KIDDE GOES UMPFF (Promo-video 5) - Jeg er nisse, jeg er nar.

"Kidde goes Umpff" promo video nr. 5. "Jeg er nisse, jeg er nar".

"Kidde goes Umpff" er en helt nyskabende fusion af musik og tale. Kidde og Umpff har koblet deres melodiske sjæle sammen i en finfølt lagkage af finurlige samklange, der hæver sit fornøjelige ikon over hverdagens urskov og skaber sit helt eget inciterende billedgalleri. Troldske lyde og sprælske ord flyver som kometer og udbrændte satellitter over trommehindens hvælvinger.

    Numrene er en salig blanding af fortællinger og digte, rim og kortprosa sat i scene i det unikke univers, som Umpff kan skabe med sit elektroniske vovemod og sin kildrende nysgerrighed. Der er alt fra skvulp og plink til zoink.

Samarbejdet mellem Kidde og Umpff opstod, da Morten Umpff Langkilde skrev på Kiddes facebook-profil, at han da var varm på at lave noget sammen med ham en dag, hvis det skulle være. Kidde sagde omgående ja tak, og en livlig tumult og kilometervis af mails og tudende taxaer spredte deres regime ud over d'herres dagligdag. Tekster og musik er blevet rettet, genindtalt, pyntet og pudset i over et år, og er blevet et medrivende mix af punkede, syrede og poetiske ord svøbt i en drømmekåbe af musik. Umpff har megamusikalske øregange, der følsomt og intenst danner baggrund for teksternes mange planer fra revy og surrealisme til drillenisser og indfølt lyrik.

  Kidde udtaler til verdenspressen: "Det fede ved at arbejde sammen med Morten er, at alt er skabt med et intenst engagement, der både rytmisk og musikalsk hele tiden bryder grænser. Den nye tid møder den gamle i en kærlig omfavnelse af vilde improvisationer og dyb respekt. Helt udtalt er mødet i nummeret " Til frøken Urørlig", hvor Fuzzy akkompagnerer på klaver".

  Umpff og Kidde har leget, eksperimenteret og drukket spandevis af kaffe, og alt er optaget hjemme i Umpff's stue i Hvidovre.  Jojo, man hører skam en fjern bil køre forbi på nummeret "Svalegang i Tjørnegade", men den kørte på lige præcis det rette tidspunkt til at være en perfekt lydkulisse til indspilningen. Ophavsmændene skylder chaufføren stor tak.

  På cd'en er alt fra forvrænget el-guitar over elektroniske hjertealarmer til sommerfugle. Der er gurglen, scatsang og rallen fra Kiddes side, der er blevet brugt som underlægning. Alt har været et umådeligt spændende, intenst og levende samarbejde i konstant bevægelse. Det hele er krydret med levende musik af nogle af landets bedste musikere. Pianisten Fuzzy, harmonikaspilleren Christian Søgaard og mundharpespilleren Thomas Melau har Kidde optrådt sammen med i mange år, og Umpff har bragt den finske multimusiker og komponist Timo Vuoppola, saxofonisten Thomas Edinger og sangerinden Trine Gry fra bl.a. The Pink Floyd Project ind under samarbejdets swingende vinger. Skævt, anderledes, intenst og befriende.

Eric Clapton. Min serie af signerede fotos fra rockens fødsel, del 35.

Eric Patrick Clapton kaldet Slowhand blev født i Ripley, Surrey, England d. 30. marts, 1945, som søn af 16‑årige Patricia Molly Clapton og Edward Walter Fryer, en 25‑årig soldat fra Canada. Fryer blev sendt i krig før Claptons fødsel og vendte derefter tilbage til Canada. Eric voksede op sammen med sin bedstemor, Rose, og hendes anden mand i den tro, at de var hans forældre, og at hans mor var hans ældre søster. 9 år senere blev hans mor gift med en anden canadisk soldat og flyttede til Tyskland, mens Eric og hans bedsteforældre blev i Surrey.

Eric fik en akustisk Hoyer guitar, til sin 13-års fødselsdag, men det billige instrument med stål‑strenge var vanskeligt at spille på, og han mistede interessen. To år senere tog han imidlertid guitarspillet op igen og begyndte at øve vedholdende. Han var påvirket af blues og brugte mange timer på at lære blues-akkorder ved at spille med på de numre, han havde på sin Grundig spolebåndoptager.

Efter at have forladt skolen i 1961, studerede Eric Clapton på Kingston College of Art, men blev afvist ved udgangen af det akademiske år, fordi han fortsat var mere interesseret i musik end billedkunst.

