalerier fra nærdødsoplevelser til ekstaser, elverfolk og jætter. Digtene er rimede og indspillet af bl.a. Povl Dissing, Willy Jönsson, Fuzzy og Bente Kure.

 Silketråd og natskyggeblomst

Du er små smil og gyldenglat bronze.
 Du er sommerfugl vævet af vind.
Du er ild i mit hjertes kokon,   
-se! En silketråd sprang af mit sind.

Du er barn af mit inderste hjerte,
af en sælsom, Atlantisblå leg.
Når havdybet æder mig er det,
min natskygge blomstrer for dig.

Findes i ældre form i romanen ”Midt i havet, midt i himlen”. Indgår også i operaen ”Neja” ved komponist Eva Kondrup.

Illustration af Thormod Kidde.

Til frøken Urørlig

Jeg husker dig, frøken Urørlig,
fordi du har vinger af dag
og pirrende sødt, umedgørlig
kan løfte dem og stikke af.
Vil gribe dig med mine arme,
men ved du er gået i går.
Slår smut i lidt efterladt charme.
Blir laks i dit strømmende hår.

Jeg gav dig mit ærlige hjerte
og modtog dit smigrede nej,
men fandens fortryllende er det,
når bare jeg fik det af dig.
Har digtet en vise i vinden.
Den føjter fortumlet forbi
og kysser dig flygtigt på kinden
og sukker og sætter dig fri.

Den dag, hvor du plages af pligter
og taber en drøm eller to,
så husk du er ven med en digter
i vinterblå natsommersko.
De hengemte drømme bli'r vætter
og blålys, bedårende du,
men frostklare stjernelysnætter
for os, der tør gribe dem nu.

Findes i forkortet form på cd'en, Rune T. Kidde og Trio Confetti: ”Ali Babas Kameler og andre Musikfortællinger”. Indgår også i romanen ”Midt i havet, midt i himlen” samt i operaen ”Neja” ved komponist Eva Kondrup. Også sat i musik af Hans Südow.

Illustration af Thormod Kidde.

Til den højst ærede Ishikawa

 Til den 84-årige danser og fløjtespiller Ishikawa-san. Fløjtespillerkunsten og dansen er en tradition, der stammer fra hans bedstefar, og Ishikawa-san havde udøvet den siden han var barn, til bl.a. de store Shito-fester. 

Når min rygsøjle krummes af byrder,
og mit væsen forhærdes af år,
når jeg smykkes med kristtjørnens myrter
og kapper af arrede sår,
når min skødeskindshud
tåler luer og lud,
og min sjæl ikke fatter hvordan,
når mit oldingesind
gør mig famlende blind,
vil jeg danse som Ishikawa-san.

Når mit ansigt engang bliver runkent,
og selv læbernes bue er stiv,
når sjælen er besk og betrunken
af årelangt, ædende liv.
Når jeg mister min tæft
står med snøvlende kæft
og de blodskudte øjne i vand,
når min stemme er spag
som den mulmslukte dag,
vil jeg danse som Ishikawa-san.

  

Findes i ældre form i romanen "Midt i havet, midt i himlen". Indgår også i operaen "Neja" ved komponist Eva Kondrup.

RTK i Japan. Her sammen med Ishikawa-san og sin daværende japansktalende sekretær Kristine Ahrensbach. Opholdet blev til den 55 minutters P1 montage, "Shinto, Bonzai og Yokobue".

Link til min discografi

hvor du kan finde flere af digtene fra "Fuglefri" indspillet af bl.a. Povl Dissing, Willy Jönsson og LA DANZA

”Et orakel af dyrisk skønhed”

Artikel af RTK fra BRYGGET HER illustreret af Mik Schack.

Jeg er et humant, menneskeligt menneske. Jeg vil ikke have flere firdobbelte fidustrækkere og bagtalekøkkener. Jeg er slet og ret træt af materialismens kvalmende kvælningsforsøg. Jeg er nemlig dybt i mit hjerte en gammel kærlighedsnarkoman. Vi må have mere kærlighed. Her mener jeg selvfølgelig ikke kærlighed til mine medmennesker. Stupide padder.

Nej, jeg mener kærligheden til hunden. Dette mirakuløse dyr har i årtusinder splattet gennem vores fattige liv. Nu ved jeg jo godt, at tiden kræver det ganske specielle, det enestående og unikke, derfor vil jeg i det følgende anbefale blot et par få af de hunderacer, der vil gøre læserens liv til et orakel af dyrisk skønhed.

Afrikansk Fromagebops:
Kendes fra Karen Blixens bog af samme navn. Druknede i fromagen efter mellemværende med negerkokken. Senere røg kokken og Finn Hatton også i. De findes alle udstillet indkapslet i fromage på arbejdermuseet i Nairobi.

Belgisk Båtbider:
Den sære lyd, der fremkommer, når denne lille, hjulbenede djævel klasker kæberne sammen, siges at have givet navn til dens navn. Arten har så vidt vides ædt et jagthorn, som er blevet nedarvet.

Canadisk Kukkukkøter:
Indianerne i det nordlige Canada udtørrer denne grimme, lille mops med lang hale, hvorefter de udhuler den og hænger den op som kukur. Desværre siger den ikke en dyt, så snart den er blevet udhulet, og dette er grunden til, at alle indianere i det nordlige Canada siger kuk i stedet for ugh. De er vant til selv at stå op hver time og frembringe lyden.  

Degenereret Dolomittisk Dolmer:
Er desværre ved årtusindskiftet blevet så indavlet, at den ikke mere kan spille Finlandia på banjo med halen, undtagen når den er beruset.

Isterbister Bullbiderbøps. Illustration af Mik Schack.

Elgsdyr:
Dette er egentlig ikke en hund; men en påvirket lap siges at have forvekslet sin hyrdehund Hølbert Kålme med et elgsdyr d. 18. februar 1639 omkring klokken høvl om natten, hvilket udgjorde den oprindelige inspiration til Kallevalla. Forfatteren har dog af høflighedsgrunde valgt ikke at nævne det pinlige intermezzo, og hele balladen er derfor kommet til at handle om Kalle.

Flamsk Fladtrykt Flaptjavs:
Sidst sete eksemplar findes aftrykt som en art helleristning på ringvejen uden om Bruxelles.

Grovhund:
Dette lange, pølseagtige dyr med den ristet-løg-farveagtige lød, den syv meter lange sennepsfarvede hale og de gule remouladeøjne bløpper som en ketchuppumpe i stedet for at gø. Ubehøvlet afart af arterne hotdog, båtdog, Nord-bakke, Sydbakke Tvebakke og smattet bakke.

Histopistisk Hr. N. Hutterhund:

Kom til landet sammen med hr. N. Hutterne og er ikke set siden. Fru N. Hutterne går stadig rundt og leder efter dem.

Isterbister Bullbiderbøps:
En olm lille satan med kæften fuld af bisser. Mad: Medister mandag til fredag, medister lørdag og endelig medister søndag.

