Af Rune T. Kidde
Jesus og tyrannen
Det er nemt for Jesus at tilgive, fordi han ved, hvem han er. Han er søn af selve den skabende, helende, altid fornyende livskraft: Gud er et smukt navn at give den.
Som et billede på Jesus modsats, der heller ikke tvivler på sig selv, kunne man nævne tyrannen. Han tvivler ikke på sin egen ret til at herske over alle, og er heller ikke i tvivl om, at han har lov til at torturere og hjernevaske, men han kan ikke få de lammede livskræfter til at vågne igen, derfor er han et vrangbillede af Jesus. Han kan bruge folk som brikker i sit magtspil, men han kan ikke tilgive. Han er for vred. Derfor kan han heller ikke række hænderne ud mod et lys, der er klarere end hans eget. Det kan Jesus. Derfor bærer han nøglen til selve livet.
De skriftkloge
Midt imellem Jesus og tyrannen står de skriftkloge. De skriftkloge er stagneret og kørt fast i ordenes vaneforestillinger. De har mistet dele af sig selv i deres privatiserede problemstillinger, som de til daglig iført skyklapper er fuldstændig optaget af at grunde over. Den uløselige rebus, de har valgt at give deres liv til.
For Jesus er det selvfølgeligt at tilgive, for tyrannen er det selvfølgeligt aldrig at gøre det. Vi andre ligner nok for det meste de skriftkloge, og er optaget af hver vores egne personlige forestillinger. Vi kan være opslugt af børn, kæledyr eller motorcykler, eller vi kan være nørder med karrierens eller modens krav.
Ligheden med tyrannen
Vi helliger os vort eget univers i en grad, så vi kan komme til at ligne tyrannen uden at bemærke det. Vi lukker måske øjnene for de lamme, hvis nærvær vi har brug for, og som har brug for os, eller for det lamme i os selv. Vi tilgiver imidlertid hverken os selv eller nogen andre, for vi har for travlt til at opdage, at der skulle være noget at undskylde. Vi eliminerer sågar skylden fra vores bevidsthed. Skylden over ikke at kende den lamme. Skylden over selv at være lam, fordi vi har fjernet de dele af vores opmærksomhed, der ikke passer ind i vores overbevisning. Jesus er i pagt med livskraften, med universet, og han kan ikke andet end at tilgive, for vi er alle sammen skabt af de samme atomer. Når vi lukker dele af vores udsyn af og skaber vores egne kunstige universer, så gør vi os både skyldige og lamme. Forsøger at spærre livsstrømmen med dæmninger, så markerne længere nede af floden ikke får det vand, de behøver. Vi lammer selve livskraften, og hvis vi har evnen til det, så er den første lamme, vi er nødt til at kunne tilgive, os selv. Først når vi har gjort det, kan vi tilgive både de skriftkloge og tyrannerne, som er en del af os selv, og vi kan tage vores bårer og gå hjem.
Rune T. Kidde
Læs teksten fra søndag d. 29. september, ud fra hvilken, Sanne Thøisen stillede mig sit spørgsmål.
Markus 2, 1-12.:
Helbredelsen af den lamme i Kapernaum
v1 Da Jesus efter
nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.
v2 Og der samlede sig så mange
mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til
dem. v3 Så kom der nogle hen til ham med
en lam, der blev båret af fire mand. v4
Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker,
fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul,
sænkede de båren med den lamme ned. v5
Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder
tilgives dig.« v6 Men der sad også nogle
af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: v7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud.
Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« v8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte
sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte?
v9 Hvad er det letteste, at sige til den
lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?
v10 Men for at I kan vide, at
Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til
den lamme: v11 »Jeg siger dig, rejs dig,
tag din båre og gå hjem!« v12 Og han
rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så
de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget
lignende!«