I 1962 begyndte han at optræde i en duo sammen med bluesentusiasten David Brock i pubber i Surrey. Da han var sytten år gammel stiftede han sit første band, der var en tidlig britisk R&B‑gruppe, "The Roosters", som han spillede med fra januar til august 1963. I oktober samme år spillede Clapton syv koncerter med Casey Jones fra The Engineers.

Eric Clapton og vennen George Harrison.

I oktober 1963 gik Clapton ind i The Yardbirds, et blues‑inspireret rock and roll band, som han boede sammen med ind til marts 1965. Med påvirkning fra Chicago blues og førende blues guitarister som Buddy Guy, Freddie King og BB King fik Clapton skabt en karakteristisk stil og blev i løbet af kort tid en af de mest omtalte guitarister på den britiske musikscene. The Yardbirds turnerede i England med den amerikanske bluesmusiker Sonny Boy Williamson, og en fælles LP blev indspillet i december 1963.

Det var i denne periode, Clapton fik sit kælenavn Slowhand, der dels er et udtryk for den langsomme klapning, det engelske publikum hyldede Claptons blues-breaks med, dels en hentydning til hans ekstremt hurtige guitarspil.

I marts 1965 havde The Yardbirds deres første store hit "For Your Love", men gruppen valgte efter hittet at tilnærme sig en mere pop‑orienteret lyd. Clapton var modstander af ændringen og forlod bandet. Han sluttede sig til John Mayall & The Bluesbreakers i april 1965. Tilknytningen varede imidlertid kun et par måneder, for Clapton blev inviteret af trommeslageren Ginger Baker til at spille i hans nydannede band Cream, en af de tidligste supergrupper med Jack Bruce på bas. Cream blev en legende med blues-jam og lange soloer under deres live optrædener.

I begyndelsen af 1967 blev Claptons status som Storbritanniens top guitarist udfordret af Jimi Hendrix. Hendrix deltog i en koncert med det nydannede Cream på Central London Polytechnic den 1. oktober 1966, hvor han spillede med på en version af "Killing Floor". Hans spillestil påvirkede i høj grad Claptons videre karriere.

Creams repertoire varierede fra hård rock til langvarige blues‑baserede instrumentale jamnumre. LP’en ”Disraeli Gears” viste deres intense gennemslagskraft.

Clapton blev et symbol på 1960'ernes psykedeliske rock æra, og i 28 måneder var Cream en kommerciel succes, der solgte millioner af plader og spillede i hele USA og Europa. De redefinerede instrumenternes rolle i rocken og var en af de første blues‑rock bands, der lagde vægten på musikalsk virtuositet med bl.a. langvarige jazz‑agtige improvisationer.  Deres hit singler omfatter "Sunshine of Your love", 1968, "White Room", 1968 og "Crossroads", 1969. Selvom Cream blev hyldet som en af de største grupper i sin tid, og beundringen af Clapton som guitar-ikon nåede nye højder, var supergruppens levetid kortvarig. Narkotika og alkohol optrappede uoverensstemmelser mellem de tre medlemmer, og konflikter mellem Bruce og Baker førte endelig til Creams opløsning. Creams sidste album, ”Goodbye”, med liveindspilninger fra The Forum i Los Angeles den 19. oktober 1968, blev udgivet kort efter gruppens opløsning. Et af pladens numre, "Badge", var skrevet af Clapton og George Harrison, og det konsoliderede et mangeårigt venskab mellem de to. Clapton mødte Harrison, da Beatles optrådte sammen med Yardbirds på London Palladium.  Venskabet resulterede i Eric Claptons guitarspil på Harrisons "While My Guitar Gently Weeps" fra Beatles 'White Album”, 1968. Harrison udgav også sit solo debut album "Wonderwall Music" i 1968, og det blev det første af mange Harrison-indspilninger med Eric Clapton på guitar. Clapton blev ikke krediteret for sine bidrag til Harrisons albums af kontraktmæssige årsager, men duoen spillede ofte live sammen.

I 1969, da The Beatles var ved at indspille og filme ”Let It Be”, blev spændingerne i gruppen så alvorlige, at Harrison forlod den i flere dage, hvilket fik de andre til at overveje at erstatte ham med Eric Clapton, en idé, der især tiltalte John Lennon. Harrison vendte dog tilbage, og freden var for en tid genoprettet.