  

 Jullegris: Denne betegnelse må ikke forveksles med det udbredte begreb julegris; men er slet og ret et kælenavn, som Vera Vinkevante gav til sin foxterrier Finkelbert, efter at den var blevet udstoppet og stillet op på kaminhylden. Mens den levede, hed den bare Julie.

Klog Klatøjet Klapmuffe:
Det mest forbløffende ved den er, at den gør med begge ender afhængig af, hvor trykket bliver lagt.

Lavbenet Båtbønnebisse:
Interessant afart af den højbenede båtbønnebisse, den mellembenede båtbønnebisse og den udbenede båtbønnebisse.

Muggenmuntter Mostermops:
Ligger i skødet og gemmer sig bag strikketøjet, et fjorten kilometer langt halstørklæde til onkel Ib. Lever af brunekager, som den dræber i flugten.

Nougatfarvet Nallenaps:
En videreudvikling af den såre ubrugelige rustenrøde rapsdinkedyt. Dummere og grimmere end denne; men heldigvis ude af stand til at gå, hvorfor den kan opbevares i en gammel støvle og fodres med husstøvmider.

Pingonesisk Pytpalle:
Utæt.

Ramsaltet Rystebux:
Efterkommer af den hårdføre dyndtærsker, der i sin tid blev brugt til at trække bundgarnene for de store trawlere i Nordatlanten. Navnet må ikke misforstås, da bukserne udelukkende rystede, fordi trawlet var fastgjort til deres venstre baglomme med et kraftigt gummibånd

"Vi er en del af et kæmpe stort bygningsværk, og vi mennesker er bittesmå"

Kristeligt Dagblad mandag 5. marts 2012

Et liv uden troen på noget større er et liv uden mål og mening, mener kunstner og forfatter Rune T. Kidde. Selv har han aldrig tvivlet på Gud, som han ofte søger gennem meditation, morgenandagt og gospel.

Af HELLE BASTRUP

Kunstneren og forfatteren Rune T. Kidde er kendt for sine mange illustrationer, fortællinger og romaner, men snart kan han også skrive prædikant på CV'et. Ligesom en lang række andre forfattere gæster han i løbet af det næste halve år prædikestolen i Sankt Jakobs Kirke på Nørrebro, hvor han deltager i såkaldte forfattergudstjenester. Og det at skulle ytre sig om Gud er ikke nyt for den 54-årige kunstner. Troen har fulgt ham, siden han var barn. og har - bortset fra en kort maoistisk periode - aldrig forladt ham. Ikke engang det at miste synet fik Rune T. Kidde til at miste troen på Gud. Tværtimod.

• Hvordan vil du beskrive din tro?

► Jeg tror på en Gud, der er meget større end vores bevidsthed og vores sanser. En Gud, der er i mig og i alt levende. Jeg har svært ved at sætte Gud ind i en bog eller en bibel, for det vil være en fortolkning, og Gud kan ikke sættes på ord. Det er fuldstændig umuligt. Vi kan godt prøve på det, men det resulterer ofte i tåbelige uenigheder og skænderier. Jeg kalder mig selv kristen og har endda studeret teologi et halvt år. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan se noget godt i andre religioner. Det, at jeg er kristen, handler for mig om, at det er den tradition, jeg er vokset op med, mens andre er vokset op med en anden.

•Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

►Det var meget dobbelt. Min mor havde en intellektuel tro, men den indebar ikke mange kirkebesøg eller bibellæsning. Men da hun døde af kræft i 1997, var hun meget troende og ville gerne begraves med en T-shirt på med et billede af Jesu ansigt. Min far derimod vedkendte sig aldrig nogen tro. Alligevel var den der, dog på en anden måde. Han var et meget følsomt menneske og illustrerede blandt andet Anna Sophie Seidelins genfortælling af Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. Jeg selv har altid troet på Gud og har altid været fascineret af det, der var større end mig selv. I min barndom var jeg dybt optaget af min oldefars gamle bibel og af en gammel billedbibel, vi havde stående. Jeg har altid tænkt meget over det guddommelige - og på ikke af lukke mit sind for det. Det handler om at holde sig vågen.

Rune T. Kidde i sit hjem i Roskilde. Foto: Søren Staal.

• Hvad har udfordret din tro?

►Jeg har aldrig oplevet en stor troskrise - måske lige bortset fra, da jeg studerede teologi. Dér var ingen plads til troen, og jeg savnede tid til meditation og bøn. Men at kalde det for en decideret troskrise er nok for meget sagt. Egentlig har jeg aldrig oplevet en sådan krise, heller da jeg blev blind. På det tidspunkt havde jeg kæmpet med så mange depressioner, at jeg var udrustet til at kæmpe mig igennem den krise, det var at miste synet. Faktisk har det at blive blind styrket min tro. Det har styrket min sjette sans - det at fornemme det guddommelige. Jeg bruger sansen til at sanse de svar, der ligger både uden for og inden i mig selv. Og svarene er der. Det er der ingen tvivl om.

► Jeg har altid haft en tro, men ikke altid på Gud. Da jeg var helt ung, kastede jeg min tro på Mao. Den forsvandt dog hurtigt igen. da jeg fandt ud af, hvem han var. Det eneste, det udfordrer min tro i dag, er de mange dagligdags gøremål. Ofte glemmer vi, at sindet og verden er meget, meget større, end vi drømmer om. Vi er en del af et kæmpe bygningsværk, og vi mennesker er bittesmå. Vi tror, vi kan alt. Men jo mere vi måler, jo mere kommer vi væk fra Gud. Hvis du ikke tror på noget, der er større end dig selv, så har du ikke noget mål og ingen mening med dit liv.

• Hvad har formet den tro, du har i dag?

►Jeg har, siden jeg var fem år, haft svær sukkersyge og var ved at dø af det for halvandet år siden. Da jeg lå syg i min seng, havde jeg en besynderlig oplevelse. Jeg modtog et klart billede fra Gud. Det lyder måske underligt. eftersom jeg er blind, men jeg så mine afdøde forældre stå foran vinduet på hospitalsstuen. Det gav mig oplevelsen af et stærkt nærvær og af, at der eksisterer nogle bånd, vi ikke ser til daglig, men som er der. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at der eksisterer noget, der er større end os selv. Jeg mærker det hver dag.

• Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

►Jeg ser det som en gave, at jeg har Gud at henvende mig til - og få svar fra. Det er ikke altid, svaret kommer, når man forventer det, men det kommer. Man må stille sin egen bevidsthed klar - og så kommer der et svar før eller siden. Meditation er blevet en vigtig del af mit liv. Jeg bruger det for eksempel, hvis jeg har problemer med at få skrevet et kapitel. Så lægger jeg mig ned og mediterer mig til en løsning. Jeg har altid fået svar. Derudover bruger jeg også det at korse mig. Det er et godt, gammelt ritual, som jeg bruger, når jeg kan mærke, jeg har brug for at lede mine tanker i den rigtige retning. Ritualet har selvfølgelig en sammenhæng med Jesus på korset, men for mig er det mere et redskab, end det er noget i sig selv. Jeg kommer desværre ikke så meget i kirke, som jeg gerne ville, men hører tit radio-gudstjenesterne og hører morgenandagten hver dag. Det holder jeg meget af.

•Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Gospelsangerinden Mahalia Jackson. Hun var fantastisk til at synge. Jeg er utroligt glad for gospelgudstjenester og beundrer måden at opbygge en gudstjeneste på. Det er formidabelt. I den danske gudstjeneste skal vi være så glade, men det kan nemt virke kunstigt. Glæden i gospel er ægte. Det er fantastisk at deltage i en gospelgudstjeneste. Den rammer en ekstase, der er klargørende. Man bliver løftet af del.

•Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

► Jeg vil gerne nævne tre råd, for jeg har svært ved at vælge mellem dem. Det første er et råd. jeg har fået af Piet Hein, da jeg var ganske ung og netop flyttet til København. Han besøgte mig i en gammel, saneringsmoden lejlighed og dedikerede en bog med grukket: Gro i ro - lær af træer. Det råd har jeg bevaret inde i mig selv. Det har givet mig tålmodighed: Alting skal have sin tid.
Det næste råd har jeg fået fra min gode - nu afdøde -ven præsten Bent Lumholt. Rådet gav han mig. mens han var døende af prostatakræft, og det lyder: "Man ska' ænt la' røven sænk før end bjælken knækker", som hans oldefar sagde på vej over åen. Man skal ikke gå og frygte for det, der kommer. Man skal være i nuet. Før jeg blev blind, brugte jeg en masse energi på at frygte det at blive blind. Men den angst havde intet at gøre med, hvordan det reelt var da det faktisk skete.
Det sidste råd er fra Buddha: "Livet er ikke et problem, der skal løses. Det er en tilstand, der skal erfares."

►At være menneske er bare en tilstand. Vi er ikke så vigtige, som vi selv tror.

RUNE TORSTEIN KIDDE

►Født 1957 i Odense. Rune T. Kidde har i mange år arbejdet som tegner, forfatter og fortæller og har udgivet over 100 bøger. 1983 fik han sin digtdebut med ”Gjort bedre før" og i 1986 sin børnebogsdebut med ”EN KATTENS HISTORIE” I 1993 fik han sin romandebut med ”Rejsen til Alvilva” og herefter er fulgt adskillige bøger fra Rune T. Kiddes hånd i 1990 blev Rune T, Kidde blind, men karrieren blev på ingen måde indstillet. Han begyndte samme år som freelancer for Danmarks Radio. Derudover fulgte jobs som blandt andet radioanmelder for Politiken og manuskriptforfatter på "Anders And og Co.”.

Kommende gudstjenester og forfattergudstjenester i Sankt Jakobs Kirke

Annisette. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 32

Annisettes signatur er købt fra den afdøde autografsamler Jørgen Bech Jacobsens samling.  

Annisette Koppel f. Hansen, 29. august 1948. Debuterede allerede i 1955 med børnepladen ”Mormors sang” og ”Uglen og Anden" sammen med søsteren Rudi Hansen. Startede i 1953 med børneroller i filmene ”Far til fire” og ”Fløjtespilleren” og 1954 ”Far til fire i sneen”.
Annisette Hansen blev uddannet som vinduesdekoratør og udgav en række italienske kærlighedssange efter et ophold i Bologna i starten af 60erne. I 1965-68 var hun forsanger i gruppen Dandy Swingers, der huskes for deres version af Ike og Tina Turners "River Deep, Mountain High".

Jørgen de Mylius og Annisette.

I 1968 trådte Annisette ind i The Savage Rose, som var dannet året før af brødrene Thomas og Anders Koppel, sammen med Alex Riel, Jens Rugsted og Flemming Ostermann og hvor Ilse Marie Koppel også medvirkede. De fik stor succes med plader som "In The Plain", 1968. I 1969 spillede The Savage Rose ved Newport Jazz Festival i Rhode Island, USA, hvilket indledte en lovende international karriere, men efter at deres pladeselskab ville have dem til at spille for de amerikanske tropper i Vietnam, afbrød de deres samarbejde med den kommercielle musikbranche.

The Savage Rose skilte sig markant ud fra andre danske rockbands med deres blanding af jazz, klassisk, rock og Annisettes følsomme og kraftfulde soul-stemme med hendes hæse, vibrato. L. Bang sammenlignede hende i musikmagasinet Rolling Stone med Aretha Franklin, Grace Slick og Julie Driscoll og tilføjede: “Og det utrolige er, at hun har haft alle disse markante forbilleder og alligevel evnet at opnå en absolut originalitet.” Hun provokerede borgerskabet med sine bare tæer og sin store, touperede løvemanke og blev et af ungdomsoprørets symboler på kvindelig styrke og frigjorthed. I 1971 hittede pladen ”Your Daily Gift". The Savage Rose havde samtidig komponeret musikken til en af verdens mest nyskabende balletter "Dødens Triumf" der blev vist på TV i 1971 og blev opført på Det Kgl. Teater i 1972. Gruppen eksperimenterede i nogle år med Soul, jazz og gospel hvorefter den reduceredes til kun at bestå af Annisette og Thomas Koppel (27-04-1944 - 25-02-2006), der også dannede par privat. Savage Rose spillede til demonstrationer og støttefester på venstrefløjen, og i begyndelsen af 80erne optrådte de også i palæstinensiske flygtningelejre og på partisanbaser i Libanon.

Thomas Koppel og Annisette.

Det var en meget levende tid, der dog økonomisk betød at parret i perioder måtte leve af bistandshjælp i deres kolonihavehus i Sydhavnen. I 1988 fik The Savage Rose et salgsmæssigt comeback med pladen ”Sangen for Livet”, hvor datteren Billie også var med. I 1989 fik de et hit med "Stjerneskud”/”Lysene tændes i Parken" skrevet til DBU's 100-års jubilæum. Det kunstneriske og kommercielle comeback fortsatte op gennem 90erne med plader som ”Black Angel”, 1995. Parret slog sig i en periode ned i Los Angeles og siden Puerto Rico. Thomas Koppel og Annisette blev gift den 11. juni 1999 og de fortsatte med deres politiske aktiviteter, bl.a. i forbindelse med Stop-Bush demonstrationen, 2005 og demonstrationer for bevarelsen af Ungdomshuset Jagtvej 69, 2006. Thomas Koppel døde af et hjerteanfald i parrets lejlighed i Porto Rico, 2006 mens han spillede klaver. Annisette synger stadig med The Savage Rose i dag og har fortsat sit politiske arbejde, bl.a. ved demonstrationen imod tvangshjemsendelsen af de afviste irakiske asylansøgere fra Brorsons kirke, 2009. Annisette og Thomas Koppel har børnene Billie, født 1972 og Naja Rosa, født 1980. Annisette har bl.a. modtaget Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorers hæderspris, 1996, Savage Rose fik en dansk Grammy for ”Black Angel” samme år og hun blev kåret som bedste kvindelige sanger ved Grammy-uddelingen i 1999.