  

Claptons næste gruppe, Blind Faith, 1969, var sammensat af Cream’s trommeslager Ginger Baker, Steve Winwood fra Traffic, og Ric Grech fra "Family". Supergruppen debuterede for 100.000 fans i Londons Hyde Park den 7. juni 1969. De spillede flere koncerter i Skandinavien og en udsolgt amerikansk turné i juli, før deres eneste album blev udgivet. LP’en ”Blind Faith” bestod af kun seks numre. Et af dem var en 15‑minutters jam med titlen "Do What You Like". Albummets coverfoto af en topløs pubertetspige blev anset for anstødeligt i USA og erstattet af et PR-foto af gruppen. Blind Faith blev opløst efter mindre end syv måneder.

Clapton turnerede efterfølgende som medlem af et orkester, der havde spillet opvarmning for Blind Faith: Delaney, Bonnie and Friends. Han spillede også to gigs som medlem af The Plastic Ono Band. En af disse koncerter blev indspillet på Toronto Rock and Roll Revival i September 1969 og udgivet under titlen Live-Peace in Toronto 1969.

Clapton indspillede sit første soloalbum under to korte turneer og gav det meget passende navnet ”Eric Clapton”. Delaney Bramlett var sammen med Clapton medforfatter på seks af sangene, bl.a. "Let It Rain". Albummet præsenterede også hittet "After Midnight".

I foråret 1970 gik Clapton i studiet med Delaney og Bonnie sammen med the Dominos for at indspille George Harrison’s  ”All Things must Pass”. I denne travle periode, indspillede Clapton også med mange andre kunstnere, herunder Dr. John, Leon Russell, Billy Preston og Ringo Starr.

For at modvirke den kultdyrkelse, der var begyndt at danne sig omkring ham, samlede Clapton et nyt band bestående af Delaney og Bonnies tidligere rytmegruppe, Bobby Whitlock, Carl Radle og Jim Gordon. Det var hans hensigt at vise, at han ikke behøvede at være frontfigur, men kunne fungere godt som medlem af et ensemble. Gruppens navn opstod, fordi bandets foreløbige navn "Del og the Dynamoes blev fejllæst som Derek and the Dominos.

Claptons tætte venskab med George Harrison bragte ham i kontakt med Harrisons kone, Pattie Boyd, som han forelskede sig i. Da hun afviste hans tilnærmelser, blev Claptons ugengældte kærlighed temaet i det meste af materialet til Dominos dobbelt-album, ”Layla and other assorted Love Songs”, 1970. Albummet indeholder megahittet "Layla" inspireret af den klassiske persiske fortælling Nizami Ganjavi, der  er historien om Layla og Majnun. En mand forelsker sig i en smuk ung kvinde, men hun vil ikke have ham, og han drives til vanvid.

Guitarist Duane Allman fra The Allman Brothers Band deltog i indspilningerne, og det startede et nyt venskab. The Allmans inviterede Clapton til at spille med ved en udendørs Allman Brothers koncert i Miami. De to guitarister mødtes først på scenen, så spillede de hele natten i studiet. På fire dage indspillede de bl.a. "Nobody knows you when you're down and out", "Key to the Highway" og "Have You Ever Loved a Woman".  

Den 9. september indspillede  de Hendrix’ "Little Wing". Eric Clapton tog til Barcelona. Under rejsen fik han nyheden om Jimi Hendrix' død kun otte dage efter indspilningen af hans nummer. Den 17. september 1970, dagen før Hendrix’ død, havde Clapton købt en venstrehåndet Fender Stratocaster, som han havde planlagt at give til Hendrix som en fødselsdagsgave.

Clapton har senere udtalt, at samarbejdet med Duane Allman fandt sted midt i en veritabel snestorm af narkotika og alkohol, men alligevel resulterede samarbejdet i live dobbelt- albummet "In Concert". Interne stridigheder førte imidlertid til gruppens opløsning.

Claptons karrieresucceser i 1970'erne stod i stærk modsætning til hans personlige liv, som var overskygget af kærlighedssorger og stof‑og alkoholmisbrug. Han var forpint af sin ugengældte kærlighed til Pattie Boyd, og trak sig tilbage fra optræden for at isolere sig i sin bopæl i Surrey, England. Her voksede hans heroinmisbrug, hvilket medførte en karriere-pause, der kun blev afbrudt af ”Concert for Bangladesh” i august 1971, hvor han besvimede på scenen, blev bragt til bevidsthed igen og fortsatte sin optræden. 

I januar 1973 arrangerede Pete Townshend fra "The Who" en comeback koncert for Clapton på Londons Rainbow Theatre for at hjælpe ham ud af narkotikamisbruget. Clapton sagde tak ved at spille ”The Preacher” i Ken Russells filmversion af The Who-filmen "Tommy". 

I 1975 sammensatte Clapton et mere afdæmpet touring band sammen med Radle, George Terry, Dick Sims, Jamie Oldaker, Yvonne Elliman og Marcy Levy. Med denne gruppe indspillede Clapton ”461 Ocean Boulevard”, 1974, et album med vægt på mere kompakte sange og færre guitarsoloer.

Coverversionen af "I shot the Sherif" blev Claptons første nr. 1 hit i USA og var med til at bringe Bob Marleys musik ud til et større publikum. 1975‑albummet "There's one in every Crowd” fortsatte tendensen. Bandet turnerede over hele verden og udgav i 1975 live‑LP’en ”EC Was here". 

Højdepunkterne i perioden omfatter "No reason to Cry” (et samarbejde med Bob Dylan og The Band). Slowhand, udgav også "Wonderful Tonight" og et JJ Cale-covernummer, ”Cocain".

Efter en pinlig optræden under en fisketur, ringede Clapton til sin manager og indrømmede, at han var alkoholiker. I januar 1982 fløj Roger og Clapton derfor til Minneapolis, hvor Clapton skulle under behandling. På flyveturen indtog han voluminøse mængder af drikkevarer af frygt for, at han aldrig ville komme til at drikke igen. I ”Clapton – en selvbiografi” udtaler han: "I de øjeblikke i mit liv, hvor jeg har været længst nede, var den eneste grund til, at jeg ikke begik selvmord, at jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at drikke noget mere, hvis jeg var død. Det var den eneste ting jeg troede, det var værd at leve for, og tanken om, at folk forsøgte at få mig væk fra alkoholen var så skrækindjagende, at jeg drak og drak og drak, og de måtte næsten bære mig ind på klinikken”.

Et par måneder efter hans udskrivning begyndte Clapton mod lægernes ordrer arbejdet på sit næste album, "Money and Cigarettes", der blev hans livs sværeste at indspille.

Hans album-udgivelser fortsatte i 1980'erne, herunder to produceret med Phil Collins i 1985 og 1986. Nummeret "August" blev Claptons største salgssucces i Storbritannien til dato. Han genindspillede "After Midnight" på albummet ”Unplogged”, 1987 og nummeret fik lige så stor succes som originalindspilningen. I 1989 udgav Clapton” Journeyman” sammen med George Harrison, Phil Collins, Daryl Hall, Chaka Khan, Mick Jones, David Sanborn og Robert Cray.

  

Clapton blev endelig gift med Pattie Boyd i 1979, men under ægteskabet indledte han et årelangt forhold til studielydassistenten Yvonne Kelly. De to fik datteren Ruth, der blev født i januar 1985, men hendes eksistens blev holdt hemmelig af forældrene og kom først ud til offentligheden i 1991.

Clapton og Boyd blev skilt i 1988 efter hans affære med den italienske model Lory Del Santo, som han fik sønnen Conor med i august 1986. Boyd var ude af stand til at få børn på trods af forsøg med kunstig befrugtning.

Nytårsdag 2001 giftede Eric Clapton sig i al hemmelighed med den 25-årige Melia McEnery. Parrets familie og venner havde fået at vide, at de skulle til barnedåb for Claptons og McEnerys lille datter på seks måneder, men da datteren Julie Rose var blevet døbt, trådte forældrene overraskende frem og blev viet til stor jubel for de fremmødte.

1983 fik Eric Clapton ”Silver Clef Award” for enestående bidrag til britisk musik.

I 1993 vandt "Tears In Heaven" Tre Grammy Awards: Song of the Year, Record of the Year, og Male Pop Vocal Performance. Clapton vandt også Album of the Year og Best Rock Vocal Performance for albummet “Unplugged” og Best Rock Song med "Layla".

I 2000 blev han optaget i Rock and Roll Hall of Fame for tredje gang, denne gang som solo artist. Han blev tidligere optaget som medlem af grupperne Cream og The Yardbirds.

2004 blev han udnævt til CBE,(Comander of the British Empire) og modtog sin orden på Buckingham Palace.

2006 fik han Grammy Lifetime Achievement Award, som medlem af Cream.

Del 1 af dokomentarfilm om Claptons tid i The Yardbirds.

Live: CREAMs afskedskoncert fra Royal Albert Hall, 1968.

Clapton live med J.J. Cale cover-nummeret ”Cocaine” der blev udsendt på albummet ”Slowhand”, 1977.

Clapton spillede med på George Harrisons nummer ”While my guitar gently weeps” på Beatles ”White Album”. Her fra en mindekoncert for George Harrison sammen med bl.a. Paul McCartney og Ringo Star.