Annisette og Dandy Swingers med "River deep montain high", 1968.

Annisette og den oprindelige udgave af The Savage Rose med "Evenings child", 1969. Tidstypisk!

Annisette og The Savage Rose med kæmpehittet "Stjerneskud"/"Lysene tændes i parken", 1989.

Annisette håber på ny kærlighed

Af Henning Høeg, hoeg@bt.dk
Mandag den 16. juli 2012, 14:43 Updated: Søndag den 23. september 2012, 22:40

• 
  

  
  

  

  Som ung sagde Annisette bevidst nej-tak til gennembrud i bl.a. USA. Dét betød musikalsk kompromis. Nu er hun klar til det hele. Foto: Malte Kristiansen (Foto: Malte Kristiansen)

   

  Se stort billede

  
  

  
  

  
  

  
  

  Seks år efter Thomas Koppels død er Annisette klar med nyt album og ny tro på kærlighed

  
  

  
  

  Der sker store ting i Annisettes liv. Det nye Savage Rose-album udkommer til efteråret. Sangerinden er i fuld gang med sin selvbiografi. Og seks år efter manden Thomas Koppels død er den snart 64-årige legende klar til ny kærlighed.

  - Jeg udelukker bestemt ingenting. Jeg elsker livet og musikken. Og ny kærlighed? ... Ja, dét man kan jo kun håbe på.

  BT fanger Annisette Koppel ude i kolonihaven i Sydhavnen. Solen skinner. Og med en ny single ’Freedom to Love’ på gaden i dag og et album på vej 10. september, kunne humøret umuligt være højere.

  - Der sker så meget. Og jeg har slet ikke tid nok, siger Annisette, der dog ikke er i tvivl om, hvad der bringer allerstørst glæde.

  For fem måneder siden blev Annisette nemlig mormor for anden gang (nummer ét hedder Romeo og er otte).

  Og der er intet bedre end at holde lille Charlie (opkaldt efter Chaplin) i armene.

  - Jeg er så heldig, bobler Annisette, der dog også oplever andre følelser, når hun står med det lille drengebarn i favnen.

  Således går tankerne til de nogle gange kolde tider, vi lever i. Og ligesom da Annesette komponerede sammen med Thomas Koppel, er følelserne nu blevet til nye stærke sange om fred og menneskelighed.

  - Det kan da godt være, at nogle opfatter den slags som naivt. Men det kan jeg ærligt talt slet ikke forholde mig til.

  - Musikken er stadig en fantastisk måde at udtrykke mine egne følelser på og således række ud og nå andres, siger Annisette.

  - Vi snakker meget. Men ofte bliver det ved snakken. Og jeg tror stadig på, at musikken kan ændre ved ting. Og hvis nogen synes, at dét er tossegodt og naivt, så er det bare ærgerligt, siger Annisette.

  I privaten er sangerinden stadig omgivet af flere af Thomas’ ting.

  Hun spiller og komponerer på guitaren, han forærede hende. Og andre af de nye sange er blevet til på det klaver, som Thomas sjældent forlod.

  - Jeg savner selvfølgelig Thomas og de toner og melodier, der konstant omgav mig, når han spillede. De fik mig altid til at opfinde mine egne ord og sange. Men i dag har jeg sammen med det nye band fundet noget helt andet - og nyt.

  Således vil The Savage Rose (minus Thomas) spille en masse af de gamle sange, når de igen drager på turné til efteråret. Men Annisette lægger vægt på én ting:

  - Det her er ikke noget museum. De gamle sange er dejlige. Men det er vigtigt altid at gøre plads til hver en impuls fra de nye musikere. De er nemlig fantastiske.

  Bare ét år efter Thomas Koppels pludselige død, udsendte Annisette og The Savage Rose albummet ’Universal Daughter’. Men nu er der gået fem år siden sidst.

  Og denne lille pause har Annisette blandt andet brugt på at skrive sin selvbiografi - eller i hvert fald indledningen af den.

  - Der er mange, der har spurgt mig, om de må skrive min historie. Men jeg vil helst selv. Og det har bare været hylende skæg, siger Annisette, der dog indrømmer, at det også er tidskrævende.

  - Jeg er kun nået til barndommen. Så der kommer til at gå lang-lang tid, griner Annisette, der takket være skriverierne er kommet i tanke om utroligt mange ting, hun ellers havde glemt.

  - Jeg kan huske, da jeg fyldte 12. Min søster (Rudy, red.) havde fået sin første filmkontrakt. Og min mor sagde glad: Nu behøver du ikke at optræde mere. Dét får vi ikke tid til.

  - Hun troede måske, at det ville gøre mig glad, siger Annisette, der siden syvårsalderen havde optrådt i omrejsende tivolier.

  - Men det eneste, jeg kunne tænke, var bare: ’det kan da ikke være rigtigt’. Derfor ringerede jeg til min veninde Jette. Hun spillede klaver. Og i flere år optrådte vi blandt andet til de såkaldte milkshake-fester. Ét af stederne i København hed ligefrem Mælkepubben - dét var før man opfandt diskoteker.

  Savage Roses nye album udkommer 10. september.

  Fakta om Annisette

  Født: 29. august 1948
  Døbt: Annisette Hansen
  Med i Savage Rose: Som 15-årig
  Ny single ’Freedom to Love’ er på gaden i dag
  Nyt album: 10. september
  Turné: I DK, Norge og Grønland efter album-release

Christian Søgaard Trio live i Strib

Christian Søgaard Trio med tre sange fra den netop overståede Strib Vinterfestival. Agnete er min oversættelse af Fats Wallers "Anita", "Fie" er Christian Søgaards melodi til en af mine tekster, og "Den danske sang" er skrevet af dejlige Pernille Plaetner. 

Min roman "Midt i havet midt i himlen" 2.kapitel

MIDT I HAVET, MIDT I HIMLEN. Modtryk, 1997.

En bog om at miste synet, en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling om indre og ydre rejser fra Japan og Kina til USA. skrevet med befriende humor, fortællekunst og kærlighed. Et opgør med dæmoner og fordomme, snæversyn og et rungende nej til vanetænkningen. En smuk, skarp og underholdende roman.