Solomon Burke. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 34.

Solomon Burke alias Solomon Vincent McDonald Burke også kendt som "The King of Rock 'N Soul", "The Bishop of Soul", "King Solomon", "The Wonder Boy preacher","Lord Solomon” blev født d. 21. marts, 1940 i West Philadelphia, Pennsylvania og døde d. 10. oktober, 2010 i Haarlemmermeer, Holland.

Genrer: Blues, gospel, R&B og blues-soul, rock and roll og country.

Solomon Burke er blevet beskrevet som ”soul-genrens mest uretfærdigt oversete sanger" og som ”alle tiders største mandlige soulsanger”.

Burke blev født på øverste etage af hans bedstemor Eleanor Moores hjem, et rækkehus i West Philadelphia. Hans mor Josephine var sygeplejerske, skolelærer, koncertmusiker og præst, og Solomon kendte ikke sin far. Han blev indviet til biskop allerede ved sin fødsel af sin bedstemor i Salomons tempel, en menighed i ”Det Forenede House of Prayer”, som hun grundlagde i sit hjem i West Philadelphia. Da Solomon var ni, blev hans mor gift med rabbineren og slagteren Vincent Burke og fik sit navn ændret til Solomon Vincent McDonald Burke. Burkes venner og familie kaldte ham "Sol".

Han havde seks yngre søskende. Fra en tidlig alder arbejdede han for at supplere familiens indkomst. Han husker: "Jeg plejede at levere købmandsvarer i en lille vogn, jeg havde lavet af fiskekasser, da jeg var syv, og jeg solgte aviser på hjørnet af 40th og Lancaster. Jeg var den første, der begyndte at vaske biler for 99 cent uden for en barber, der var den eneste, der ville lade mig bruge sit vand. Jeg havde 4-5 fyre ansat, som jeg gav en nickle for hver bil. På et tidspunkt arbejdede han også på et kødmarked sammen med sin ven Ernest Evans, der senere brød igennem som Chubby Checker.

Burke krediterende sin bedstemor som sin vigtigste åndelige og musikalske indflydelse. Han lærte at synge alle former for musik fra kirken og fra hans bedstemors radio. Burke begyndte at prædike i en alder af 7 ved Salomons tempel. Han fik hurtigt tilnavnet "Boy Wonder Preacher" pga. hans karismatiske forkyndelse på prædikestolen. Burke blev præst i menigheden i en alder af 12 år, samtidig med at han begyndte at arbejde for flere radiostationer og blev vært for et gospel show, der blandede  sange og prædikener i udsendelser fra Salomons Tempel. I weekenden rejste han til Maryland, Virginia med en lastbil og et telt på åndeligt korstog for sin kirke. Under hans første fremtræden som kongelig vejleder bar han en kappe, som hans  bedstemor havde syet af et tæppe.

Burke dimitterede fra John Bartram High School og stillede op i en talentkonkurrence, hvor vinderen fik en pladekontrakt.   Burke vandt, og som 15‑årige skrev han kontrakt med Apollo Records i slutningen af 1955. Han udgav sin første single "Christmas Presents" juleaften 1955 indspillet sammen med bl.a. King Curtis og Lester Young. Hans andre Apollo‑optagelser i denne tidlige periode inkluderede "I’m in love”, "I’m All Alone" og "No Man Walks Alone", men de tidlige optagelser solgte ikke godt.

Burke uddannede sig til bedemand og dimitterede med en doktorgrad i Begravelsesceremonier. Burke fik senere sit eget kapel i Los Angeles.

Ifølge Alex Halberstadt var han ”Atlantics Frelse”. En soulsanger med medrivende karisma og udtryksfuldhed.  Wexler og Burke skabte en perlerække af hits, der var de første eksempler på den klassiske soul lyd.

Burke indspillede ialt 32 singler for Atlantic, hvoraf de fleste ramte både pop og R&B hitlisterne. Det var bl.a. numre som "Just Out of Reach", der solgte over en million eksemplarer, og "Cry to Me", "If You Need Me", "You are good for me", "Everybody Needs Somebody to Love”, “Got to Get You Off My Mind", og "Tonight is the Night". Burke blev også den første R&B kunstner der brugte en Bob Dylan sang med sin indspilning af "Maggies Farm".

Burke havde fra en tidlig alder kæmpet med sin tiltrækning til verdslig musik på den ene side og hans trofasthed over for kirken på den anden. Da han tegnede kontrakt med Atlantic Records nægtede han at blive klassificeret som "R&B-sanger”, som følge af R&Bs ry som "djævelens musik". Man besluttede at markedsføre Burke som soulsanger efter at han havde fået godkendelse i sin kirke. Burke er krediteret for at have opfundet navnet soulmusic".