2. kapitel

Hjem

Marianne og Rune er på vej hjemad. Motorernes konstante brummen bærer dem ind i natten et sted oppe over Sibiriens vældige skove. Marianne sover. Også Rune har endelig fred. Ingen servering foreløbig. Ikke nødvendigt at tænke på den lille fly-bakkes helvede af skeer, kopper, låg, skåle, bestik, servietter og salt og peberposer, som der altsammen skal holdes styr på. Identificeres. Stables. Rokeres. Helst lidt hurtigt og uden at tabe noget. Der serveres og ryddes af i et hæsblæsende tempo. Koldsved på panden. Hvidkål i dressing på flysædet. Kniven på gulvet. Så serveres der allerede kaffe. Rune er ikke halvt igennem maden endnu. Har ikke smagt den.
Heller ingen truende toiletbesøg. Flytoiletter er ikke for begyndere. Alt er skjult bag luger og vippesystemer, som betjenes ved hjælp af sindrige trykknapper og vippestænger placeret på uberegnelige steder. Sidst fandt Rune hverken sæben eller håndklæderne. Kradsede længe mod foldedøren uden at kunne finde lukkemekanismen, da han skulle ud. Havde heldigvis en renseserviet med sig fra middagen.
Rune er for dårlig til at færdes. Stadig alt, alt for dårlig, men han må videre. Prøve igen og igen. Aldrig vige. Aldrig få ondt af sig selv. Nu kender han de første tyve forskellige typer vandhaner. Dem der drejes, dem der vippes, dem der skrues, dem der trykkes, dem der ikke er der, fordi vandet kommer automatisk, når hænderne holdes under hanen. Korte haner. Lange haner. Svinghaner. Faste haner. Tykke stråler. Tynde stråler. Høje stråler. Lave stråler. Så er der trækkene i toilettet. Knapper i gulvet, snore i loftet, vippestænger på siderne, plader i væggene. Sågar modeller, der skyller automatisk, når man går ud og lukker døren. Nu skal Rune bare lære at føle sig overlegen over for dem. Gøre dem til en selvfølge. Ikke længere blive desperat. Det er bare en ny vane, der skal ind. Noget nyt at lære fra bunden. Ikke andet. Bare en vane.
Endelig fred. Rune læner sig tilbage i sædet og glæder sig over den lange nat inden morgenmadens udfordring. Kunne han bare smide smerten væk. Få overskud igen. Han har arbejdet mellem tolv og fjorten timer hver dag i over et år uden friweekender eller ferie, fordi kommunen ville tvinge ham på invalidepension. Den betaler staten. Rune er på én gang bitter, vred, træt helt ind i sjælen og helvedes stolt af sig selv. Han har vundet mod alle odds og uden hjælp. Beholdt sit hjem, sit arbejde, sit ægteskab og sin værdighed.
Han har passet sit arbejde i både Danmark og udlandet ved hjælp af en kasseret elektrisk skrivemaskine og en enkelt diktatbåndoptager. 2-3 bøger om året. Avisartikler, revytekster, idé og research-noter, skatteregnskaber, forretningsbreve og et teaterstykke. Kommunen ville ikke bevillige den talende computer, som var altafgørende for hans arbejde. Han havde ikke selv råd til at købe den på grund af månederne på sygedagpenge.
Blindskriften på det gamle hakkebræt fik ham til at miste en del arbejdskontakter. Den havde ikke computerens velsignede mulighed for at skrive temperamentsfulde breve og rette dem til næste dag, når der igen var koldt vand i blodet. Ud over eder og forbandelser måtte de også tage stavefejlene med. For to måneder siden kom der penge fra kommunen med tilbagevirkende kraft. Et mindre beløb per måned, som alle blinde er berettiget til uanset indkomst. Trekvart år efter at Rune var blevet totalt blind, havde kommunen stadig ikke villet indrømme, at det passede. På trods af Rigshospitalets journaler skulle han til kommunens læge, hvor der var tre måneders ventetid. Som damen sagde i telefonen:

- Vi har sandelig ikke råd til at betale for, at folk går til deres egen øjenlæge. Rune gjorde det alligevel og betalte selv. Han har ikke brugt pengene fra kommunen til blindestokke, afsavede dørtærskler, tandem og taxa, som de er tiltænkt. Det gør ham ikke stærkere. Han har brugt dem til en tur til Kina.
Rune klukker lidt. Nu kan de sgu' sidde på deres brede røve i små bitte sko ved kommunens skriveborde og glo øjnene ud af hovedet. De er vel ikke værre eller bedre end alle andre, men han har søgt sin egen form for livskvalitet, ikke den de søgte at tvinge ham til. Han har sine vinger endnu, og de kan bære. De får ham ikke. Rune vil slås, så længe der er gnist af livsmod i ham.
Han er bitter, fuld af smerte og helvedes vred; men det bliver han ikke ved med at være. Det er blevet en ild, der driver ham frem. Den brænder ud, når han har nået sit mål. Rune har beholdt sin tro, sin kærlighed og sin fri vilje. Han kan stadig le helt nede fra maven.
Synker døsig tilbage i sædet. Jo, Rune kan gudskelov stadig grine. Han trives med det skæve, overraskende og befriende. Eksotiske mennesker, som kan sætte hans egen låste verden i perspektiv. Marianne og han har mødt mange af dem på Pekingturen. Rune trækker på smilebåndet. De mest eksotiske af dem var faktisk danskere.
Allerede under udrejsen faldt de i snak med H. C. i Arlanda, Sverige, mens de ventede på China Airs opdukken. Han havde lige arvet og forklarede, at han egentlig var på vej til Findhorn i Skotland for at samle klarsyn og sjælekraft. Så var der imidlertid sket det, at han tilfældigt havde mødt Lars Larsen, som netop var begyndt at arrangere rejser til Kina. H. C. så det straks som et kosmisk tegn på, at han måtte ændre planer.
Alt, hvad han havde med sig, var en lille kuffert med håndbagage, og i lommen bar han forskellige lykkesten. Blandt andre en, der skulle bringe ham både rigdom og eventyr. Han fortalte, at hans indre ørn ville flyve og påstod, at hans skytsånd nok skulle skaffe ham den vinduesplads i flyveren, som han selv havde glemt at booke. Og det gjorde den faktisk.
Han var uddannet healer og nød tre stærk-øl, en New Zealandsk lagerøl og en snaps i kylling til 63 svenske kroner under deres to timers venten i Arlanda. Snart efter begyndte han med høj, klar røst at imitere svenske og norske egnsdialekter. Lidt senere forsøgte han sig på kinesisk.
H. C. havde boet to dage i København, inden afrejsen og havde ikke barberet sig i den tid. Det havde han ikke haft tid til, fordi han skulle ud og opleve, forklarede han.
Han ønskede brændende at blive forført af en kineserinde, men desværre havde kondom-automaten på Arlandas herretoilet spyttet hans femkrone ud igen. Rune anbefalede ham at købe en økonomipakke i den toldfri, og han gik hen for at prøve. Uden held. Han måtte foreløbig opgive at blive forført.
Under indenrigsluftfarten fra Engelholm til Arlanda havde han brugt 36 billeder på at fotografere skyer set fra oven. I øvrigt erklærede han stolt, at han kun havde prøvet at pisse i bukserne i en biograf én eneste gang. Det var dengang, han så ”Silent Movie” med Mel Brooks.
Et sted oppe over Mongoliet kom han flintrende fra den modsatte ende af flyet for at vise dem morgensolen.
Da de var landet i Peking lørdag morgen og var på vej ind i paskontrollen, begyndte H. C. højlydt at øve sig på det ene kinesiske bandeord, han havde lært. Rune bed tænderne sammen og indstillede sig på et længere ophold i en kinesisk forbedringsanstalt. Men de slap igennem.
Da H. C. trådte ind i hotellet, hilstes han af to smilende kinesere i jakkesæt med et: Goodmorning, sir. Han kløede sig i skægstubbene, sagde Gudmorning, gudmorning og blev derefter pludselig væk fra resten af selskabet. Da de var på vej op i elevatoren, trådte han imidlertid ind på femte sal. 