Verdslig musik var for ham ikke det modsatte af kirkelig musik, men snarere en ny dimension i evangeliet. Holdningen var kontroversiel. Han tog prædikantens teknik med sig og sekulariserede evangeliets sange med en rå stemme, følelsesmæssigt engagement og inciterende og dansende sangere på scenen.

For Jerry Wexler var Burke den første og største af alle 60er soul mænd. ”Hans stemme var et instrument for udsøgt følsomhed". Wexler sagde: ”Han er mester i både det sanglige og teatralske. Han er en stor skuespiller". Til trods for sin beundring for Burke har Wexler også beskrevet ham som lidt af en opgave at samarbejde med: snu, selvsikker, meget intelligent, en sælger af proportioner og lidt af en fabulist. Solomon har fortalt så mange udgaver af de samme kendsgerninger, at det er utroligt.

Burkes aktiviteter omfattede også madlavning og salg af grillet kylling og sandwich backstage til opskruede priser til andre kunstnere, der blev nægtet adgang til de lokale restauranter. En musiker husker: "Han gav mig en kotelet, en mundfuld makaroni og ost og en skefuld sovs. Jeg sagde, "Er det det?" Og han sagde. "Det er det, broder. Jeg gør dig en tjeneste, så take it or leave it". Det var meget indbringende for Burke, men ejeren blev så rasende, at han blev forbudt at optræde på Apollo på livstid. 

Efter en række af hits i 1963 indvilligede han i at blive kronet som "King of Rock 'n' Soul" ved en ceremoni i Baltimore. Burke fik en krone, og tilføjede selv et scepter, en kappe, kjortel, dansende piger og farvede lys. Burkes krone var en nøjagtig kopi af den engleke, "og kappen blev trimmet med ægte hermelin. Burkes show var en tour de force gennem sjæl og skamløst hokus pokus, og publikum gik amok. Han blev lige så kendt for sit showmanship som for sin stemme. Han gik ofte på scenen i en bølgende 15‑fods kappe og diamantbesat krone, hans show var legendarisk og forud for James Brown. På et tidspunkt havde han ansat en dværg, som løb ud med hans kappe, når han kastede den til side. Kappen syntes at forsvinde af egen fri vilje. Efter James Brown’s succes med nummeret "Papas Got a Brand New Bag "i slutningen af 1965, mente han, at han fortjente at blive kronet "King of Soul” Han hyrede Burke til at optræde en nat i Chicago, men endte med selv at optræde. Burke skulle også overgive sin krone og ejendomsretten til ham under hans optræden. Burke accepterede, men beholdt sin titel og sit kongelige udstyr.

Sorte prædikanter og deres shows fungerede omtrent på samme måde som sorte religiøse messer. Den optrædende og publikum blev et med musikken og kom i en ekstatisk tilstand, der gav dem følelsen af en dyb intensitet.

Efter 1965, det "største år i hans karriere", svigtede salget og hitlisteplaceringerne for Burke samtidig med et stigende antal kunstnere kom til, bl.a. Aretha Franklin, Wilson Pickett og Otis Redding. Burke blev i denne periode beskrevet af David Cantwell som "en konge uden et kongerige". Han indspillet en coverversion af "Proud Mary" før Ike & Tina Turners version, og ifølge Burke var det ham, der overbeviste duoen om, at de skulle optage nummeret. 

Burke blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame den 19. marts 2001 i New York City. I 2005 blev han krediteret for at sælge over 17 millioner albums. 

Ud over hans indspilningskarriere ejede Burke flere bedemandsforretninger, to købmænds-forretninger og en popcornsforretning i Philadelphia, og han ejede og drev også en limousineservice.

Fra begyndelsen af 1970erne efter at have flyttet til Los Angeles koncentrerede Burke sig om sine biskoppelige pligter og prædikede fra en blodrød trone på den tredje søndag i måneden ved bøn i ”Assembly Church of God" i 30 år. Hans kirke voksede til at have omkring 170 missioner og 40.000 medlemmer. I 2000 havde kirken over 300 ordinerede præster og 40.000 sognebørn i næsten 200 kirker over hele USA, Canada og Jamaica. Kirken hjalp blinde og fattige børn, og Burke var selv ansvarlig for mere end 120 adoptivbørn.