Med nagra-båndoptager på den titusind li lange kinesiske mur.

I løbet af aftenen lykkedes det ham at lukke sig selv inde i en japansk have på attende etage og efter en større opstandelse at danse med fire kineserpiger samtidig på diskoteket. Han fortalte senere, at hans sande navn var De Ti Stormes Wu. Han var i virkeligheden en genfødt kinesisk despot og havde i et deja-vu oplevet sig selv stå med spredte ben og kampklart sværd på en stor sten og skue ud over sine vidtstrakte besiddelser. Han huskede også sig selv siddende i et træbadekar sammen med en konkubine og mente, at han nu var ved at arbejde en karmisk gæld af, som var opstået ved overdreven seksuel aktivitet.
En mandag blev H. C. væk fra gruppen under et toiletbesøg i Den Forbudte By, og på den ti tusind li lange Kinesiske Mur digtede han et lille zen-digt:

Ti tusind li.
Bjerge, der forsvinder i tågen.
En lille, sort flue er lige landet på min finger.

H. C. mente i øvrigt at have læst næsten alle Runes bøger og var helt overstrømmende af glæde over at møde ham.
- I am one of your great fans, sagde han og oversatte selv: - Jeg er en af dine store vifter.
Undervejs mødte Marianne og Rune også Bo og Lars. Lars var en kæmpestor mand. Han led af vand i kroppen og havde ligget halvandet år på Rigshospitalet.
- Så forsvandt vennerne, sagde han på sin milde, vestjyske og lidt barnlige facon.
Han var svær at forstå, fordi han snappede hvert ord af i enden, så man kun fik halvdelen af lyden med, men han var jordens sødeste menneske. Engang havde han serveret julefrokost for Desmond Tutu og Winnie Mandela i Mozambique. Der nede måtte man lave døre og vinduer af metal på grund af termitterne. I øvrigt var det en himmerigsmundfuld at snappe en flyvende termit i luften, rive vingerne af den og stoppe den i munden. 

Restauranten i Beihei-parken i Beijing serverede 1000 forskellige eksotiske retter.

- Lidt a la peanuts, grinede Lars. De bedste timer af sit liv havde han tilbragt sammen med de indfødte ude i bushen i den afrikanske nat.
På et tidspunkt lå han i flere dage på hotelværelset og drak. Han sked i bukserne, svedte så stanken var ulidelig og havde ingen kontakt med den ydre verden.
Hans ven Bo fortalte åbent enhver om sig selv, at han var skør oven i hovedet. Han tog medicin på grund af voldsomme paranoiaanfald, som begyndte, da hans bror døde. Han havde mistet både kone, børn og hjem, og nu ville han rejse og opleve verden. Han var lige kommet hjem fra Indonesien.
- Der er noget galt oppe i mit hoved, sagde han, men han var mere ved sine fulde fem end de fleste normale danskere, Rune kender.
H. C. kom på besøg en aften og fortalte, at han engang havde hørt alferne synge i Hammer Bakker. Inden han lagde sig til at sove aftenen før, havde han i øvrigt sat en af sine kraftsten i navlen. Da han vågnede den morgen, var den væk. Den havde dematerialiseret sig selv og var havnet ude på toiletgulvet, hvor han senere fandt den. 

Igang med redigeringsarbejdet til  montagen "Kina bag øjnene" til DR P1.

Rune kunne ikke lade være med at spørge, om han ikke eventuelt kunne have været forbi toilettet i nattens løb for at slå en streg og derved have tabt stenen, men H. C. afviste blankt. Der var helt klart tale om et paranormalt fænomen, og det havde i øvrigt sikret ham mod maveonde.
Han havde været i Peking Zoo for at møde den sagnomspundne kinesiske abekonge, men havde desværre kun set en lidt afpillet bavian på en kunstig klippeformation. Rent symbolsk mente han dog, at det var o.k.
H. C. var taget hjem en uge før dem, og da de skiltes i hotellets morgenmadsbuffet fik han et fingeret grådanfald, der fik de omkringsiddende kinesere til at stikke pindene langt op i næsen af forundring. Opmuntret af succesen brød han ud i en spansk populærmelodi fra trediverne. 
Senere erfarede Marianne og Rune per brev, at han nær var blevet arresteret i Arlanda, fordi han dansede russerdans i ankomsthallen.

Jo, så meget kan hverdagen sættes i perspektiv, når man rejser til den modsatte side af jorden. Hvis man da vel at mærke husker at lægge mærke til, hvem det er, man er på rejse sammen med.                                                      
Rune læner flysædet længere tilbage og tager et tæppe over benene. Døsigheden og erindringen om H. C. får et nyt og afslappet billede af Kina-turen til at genspejles for hans indre øje. Renset for smerte og besvær. Rune morer sig med at filtrere det fuldstændig og lade, som om han kan se. Fremkalde turen som en helt almindelig rejseoplevelse ud fra egne erindringer og de synsindtryk, som Marianne har givet videre til ham. Sætte dem sammen som en mosaik. Det andet er bare flimmer. Forstyrrelser, som vil forsvinde med tiden og vanen. "At rejse og at elske er de bedste ting i livet", sagde hans mor altid. Rune kunne finde på mere. Venskaber, hverdagens praktiske kærlighed. At lykkes med sit arbejde. At sætte sig ud over sig selv og blive en del af noget større og lysere. Alligevel forstår Rune hende godt.
Hans liv har været en rejse. En evig længsel efter noget smukkere. De korte øjeblikke, hvor det er lykkedes ham at smide vaneforestillingerne bort og stille skarpt, har han fundet det. Altid overraskende. Uafhængigt af tid og størrelse. Uafhængigt og som oftest forstyrret af synet men ikke nødvendigvis. Han vil aldrig glemme sit smukkeste syn.

Rune voksede op på Fyn. Kasteløs af sind og altid fyldt med vilde drømme, der ikke trivedes godt i mødet med virkeligheden. Ikke forstod den. Modsatte sig dens autoriteter. Satte spørgsmålstegn ved alt endda sin egen eksistens. I gymnasietiden begyndte han at køre med aviser i protest. Han var alt for gammel til den slags, og derfor fandt han det nyskabende.
Fyns Amts Avis har aldrig været delt ud med større variation i kontinuiteten. Men det var ikke på grund af dovenskab eller skulkeri. Tværtimod. Rune ønskede, at alle hans kunder skulle huske ham som byens mest retfærdige og geniale avisbud nogensinde.

Mit hjem i Faldsled på Sydfyn hvorfra avisruten udgik.