Ved sin død havde han 90 børnebørn og 19 oldebørn. I et 2006 interview indrømmede Burke, at have fået sit første barn som 14‑årig: "det at være far i en alder af 14 var måske lidt tidligt, men jeg fortryder ikke et øjeblik, et sekund, en dag eller en time". 

Solomon Burke med hans hit "Cry to me" fra 1962.

Solomon Burke live med "Down in the Vally", 1987

Solomon Burke live med "Try a little tenderness".

HEKSEN OG DE TRE LYSEBLÅ FUGLE

Tekst: RTK
Akvarel: Maja-Sofie Dahl

Der var engang tre lyseblå fugle med orange næb og store øjne, der havde slået sig til ned ved et gammelt træ i skoven. Den ene halvsov på en gren, den anden øvede sig i at falde baglæns ned fra træet og den tredje fladede ud med halvlukkede øjne på en rod.

Så dukkede der pludselig en heks op. Hun havde et skummelt ansigt med gullig hud, og så havde hun forrevne tænder og kæmpestore ører. Himlen blev så sort som beg i samme øjeblik, hun viste sig.

- Jeg skal opfylde tre ønsker for jer, gnækkede heksen, for I er de første, der nogen sinde er landet i det gamle træ, som min oldemor har plantet.

- Nå, sagde den første lyseblå fugl og tænkte sig om.

- Jeg ønsker mig at halvsove på en gren, sagde den så.

- Et ønske er et ønske, men du halvsover jo allerede på en gren i forvejen! mimrede heksen irriteret, men så tryllede hun alligevel den halvsovende lyseblå fugl om til at halvsove på grenen, lige som den havde gjort hele tiden.

- Hvad ønsker du dig så? spurgte heksen den anden fugl, mens hun stampede utålmodigt i jorden.

- Jeg ønsker mig at øve mig i at falde baglæns ned fra træet sagde den anden fugl og roterede rundt til alle sider.

- Det gør du jo allerede i forvejen, dit skøre fjerkræ! spruttede heksen, men et ønske var jo et

ønske, så hun tryllede den anden lyseblå fugl om, så den blev ved med at øve sig i at falde baglæns ned fra træet og rotere rundt til alle sider.

- Hvad er så dit ønske? spurgte heksen utålmodigt den tredje fugl, for hun tænkte, at nu måtte der da komme lidt slav i bolledejen.

- Jeg ønsker mig at du tryller dig selv væk, så vi kan få fred, sagde den og glippede med sine halvlukkede øjne.

Så tryllede heksen sig selv væk med et vældigt knald, og de tre lyseblå fugle har levet lykkeligt lige siden.

DEN LILLA MØGHÆTTE OG PULVEN på Holbæk Teater

Har netop holdt et sprudlende møde med Kristoffer Møller Hansen fra Holbæk Teater om en opsætning af DEN LILLA MØGHÆTTE OG PULVEN som musical til efteråret. Holbæk Teater er Danmarks største egnsteater med 350 pladser og vi startede med at hælde alt i den helt store gryde med idéer lige fra breakdance og rap-musik til gøglerskolen afuk og baggrundsprojektion af malerier eller mig selv som fortæller. Alle døre er ind til videre åbne og det bliver et rigtig spændende puslespil at kaste brikker op i luften til.

TANTEN, DER BOEDE HOS DEN HVIDE KAT

Fotos Kristina Tandrup Gittesdatter.

Fortælling Kristina Tandrup Gittesdatter og RTK.

Jeg er en kat. Jeg er hvid. Jeg sidder og pudser mig i solen. Mine pupiller skærer den over på tværs. Mine kløer er skarpe som den hvide nymåne over træernes toppe i den evige nat. Jeg bor her midt i den store skov med de mange svampe og floden, der løber igennem fuld af fisk. Jeg er smuk, derfor ejer jeg min verden. Mine gule, sammenknebne øjne glipper søvnigt og årvågent mod alt omkring mig. Jeg er opfyldt af majestætisk kedsomhed. En kæmpemæssig ligegyldighed og en lurende årvågenhed, så det kribler langs rygraden af mus og fugle. Vildmarkens sagnagtige, ubestridte hersker, det er mig. Det er vildkatten. Den lydløse dræber. Jeg er det frygteligste rovdyr på kloden. Vildere og mere blodtørstig end nogen andre. Uden en lyd knækker jeg nakken på mine værgeløse ofre.

  Tanten er flyttet ind i mit hus. Jeg tolererer hende for madens skyld og varmen i hendes ovn om vinteren. Så længe, hun indordner sig, får hun lov at blive. Hun var tidligere skolelærer. Respekteret men også striks. Ungerne var lidt bange for hende, men hun var god til sit fag. De tider er forbi for så længe, længe siden. Nu søger hun tilflugt her hos mig. Den lille, hvide kat, der accepterer hendes klodsede trissen omkring. 