Derfor planlagde han en rute, der den ene dag gav kunderne på højre side af vejen avisen først, og den næste dag kunderne på venstre side. At dette gav uregelmæssighed i leveringerne, og at regelmæssighed overhovedet var af vigtighed, faldt ham ikke ind. Nogle dage kørte han på knallert, andre på cykel, og var den helt gal, fik han lov at låne sin fars gamle Saab. Hvis avisen på grund af et af de mange problemer med det nye trykkeri blev leveret til ham en eller to timer for sent, tog han det med verdens største smil og et trøstende ord til leverandøren. Sådan ville en helt gøre, tænkte han. Et perfekt menneske. Leverandøren huskede da også Rune som en helt usædvanlig avisdreng og lovede ham, da han holdt op, en stor og varm anbefaling, hvis han på noget tidspunkt skulle søge et andet job inden for amtsavisens område.

Kunderne stillede sig mere uforstående over for de svingende leverancer. En skovfoged sendte en dag sin enorme hund ud, da Rune kom. Den sprang op mod gærdet, hvor postkassen hang, mens den galpede som afsindig. Men Rune var snarrådig. Han stak hele søndagsudgaven af Fyns Amts Avis så langt ned i gabet, han overhovedet turde og kørte videre. Skovfogeden sendte aldrig hunden ud igen.
I et nyere boligkvarter sendte en abonnent hver dag sin hund efter Rune. Den gøede som besat og bed i avistasker, bukseben, forhjul og i det hele taget alt, hvad der var så uheldigt at stikke ud. Hunden forfulgte ham hver dag flere hundrede meter ned ad vejen. Men en dag fik Rune nok. Da hunden den dag løb ind foran hans knallert, kørte han den over på tværs. Den forsvandt storhylende, og han så den aldrig igen. Det kunne være, hvad det være ville, at det perfekte menneske måske aldrig ville have kørt en gravhund over på tværs, men dette var rent selvforsvar.
En dag var aviserne tre timer forsinket fra trykkeriet. Rune var i forvejen langt nede, og bedre blev det ikke af, at en af kunderne havde udtænkt en ganske særlig hævnplan. Han sad skjult bag sin hoveddør og trak avisen ind ad brevsprækken med et så voldsomt ryk, da Rune stak den ind, at han fik et gevaldigt rap over fingrene. Rune fattede ikke, at nogen kunne finde på den slags. Han kunne have grædt, så uretfærdigt var det. Ganske vist fik manden frem over altid de forrevne og våde aviser, men dagen gjorde ondt på Rune. Den havde været fuld af vrede folk, som udbad sig forklaringer, og lange rækker af ubehagelige hændelser.

På Violvej stod en gammel kone og ventede på avisen. Rune gyste indvendig, da han så hende udenfor havegærdet. Flere skideballer?
Men hun skældte ham ikke ud. Hun var kun smil og strålende øjne. Hun spurgte ikke engang ud om de tre timers forsinkelse. Hun sagde bare til Rune:
-Kom med ind, der er noget, du skal se!
Rune gik ind fuld af mistro. Var der alligevel endnu en hævnakt på vej?
Inde i den lille stue sad manden i en gyngestol. Grå og gammel. Han hilste ikke på Rune, da han kom ind. Konen gav ham bare avisen, og han gryntede. Så vendte hun sig igen mod Rune og kiggede hemmelighedsfuldt på ham uden at sige noget. Nu kommer det, tænkte Rune, skideballen. Så var det, hun pegede hen mod et lille vindue i den modsatte ende af stuen, hvor lyset faldt ind gennem små sirligt vaskede ruder med ujævne glas. Han så noget blafrende hvidt derhenne.
- Se, sagde hun, - den første sommerfugl!
Den dag vil han huske, så længe han lever.

Rock Nalle. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 18

Rock Nalle i 60erne. Signaturen har jeg fået fra ham senere.

Rock Nalle alias Roland Lyhne Sørensen, født 10. april, 1943 i Odense. Turnerer stadig landet rundt. Nalle er kendt som danmarks svar på Little Richard og er i ordets bedste betydning en ægte rock’n’roll, soul og blues sanger.
Han begyndte sin karriere i Fyns hovedstad i slutningen af 1950'erne i et band ved navn ”The Teddy Bears”, der bl.a. spillede ved skolekoncerter. Kælenavnet Nalle havde han fået på et fritidshjem, hvor der var en pædagog, der også hed Roland. Som udlært slagter påmønstrede han et fragtskib og endte i Australien, hvor han styrkede det engelsk, han allerede havde tilegnet sig via Radio Luxemburg.
I 1962 vendte han tilbage til Danmark og spillede med ”Les Amis” og brød igennem med sin debut single "I'll Go Crazy" i 1964. Året efter indspillede han sammen med ”Melvis & His Gentlemen” singlen "In the midnight hour", som blev hans største hit i 60erne. Den lå endda på top 20 listen i England! I 1966-67 spillede han med det engelske band ”The Big Sound” og blev kendt for sine meget karismatiske og levende sceneoptrædender. Fik årets ”Børge” i 1967, som årets mest lovende talent, af det danske rockmagasin af samme navn.
I slutningen af 60'erne opgav Rock Nalle sin musikalske karriere, og genoptog sit arbejde som slagtersvend. I 1968 forsøgte han sig med danskpop, men endte med at gå på socialhjælp og var i 7 år havnearbejder afvekslende med job som statist på Odense Teater.
I 1975 fik han et comeback, da Gustav Winckler relancerede ham med lp'en "Rock Nalle" og to år senere udsendtes "Rock Kost". Efter Nalles medvirken i et tv program blev nummeret "Go'e gamle fru Olsen" en sand landeplage.

Det var en oversættelse af Little Richards "Good Golly Miss Molly". Sidst i 70erne var han solist i ”The Flames” og ” Zig Zag Band” og i 1980 blev hans "Amanda" skrevet af Kim Larsen, den bedst sælgende danske single. Gennem 80erne hørte man ikke meget til Rock Nalle, der gik ned på et medicin- og stofmisbrug, som han altid har talt åbent om.  Selv på denne måde holdt han sig i tradition med den amerikanske rock’n’roll. I 1998 vendte han nærmest mirakuløst tilbage med soul-pladen "Never 2 late". Rock Nalle udgav i 2004 Going down slow vol. 1” og i 2006 Going down slow vol. 2 ”, som han fik Danish Music Award for samme år, som danmarks bedste bluesplade. Cd’erne er indspillet sammen med Hans Theessink og Knud Møller, som også er med på ”Theessink, Nalle og Møller – live”, 2007. Biografier: Erik Thygesen, "Nalle - rockens arbejdsmand", 1982. Klaus Knakkergaard: ”Nalle – et liv ad omveje”, 2010.

Erindringer om Rock Nalle

Posted on 6. October 2011 by BjarneGjesing

Lørdag den 8. oktober giver Nalle endnu en gang koncert på vort lokale spillested Foderstoffen – denne gang med bandet His Crazy Ivans, se www.foderstoffen.dk

Nalle alias Rock Nalle alias Roland Lyhr Sørensen har tidligere spillet på Foderstoffen. Det har givet mig lyst til at nedskrive et par erindringer om, hvordan Nalle har været en del af mit liv – dog aldeles uden at vide det:

Mig og Rock Nalle

“Kom med hjem efter skole!” sagde min kammerat - murerens Arne – og strålede over hele hovedet. Jeg fulgte med Arne hjem. Hans storesøster Sanne havde en grammofon, og hun havde lige købt en ny plade med én, der hed Nalle og sang “In the Midnight Hour”. På den anden side af pladen var der et nummer, der hed “Treat Her Right”, men det var der ikke så meget ved. Det var “In the Midnight Hour”, det drejede sig om, og vi spillede pladen mange gange, lige indtil vi kunne høre, at Sanne også kom hjem fra skole, og skyndte os ud af hendes værelse. På denne måde trådte Nalle for første gang ind i min tilværelse.

Sådan set kunne jeg godt forstå, at Arne var begejstret for Nalle. Arne var nemlig temmelig fedladen, så han og Nalle kunne egentlig minde en del om hinanden. Og Arne var begyndt at smøre sit hår ind i brylcreme og forme det til en tyk pølse, der hang ned i panden. Sådan en pølse af hår havde Nalle osse. Jeg lignede derimod slet ikke Nalle, men jeg var lige så begejstret for ”In the Midnight Hour” som Arne, og snart besluttede vi, at vi måtte have vores eget rockband. Arne havde et akvarium med gubbifisk, så derfor skulle bandet hedde The Gubbies. Arnes pandelok gjorde ham selvskreven til at spille guitar og synge. Jeg vidste helt sikkert med mig selv, at jeg ikke kunne synge, så jeg var tilfreds med at sidde lidt i baggrunden ved trommerne lissom Ringo Starr.

For at få lettere adgang til pladen og grammofonen måtte vi fedte for Sanne, og til sidst indviede vi hende i vores planer. Mange sollyse eftermiddage sad vi derefter alle sammen på hendes værelse og hørte “In the Midnight Hour”, mens vi planlagde den fremtid, der ventede The Gubbies. Vi havde den opfattelse, at et rockband består af tre guitarister og en trommeslager, så vi savnede fortsat et par medlemmer. Og vi manglede ganske vist også el-guitarer og trommesæt, men når vi først havde fundet de sidste medlemmer og fået fat i instrumenterne, så ville vi helt sikkert hurtigt lære at spille og synge. Til sidst foreslog Sanne, at hun også skulle være med i bandet. Måske var forslaget slet ikke så tosset. Mens Arne og jeg aldrig havde rørt et musikinstrument, kunne Sanne påberåbe sig, at hun faktisk spillede på blokfløjte. Alligevel førte forslaget til en voldsom krise, der blev begyndelsen til bandets opløsning.

Arne satte sig meget kraftigt imod, at hans storesøster skulle være med. Jeg selv havde egentlig ikke så meget mod ideen. Jeg syntes nemlig, at Sanne var pæn at se på med brune øjne og lyst pandehår og alt sådan noget. På den anden side måtte jeg jo give Arne ret i det rent principielle, når han forarget spurgte, om jeg nogensinde havde set en pige i et rockband. Det havde jeg ikke – men derimod havde jeg i et blad set billedet af en pige, der stod i en slags badedragt ved siden af orkestret og dansede i et bur. Jeg viste Arne billedet og talte så varmt for sagen, at han også til sidst gik modstræbende med. Faktisk var jeg temmelig stolt over at have fundet et kompromis, der forenede alles interesser. Inderst inde håbede jeg vist også, at jeg ved min indsats kunne indynde mig lidt hos Sanne. Men da vi forelagde vores plan for hende, fik jeg et første chokerende indblik i kvindesindets uudgrundelige dybder. Sanne blev slet ikke henrykt, men begyndte tværtimod at skælde ud og tale meget højt og rigtigt grimt. Hun kaldte os nogle barnerøve og gjorde det lysende klart, at hun faneme ikke ville stå og hoppe i et bur som en abe i badedragt, og for resten var The Gubbies det mest latterlige rockband, hun nogensinde havde hørt om, når vi ikke engang kunne spille og synge og hverken havde guitarer eller trommer. Til sidst smed hun os ud af sit værelse og forbød os at spille på grammofonen.

Derefter kunne vi kun høre “In the Midnight Hour”, når Sanne ikke var hjemme. Måske var det derfor, vores entusiasme begyndte at blegne. Med sine ord om, at vi jo hverken kunne spille eller synge og heller ikke havde nogle instrumenter, havde Sanne måske også sat fingeren på et ømt punkt. I hvert fald holdt vi lidt efter lidt op med snakke om The Gubbies, og til sidst gad vi knapt nok høre “In the Midnight Hour”. På denne måde afgik The Gubbies ved en tyst og stille død som et aldeles upåagtet rockband, der ikke havde indspillet en eneste plade, ja, egentlig aldrig havde givet en eneste lyd fra sig.

*

Siden mistede jeg interessen for Nalle en smule. Der kom nogle indspilninger som “Jeg kan li’ store babser” og “Min fars roemark i Skjern”, og det var selvfølgelig meget godt – men det var jo ikke “In the Midnight Hour”. Mange år senere krydsede vore livsbaner imidlertid atter hinanden. Når jeg havde været ude at holde foredrag og kom med et sent tog tilbage til det, der nu er den gamle banegårdsbygning i Odense, var der ofte en lille halv times ventetid, før jeg kunne komme videre med Svendborg-toget. Her på banegården stødte man jævnligt på Nalle.

Det var 1980′erne – fornedrelsens dage for Nalle. En mislykket maveoperation og almindelig uforstand havde ført ham ud i heroinmisbrug og elendighed. “Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?” lød hans gængse indgangsbøn. Hvis man ville sikre sig, at Nalle fik lidt fast føde, var det dog klogest straks at omsætte skillingerne i naturalier, og på banegården var der en pølsevogn, som havde sent åbent. Jeg har altid holdt meget af pølser – egentlig helst de ristede, men Nalle foretrak de varme røde pølser. Han havde ikke så mange tænder tilbage og kunne bedre kværne de røde med gummerne, så vi nød eftertænksomt vore røde pølser, mens jeg i al stilhed mindedes, hvordan vi engang havde spillet sammen med Sanne og Arne i The Gubbies. Næsten.

Men nu er fornedrelsens tid for længst forbi. Måske mere end nogensinde viser Nalle sig som en stor rock-, blues- og soulsanger. Damn right, he’s got the blues, this boy – og et gebis. I publikumsalens mørke glæder jeg mig stedse ved at se Nalles hvide gebis lyse ud over scenekanten.

Knud Bjarne Gjesing

Rock Nalle live, med originalversionen af "Go'e gamle fru Olsen" fra 1977. (Good Golly Miss Molly).

 Rock Nalle i den grad live og kickin' omkring 2005 med sangeren  Michelle Birkballe og nummeret "Bring it on home".

Rock Nalle fortæller om starten på det hele. Interview Bjarne Gjesing.