Jeg klør mig bag øret, renser mine knurhår. Min hvide hale strækker sig strunk mod himlen. Tanten famler sig meningsløst gennem livet.  Hendes billede står som et vartegn over tåbeligheden. Jeg lever frit uden skyggen af hendes eksistens i mit hjerte. Tanten er grim, gammel og brugt. Det er en hel historie. Historien om en russisk kvinde, men jeg er mig. Min egen. Tanten bor langt ude i en lille landsby, hvor der efter kommunismens fald ikke er meget andet tilbage end hende, et par alkoholikere og en masse tomme træhuse.

Jagten er god. Råt kød og blod. Her bor tanten midt inde i skoven med sine kaniner og sin køkkenhave. Det er det, hun lever af. Hende om det. Mennesket har ingen sjæl. En gang imellem kommer hendes datter forbi med nogle fisk eller en nabokone med nogle grøntsager, hvis hendes egen høst er slået fejl. Hun er primitiv. Hun har ingen sylespidse tænder i sin tanke. Hun har derimod én ged. Den er klogere end hende, men trods alt en stakkel i de aller nederste regioner af det store hierarki. Instinktet er alt, vi har. Tantens lærdom har ikke bragt hende andet end ulykker. Den var et fejlgreb i eksistensens tomme lykkepose. Bare et regime, der faldt. Jeg var her hele tiden. Nu er hun blevet til overs. Hun gemmer sig af vejen. I mange år har hun ikke oplevet andet end livet i den lille, isolerede landsby. Hun giver kaninerne mad, jagter mig i sjov frustration, går ned med kartofler under gulvet i køkkenet, hiver ukrudt op. 

Hun fortæller også. Fortælle kan hun. Hun har fortalt mig mange dybe sandheder, selv om jeg ikke forstod et ord af, hvad hun sagde, men jeg iagttog hendes mimik og digtede mine egne historier. Hun plaprer bare, men jeg kan fortælle.

  En af mine historier handler om den fremmede, der kom til mit hus for nylig. Jeg lod hende være. Slikkede mig som om, intet var hændt. Det var uden betydning. Tanten og den fremmede kunne ikke tale sammen. Mennesket har aldrig lært at kommunikere. 

Tanten var i evig bevægelse. Da den fremmede først kom til huset, blev hun taget hårdt i armen og ført ud i tantens sauna med et par storblomstrede underhylere og en slåbrok. Så havde hun værsågod at vaske sig. Det var det fineste, tanten kunne tilbyde den fremmede. Vel en måde at byde hende velkommen på. Lade hende smide tøjet, inden hun havde sagt sit navn. Katte forstår hinanden. Katte forstår sig selv. Det er så ligetil.  

    Næste morgen skulle den fremmede spise en af tantens tilberedte kaniner. Den var virkelig veltilberedt, men hun må have syntes, den fremmede spiste for langsomt, for hun stod med hænderne i siden bag hende og råbte:

  - Spis, spis, spis! Du spiser jo ikke noget. Du skal spise det hele, og så skal du have en ny portion!

  Det var klogt. Jeg fik resterne. Tanten vil lave en trone til mig af skindet.

 Jeg vil ligge og betragte mine slavers og narrers falbelader. Se dem prøve at gøgle sig fri, men jeg afbrød min fortælling. Den fremmede var bange for tanten. Hun var glad for at forlade hendes grund, da hun skulle videre hjem til sit barbariske land, hvor jordforbindelsen var sluppet, og ingen længere kendte sig selv. Tanten er trods alt kommet videre i sin udvikling, derfor lader jeg hende blive boende, hvor trættende hun end kan være. I min historie vil den fremmede reflektere over, hvad det egentlig var for et møde, hun havde med tanten.  Måske vil hun finde på, at tanten var et af de mest naturlige, oprigtige og gæstfrie mennesker, hun havde mødt i hele sit liv. Måske vil hun kalde mødet intenst og inspirerende. 

Måske vil hun aldrig glemme det. Snip, snap, snude, så er den historie ude. Det var godt, der aldrig kom en fremmed. Det er godt, hun ikke bor her. Jeg er ved at få nok. Tanten ryger ud inden længe. Hun er begyndt at fable. Jeg strækker mig. I natten er jeg alene med min skønhed. Uden en lyd knækker jeg nakken på mine værgeløse ofre. Tanten snorker.